Sidste Kamp/14
En meget høj, meget svær Herre traadte
baglænds ud af Overretssagfører Jacobs indre
Kontor. Han tørnede haardt imod Ida, der havde
rejst sig fra sin Stol, undskyldte sig arrigt; og
han huggede med sin Silkehat ind mod Jacobs,
som kom til Syne i Døren, meget bleg, smilende.
"De skal høre fra mig," raabte den vrede Mand;
"De skal høre fra mig, om De saa har Direktion
og Revision i Deres Lomme." Og han tilføjede:
"De er simpelthen gal! Addieu."
Da han var borte gik Jacobs hen til Ida. "Jeg har længe set Dem vente herude," sagde han; "men det var mig umuligt at blive af med dette ubehagelige Menneske." Han strøg den flade Haand over sit Ansigt som for ved Gnidning at give det Rødme. Hans Øjenlaag, der lignede smaa Skærme af Porcellain, vuggede saa særegent bevidst over de kloge Øjne. "Kom nu herind Ida," sagde han, "jeg er for Tiden ikke nogen glad Mand. Jeg overrendes af rasende Aktionærer. De truer mig med, at de vil indkalde en ekstraordinair Generalforsamling." Og idet han fulgte hende ind i det halvmørke, tæppebløde Værelse, fortsatte han: "Jeg er endnu Disponent for et Aktieselskab, der køber og atter afhænder Grunde i Stadens Periferi. Det er mig et meget uheldigt Tidspunkt nu, da jeg netop staar overfor store Planer, at skulle stanses af disse frygtagtige Dumrianer. Jeg er som Følge heraf meget irritabel, af og til endogsaa ganske desperat. Men Deres Nærværelse stimulerer mig som Æther. Tak, fordi De kom."
Ida bøjede Hovedet let. Hun fugtede sine Læber for at tale, men rykvis kom bestandig nye Tanker frem, de snublede over hverandre. Hun fandt ingen Form for en Indledning. Hendes Blik søgte rundt i Værelset: Der var saa lidet at finde i dette Værelse. Blot: Mahogni, Filt — og saa denne Mand, der vedblev at betragte hende, idet hans Øjenlaag rhytmisk gled ned, som ønskede han at fornemme hende i en Række stærke Øjeblikke.
Paa et lille Bord stod en Flakon af sleben Krystal. Og hun fandt i den et Brændpunkt for sit Blik.
Endelig sagde han: "Ida bliv min." Han smilede, fast, klogt, der var lidt Dirren i Stemmen. Hun for sammen under en pludselig varm Strøm, der rislede fra hendes Ryg ud i hendes Krop, overalt i Ansigt, over Arme, Lænder, Knæ. Men da Jacobs i det samme rejste sig og med trætte Miner drev hen ad Gul vel, blev hun rolig og rystede paa Hovedet.
"Nej," sagde hun, "hvad skulde det gavne os, om det saa ogsaa skete."
Han overvejede: "Gavne! Mon egentlig ikke netop gavne — tjene bægges Planer. Vi er ikke, men vi kan blive en Betingelse for hinandens Fremgang. Jeg trænger til Stimulans, til Deres klare Tankes Incitament, Deres Vid, Deres utaalmodige Drift som Piskeslag over min Vilje. Til at fornemme Deres Haand i min, Deres varme, faste og kraftige, lille Haand. Den skal fatte om min, som jeg en Gang saa Dem efter lang Vragen i Bundet fatte om en smidig Golfkølle, løfte den, svinge, hugge. Ida! Jeg skal drive den lille hvide Kugle frem over Banen, forbi de andres, i Syvmilespring foran de andres. Og i en uhørt Rekord skal vi naa Maal — — et lille, kantet Hul, gravet i Jorden.
Ida sagde: "Altid bryder De af, naar De flyver — og falder ned træt og uden Haab. Jeg stoler ikke paa Dem. De spotter mig, ja Dem selv, og det vi nu kunde finde paa at iværksætte sammen. De er ikke paalidelig."
"Giv mig Deres Haand," sagde han, "og De skal se, at jeg kan hvile i Banens Moment med sand Spilleglæde. Med Deres Haand i min! Med Deres Legem nær mit. Ida! Vi to hører sammen. Ida elsker De mig?
"Jeg ved det ikke," sagde hun. "Og det er heller ikke Sagen." Hun kom til at se paa hans Haar, der var ganske fint, alligevel meget tæt; hun tænkte, at om man pustede let hen over dette Haar, vilde det bølge ganske lidt, snarere strømme — — — Og hun grebes af et vagt, sanseligt Behag, dernæst af Savn, hun fornam hans Begær saa stærkt i dette Nu, rettet mod sit, rent fysisk føleligt; det var som en Sugen i hendes Blod, en Synken, et Svind.
"Hugo," sagde hun. "Hvorfor behager jeg Dem?"
Fordi De er blond," sagde han. "Fordi jeg forstaar Dem, og fordi jeg fornemmer Slægtskabet mellem Deres blonde og mit mørke Fysiognomi. Behøver jeg at forklare Dem nærmere?"
"Nej," sagde Ida og slog Øjnene ned.
"Rent faktisk," sagde han, "var en Alliance mellem os to en klog Ting. Vi er to supplerende Værdier. Vi vil være meget stærke i Forening. Vi vil være i Stand til at tjene mange Penge — siden det er Sagen."
"Og nu," spurgte Ida — "nu tjener De ikke Penge? — Ikke trods Deres Spekulationer?" —
"Nej," sagde han. "Jeg taber. Men jeg staar foran et stort og meget dristigt Foretagende, et stort Grundkøb. Jeg har endnu frie Hænder. Før Generalforsamlingen kan man ikke vriste Rattet af mine Hænder. Jeg er — lige meget hvorledes — bekendt med visse Ting, der er i Gære. Jeg har Kommisionærer ude paa Sporet. Vi kan faa Grundene for rimelig Pris; de, der sælge, aner ikke, at deres Jord om et halvt Aar vil være Millioner værd. Visse udenbys Kommuner ligger allerede inde i Gabet paa Hovedstadsuhyret. Inden næste Aar vil de være slugt. Jeg har mine sikre Kilder. Men der fordres meget store Udbetalinger. Kapital maa voves, alt flydende — Reservefond — og mere. — Grevinsten er uhyre. Og den er omtrent sikker."
"Og De køber?" spurgte Ida.
Han trak paa Skuldrene. "Til hvad Nytte? Disponerer jeg nu, vil den ekstraordinaire Generalforsamling sætte mig fra Styret og sikkert endda mishandle mig. Disse dumme Detaillisthjærner aner naturligvis ikke, hvad jeg ikke kan fortælle dem. Jeg har dog antydet aabent nok. De tro mig ikke."
"Saa køb, og trods dem!"
"Og hvis nu alligevel min Kilde er falsk — og disse Parceller efter Nytaar ikke er værd deres halve Prioritering?" —
"Hvad saa?" spurgte Ida hurtigt.
"Kriminelt! Eller i alt Fald paa Grænsen af det kriminelle." Han drejede sig paa Hælen og gik hen mod Vinduet. Straks efter kom han tilbage hen til hende, tog hægge hendes Hænder. Han sagde blødt og stilfærdigt: "Ida! Jeg skal bygge en mægtig Carré af Sten og Glas og Jern derude og kalde den med Deres Navn. De maa blive min, gifte Dem med mig, eller i hvert Fald leve med mig nogen Tid, være min for nogle Aar — Maaneder, hvis De ikke under mig længere Tid — blot nogle Uger — en eneste Nat. Ida! Favn, Øjne, Mund — en eneste Gang favnes af Dem, kysses af Dem, villes — villes af Dem — —"
Ida aandede tungt. "Nej," sagde hun. Hun betragtede under de skælvende Øjenvipper denne Mand, der saa behersket, næsten nonchalant, sagde de lidenskabelige Ord. Han var saa spinkel, saa blodløs, ikke meget andet end Nerver. Paa en Gang erindrede hun Gordon Marshner, og alle hendes Tanker gik istaa foran dette ene fyldige og meget robuste Billede. Endnu en Gang betragtede hun denne Jøde, og det faldt hende ind, at han paa en eller anden Maade maatte være forvokset eller forkrøblet, uden at hun nærmere forsøgte at udrede i hvilken Henseende.
Hun sagde igen: "Nej, Hugo, dette lader sig ikke gøre. Og jeg troer heller ikke, vi to vil have Held i vor Alliance. Idet hun smilede dunkelt sagde hun: "De er vist ikke, hvad Gordon Marshner kalder «a moneymaker»."
Han lo og hans Ansigt var nu helt muntert. "Maaske ikke", sagde han. "Og vi tale saa ikke videre om den Ting. Men hvad nu? Hvad nu med vort forrige Mellemværende? Jeg skrev, at Deres Konto var overskredet. Penge er dyre for Tiden." Hans Ansigt var virkelig i dette Øjeblik en Kreditors, ubevægeligt og koldt.
"Hvor meget skylder jeg Dem?" spurgte Ida og rejste sig. En ganske voldsom Frygt greb hende. Hvad nu, hvad nu, hvad nu?
Han tog fra et Charteque det store Bundt Regninger, hun havde sendt ham, "Jeg blev henrykt, hver Gang jeg modtog en af disse," sagde han. "Det var som et lille Kapitel af Deres Liv, der viedes til mig. Se," vedblev han, "her er Skørter af Silke, — Strudsfjer og den Dragt, som De nu bærer. Stykkevis kom De til mig — Støvler, Chiffons og Deres fine, skære Linned. — Og denne Sommerrejse! Jeg fulgte Dem. Jeg saa Dem slængt paa Deres Ryg, medens Brænding brød ind over Deres spændte Bryster. Og De stod tilsidst for mig — hvid, kysk og kold — som De nu staar for mig — og ikke er min — som Deres Klæder er mine — — —." Han brød af: "Nej, tilgiv mig. Nu var jeg brutal, raa. Intet af Dem er mit. De skylder mig intet. Disse løse Blade, de smaa Breve, fyldte med Tal, som De sendte mig, disse Glimt af Dem selv. De uden Vilje, uden Tanke, lod flyve til mig, har rigeligt vederlagt det lidet, jeg kunde yde Dem."
Ida betragtede ham ængstet, pint af Skam, stivnet i Følelsen af, at der intet var at sige, intet at svare — intet at gøre — — —.
Og endelig fremstødte hun lavt: "Hjælp mig, Hugo!"
"Ja," sagde han. "De kan trække paa en Konto — som før."
Hun bøjede Hovedet: "Jeg skal tilbagebetale alt, om jeg faar Held."
"Og hvis De ikke faar Held?" Hans Smil forekom hende saa sørgmodigt.
"Saa —" sagde hun. "Hvis De til den Tid er i Live og er oven Vande, — saa — ."
"Saa lad os synke i Forening," sagde han. Et Smil slørede hans Ansigt.
Ida skælvede. "Nej, hvorfor synke? Sørg for at blive ved at leve, Hugo!"
Han ledte i en Skuffe. "Skal jeg underskrive et Papir?" spurgte hun.
Han tog af Skuffen en trykt Blanket. "Nu laver vi Kontrakt. Her sætter jeg Deres Navn som Skyldner, her mit som Kreditor. Her sætter jeg Summen. Hun tog Papiret og læste:
Panteobligation.
Jeg underskrevne … her stod hendes Navn, — erkender herved, at jeg som pur og vitterlig Gæld er bleven skyldig til ....
Hun saa op. "Vel," sagde hun, "det er godt." Hun læste videre:
— — Til Sikkerhed for denne min vitterlige Gæld, hvilken jeg forpligter mig og Arvinger til skadesløst at tilbagebetale min Kreditor — — — giver jeg herved denne min Kreditor Lovens Underpant i — — —
"Hvad nu?" sagde hun. "Jeg ejer intet!"
Han nikkede. "Jovist!" Og idet han greb en Pen, indføjede han bag det sidste Ord: Mig selv, Legeme og Vilje, Øjne, Hud, Læber, min Ære, min frie, uberørte Favn — alle mine Tanker — — —."
"Skriv saa under!" raabte han.
Hun betragtede ham forundret: "Er De gal? Dette skal dog ikke gælde. Det er jo blot komisk!"
"Komisk eller ikke," sagde han, "det er Deres Løfte, Deres Pant, min eneste Garanti! Alene dette Brev paa Deres Favn vil være mig en ganske overordentlig Lykke."
"Det betyder jo dog intet," sagde hun, tog Pennen og skrev sit Navn.
Han førte Papiret til sine Læber. "Jeg elsker Dem," sagde han.
"Ja, kunde jeg blot rigtig stole derpaa," sagde Ida og rakte ham Haanden til Afsked. — — — — — — — — — — — — — — — — — —
Hun begyndte, medens hun gik ned gennem Gaderne, at overveje Situationen; men hun fandt ingen Holdepunkter. Hun var forvirret, nedtrykt, alle de Tanker, der kom til Klarhed, var af ubehagelig Art. Hun tænkte, at man paa ingen Maade kunde sige, at hun nu havde solgt sig til denne Mand. Hun bandt sig blot til ham — ved noget mere end det Sympatibaand, der allerede bandt dem meget fast til hinanden. Om det gik helt galt, kunde hun jo ægte denne Jøde. Nej, her var ikke tale om Salg. Hun havde jo intet givet ham til Vederlag. Naar hun en Gang ægtede ham, — da først kunde det siges at være fuldbyrdet Salg.
Og hendes Skuldre sitrede Gang paa Gang i smaa nervøse Anfald: Hvorfor jog man, hvorfor higede man; hvorfor satte man sig ikke ind paa en af disse Trappegange, lagde Hænderne i sit Skød og opgav Ævret? Her løb man omkring Gade op og ned, føjtede gennem Sale, frembød sig til Mændenes dvaske Begær, uden Længsler, uden Elskov, alene af Vane. — Hvorfor ikke hellere kaste sig ud, smide sig hen? — — Lykkelige: de ukendt fødte, de halvt sultede og uopdragede, der af Vane levede et Liv fra Haand til Mund, — og som aldrig havde Hastværk henad en Bane — følgende en lille hvid Kugle. — — —
Nu gik Grev Kolbe ved hendes Side og søgte at stryge sin Skulder mod hendes.
Og lidt senere foreslog han hende med stor Frækhed, at hun skulde gaa med ham, se hans Stuer, hans Bibelots, hans Samling af Hovedvandsæg.
Han var hende modbydelig. Modbydelig som alle disse Mænd af hendes Kreds. Bestandig søgte de Berøring med Kvinder, der ikke angik dem, siden de ikke elskede disse Kvinder.
"Nej!" erklærede hun. "Selvfølgelig gaar jeg ikke med Dem nu. Det blev vist for farligt for mig."
Han syntes smigret og forfulgte ivrigt sit Maal. Hun tænkte, at han ansaa hende for en let Prise: en formueløs Pige, uden Ressourcer, sagtens ikke vanskelig at underkøbe.
"Ja, jeg skal komme," sagde hun og lo, "naar Skoven en Gang igen bliver grøn — og jeg lever — og for Resten er den, jeg nu er." Men hun tænkte: at Skoven blev aldrig grøn igen. — Nu faldt alle Blade, — de ringlede fra Boulevardens Træer ned i hendes Hat. — — — Eller hun vilde ikke leve! Ak! at man blev ved at leve — — —.
Og igen mødte hun inde i Vrimlen denne Mand, der bestandig søgte hendes Øjne i Mødet. Igen følte hun hans Blik lægge sig til Rette i hendes — for i næste Nu at vristes ud og svinde. Hans Blik var saa mildt, roligt, trygt, dog af en egen øm Voldsomhed. Hun vidste intel om ham, bestandig intet — — —.
Man ødslede sit Liv, man gik blind — i en blind Bane, fandt intet, levede halvt — indtil en Dag. — — —