53
DYBERE END MIDDELHAVET.
»Alle mine Brødre er i deres Haver, alle mine Søstre er paa deres Værelser.«
»Dove entra il sole, non entra il medico,« læser Silvio. Han oversætter: »Hvor Solen kommer ind, bliver Lægen ude.«
Solen trænger ind ad Vinduerne med en Magt, saa at den kolde Januarnat pludselig er glemt. Og næppe er den gamle, dybt bukkende Lærer ude af Stuen, saa slaar Silvio alle Vinduer op og lægger sig midt paa Gulvet, i Italiens Sol, og lader sig gennembage som en forfrossen Ranke, som et Kid i Bjærgene. Han er kommen fra kolde Egne, hvor der faldt Sne paa alle hans Roser. Nu vælter han sig i Solen, der trænger lige ind i hans Hjærte og faar ham til at længes igen, efter Venskab — Lykke . . . Hvilken Helbredelse atter at kunne længes, ønske! Er det virkelig sandt, at hvor Solen gaar ind, behøves ingen anden Læge?
For at komme Solen endnu nærmere tager Silvio sin Hat og gaar ud i Florens. Men »alle Søstrene er paa deres Værelser«, og Gaderne opfyldes af latterlige Mænd, Italienere, der spytter altfor meget og bærer Klæder, som ikke ere syede til dem selv. De fylder Stræderne, de staar timevis og driver paa Torvet (uden Maal og Hensigt), som en stedsevarende Folkeforsamling, et Ting fra det gamle Etruriens Dage, et Raad, der til enhver Tid er samlet og afgør alle Anliggender i Byen.
