42
HØJERE END ALPERNE —
Smilende hørte Konsulen paa Silvios Tale og ønskede endnu en Gang at se Manchetknapperne. Silvio bad om at maatte forære Konsulen dem. Han havde købt dem for at pynte sig, da han selv var gaaet Glip af en stor Lykke — sagde han — og de burde tilhøre en Mand, der elskede Lykken.
Han sad længe taus og stirrede ud paa Middelhavet. Og med Alvor og hemmelig stor Pietet tyggede han nogle Chokoladepastiller, som den tyske Dame i Paris skæmtvis havde overbragt ham i en Bonbonæske, hvor Rejselegat-Pengene laa gemte paa Bunden. I det første Indtryks Forvirrethed forekom Italien ham et Land helt af Marzipan og Chokolade. Og han tænkte, at var der mange i Verden som denne tyske Dame, vilde Opopfrelse og store Egenskaber faa Lov at blomstre, og Smuds og Smaalighed vilde uddø i Paris, ja selv i København.
»Jeg er ikke Silvio, den stakkes Silvio i Paris« — gentog han lykkelig — »jeg er Silvio, en romersk Borger.«
. . . . . Konsulen var en stadig høflig Mand. Hans private Spot — paa dansk — hindrede ham ikke i at vise de to medrejsende Arbejderførere de mest smigrende Hensyn paa italiensk. Ogsaa da en smuk Italienerinde skulde forlade Kupéen, var han til rede og rakte hende hendes Rejse-
