Sidste Kamp/11

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag København og Kristiania


Sidste Kamp.djvu Sidste Kamp.djvu/8 99-117

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1952. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1928.


Idet Leo Clermont drejede ind i den snævre og mørke Trappegang, der førte til hans Lejlighed, tørnede han mod en Menig, som i stærk Fart kom ned ad Trappen. Han traadte tilbage i Lyset og genkendte den store Fløjmand, Numer 54, der nu stod ret foran ham med Haanden i en latterlig Stilling, vandret stemt mod Felthuens Hagerem.

Leo ønskede at vide, hvad han havde at bestille i denne Del af Kasernen, og den Menige forklarede med Besvær, at han var Brandvagt, og at han paa dette Tidspunkt skulde trække et af Kontroluhrene op. Løjtnanten lod sig nøje med denne Besked, og han tænkte at lade Manden træde af. Men endnu sagde han: "Naa, 54, De er jo gjort bekendt med, at De er udtaget til Underkorporal?"

"Javel, Her Premielieutenant!"

"Det er ikke for Deres Dyders Skyld, ved De nok." Og Leo fæstede sit Blik nysgerrigt paa dette blankt røde, altfor lille Ansigt; han mødte de smaa brune Øjne, der syntes ham at funkle med en egen fluorescerende Glans. Han tænkte: Hvad foregaar der i en Bevidsthed som dette Individs, nu da han staar i tvungen Underdanighedsstilling ret og stiv foran mig, for hvem han næppe har Grund til at nære Sympati? Han lod imidlertid Manden træde af, og idet den store Krop tungt kom i Gang, tænkte han, at denne Organisme var af meget lav Grad; og han erindrede disse Skeletter af Urtidens Pattedyr, der synes glippende Forsøg fra Naturens Haand paa at forene Kraft og Bevægelighed.

Han gik ind i sine Stuer. Han havde to Værelser paa Kasernens første Sal. Det var hans Bestemmelse at arbejde, dernæst at klæde sig om til en Middag for Regimentets Officerer.

Men han blev siddende i sin Arbejdsstol og var i flere Minutter ude af Stand til at samle sine Tanker. Et ejendommeligt Tryk, som han fornam ganske legemligt, nedsættende enhver Funktion, voksede gradvis over ham. Han søgte at klare sig: Det var en Rapport om det forefaldne, der skulde skrives. Godt! Det hed sig, at Bladene allerede vare i Ekstase over denne — som de skrev — seneste Militærskandale. Han havde ingen Blade set. De laa for Resten i hans Kappelomme. Men han gad ikke hente dem, han var for træt.

Han havde iøvrigt allerede mundtlig gjort sin Kaptain bekendt med Affæren. Denne havde trukket Øjenbrynene i Vejret, havde forlangt en skriftlig Indberetning til Regimentet og havde endelig udtalt:

"Jeg frygter for, at Deres Overilelse vil gøre Vaabnet og i det hele Hæren en Del Fortræd. Vi lever i en demokratisk Tid. Vi maa søge god Forstaaelse med Befolkningen. De Tider er forbi, da Embedsmænd og Officerer var en priviligeret Stand." Og han havde sukket, idet han pillede ved en Traad paa sin luvslidte Snorefrakke: "Vi maa være glade, om vi blot faa Lov at være til. Det er Galskab at udæske ved Bedrifter som Deres. Tværtimod bør vi vise Befolkningen, at vi er lige saa nyttige Borgere, som enhver anden. Jeg ser for Eksempel i Gymnastikundervisningen et meget stort og betydningsfuldt Virkefelt. Vi bør lægge Hovedvægten paa det unge Mandskabs Belæring og Opdragelse til sunde og forstandige Mennesker." — — —

Leo Clermont rejste sig og gik frem og tilbage i Stuen. Affæren havde selvfølgelig sin Betydning, men vedkom efter hans Mening under ingensomhelst Omstændighed Regimentet eller overhovedet Hæren. Det var en uvæsentlig Omstændighed, at han ved denne Lejlighed havde været iført Uniform. Han irriteredes af den Tanke, at en Mængde fremmede Mennesker nu sagtens vilde blande sig i Sagen, der i sig selv var saa tung, for ham personlig af saa gennemgribende, endnu tildels uklar Betydning.

Og idet han ønskede Ro for de besværlige Tanker, søgte han paa sin Vandring i Stuen de Genstande, der var ham kære: de faa Møbler hjemmefra og de Sager, han havde bragt med sig fra Frankrig. Han stansede foran Vægdekorationen af sjældne Klinger: gamle Pallasker og Kaarder, og de smaa Stødvaaben af tropisk Oprindelse: Yagastaner, Khrise. Det saa ud som om Væggen her var bristet i en stor, blinkende Stjerne. Han strøg med Fingrene let hen over det glatte Staal og fornam med nervøst Behag Metallets Haardhed og Kulde. Han forbandt Fantasier med disse Vaaben, og han tænkte, at denne Stjerne af Klinger var en enkelt Kaarde, som en Fægtemester svang i en Kreds. Og hans Haand fattede om de gamle Pistolers Kolbe, der passede saa bekvemt i Grebet.

Dér hang ogsaa den tunge Marinerevolver, som han hin Morgen med Besvær havde vristet ud af Faderens stivnede Fingre. — — —

Han vendte sig hurtigt bort. Og han fornam, som sank i dette Øjeblik noget tungt ned bag hans Ryg. Alt sank nu ned, og det, der var nede, kom op.

Hvad hjalp et Hug med en svippende Ridepisk! Han kastede sig i sin Stol, men han fandt ikke Hvile.

Han begyndte at blade i de Bøger, som han helst læste — altid de samme om og om igen: Heltehistorier, Æventyrsamlinger fra fjerne Aarhundreder, fra fjerne tropiske Verdensdele, gamle glemte Satirer fra Dødningedansenes og Narrenes Tid: Till Eulenspiegel, Brant — og denne sjældne Udgave af Cervantes — gamle Bøger i Kvart eller Folio, indbundne i svære, pressede Læderbind. Paa Titelbladet havde Ejerne, alle af hans Slægt, skrevet deres Navne.

Han kastede Bøgerne fra sig. Han erindrede, i en lang Række, Navne paa Bøger, der nu skreves. Alle handlede de om Almue. Paa Højskoler, Seminarier og Fortsættelseskursus samledes denne Almue, vaktes, voksede, følte sig som ét Folk — Folket. Bønder kom ind fra Landet, og idet de søgte at blive Hovedstadsfolk, talte de Husmandslandets Sag.

Og Husmændenes Sønner kom ind og blev Præster eller begyndte Forretninger. De havde Held. Almuen groede op. Haandværkere spekulerede i Ejendomme og blev rige. De søgte Plads i Overklassen og lod deres Børn opdrage til Standsfornemmelser. Alle saa opad, alle ville opad.

Leo bøjede sig ned og bag Skrivebordet tog han en Mappe, hvori han gemte sine Studier, fra hine Tider, for længe siden, da han endnu følte Kald til at blive Kunstner. En efter en betragtede han disse Skitser, der alle vare saa blege, stive, uden Liv. — —

Han gemte dem rask: Man havde sin Skæbne paa Forhaand givet af sine Instinkter, sine faste nedarvede Fornemmelser. Og dette lille Tvivlskapitel fra hans syttende Aar var endnu for ham som et Mysterium, der havde sin Charme og sin Fare —.

Der disede dæmpet Halvmørke i Stuen. Gardinerne bølgede blødt mod de blege Vindusrammer. Han lod sig vugge hen. Men med ét for han op i stærk Uro:

Man lullede sig hen i Forglemmelse, man lænede sig tilbage, hvilede i alle kære Minder, i alt det uløftede, i alt, det man havde drømt og aldrig handlet. Imedens sank man ned ­— —.

Han rev sig løs af denne Stue, der var saa lun, saa tilpasset efter hans Stemninger. Han hældte Vand over sine Hænder og sit Ansigt og begyndte at klæde sig om. — — — — — — — — — — — — — — — — — — —

De rejste sig fra Bordet, og da deres Ben vare følelsesløse af Vin og af Stillesidden, kom de med Vaklen ind i Officersklubbens Rygeværelse. De gramsede i de fulde Cigarkasser og skænkede sig Likør.

Og straks flokkedes de om Løjtnant Clermont. De hentede Bladene fra Avisstuen. Løjtnant Weber beskrev en Tegning, der just var udstillet i et af disse Blades Vinduer: Løjtnant Clermont med en fantastisk Knebelsbart à la Kejser Wilhelm huggede løs paa en Bunke flygtende Damer. Et Fruentimmer med højrødt Haar holdt paa en Hest bag ved ham.

"De Pøbelknægte!" raabte han. Han huggede Avisholderen i Bordpladen.

Friherre Sjökrona, som midlertidigt gjorde Tjeneste ved Regimentet, trak Clermont ned til sig i en Sofa og lagde sin Arm om hans Hals. Han saa smægtende frem for sig; men han mælede ikke et Ord.

Fra Avisstuen kom nu Løjtnant Kramer. Han var den eneste, der var i Uniform, og hans kolossale Krop syntes sammentrængt til det mindst mulige Rumfang i den stramme Vaabenfrakke. Naar han gik ned ad Gaden, bar han sin Sabel fast knuget i sin vældige Næve, som Landsknægte maa have baaret deres Tohaands-Sværd. Han bredte med Voldsomhed Avisen ud og læste i Uddrag en Smædeartikel, hvori dette infame Papir vovede at forhaane et kongeligt Fodfolksregiment:

— Fem Kvinder og tre Børn vare trampet ned af de gale Heste. Et Barn svævede mellem Liv og Død. Løjtnantens Navn var endnu ubekendt. Han, saavel som hans Ledsagerinde — en Dame af Beaumonden, en Frøken B., der nød et tvivlsomt Ry, — var kendeligt berusede. Parret syntes at have dejeuneret meget festligt i en afsides liggende Kro — — —.

Leo Clermont sprang op, og alle betragtede ham. Men han tog atter Plads, trak paa Skuldrene. Hans Ansigt udtrykte nu Ligegyldighed. Og Kammeraterne betragtede ham med Forundring.

Svenskeren stødte sit Glas mod hans: "Tak, Bror! Tak for din kække Bedrift. Det Pøbelrak trænger til en i Synet nu og da."

Og Løjtnant Weber, der var beruset, klappede Sjökrona paa de fede Skuldre: "Vi raske Landsknægte!" raabte han, "vi gode hvervede Folk!" Han styrtede Likøren i sin Hals. "Sacra!" sagde han og smaskede af højeste Velbehag.

Men den store Løjtnant Kramer begyndte nu med sin dybe Bas at opfordre til Ro: Det var en alvorlig Sag. Disse fordømte Aviser burde ikke ustraffet have Lov til at haane Regimentet og Hæren. Han henstillede, at man foretog en Demonstration.

Alle samstemmede ivrig. Clermont alene tav. Han tænkte bestandig, at denne Sag angik ikke Regimentet.

Afdelingens yngste Løjtnant, Baron Güldenkrantz, stod lidt borte fra de andre; et Smil lurede under hans næsten hvide Moustache. Han drejede indolent sin smidige Junkerskikkelse og drev hen ad Gulvet.

"At I gider!" bemærkede han. "Lad blot Pøbelen skraale lige saa galt, den vil. Mig rører det ikke!"

Kramer slog Næven i Bordet: "Jeg troede, der var en lidt bedre Kammerattone i Regimentet." Og han vedblev, idet hans naturlige Respekt for Barontitlen dog bragte ham til at dæmpe Stemmen: "Vi er heldigvis ikke allesammen af de Folk, der kun — — interessere sig for — —." Han hentydede her til Baronens fremragende erotiske Evner. —

"Der er en Ting, der hedder Soldaterære!" vedblev han til Weber. "Vi er ét Korps, vi har én Ære. Og vi staar fast, Ryg mod Ryg. Ingen skal ustraffet fornærme vort Vaaben!"

Og lige paa en Gang var Baronen en af de ivrigste. Han slyngede Ordene fra sig, idet han stødvis vendte sig til højre og venstre; han afbrød enhver ny Taler. Eugèn Faber, der straks havde indtaget sin Plads ved hans Side, søgte at faa indført en Bemærkning: "Min Ven Duke Patton Bethume til Clayton Priori fortalte mig en Gang — — — Men han kom ikke til Orde. Forgæves anbragte han et Glas i venstre Øje; man overdøvede ganske hans spinkle Falsetrøst.

Der var stor Tummel, og inde fra Læsestuen viste de ældre Officerer deres ærgerlige Ansigter. Premierløjtnant Terkow af 4de Bataillon, — der var kommet her op for at undersøge, hvorvidt hans sidste Brochure om "Forsvar og Kristendom" bar Spor af at være læst, — nærmede sig Gruppen, og da han fik Øje paa Clermont, blev han staaende i Døren, løftet paa Tæerne, idet han betragtede ham med Interesse og søgte at fange hans Blik.

"Min Ven Duke Patton —." Løjtnant Eugen Faber spærrede Munden op, han fik bestandig ikke fortsat.

Men Clermont sad vedblivende tavs og holdt en kold Cigar mellem de let skælvende Læber — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — —

De var omsider havnet paa en Glasveranda udenfor en bekendt, meget søgt Restaurant. De valgte sig et Bord og dundrede med deres Stokke efter en Kellner. Baronen manglede. Umiddelbart udenfor Officersklubben havde en Dame raabt hans Navn, hægtet sin Arm i hans, havde svinget ham omkring og var rendt med ham i strakt Løb om ad en Sidegade.

Nu slængte de sig i Stolene og saa mageligt ud over Publikum, nikkede til Bekendte, der pludselig fra fjerne Borde stak en Arm i Vejret og vinkede. Løjtnant Kramer sad for Bordenden, rank, bred og majestætisk. Han førte hele Tiden Ordet og bevarede bestandig sin stramme, militæriske Alvor.

Clermont trykkede sig op i en Sofakrog og ønskede sig hjemme. En uklar Frygt var over ham. Og han udfandt mange Grunde til denne Frygt: Til en Begyndelse generedes han af dette Lys, af denne Mængde Mennesker, der Bord bag Bord fortabte sig i en Uendelighed gennem Verandaens Spejle. Alle spiste de og drak, og gebærdede sig nogenlunde ens, og søgte alle at se lige overlegne, lige uforknytte, lige hæderlige ud, — alle paa den sikre Side af Samfundet: disse Journalister, Officerer, Artister, Demimonder, elegant klædte Kommisser fra et stort Magasin ved Strøget, et lille Selskab af belevne Souteneurer, og endelig Familiefædre, der til deres Paahæng bestilte enormt store Fade med Smørebrød. Deres Damer sad i Silkebluser lænede mod de bolstrede Sofarygge. De betragtede med halvtsænkede, kølige Blikke de udmejede Demimonder.

Han tænkte, at alle gik de, praktisk talt, ud fra: at dette Øjebliks Hummer og Porter, eller Whisky, eller Bernaise, eller The-Russe var noget ganske universelt og væsentligt, at ingen Forandring i denne bestaaende Tilstand var overhængende, at ingen Lag forskød sig under dem, intet Svind bag dem lurede paa deres Fald.

Og idet han betragtede sine Kammerater, faldt dyb Tristhed over ham: De snakkede og de drak og de haanede et Pigebarn, hvis Øjne anglede efter en eller anden af Selskabet. De snakkede trygt om Affæren. Og Weber slog sig for Brystet og skreg sit "Sacra!" og han tilføjede, idet hans Øjne søgte Bifald hos Clermont "Je m'en fiche!"

Lidt fra sad en bleg, fed, lidet elegant Herre. Han foldede de brede Hænder om et Krus Øl. Skummet stod som Fraade i det tykke, pelsagtige Skæg.

Weber sprang op "Voila!" En Herre med jødiske Træk nærmede sig dette Bord, hilste og tog Plads.

"Infame Jøde!" spruttede Weber.

Clermont blev opmærksom. "Det er Overretssagfører Jacobs," sagde han, "den bekendte Byggesagfører." De kendte hinanden flygtigt fra Skoledagene. I det samme hilste Jacobs paa ham, nikkede endogsaa.

Den lille Herre ved hans Bord blev derved opmærksom og begyndte at stirre henimod Gruppen.

"Den Karl fikserer os," sagde Løjtnant Faber og vendte paa sig. Men Weber gestikulerede for at komme til Orde. "Kender I han da ikke!" Han nævnede et kendt Redaktørnavn. "Det er den Pøbelhund, der har forhaanet Regimentet idag!" Og han rejste sig saa brat, at Stolen væltede.

Med stive Øjne begyndte han at gaa henimod Gruppen.

Overalt rejste man sig for at se til. Pigerne hvinede af Glæde og forlod deres Pladser. Redaktøren rejste sig kampfærdig, idet han holdt Hænderne i Bukselommerne. Et Par Opvartere satte deres Service fra sig og afventede interesseret Situationen.

Og endnu inden Weber havde aabnet sin Mund, strakte Redaktøren sin Haand lempeligt frem og skubbede ham fra sig. Øjeblikkelig opstod stor Tumult; hele Løjtnantsgruppen kom paa Benene, de raabte i Munden paa hinanden og støjede.

Kramer greb Leo Clermont i Armen. "Clermont," sagde han, "se at komme af Vejen, ellers bliver her Spektakler. De andre er ganske utilregnelige." Og han gik frem, raabte, at de skulde komme med ham og lade være at gøre Skandale.

Leo søgte at naa Udgangen, han kastede sig tilbage og lod det tililende Publikum vælte hen forbi ham. Det var, som tæt Mørke omgav ham indtil Skuldrene, og derover var et hvidt, flimrende Lys, der antog Former. Og han saa med ét igen hint store, blege og glatte Ansigt, der tværs over Pande og Kind bar en Stribe, fra rødt spillende over i violet. Dette Ansigt vred sine Træk som i stor Pine; men endelig stivnede det i et ubehageligt afstumpet Smil, og de store, hvide Øjne søgte hans, opmærksomt, saaledes som en døv Mand søger at forstaa med Blikket.

Men i næste Øjeblik saa han intet mere. Han tumlede, hvirvledes rundt et Par Gange. Han hørte højrøstet Tale og Kramers Stemme, der overdøvede alt, idet han opfordrede til Ro. Og han tænkte, at hans Kammerater var saa forsvarsløse, saa ilde stedte — givet fortabte, thi de saa ikke, de forstod ikke — — —

Pludselig befandt han sig ude paa Gaden. En Stemme meget nær ved ham sagde: "Ja, lad os blot komme herfra."

Han saa op, genkendte Hugo Jacobs. Han hilste i Tavshed, og de gik sammen hen ad den øde Gade.

"Det er mørkt," sagde Jacobs, "og trist at gaa alene. Har De noget imod, at vi slaar Følge. De erindrer mig nok fra gamle Dage?"

"Vi er jo gamle Bekendte fra Skolen," sagde Leo. Han følte sig lettet over nu ikke at være alene. Han saa i Lygteskæret Hugo Jacobs Ansigt, skarpt, energisk, smalt, næsten som en Økse, parat til Hug. Og han erindrede ham fra hine Skoledage som et ypperligt Hovede, klar, overlegen, betragtende Kammeraterne som Sinker, der aldrig blev voksne. Han kendte nu ogsaa igen det blege, forstandige, lidt stikkende Smil.

"Jeg erindrer Dem meget nøje. Løjtnant Clermont, skønt De gik to Klasser under mig. Jeg husker, at De hver Morgen kom kørende i en Dog-cart. En galloneret Tjener sad med sin Ryg mod Deres. De bar altid meget brede, hvide Kraver og Deres Haar havde et lokket og frit Fald. Ikke som nu militærisk kort. Nu og da kom en lille blond Pige for at hente Dem. Hun sad alene paa Bukken og kørte Hestene, altid med en alvorlig og værdig Mine. Hun var om Vinteren ofte klædt i en hvid Hermelinspels. De og hun lignede hinanden meget."

"Ja," sagde Leo. "Det har aabenbart været min Søster."

"Jasaa!" sagde Jacobs og smilede. "Jeg træffer af og til Deres Søster, vi omgaaes de samme Mennesker. Og først nu gaar det op for mig, at jeg ogsaa har set hende som Barn."

Han vedblev: "Jeg tænkte mig den Gang ikke, at De skulde være Officer. Det var altid min Vane i Skolen at udkaste mine Kammeraters Fremtidsbane. De mindede mig som Dreng ikke lidet om disse Koncertbørn, der i Impressarioens Vogn køres til Forestillingen. Jeg tænkte mig, at De vilde være Kunstner, jeg husker godt Deres fine, smaa Aquareller."

"Ja," sagde Leo, "en Tid var det min Bestemmelse at blive Kunstner. Den forandrede jeg snart. Det er en daarlig Bane, den fører socialt og navnlig moralsk nedad. Man producerer for at sælge, og man drives til at sælge sig selv. Man tvinges til at fornedre sin Ide for at tækkes Parvenusmag. Bestandig har man et Publikum in mente. Min Fader ønskede, at jeg skulde blive Militær, som han. Dermed ansaa han min sociale Position for givet — og tillige sikret."

"Jeg erindrer nu ogsaa," sagde Jacobs, "at De var dygtig til Gynmastik og al Sport. Jeg ser Dem endnu for mig med en Fleuret strakt i Stød, — denne kildne, let vibrerende Klinge — — — — Jeg misundte Dem altid, at De kunde fægte. Jeg ønskede mig alle Dage disse gamle kavalermæssige Færdigheder: at ride en Blodshest, at føre en fin Klinge. Og ud fra dette Synspunkt forstaar jeg, at den militære Løbebane lokker en Mand."

Leo nikkede: "De har vistnok med deres Ord forstaaet og udtømt den hele Sag. Endnu er der nogle af os, som i Modstrid med Tiden fornemme forgangne Seklers ridderlige Betragtning. Jeg forstaar bedre hine Dages Rytter- og Fægtemestermoral end al vor Tids meget borgerlige Bekymring om Husholdning og om Frembringelse. Denne Betragtning var for mig virkelig bestemmende til den militære Løbebane.

Fra hine Tider findes der endnu hos en snæver Kreds af Overklassen et ubevidst Rudiment af Foragt for alt Kræmmerskab, for alt Arbejde i egentlig Forstand. Det er ganske faktisk. Det tunge og betalte Dagsarbejde anses i denne Kreds for simpelt, fornedrende til plebejiske Vilkaar. Det er sagtens en Rest af Rytterens Nomadesynspunkt: Naar han steg af Sadlen, drev han Hesten ind i en Havremark og lod den æde. Hvad angik fremmede Bønder vel ham?

Dette er ganske givet: Hør de Mennesker af den Kreds — de findes i alle Lande — tale om de arbejdende, om de frembringende, og om de sælgende og omsættende Klasser — om de Klasser, der ikke, som de, blot ride og fægte og bortforpagte deres Jord, — eller administrere et Land. — — De kalde dem for simple, uegnede til Omgangsfæller, Plebejere. De fornemme endnu den blanke Klinges Privilegium i deres Slægt, en ødslere Moral, en større Ligegyldighed for den elementære Nødtørft og Næring."

"Javist," sagde Jacobs. "Det er faktisk nok. Og naar en af disse møder en Klump af den frembringende og sælgende Underklasse paa sin Vej, mod sin Vejs Retning, har han straks en Ridepisk parat."

Løjtnant Clermont smilede, tav. Og Jacobs vedblev. "Der kan naturligvis tænkes, og af enkelte ogsaa opretholdes, en Livsanskuelse, der betragter Livet ganske sportsmæssigt, som en behændig og charmant Leg henover en Bane, — en meget uforknyt stadig Risikeren dette ligegyldige Liv paa smukke Rekorder, — med kavalérmæssig Anstand, selv under de farligste Spring. Denne Opfattelse fører naturligt til ogsaa at regne andres Liv for lidet værd og til at foragte dem, der gerne trælle for blot at bjærge dette Liv.

Men hvis denne kavalérmæssige, sportsmandsmæssige Livsfornemmelse virkelig i hine gamle Tider har været bevidst og vaagen i en enkelt Kaste, da er den ganske sikkert nu i vore Dage bleget, et Genskær, og udelukkende betinget af trygge Livsvilkaar. Det indrømmer De mig sagtens ogsaa.

Men jeg forstaar megel vel, at De i den militære Bane søger en Ramme for saadanne aristokratiske Tilbøjeligheder. De vender som Militær tilbage til Hesten og til den blanke Kaarde. Legemets Ynde, Bevægelighed og Styrke bliver paany noget meget væsentligt. Og Vaabenbrug er virkelig ogsaa, naar den drives for Alvor — nemlig: Krig — farligst, mest pirrende af al Idræt.

Men allerede nu fægter man sædvanligvis med Maske, og man svøber en Læderssko om Klingens Spids. Vor Tid paatvinger enhver sit økonomiske Princip. Alt vurderes om. Der forlanges reelle Værdier. Alle Parasiter søges fjernede. Det er en Tid med sund materiel Stræben. Og man faar ikke Lov til at sigte med en sleben Kaardespids efter et af disse nok saa ubehagelige Plebejerfjæs; næppe nok med en Ridepisk."

Han tav. Ogsaa Leo gik nu i dybe Tanker gennem de mørke Gader, hvor faa Nattevandere med bøjede Nakker traskede forbi dem. Paa en Stentrappe sad en gammel Kvinde indhyllet i et laset Sjal, øjensynlig i dyb Søvn. To Mænd kom hurtigt gaaende. Den ene af dem bar en Byldt, han kastede den til den sovende Kvinde og gik videre uden at vende sig. Men Byldten forsvandt stille under Sjalets Flig.

"Maaske var det Tyve," sagde Jacobs. "Ogsaa de har sagtens deres sportsmæssige Foragt for de stræbende og slidende Arbejdere. Og paa en vis Maade er vi alle Parasiter paa denne grønne Jord, hvis Kulstof og Ilt vi gratis sluge." Han stansede i dette Øjeblik og lod et Brev falde i en Postkasse. "Det Brev var til en Klient," sagde han. "Og det var et ubehageligt Brev. Min Stilling fører ofte pinlige og unoble Forhold med sig. Jeg misunder Dem alligevel Deres Hest og Kaarde og — Deres Ridepisk." —

De gik ad den gamle Træbro, der over Fæstningsgravene førte ind i Kasernen.

"Nu er jeg hjemme," sagde Leo. Han aandede dybt ud, han følte sig træt. Det gav ham en egen Tryghed at være hjemme nu.

"Jeg har lang Vej hjem," Jacobs sagtnede sine Skridt. "Jeg har fulgt Dem af en eller anden Grund, — sagtens mest, fordi jeg altid med Uro og Ængstelse tænker paa den Tid, da man skal hjem og stille sin Hjerne istaa under en Nats Pavse.

Men nu maa jeg altsaa sige Dem God Nat, og jeg beder dem overbringe Deres Søster min Hilsen, saasnart De ser hende."

Clermont hørte imidlertid ikke hans Ord. Han var stanset, lammet af, hvad han saa. De havde naaet den lille, snævre Kasernegade. Dér stod paa Hjørnet fire eller fem Menige omkring en Lanterne. Og dens Lys fløj flakkende hen over en stor Bunke Skrammel, der laa væltet hen midt i den oversvømmede Rendestens Pøl. Tværs over Fliserne laa et Bord med Benene i Vejret, sønderbrudt halvt forkullet, et Par ituslaaede Stole, et knust Klædeskab, — en stor sortsveden Klump. Tøjet hang ud som et Bundt oprevne Tarme af et Kadaver.

Og da Leo løftede Blikket mod sine Vinduer gabede to sorte, ujævne Huller ham i Møde. Et Vindu dinglede endnu deroppe i et Hængsel. Lange Tunger af Sod slikkede op over Muren fra disse Vinduer. Og fra Gadedøren ud over Fortov og Rendesten flød Vand; det dryppede ud fra Mursprækkerne, rislede ned ad de forkullede Trappetrin. En af de Menige løb hen og stampede i en stor Dynge Krølhaar. Fed, gul Røg slog op om ham, og en snærende sur Stank karakteriserede Luften.

Overretssagfører Jacobs sagde: "Hvis De har Lyst, kan De følge hjem med mig, siden De nu er husvild."

Men Clermont rystede paa Hovedet, han var endnu fortumlet, lammet; og i dette Øjeblik vakte den Tanke: at han var husvild, en Følelse af dyb Fortvivlelse i hans Sind.

"Kom og besøg mig en anden Gang," sagde Jacobs, hilste og gik sin Vej.

Leo Clermont gik ledsaget af Kasernesergenten op ad den halvt gennembrændte Trappe, og han saa ind i sin Bolig, der nu var et stort gabende. Hul, et forkullet Dyb, der strakte sig ned gennem to Etager. Endnu glimtede de blanke Klinger paa den fjerneste Væg, som var Mørket der knust i en Stjerne.

Og Kasernesergenten viste ham Resterne af en Straasæk, der havde været stablet op foran Gangdøren, og som formentes at have været overhældt med Petroleum.