Sidste Kamp/10
Vejskarnet smækkede under Hestenes Hove,
Dyrene prustede, og da de følte Sporene i deres
Kød, undredes de og trykkede sig.
Ida Clermont forstod, at Broderen raabte til hende; men hun kunde ikke opfatte hans Ord, rystede paa Hovedet.
De red i skarpt Trav. Poplernes lange Perspektiv syntes Ida som grønne, bølgende Kamme, der rejste sig mod hende, veg ud til Vejens Sider. Hun saa Broderen fare forbi, foroverbøjet, huggende i Sadlen som en Jockey. Hun raabte til ham, at de red for hurtigt, hvorfor de jog saaledes af Sted; men han kunde sagtens ikke høre hendes Raab. Hun frygtede for, at Broderen skulde ride fra hende; skønt: hvorfor skulde han ride fra hende?
Nu var han langt foran. Han vendte sig i Sadlen, vinkede, raabte. Hun satte sin Hæl i Hestens Flanke, og dens Skælven forplantede sig til hendes Skuldre. Hesten gjorde et Spring og slog over i Galop.
"Hallo!" raabte hun. Hun ængstedes alligevel. Hun frygtede en skjult Hensigt med denne Fart, og samtidig banede sig fra hendes Bevidstheds Dybder frem en Anelse om, hvorfor de nu flygtede, et dunkelt Instinkt, der ogsaa bød hende fly: Man var bunden, bunden til Tid og Sted, naaede intet bag de snævre Grænser i dette Land! Man burde sætte over alle Hurdler — og fly! Bagved, bagefter hoverede de over hendes Flugt — hujede, jog hende! — — —
Hun rev rask alle Tanker itu, søgte at døve sin Ængstelse: Hun red for at bevæge sig frem i størst mulig Fart — af ingen anden Grund. — — —
Villaer syntes at flyve forbi — lig hvide Skibe med trekantede Sejl. En Mølles Vinger syntes hende at hvirvle hen over Markerne.
Foran dem fældede en lang, hvid Jernbom sig over Vejen. Hun saa Broderen ride frem i stor Fart, saa' hans Hest, som revet op fra Jorden under hans Tag, sætte over Bommen. Og hun følte sig bundet af sin Fart, kunde ikke stanse, følte sig løftet i Vejret, Brosten klaprede under Hestens Hove i Nedspringet. En voldsom Larm opstod nærved hende. Damp hvirvlede frem omme bag Banens Kurve. Og af egen Drift sprang Hesten for anden Gang; hun smeldede Pisken over dens Lænd, den sprængte af Sted. Hun følte sit Aandedræt som en smertende Stønnen.
Broderen var bestandig foran, hun fulgte viljeløs efter hans blaa Uniform, der huggede frem over den brede Landevej.
Landevejen krøb som et langt, hvidt Baand over umaadelige, grønne Flader ind mod Hovedstaden, hvis Røgslør svøbte sig hen over Horisontens skaarede Rand.
Der kom til dem en fjern, afbrudt Tone af Blæseinstrumenter. To hundrede Alen borte gik en Kolonne af Mennesker tværs over Vejen. De strakte Bannere og røde Faner op mellem Alléens Træer.
Leo holdt pludselig stille og red derefter videre i Skridt. Og de saa, at der over Fælleden kom inde fra Byen et Tog af Mennesker. Som en lang, tusindbenet Larve krøb det ud af en Gades Munding og bugtede sig i smaa Stød frem ad en Sti, der et Stykke borte skar Landevejen.
Ida Clermont red op paa Siden af Broderen, saa nær, at hun fornam den varme Damp, der nu udløste sig af Hestens skummende Sider. De red langsomt nærmere. De saa, at Kolonnen var seks Mennesker dyb; de marscherede frem Skulder mod Skulder; deres Øjne søgte at kigge ud over deres Formænds Hatte efter et eller andet Maal; de havde allerede krydset Landevejen. Togets Hovede nærmede sig Festpladsens Telte, gik nu frem i en Allé af plantede Bannere, hen foran den røde Tribune. Der var mange Kvinder i Toget, ogsaa Børn og store og smaa Hunde.
Og en efter en, dernæst mange i ét Tempo, drejede de deres Ansigter om mod de to Ryttere.
Der var et lille Ophold i Rækken, og Ida drev Hesten frem i Skridt. Men i det samme traadte en høj, meget svær Mand fra Stien ind paa Vejen, bærende en rød Standart, hvorpaa var med Guldtraad broderet en Kringle. Han drejede sig langsomt mod Hestene, stemte Bannerstangen imod Jorden og spærrede Benene fra hinanden.
"I maa vente!" raabte han, "der er fire Tusind Borgere, der skal forbi, før I slipper frem."
Der opstod Latter, og straks kom nye Kolonner mylrende ind paa Vejen, sluttede paa, stemte deres Maver mod deres Formænds Rygge, raabte, svingede med Hattene. Og en Snes Herrer, der bar hvide Plakater i Hattebaandet stillede sig i Række tværs over Vejen som et Hegn uden om Toget, der stadig skubbede sig frem i korte Stød, Led kædet til Led.
Ida Clermont skottede urolig til Broderen, men han sad med Haanden klemt om Hoften, saa' frem under de sænkede Bryn, han rørte sig ikke.
Leo betragtede denne sorte Strøm, spættet med rødt og lyseblaat, med mange smaa hvide Papirsskilte, hvis Indskrifter og Tal delte Skaren efter Fag, Gruppe, Bykreds. Ud af Gadens snævre Mund randt denne Strøm uden Ophør som fra et uudtømmeligt Reservoir, en Uendelighed af Legemer, Skulder mod Skulder, Ansigt ved Ansigt. En Mængde bar høje, sorte Silkehatte; de vendte deres nyvaskede Ansigter imod hans, truende, haanende. De fleste var i lyse Overfrakker, enkelte i Diplomatfrakke. Han undredes over, hvor mange fede, der var imellem dem: dobbelte Ølhager under opaddrejede Overskæg, svulmende Buge. Han saa svære Damer komme vraltende, bærende Madkurve; de førte smaa, pyntede Pigebørn ved Haanden. Et Pattebarn med Fløjelskasket stak sit blegfede Ansigt ud fra en Barnevogns Kalesche og søgte hans Blik. —
Gaden spyede dem ud. Kolonne efter Kolonne uden Variation, den bestandige jævnt travende Gangart, den samme struttende Hattepynt, smaa Papirsflag, en umaadelig Udførsel af levende Menneskekød, spændt i mørke eller spraglede Klæder — eller nøgent: disse ensfarvede, bare eller skæggede Ansigter — alle af én Type, én grov og primitiv Type.
Og han forfærdedes over denne uhyre Masse, der betød et ubekendt, umaadeligt Tal af Enheder, af smaa enige Viljer, der hver for sig vilde frem og forbi, før han fik Lov til at komme frem. Han følte en pinlig og tildels uklar Frygt: Alle disse — alle disse var nu ogsaa paa Vej og vilde have deres Del — — —
Saaledes var en Gang store Masser draget ud med Bøsser og Knipler, for at fordre deres Del af hans Forfædres Ejendom. Og de havde trampet en hel Tids Magt og Kultur under deres plumpe Støvler, — indtil nye Herrer, ny Kultur rejste sig over deres Trælleskuldre.
Alle disse grove, runde, eller knoklede Fysiognomier syntes ham at bære Præget af det samme, noget tunge, langsomme, men meget sikre Begær: efter at komme op og faa Andele. Konerne holdt deres Mænd under Armen og drev dem frem; og unge Mænd med hvide Huer kom marscherende Arm i Arm, idet de udstødte firstemmig Sang af deres vidt aabne Munde.
Der kom syv hvidklædte Piger, tungt og slæbende, alle meget generte; og de bar paa deres Skuldre Modellen af et Tag under Rejsegilde. Der var ikke en eneste smuk eller gratiøs af disse Piger. — De smukke fløj sagtens ud ved deres Aftenherres Arm, og ansaa sig for Overklasse — medens Champagnekilderne sprudlede — — —
Der kom syv Herrer med Silkehat og hvide Slips og lange Sløjfeender i Opslaget. De vendte deres nysgerrige og gennemtrængende Blikke mod de ventende Ryttere. En af dem løftede Haanden, og Hoben bagved udstødte et Raab, svingede deres Hatte. De haanede Uniformen med mange Skældsord, som de erindrede fra deres Soldatertid; de morede sig over de nervøst skælvende Dyr, hvis utaalmodige Ryttere sad foroverbøjet i Sadlen og maatte vente.
Og Leo følte sig bestandig knuget ned under dette umaadelige Antal. Hvad galdt han fysisk og moralsk mod Massen? Hvad betød hans Interesser, hans Smag, hans Instinkter mod denne Kolos af tusind smaa Interesser, tusind bandsatte, forbitrede Instinkter, der i Klump væltede sig den samme Vej mod det fælles Maal: Magt, mere og mere; Besiddelse, et evigt, groft Begær!
Og for hans Øre lød en dump Lyd som af Trommer, hans Krop rystedes i smaa Ryk. Og med ét indsaa han, at denne Mur foran ham var en Modstand, en tyk og fast Modstand, der skubbede sig frem mod ham, ind over ham, at den inden længe vilde gaa hen over ham, knusende ved sin Vægt.
Han rettede sig i Sadlen, vendte sig mod Søsteren, nikkede, løftede sin Ridepisk. Han fløjtede til sin Hest.
Han saa de talløse, vidt opspærrede Øjne, som stirrede ham imøde ud fra denne Barrikade af graa og gule Kødklumper, der væltede sig mod ham, nu var inde omkring ham, dukkede sig. Udspilede Fingre strakte sig som Grene ud af dette Kaos af Tøj og Kød.
Og fjernt udenfor hans Vilje var endnu en svag, undrende Bevidsthed; det var som tumlede han dér, dybt inde, med et Problem, der skulde løses, — og som han nu ogsaa var i Færd med at løse.
Skrig og Brøl slog op imod ham, Hænder klamrede sig til hans Stigbøjler, greb efter hans Støvler. Der stod Rækker af knyttede Næver op mod ham. Han hørte Søsterens Stemme bag sig, hendes klare Latter. Han kom ikke videre; han vilde videre!
Han svang Ridepisken tilbage over venstre Skulder. Og han bemærkede et stort, skægløst Ansigt i Højde med sit Knæ. Han saa nu intet andet end dette Ansigt. Det var glatraget, der hang en Lok Haar ned i Panden, de blege og buldne Øjne mødte hans.
Og med ét var han fri, det var, som blev han en generende Byrde kvit. Hesten bar ham nu i Karriére hen over Fællederne. Han lagde sig frem i Sadlen. Larmen svandt bag ham. Nu hørte han blot Idas Raab; hun raabte hans Navn.
Men endnu saa han foran sig klart, indrammet af den disede Luft, det store, blege Ansigt med de svulne Øjne. Nu begyndte der langsomt ned over Pande og venstre Kind at tegne sig en fingerbred, rødmende Stribe.