60
HØJERE END ALPERNE —
Den hovne Tøs blev dobbelt dum.
Vil du med, saa hæng paa.
Den gode Lykke mødte mig.
Hun bad mig at benytte sig.
Jeg gad ej strax; og da jeg skrev
en anden Dag, hun udeblev.
Vil du med, saa hæng paa.
Saa skrev jeg Himlens Gud et Brev.
Og det fortrød jeg ej, jeg skrev.
Thi Brevet blev tilbagesendt
med Svar: Adresse ubekendt!
Vil du med —
Det skulde hænde Silvio, at de samme
to Arbejderførere, som for en Maaned siden
havde rejst med ham fra Genova til Florens,
atter var med ham i en Kupé fra Florens til
Siena. Og han havde der den gode Lejlighed
til at spørge dem om Vej til Sicilien og videre
frem — hvis han ellers vilde.
Deres Ansigter beskæftigede ham. Han havde i et Arbejderblad set deres Portrætter. Og den ene af dem bar den italienske Titel »professore«. Hans magre Ansigt havde omkring Læberne det samme tyndslidte Smil som falmede Primadonnaer, men et bittert Smil, som han selv mindst vilde tilgive, at man tog fejl af. Han ser ud, som om han kunde gaa igennem Staal . . . .
Den anden var en Mand med meget og
