62
HØJERE END ALPERNE —
gynde; saa skal jeg lægge en Mine.« Og han tænkte:
Manden med det magre Ansigt bøjer sig kun for én Ting: for Kendgærninger. Men at høre ham i en tarvelig Sal ved et Møde af tunge, fattige Arbejdere eller høre ham rase foran den forsamlede Rigsdag — alle Kendsgærninger smuldrer han til Snus med sin ubarmhjærtig tilbagevendende Logik. Han har uimodsigelig Ret. Alle Livets Melodier tager han fra én. Nej, her skal I høre Musik — siger han med sit tynde Smil — Menneskeheden er kun et stort Forbund af udsultede Tarmkanaler . . . hør Tarmenes Musik.
Silvio vender langsomt og ligegyldig Ansigtet bort fra »Professeren«, og hans Følelser slaar pludselig om: Smil længe nok, du Nødtørft-Profet med dit Marekat-Smil. Jeg giver ikke en Pibe Tobak for al din tungerappe Logik. Nej, lær Menneskene at være Helte og Guder i Pjalter. De simple Folk er ikke dummere end jeg. Og de lader sig kun føre af den, der kan tale, saa de skiftevis brænder og fryser derved. Du samler dem til Had ved den dyriske Nødvendigheds Infami — et Oprør af Tarmkanaler! Men lær dem at ære den skønne Nødvendighed. Thi de simple Folk — »den hellige Almue« — kan nøjes med lidt (de er i Vanen), men de vandrer gærne til Verdens Ende for at høre en Melodi. Medlidenhed, Menneskeret, Broderskab, den blanke Selvopofrelse, høj som Alperne og dyb
