Sidste Kamp/12
Ida Clermont naaede den Nelssonske Gaard,
et gammelt og kolossalt Hus, der tidligere havde
været et af Statens Handelsdepoter. Hun kom
derud ad snævre Gader og ad Broer, der førte
over de gamle Havnekanaler. Og hun betragtede
længe Spejlbilledet af dette hvide Hus, der i
Kanalen, indrammet af det muldne Bolværk, lignede
et farvet Kobbertryk bag Glas.
En Tjener lukkede hende ind. Og hans aristokratiske Ansigt udtrykte aaben Foragt, da han genkendte denne Frøken Clermont.
Ida Clermont gik op ad den brede, hvide Trappe. Hun kom gennem Dagligstuen, og dér sad hinsides mange Nipsborde og Etagérer og polstrede Damaskesmøbler Fru Nelsson. Hun vendte sit gule Ansigt om mod Ida, og hun nikkede smilende, idet hun rettede paa sit Haar, der lig en blegrød Svamp voksede over den lave Pande.
Ida Clermont gik videre ad en Trappe, der førte til anden Sal. En af Bess Nelssons Brødre kom kjoleklædt tumlende ned forbi hende, slingrede mod hende og bandede. Hans Ansigt var saa hvidt som hans Linned. Og fra et Værelse paa anden Sal raabte hæse og ru Stemmer hans Navn. Ida Clermont formodede, at Selskabet i dette Værelse var de overlevende fra den foregaaende Dags Herremiddag. Disse Herremiddage strakte sig altid over flere Dage.
Hun gik videre; hun var vejkjendt. Hun bankede paa Døren til Bess Nelssons Værelse og gik ind.
Dette Rum var svagt hvælvet. Hen over Loftet svømmede blaa Delfiner, ganske ens, i Række, ledsagede af Maager. Hver Maage skar med sin højre Vinge et Snit af den nærmeste Delfins Ryg.
Væggene var ganske blege; slanke Pilastre, formede som Krokus, voksede mellem de store, ovale Medailloner, hvor Mennesker, ganske brune, nøgne, Mænd og Kvinder, alle i sælsomme og sørgmodige Stillinger var malet paa Kalken. De stirrede ud over en højblaa, bugtet Flod.
Vinduerne lignede hvide Gitre af Træ. Gaden udenfor syntes mørkere end Stuens Loft og Vægge, der var saa skærende blege.
Men Stuens Bund var tæt svøbt i Mørke, et lunt og blødt Dyb. Det vissengrønne Tæppe føltes under Fødderne gyngende blødt som Mosegrund, og de lave Divaner, de dybe Pudestole, betrukne med sort Fløjl, var næppe skælnelige mod de dunkle Fodpaneler af udskaaret Egetræ.
Man følte sig i dette Værelse fra Fod til Bælte tæt svøbt i lunt og behageligt Mørke. Fra Bælte til Issen fornam man sig frysende nøgen, i ren og ideal Luft.
Bess Nelsson strakte sig helst lavt nede paa den bløde, laadne Bund. Altid frøs hun, altid klaprede Tænderne i hendes Mund, naar hun bar Hovedet højere end Divanens blaa Damaskesryg.
Ogsaa nu laa hun paa sin Ryg, hvilende paa det sorte Bjørneskind. Hun strakte de smalle, lange Fødder frem under Skørtets Brus af Knipling og Silke og stemte dem mod Kaminens Rist. Strømpens Filigran syntes en Del af det fint gennembrudte Jern. Hendes Hænder, der holdt en Bog, farvedes paa Bagsiden højrøde af den luende Kaminild.
Ogsaa Ida lod sig hurtigt synke fra den kolde Region ned imellem de bløde Puder. Hun følte den guldbroderede Silke knitre hvor hun rørte.
Hun behagedes ikke af denne Stue, hvis Stil var nøje Kopi efter et engelsk Kunstblad.
Hun syntes ikke om dette tvedelte Rum, i hvis Bund man følte sig som paa et Juvelskrins Bund. De mange kostbare Sager af Elfenben og Cedertræ, den store Mængde — i Reglen uægte — Antikviteter fristede hende kun lidet. Af alle disse Værdisager ønskede hun sig alene de mange Billedværker i skønne Bind af Maroquin og Læder, som her med Ligegyldighed var stablet sammen i Krogene. Hun ønskede hver Dag at kunne tage et af disse Bind i sine Hænder og, medens hun bladede sig en Vej frem gennem hin gamle, fine Kunst, føle det gule Velin glitre mellem sine Fingre.
Hun tænkte, at i hendes Liv blev der saa ringe Tid, saa ringe Plads til Kunst. Hun vidste intet om Kunst, om Kunstnere. Hendes Kreds berørte ganske andre Sfærer.
Men nu følte hun sig nedtrykt af Værelsets saa iøjnefaldende, næsten fornærmende Kostbarhed. Hun vejede, hvor store Summer her var anvendte. Hun fornam sin Uro, sin Ængstelse langt pinligere, med langt mindre Haab.
— — Dette Brev, som hun samme Morgen havde modtaget fra Hugo, Jacobs, og hvor han erklærede hendes Konto for overskredet og foreslog nærmere Aftale om et nyt Arrangement; — — — hun kom endnu ikke videre end til Kendsgærningen og dens medfølgende Fornemmelse af Ubehag. — —
Bess Nelsson vendte sig om imod hende, nikkede kort. Henne paa den meget brede, meget lave Sofa laa Rose Wahl og sov, sammenrullet som et lille Dyr.
Bess Nelsson drejede sig langsomt om paa Siden. "Ida," sagde hun, "kom hen til mig. Knæl hos mig og træk mine Strømper af mine Ben. Kulden sniger sig op gennem min Krop og har allerede passeret mine Knæ."
Ida knælede ned og trak Strømperne af hendes Fødder; de var kolde, sælsomt tunge, haarde at fatte om — som Metal. Der løb Ornamenter af Violet op over Vrist og Læg.
Ida maatte holde holde disse Fødder lang Tid mellem sine Hænder, og Veninden gyste af Velbehag.
Ida tænkte, at hun jo nu kunde bede Bess Nelsson om Raad, om Hjælp — om et Laan. Men hun erindrede en Lejlighed, da Veninden til Gave havde budt hende en af sine Silkekjoler, der var passé, — og hun tav. Og hun forestillede sig med en Frysen det lille, kostbare Skrin af Elfenben, hvor Bess Nelsson gemte sine Naalepenge, altid i Guldmønt, store gyldne Ruller, der laa svøbt mellem Bolstre af hvidt Atlask, og som altid syntes at forøges i Mængde.
Bess Nelsson slængte Bogen hen i Idas Skjød. Det var en Fortegnelse over Hærens Officerer.
"Katalogen!" sagde hun og lo. "Jeg har sat Kryds ved de, der synes mig at have meget Blod. Men hvad hjælper denne hvide og blegsottige Bog mig nu! Nu fryser vist dine Hænder, Ida; mig varmer de i alt Fald ikke mere. Rose kan løse dig af. Hun har sikkert sovet sig ny Varme til."
Rose Wahl rørte sig, da hendes Navn blev nævnt, hun lukkede Armene fast om sit Bryst, hun strakte Hovedet tilbage, idet hendes Læber brast i et Smil. Ida iagttog hende meget opmærksomt, hun rørte sagte ved hendes Haand. Rose Wahl sprang op, stod en Stund fortumlet, men straks knælede hun ved Venindens Side og lagde indsmigrende sit Hovede ned mod hendes Kind. Samtidig søgte hendes Øjne at udspejde Idas Ansigt. Og da Ida vedblivende beholdt hendes Blik i sit, blev hun først bleg, dernæst rød. Ida vejede i sine Tanker, det hun havde hørt, det hun formodede om denne lille hede og uforsigtige Kvinde, der, selv nu, saa lidet formaaede at beherske sine Affekter.
Ja — Rose Wahl, denne annimalske og kælne Pige, var sikkert af de lykkelige, der aldrig vejede, aldrig tvivlede, aldrig tøvede, der glad sagde ja, der smilede sig ind i en Mands Tanker, græd sig hen i hans Favn — og en Dag vaagnede op i Undren og Angst.
Hun strøg sin Haand let hen over Venindens Kind, og hun sagde; "Er du syg, du er bleg og du ryster." Men Rose Wahl vendte sig forskrækket mod det venetianske Spejl, spurgte om hun virkelig saa daarlig ud og syntes Graaden nær.
"Godt," sagde Bess Nelsson. "Jeg har noget for, som ogsaa vil more jer." Støttet af Veninderne rejste hun sig og ordnede sit Toilette. Hun mønstrede sig i Spejlet, hun søgte efter karminrødt Pudder. "Ligemeget," sagde hun. Graa er jeg idag, lilla er mine Hænder- Quand même." Hun søgte en udrangeret mørkebrun Dragt frem, af sit Skab. En kostbar Broche sad endnu i Bæltet. Hun syntes meget forskrækket over at finde den dér, laasede den omhyggeligt inde i sit Skrin. —
Hun førte Veninderne med gennem lange Korridorer, gennem Køkkenetagen, hvor Borde og Vægge var af gammelt Delfterporcellain, ad en hvidskuret Kjøkkentrappe op paa Loftet. De gik inde under det skraa Tegltag, til de naaede en stor, aaben Luge. Udenfor den var der en Platform, plettet af talløse hvide Stænk. Og de saa derfra hen over de gamle røde Pakhustage, som laa der ude, Ryg bag Ryg, lig store flaaede Dyrekroppe. Murene fældede sig graa, bevoksede med Efeu ned til Gaardenes tyste Enklaver.
Bess Nelsson sagde: "Jeg har købt fire Dueslag med deres Besætning af Pakhusforvalteren. Hans Dreng sidder nu parat ved Falddøren og venter paa mit Signal." Fra en Krog fremtog hun to Salonbøsser af stort Kaliber.
Hun rakte Ida en af disse Bøsser, og denne lagde den smækre Kolbe til sin Kind. Solen spillede paa Kærven som et dansende Insekt. Hun følte sig nu saa træt, saa lidende: Intet fristede hende nu: ikke Sol eller Efteraarets friske Kølighed eller denne Jagt, denne meget lovende, uprøvede Sport. — Vanskelighederne, de slemme, bestandige Vanskeligheder, fik man dog ikke Bugt med, man tabte idelig, man sank ned. — Hun saa Brostenene og Slammet, der flød mellem disse Brosten dybt nede. — Hun trykkede løs. Og fra den Tagsten, hun havde ment, sprang Straaler af rødt Støv til Vejrs. Mismodig stillede hun Vaabnet tilbage i Krogen.
Rose Wahl satte sig ned, og hun holdt et Lommetørklæde nær ved sin Mund. Hendes store, ganske glasklare Øjne søgte hvileløse, fjernt ud over Tagene; smaa Trækninger rislede gennem hendes Krop. Ida betragtede hende i Smug, og hun grebes af en vis Sympati for denne lille forkælede Pige, der sikkert allerede nu var forraadt, ladt i Stikken, som maaske allerede nu gik i Angst, i bævende Frygt for det, der kunde tænkes at ske; — Følgen af de store, blinde Øjeblikke — Opdagelse — Fald. — Og hun overvejede, om hun skulde søge Venindens Fortrolighed, tilbyde sin Bistand, sine Raad. — —
Men hun trak paa Skuldrene. Hvad Hjælp havde hun at byde, hun som selv kæmpede paa Livet, for sin Plads, for sin Position i dette — sagtens ogsaa fortræffelige Gode Selskab. — —
Bess Nelsson viftede med sit Lommetørklæde. Og paa et af de nærmeste Tage dukkede frem tre Drenge. De bevægede sig forsigtig hen til Dueslagene, der lig Schweitserhuse laa i Række op ad Tagskraaningen. En af Drengene, der var ganske lille, græd.
"Han græder," sagde Bess, "fordi Duerne i det største af disse Dueslag hedder hans Duer. Men jeg har købt dem af hans Fader." Og idet hun lagde Bøssen til Kinden, vedblev hun:
"Jeg havde stor Lyst til at ramme ham, for at se ham rulle ned ad Tagets Skraaning. Men det er desværre ikke tilladt. Hvad tæller vel et lille Dyr, som han, mere eller mindre."
En af Drengene aabnede nu efter et nyt Signal det store Dueslags Lem. En hvid Klump syntes at falde ud, skød skraat nedad, foldede Vinger ud, kredsede lavt over Gaardene. Vingerne smækkede som vaadt Tøj i Blæst.
Bess Nelsson trak en Halvhanske paa højre Haand, løftede igen sit Vaaben og tog Anlæg paa Lugens Karm. Hendes Næsebor snævrede sig sammen, det højre Øje blinkede i korte, faste Blik.
Der kom et lille Smeld, som af en Tændstik, der strøg. Duen kredsede urørt, højere, fjernere.
"En ny!" Bess Nelsson klappede i Hænderne til Signal. Og en ny Due, en blaa, smækker Topdurik, dykkede ud, styrtede frem og faldt til Hvile paa et Halvtag.
Smeldet lød. Der drev lidt blaa Røg, og Duriken begyndte at rulle ned ad Halvtaget, hang i Tagrenden, faldt saa dybt, dybt, og de hørte det dumpe Slag i Stenbroen.
Ida Clermont for let sammen og hun fornam en halv Svimmelhed. Hun vendte sig og gik ind i Loftrummets Korridor. Men her var mørkt, klamt, her stank af Rotter og af Skimmel. Hun trak paa Skuldrene og spejdede paany ud i den hvide, saa dybe, saa vidtaabne Luft. Et Par Fjer svævede endnu blødt ude i Rummet.
En ny Due styrtede ud, endnu én. Ida greb rask en Bøsse, sigtede og skød, ramte ikke. Hun følte sig skuffet, irriteret. Hun tænkte, at hun havde sigtet for at ramme, ikke for at dræbe dette baskende, lidt forskræmte Dyr.
Hun havde ikke Held, aldrig Held. Dette Brev, Opsigelsen — denne overskredne Konto. — Og hun begyndte at udregne denne Konto, summerede sine seneste Udgifter op, men stansede forskrækket over de høje Beløb, der saa snart blev naaet.
En Mængde Duer svang sig nu i Kredse over Gaarden, skar hinandens Baner, søgte hinanden, slog Vingerne sammen, huggede efter hinanden med de stumpe Næb. Skønne ovale Baner, frie sejlende Sving — som Skøjteløbere paa ny Is. — — — — — — Og de faldt, styrtede ned og slog i Brostenene med korte Drøn. Ud af Pakhusets Port kom en stor, rød Hankat. Den tog Stilling bag en Skarnkasse, dens gule Øjne var fast rettet mod Lugen, hvorfra der blev skudt. Pludselig sprang den. Bess Nelsson raabte efter en ny Patron. Men Katten var nu langt over et Plankeværk med en fed Due i sin Flab.
"Havde jeg blot en Catcher," sagde Bess Nelsson. "Det er Synd, de kønne Fjer skal falde i Snavset og til Grams for Pøbelen. Jeg kan godt bruge dem. Jeg vil lave mig en Hat helt af disse Fjer. Og Kroppene kan mine Brødre spise som Postei ved deres næste L'hombre."
Ida betragtede hende med Afsmag. Intet skulde gaa til Spilde! Det var altsaa ikke blot Sporten, det galdt. Kunsten at ramme, Glæden at trykke løs og se et Resultat."
"Det er for besværligt, sagde Bess Nelsson. "Dyrene er skræmte og holder sig paa Afstand. De dumme Drenge maa jage dem herhen. Der er over halvtredsindstyve Stykker endnu."
Rose Wahl foreslog da at strø Byg paa Brædtet udenfor Lugen. Og snart derefter sad fire — fem — syv Duer næppe tre Alen borte og nippede til de gule Korn; en stor Kropdue endogsaa paa selve Karmen.
"Se," sagde Rose Wahl: "Dens Øjenlaag glider nedefra op." Og straks saa hun det lille, sortblaa Hoved slaa ned i Brædtet og forvandles til en blodig Klump; og en anden, ganske hvid Fugl, der vilde sætte af og flyve bort, faldt om paa Siden, idet dens knuste Vinge som en knækket Fane fejede ud over Lugekarmen.
Ida greb hurtig et Vaaben og skød den.
Stadig flere! Drengene jog dem med deres Flag. Der var ganske sorte Duer, nogle som grøn Bronce, blaa, violette, de fleste snehvide. Og Dueslaget tømte sig, som dryppede dets Indhold af Vanvare ud gennem en Læk. Paa Brættet foran Lugen pølede allerede Blodet i rigelig Mængde; det stivnede i Revnerne til sort Gelatine. Dun klæbede deri, lig smaa, krumme Spaaner.
Bess Nelsson knælede bag Lugens Karm og nedskød med Omhu og med voksende Rutine de Duer, der søgte Korn paa Ædebrædtet. Hun gned de ganske hvide Kinder med sine Hænder; hun trak Hanskerne af, hun klagede over, at hun frøs endnu, sagde at hendes Fødder nu var som Is. Altid var hun halvt som et Lig! Hun tog med Catcheren de døde Duer, der laa i Tagrendens Slam, trak dem ind og kastede dem i Hob bag ved sig.
Og Ida betragtede den stadigt voksende Bunke af sammenpakkede Duekroppe, — der lignede Pantebyldterne i denne Laaneforretning, hvor — — —.
Bess Nelsson talte det nedlagte Vildt, tredive, to og tredive. Hun skød kun efter de Duer, der slog sig ned paa meget nært Hold. Hendes Pupiller fik Fasthed og Glans. Hun vædede bestandig sine Læber med den blege Tunge. Hun rev Hatten af, og Haarets hvide Spind føg om hendes Kinder. Hun tog de afskudte Kobberhylstre mellem to Fingre og knipsede dem spøgende efter Veninderne. Hun skiftede Bøsse for hvert Skud; Ida og Rose maatte lade, medens hun skød. Og Rose Wahl gik hende ivrig til Haande; hun for sammen, rystede, hver Gang Skudet faldt, hun følte Gru for alle disse døde, tunge Fugle, dette Blod, der i smaa Stænk klæbede, hvor hun rørte.
Spadseredragten omsluttede altfor stramt hendes skønne, yppige lille Legeme, der bevægede sig saa forsigtigt, med beregnet Ynde.
Ida Clermont rørtes af hendes angstfyldte Blik, der var som en halv Tilstaaelse: Ak! disse hvide Duer svang sig i frie Kurver gennem Luften, søgte hinanden, blødt strøg Bryst mod Bryst — og med ét anede de Faldet — Faldet, der forestod. Faldets Panik i hvert bævende Dun. — Og de baskede, blinkede med de blanke, smaa Øjne; nu gled en Hinde for, de sank, faldt. — — —
Bess Nelsson skød fire Gange forbi til en stor hvid Due, der stille i rugende Stilling sad paa Ædebrættet. Den syntes intet at vide om disse Skud, dens smaa, sorte Øjne drejede sig roligt indenfor Laagenes gule Hinder. Bess Nelsson strakte sig ud gennem Lugen, idet hun tog nyt Sigte. De andre maatte lægge sig hen over hendes Ben for at give Balance. Og Ida fornam i sit Tag den voldsomme Muskelspænding i disse Hofter og Ben, der stemtes mod hendes Bryst, — indtil Skudet brast og alt løstes. Ved Idas Hjælp fik Bess Nelsson Fodfæste, hun greb Catcheren og trak Duen ind.
Den var ikke helt død. Bess Nelsson tog den i sine Ugblege Fingre, og det udsivede Blod randt ned over hendes Knoer. Hun nærmede den varme lille Krop mod sit Øre og lyttede efter det hendøende Hjerteslag, der pumpede Blodet ud gennem det flodsede Brystsaar. Hun indaandede nysgerrigt den varme, syrlige Lugt og betragtede det røde Blod, der kom — — og kom — og kom. — —
Blodet — — — Hun nærmede sine Læber omtrent helt ned til dette snart ganske klare, snart tykke og mørke Blod.
Og Ida iagttog, hvorledes hendes Ligfarve veg, og hvorledes en sart Rødme, Puls paa Puls, skyllede ind under Hændernes Hud, hvorledes Blodet steg i hendes Kinder, de rødmede, hastigt, voldsomt. Næsen syntes at fyldes og de blaasorte Næsebor fik dyb Glød.
Ansigtet syntes fyldigere, Linjerne blødere, Udtrykket varmere og blidere. Øjnene brændte i en gylden og mystisk Lue. Og bag Læbernes Blodrøde smilede Tænderne, smaa hvide og hvasse. — — —
Ida vendte sig bort med Afsmag i hver en Sans. Hun tænkte igen, at Livet var saa svært, saa stygt, saa ganske uden Haab.
Og uden Lyd bevægedes hendes Læber af en Tanke: En Maar, en Rovmaar er brudt ind til Duerne. — — — — —
Rose Wahl trippede paa sine høje Pariserhæle rundt mellem de døde og tilsølede Duekroppe. Hun nagedes af sin egen — sin egen hemmelige Angst.