54
HØJERE END ALPERNE —
Hvad venter de paa?
Stop! Der bryder en af »mine Søstre« sig Vej gennem Mængden. Og det er, som førte hun Solen med sig i sine Øjne, i sine Bevægelser, i sine Støvlesaalers Trin paa de klassisk støvede Gader. Men hun er stum som en Urne fra de etruriske Begravelser. I en Toscanerindes tavse Smil ligger alle Toscanas Hemmeligheder gemte. Thi vid, at her blev elsket, og her blev slaaet ihjæl, at her blev hamret i kostbart Metal og Paladser byggede. Og her blev skrevet Bøger . . . og det er endda ikke saa meget længe siden, at den gamle Storhertug af Toscana havde forbudt omtrent alle Bøgerne. Jeg har selv læst den gode, gamle Forordning, hvis Paragrafer fra den første til den sidste havde et Præg af storhertugelig Tryghed og Visdom. At man ikke ved Trykken maatte befordre sine sine forargelige Skrifter — hvem vil forundres? Nej, men Indespærring, Arbejde paa Galejerne til hver den, der besad en Bog, som han ikke først havde indsendt til Censurkommitéen. Og Censurkommitéen bestod ikke af Romanslugere, nej, den læste meget langsomt — for dog til syvende og sidst at lade alt opbrænde.
Ja, Toscana har sine Minder. Men Toscana har sin almægtige Sol, og en Dag brød Solen som en Gudinde Vej igennem den stumme Mængde paa Torvene — »Eviva Italia! Leve! leve!«
