41
DYBERE END MIDDELHAVET.
udhungret Ægtefælle og en Flok udhungrede Børn. Jeg holder ogsaa af fattige, unge Mænd og Kvinder, jeg holder af alle fattige; de har saa nye og redebonne Hjærter, at der med dem endnu kan udrettes noget i denne haabforladte Verden. I Gaar Morges, da jeg passerede Alperne, tænkte jeg paa en saadan fattig Fyr, paa Napoleon som »lille Korporal,« der endnu ikke havde været i Slag, endnu slet ikke udmærket sig og altsaa kun havde almindelige og tarvelige Følelser. Han havde den Tro og den Bitterhed, som er fælles for saa mange ubemærkede, unge Mænd. Intet videre. Og det var det store, det var netop det guddommelige hos ham — Forvandlingsøjeblikket! — Man kan sætte Ære i at gaa med Manchetknapper, der er købte i den eleganteste Butik paa de store Bulevarder (Silvio smøgte sine Ærmer lidt op og viste et Par originale Knapper). Man kan ogsaa sætte sin Ære i, at man ikke vil være mindre elendig, ikke mindre tarvelig af Hjærte og Attraa, ikke mindre lav end den stakkels, simple Menneskehed, at kysse den ydmyge Jord, hvortil vi er bundne med fælles menneskelig Nødvendighed — for en Dag at kunne forvandle Tingene, vise dem saa store og skønne, som de virkelig er. Jeg holder af fattige Folk. De sover nogle Trappetrin nærmere ved Guderne og de evige Magter.«
