»Alle mine Søstre er paa deres Værelser, alle mine Brødre er i deres Haver.«
Silvio sidder i sit Værelse i den gamle Gade »Gravene« og gentager Gang efter Gang denne Forbindelse af Ord. Ved Siden af ham sidder hans gamle Lærer og retter ham.
Og i alle Værelser, paa alle Sale, Nabo og Genbo til ham, findes der Kvinder, som ensomt syer, pusler, ordner Hus.
Men ude over Husene med den duggklamme Luft og de mange Klokketaarne og Klokkespil — der ude, der oppe (bagved et duggkøligt Træ) ligger Bjærgene med de fjærne Villaer og Haver, og det er fra den Side, at Solen hver Dag oversvømmer Firenze med Foraar. Haverne ligger i smaa Kiler derude med varm Foraarsmuld midt i Januar, med sorte Cypresser og grøn Vintersæd. Man skimter disse Skraaninger for Enden af hver dyb Gade i Florens. Og deroppe pusler den nærsomme og flittige Toscaner.
Hvilket Foraarsbillede fra Italiens Januar:
