61
DYBERE END MIDDELHAVET.
mørkt Skæg, et paa én Gang blødt og voldsomt Ansigt — altfor rigelig Kærne, altfor lidt Skal. En af det simple Folks egne og sikre Tillidsmænd — den svajende Fusentast, Manden med Begejstringen.
Men den ubestemte Titel »Professor«, der var knyttet til den førstes Navn, fik Silvio til at bemærke ham mest.
Han ser ud, som han kunde gaa gennem Staal . . . . Og saa er den Mand tilmed en studeret; ikke Følelsesmennesket, der svæver for Vindene, men Teoretikeren. Ikke Begejstringen, men Forbitrelsen. Ikke Blodet, men Bogstaven. Og hvor meget længere fører ikke et Raseri i Blæk, og hvor meget giftigere er det ikke end et Raseri i Blod!
Thi der er dette ved en saadan Teoretiker, at her hører Mennesket og Barmhjærtigheden op, og her begynder Guddommen i dens Medynksløshed, Matematiken i dens Ubønhørlighed. Hvis han byder: hug ned! da bruger han ikke Menneskehænder, der hastig sløves, men Maskinen . . . . den bliver ikke træt.
Hug ned! hug ned! Spræng de gamle Broer i Luften, spræng de pralende Huse, der er byggede paa Tomhed og Spindelvæv.
Silvio var i Dag for Alvor oplagt til at se paa et saadant Ansigt og til at sprænge Broer hellere end til at bygge dem. Han havde Lyst til at sige til Manden med det tyndslidte Smil: »Vis mig, hvor vi skal be-
