Sidste Kamp/15

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag København og Kristiania


Sidste Kamp.djvu Sidste Kamp.djvu/8 150-159

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1950. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1926.


Der var i Anledning af Affæren Clermont forordnet Stabsforhør til Sagens Oplysning. Fra demokratisk Side var Krigsministeren bleven interpelleret om Sagen. Den socialistiske Gruppe forlangte energisk Undersøgelse, og selve Ordføreren for det liberale Bondeparti kom under Finanslovsdebatten ind paa denne, som han udtalte, "meget alvorlige Affære, der vidnede om, at der endnu var grumme langt igen, inden Kastevæsen og Standsprivilegier var udryddet herhjemme." Han spurgte Ministeren for Krigsvæsnet, hvad Meningen var; om Meningen var den, at en Officer af Folkets Hær ustraffet skulde kunne smække med sin Ridepisk i fredelige Borgeres Ansigt? Tilmed havde han ladet sig sige, at Affæren i militære Kredse havde vakt en Del Bifald, at den endog ydermere havde affødt et Par Skandaler; han fremhævede navnlig en Lejlighed, hvor en af hans Partifæller, Redaktør, havde været Genstand for grov Overlast i et offentligt Lokale.

Krigsministeren, der havde sit Svar liggende parat foran sig i Koncept, tog straks Ordet og udtalte sin dybeste Beklagelse af det Skete. Det var hans alvorligste Ønske og Stræben at opnaa et godt Forhold mellem Hær og Befolkning, at de Skel, der skilte Kaste fra Kaste, Klasse fra Klasse, under den nye Æra maatte forsvinde og afløses af enig Borgeraand og fædrelandstro Samfølelse. Den eller de skyldige skulde, saasnart Forhørene var sluttede, og Sagen fuldt oplyst, blive draget til Ansvar efter den militære Straffelovs Strenghed.

Der blev for Kommissionen ført en stor Mængde Vidner. De forklarede alle overensstemmende, at de havde set Sigtede, Løjtnant L. Clermont, slaa om sig med sin Ridepisk, — vistnok med den Ridepisk, der nu blev dem forevist af Retten, — og de var sikre paa at have sét, at disse Slag havde ramt. Men ingen kunde oplyse, hvem de havde ramt.

Ved privat Henvendelse opnaaede Sigtede, at hans Søster blev fritaget for at give Møde til Forhør. Hun afgav under Haanden en nedskreven Forklaring og hendes Deltagelse i Affæren undgik saaledes at blive offentlig fremdraget.

Det var den samme Auditør, der beklaadte Sædet saavel i Stabsforhørene som i det Forhør, der optoges i Anledning af den stedfundne Ildebrand hos Løjtnant Clermont. Han var ganske nyansat, var som ivrig Selskabsmand paa Kammeratfod med Regimentets Officerer, og han iagttog, for at hævde sin Upartiskhed, en meget reserveret, kølig, næsten brysk Optræden under Forhørene.

Det var ganske givet, at Ildebranden skyldtes Paasættelse. Herfor talte den Omstændighed, at en Straasæk overhældt med Petroleum var stablet op foran Brandlidtes (eneste) Entrédør. Havde han den paagældende Nat opholdt sig i sit Hjem, sovende, vilde hans Liv utvivlsomt have været stedt i alvorlig Fare. Auditøren spurgte, idet han ikke formaaede at aflægge sin skarpe Tone fra Stabsforhørene, om Løjtnant Clermont havde nogen mistænkt for omhandlede Forbrydelse.

Løjtnant Clermont erklærede, at han ingen turde sigte.

Auditøren bemærkede: "Efter hvad jeg under en anden Sag, jeg har den Ære at lede, har erholdt oplyst, skal der ikke herske god Forstaaelse mellem Dem og Deres Folk. De gælder for at være meget nøjeregnende med Forseelser — hvad jo er fuldt korrekt, men som netop i denne Forbindelse har Interesse — og ved enkelte Lejligheder skal De ogsaa have udvist — jeg tør efter Oplysningerne nok sige unødvendig — Strenghed under Øvelserne. Troer eller formoder De, at nogen af Mandskabet i særlig Grad nærer fjendtlige eller hævngerrige Følelser overfor Dem?"

Leo sagde: "Jeg kender kun mine Folk i Egenskab af Soldater. Jeg ved, hvad enhver kan præstere i denne Egenskab. Deres personlige Følelser og Karaktér har jeg ikke indladt mig paa at iagttage. Jeg kan saaledes i denne Henseende ingen Oplysning give."

Auditøren smilede sarkastisk. "Vil De saa svare mig Hr. Løjtnant, om De tror eller formoder, at den omtalte, formentlige Brandstiftelse paa nogen Maade staar i Forbindelse med det Forhold, hvorfor De er sigtet under omtalte anden Sag?"

Leo tav. Spørgsmaalet skulde efter den Tone, hvori det stilledes, besvares med Nej. Der spurgtes blot om dette for at udtømme alle Muligheder: Auditøren vilde hurtigst muligt have Ende paa denne ganske haabløse Sag.

"Naa," spurgte Auditøren lidt utaalmodig, "tror De virkelig, at disse to Affærer vedkomme hinanden? Tror De, at nogen af dem, med hvem de ved nævnte Lejlighed var — skal vi sige i Føling — for at hævne sig har stukket Ild paa i Deres Lejlighed?"

"Nej," sagde Leo. "Jeg har ingen Formodning eller Tro i saa Henseende."

Auditøren udsatte dernæst Forhøret, for efter en passende Tid at henlægge Sagen som uoplyst. — — —

Da Leo gik hjem fra Forhøret, tumlede han endnu med det sidste Spørgsmaal, Auditøren havde stillet, og som han selv havde besvaret benægtende. Selvfølgelig var der ingen Sammenhæng, ingen ydre konkret Aarsagsforbindelse.

Men han fornam som noget muligt, noget, der helt mystisk formede sig i hans Bevidsthed, at der alligevel var en ejendommelig indre Forbindelse mellem de tvende Forhold; som var han Gang efter Gang tørnet mod den samme faste og urokkelige Modstand, var stanset, lammet.

Selv nærede han ingen Tvivl om, at Ilden i hans Bolig var paasat, og at den samme Mand, Brandstifteren, der sikkert tilhørte hans Deling, hin Nat under Øvelserne havde søgt at dræbe ham ved at affyrre fire Skud imod ham, dækket af Mørket, bagfra. Men denne sidste Hændelse erindrede han nu kun ganske kaotisk: den mumlende Larm fra Forterne, Salvernes Knitren og disse fire skarpe Knald, korte, destinkte — dernæst intet mere. Til Tider var han ganske usikker paa, at noget usædvanligt overhovedet var passeret. Og end ikke den halvlægte Rift over venstre Haandled kunde da ganske overtyde ham om Kendsgærningen. Han manglede ethvert fastere Holdepunkt. Der var blot dette: En Nat, man laa fladt, strakt paa sin Bug i sumpet Pløjejord: Dernæst fire Knald, der kunde ligne skarpe Skud. Endelig en Rift, en Hudafskrabning, som kunde være tilvejebragt paa mange Maader.

Og han erindrede en Begivenhed, — der var fortalt ham, — fra Tiden, medens han gjorde Tjeneste i Frankrig: En Officer, en ældre Kapitain havde paa ganske lignende Maade troet sig forfulgt af en Mand i sit Kompagni. Heller ikke han kunde udpege nogen bestemt. Men da han var lidet afholdt, overhovedet galdt for en haard, endogsaa urimelig streng Overordnet, var Sagen i og for sig meget trolig. Kapitainen indberettede, at han var bleven overfaldet i Mørke af en Mand — formentlig uniformeret som Trainkonstabel, — der havde givet ham et Slag i Hovedet. Og Mærket af Slaget var da ogsaa synligt, et stort — dybt Saar i Issen. Der blev beordret Krigsforhør. Intet Spor af den Skyldige var imidlertid til at finde. En Morgen, faa Uger senere, blev Kaptainen funden død i sin Seng, skudt i Brystet med en Revolver. En Rude var slaaet itu, et Skab brudt op. Skrivebordet sprængt og ryddet: Alligevel erklærede Korpslægen at Afdøde var dræbt ved sin egen Haand, og maatte have arrangeret alt — for at det kunde se ud, som forelaa der Indbrud og Overfald. Det var udenfor enhver Tvivl, at man her stod overfor et smukt Tilfælde af Forfølgelsesmani, og at den Syge selv havde tilrettelagt de Omstændigheder, der indicerede visse Farer, han tænkte, truede ham paa alle Sider, — ja endogsaa havde bibragt sig selv Saar, endelig dette Kugleskud, som endte hans Liv.

Reservelægen, der netop i disse Dage — i Anledning af Ildebranden — repeterede Historien for Løjtnant Clermont, sendte ham paa dette Punkt af Fortællingen et forsigtigt Sideblik. Han var en lille, før Mand, var Bondesøn, hvorover han var meget stolt; i det hele meget selvbevidst, — efter den almindelige Mening en lidet behagelig Mand at omgaaes. Han sluttede saaledes, idet han mellem hver Sætning snusede Luften ind gennem Næsen:

"Saadanne Psykoser turde næppe være sjældne og burde i særlig Grad ventes hos Militære. De forudsætte altid en Selvovervurdering, eller i alt Fald, at vedkommende Individ ønsker af al Magt at hæve sig ud fra Masserne, som tilhørede en særlig Kaste eller lignende, og at han for denne Selvhævdelse ikke har noget virkeligt Program eller overhovedet noget fornuftigt Grundlag. Selvfølgelig bringer Livet saadanne Personer mange Skuffelser. Overalt støde de paa Modstande, eller de skabe sig selv Modstande. Og da de aldrig tilregne sig selv deres bestandige Uheld, tro de sig omgivet af Fjender, truet paa alle Kanter, miskendte, forfulgte. For en Militær, — der i vort lille Land navnlig i vore Dage, af Livet høster ringe Anerkendelse, som vurderer sig selv alene paa dette faktiske: at han endnu har en vis Magt, en vis Komando, Charge, — for ham ligger denne Skæbne meget nær.

De vil i alt Fald indrømme, at man i disse Tider indenfor den Klasse Mennesker, om hvilke vi taler, de Militære og overhovedet den gamle Overklasse, adskillige Gange kunne iagttage ejendommelige Fænomener, der betegne en degeneret Klasses, nervøst reducerede Typers Forsøg paa at hævde sig overfor en fremmed og fjendtlig, sejrrigt voksende Bevægelse. Saadanne Fænomener er mig forstaaelige; men jeg maa bestemt betegne dem som sygelige. Og Samfundet er ikke tjent med at have dem gaaende løse. Vi moderne Læger bryde jo i det Hele afgørende med den gamle fordærvelige Praxis: ved Stimulanser at forlænge Dødskampen for dem, der dog skal og maa dø, — ud fra den Betragtning: at først og fremmest de sunde og dygtige skal have Plads til at leve." —

Han tav stille, idet han beholdt Munden aaben i et Smil, der godt kunde betragtes som uforskammet.

Leo hørte ham i Tavshed og sagde ham derefter ikke imod. Hans Uro var blot vokset ved Lægens Fortælling. Han iagttog herefter under Øvelserne ganske anderledes opmærksomt sit Mandskab; bestandig søgte han for sig selv, uden fremmed Mellemkomst, til Bunds i denne Sag. Han konstaterede, at der virkelig ved en bestemt Lejlighed, en Fægtningsskydning faa Dage forinden det formentlige Attentat, var tilbageleveret fire skarpladte Patroner mindre end den Beholdning, som der efter den stedfundne Optælling burde være. Dette skyldtes en Underbefalingsmands Forsømmelse. Men det lod sig ikke bestemme, hvem af Mandskabet der havde beholdt disse Patroner, og de formentes derfor tabte under Skydningen.

Leo søgte ikke at forandre sit Forhold til sine Folk. Han saa ingen Grund til nu at opgive sin Stilling. Han havde bestandig ringe Sympati for disse Mænd af meget lav Kaste, Stadens laveste Underklasse, der i enhver Retning var dybt sunkne og ikke ved Soldaterlivet vandt i Friskhed og Kraft. Og han tænkte, at ved de sociale Lagforskydninger blev det næppe disse, der kom opad. Ogsaa de vare degenerede, ødelagte af slet Luft, Alkohol, Sygdomme. Han ventede sig intet af dem, opgav blot ikke sit Forsøg paa at tvinge dem til blind Lydighed. Han havde ingen Agtelse for dem, nærede ingen Medlidenhed, naar de ømmede sig under de trættende, milelange Marscher: Marschen var ens for ham og for dem. Selv bar han Strabadserne med Fasthed, søgte endog at trække dem ud over det sædvanlige, overtalte sig selv til at tro, at disse Øvelser var en fin og ædel Sport, hvor det galt at sætte en yderlig Rekord.

Men hans Uro svandt bestandig ikke. Han var efter Branden flyttet ind i en ny Lejlighed. Af den betydelige Assurancesum begyndte han saa smaat at købe sig nyt Bohave. Men sjældent fandt han et Stykke, der behagede ham. Han forbavsedes og følte sig fremmed overfor denne nye engelske Kunststil, de retvinklede Møbellinjer, de nygothiske Mønstre og Profiler. Men heller ikke hos Antikvitetshandlerne fandt han Sager, der tiltalte hans Smag. Alle disse gamle Mahogni- og Egetræsting havde tilhørt Mennesker, der intet havde at gøre med ham, døde, glemte Folk, hvis Minde for ham intet betød. Og han vragede bestandig, købte lidet. Han tænkte, at han vanskelig fik sig et Hjem igen.

Han gik nu helst for sig selv, var ordknap og tillukket, afmaalt i Tjenestesager, undgik Kammeraterne, der endnu søgte at fejre ham som Regimentets Helt. De saa ham gaa Ture ud over de nedlagte Bastioner og over Glaciets Volde, der hinsides Fæstningsgraven omgav Kasernen, Stadens gamle Citadel. Hans Holdning forekom dem sløj, umilitærisk; med en kold Cigar i Munden slentrede han afsted, idet han holdt Blikket fæstet paa sine Støvlesnuder. Sablen slæbte efter ham og pløjede de faldne Blade op. Nu og da vendte han sig og fløjtede efter sin store danske Dogge, der nylig paa Kennelklubbens Udstilling havde taget første Pris.

Og Dyret kom springende ned ad Voldskraaningen, hvor Hunde ikke maatte færdes. Han bøjede sig og strøg den let over det blaasorte Skind, og det tavse, trofaste Dyr søgte hans Blik. —

Regimentets Damer fandt ham interessant og gik ud for at møde ham.