Sidste Kamp/16

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag København og Kristiania


Sidste Kamp.djvu Sidste Kamp.djvu/8 160-171

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1950. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1926.


I Begyndelsen af Oktober blev Regimentets Officerer tilsagt til en Fête, som den tidligere Krigsminister lod afholde i Anledning af en fremmed Prins' Besøg. Denne Prins havde tidligere som Løjtnant gjort Tjeneste ved Regimentet.

Leo Clermont, der siden Affæren undgik Selskabelighed, var ved denne Lejlighed nødsaget til at give Møde, saa meget mere som den afgaaede Krigsminister var en Svoger til hans Slægtning Friherreinde Staël-Winterstein, og han allerede oftere havde været Gæst i dette meget fornemme og meget rige Hjem.

Men da han ved denne Lejlighed kom ind i det gamle Palais' glimrende oplyste Salon, fornam han for første Gang herinde en ganske ejendommelig kold og trist Atmosfære, der berørte ham fremmed og ubehageligt: Parketgulvet var saa glat, Tæpperne umaadelige, øde Flader, — man følte det haarde Gulv gennem dem. Væggene var saa blege: der var alt for mange Spejle, det var, som alt i Salen udløste sig og efterhaanden svandt gennem Spejlene: som trak kold Luft ind gennem disse hvide, aflange Dybder, indrammede af smalle Guldbaand. Alt blev saa stofløst og blegt: Krystalkroner, Bordenes Sølvopsatser, de hvide Stole, de falmede Slægtsportrætter. — Her fandtes ikke Tusmørke, ikke skyggede Kroge, hvor man kunde staa gemt og se til. Enhver Yderside præsenterede sig dadelløst i det blændende Krystallys — og man skelnede intet uden Flader, stillede mod Flader, Linjer — aldrig et Fysiognomi, aldrig en Karakter, alene: Totalet.

Menneskene gik med øvet Forsigtighed henover det glatte Gulv og undgik at berøre hinanden. Ingen talte højt, dog heller ingen helt sagte, ingen gestikulerede. De samlede sig i smaa Grupper, de talte en ad Gangen i hver Gruppe, enkelte gik med Alvor fra Gruppe til Gruppe, sagde et Par Ord hvert Sted, smilede én Gang hvert Sted, nikkede og udstrakte en lang, smal og hvid Haand.

Løjtnanterne stod i deres Galauniformer, vogtende paa hinanden, de holdt endnu Chacoten under Armen. Og de unge Damer stod for sig selv; deres Øjne søgte ligesom i Tanker ud over Kredsen, men ubemærket snappede de hist og her glimtvis et Blik, et Smil. De samtalede uafbrudt, de undgik med Omhu enhver Pavse. De nævnede hinandens Fornavne — — Ese og Ada — Hortence og Berete — — —. Gamle Damer, svære og magre, visne og blomstrende, sad tungt paa umagelige Empirestole og betragtede med kloge Blikke de unge, der stod.

Selv Prinsen stod. I Salens Centrum havde han stillet sig i sin sædvanlige Fotografistilling, let foroverbøjet, hvilende paa venstre Ben og støttende sig til den sølvblinkende Sabel. Han konverserede Friherreinde Charlotte Staël-Winterstein. Den store, blonde Friherreinde saa bestandig ud over sin egen venstre Skulder. Leo tænkte, at hun maatte se Menneskene derude som hinsides en rund Høj af Sne. Hun smilede bestandig, hendes Tænder perlede bestandig mellem de fyldige Læber.

Og Spejlene fordoblede disse Smil, disse Uniformer, Robernes lyse Atlask, det høje Lys, de sagte Bevægelser — Spejlbillede bag Spejlbillede — til alt randt ud og svandt — —.

Løjtnant Clermont førte Paulina Mourell til Bords. Hendes Arm hvilede uden Vægt i hans, han skimtede hendes fine Profil, hun drejede nu Ansigtet imod ham, og han saa Spisesalens Krystalflammer samlede i hendes Pupiller: to kolde Lys. — De satte sig til Bords. Paulina spiste lidet, rørte næsten ikke sit Glas — — disse Glas, der stod langs det hvide Bord, svulmende fyldte med Glød, de syntes ham lig store Hjerter, der sugede til sig al Væske, al Farve, al levende Lue.

Paulina Mourel talte, hendes Stemme var uden Klang, hendes spinkle Skulder, der bestandig undgik at røre hans, var ganske hvid. Disse Skuldre og Brystet, der var saa fuldt blottet, syntes ham lidet levende; den blændende Hud var som frossen. Han anede en Manøvre af den blonde Baronesse: at han nu førte denne purunge Stamhusarving til Bords. Baronessen protègerede aabenbart endnu dette fortvivlede Parti.

Paulina vendte nu og da sine Øjne mod ham, smilede ogsaa nu og da. Smilet og Blikket syntes naturligt; og han anede en enkelt Gang endog et Skær af Glæde i dette mejslede og kolde Ansigt. Og han forestillede sig, at der alligevel bag den slebne Glasur brændte en lille Pigesjæl i hede, blot halvt bevidste Længsler. Men da han paany søgte hendes Blik, veg de blonde og kølige Øjne skræmte bort og søgte Hvile i et af Salens Lyscentrer. Hendes Hænder var blide og sikre som før, hendes Hud uden Skælven — kold, glat, haardfrossen. Men Leo Clermont forstod af Instinkt hendes Tanker; han sænkede sit Blik i Frygt, i stum Sympati.

Da han senere fra Rygeværelset, hvor Prinsen opfriskede Kaserne- og Krigsskoleerindringer med de gamle Kammerater, kom ind i Salonen, lagde den blonde Baronesse sin Arm i hans og førte ham hen til en Causeuse, der, ligesom i franske Skuespil, var skjult bag Viftepalmer.

Hun bøjede sit høje, ganske mælkehvide Bryst tæt mod hans Skulder. Der var en egen Friskhed over hendes yppige Figur. I hendes faste, gule Haar funklede et Diadem. Hun vuggede, medens hun talte, sin Overkrop i lad Rhytme.

"Hør nu, Clermont: De viser Dem for lidt; det er nødvendigt at vise sig i vore Kredse, — langt nødvendigere end at gøre sit Navn berømt ved krigerske Bedrifter. Jeg nævner tidt Deres Navn for mine gode Venner. For lidt siden gjorde jeg Prinsen opmærksom paa, at De var tilstede, men da jeg søgte Dem for at forestille Dem for Hans Højhed, var De forsvunden i Vrimlen. De maa ikke forsvinde i Vrimlen, kære Ven." Og hun lagde sine milde Øjne med Venlighed i hans.

"Ida ser vi aldrig," sagde hun. "Ida er helt gledet fra os. Hun er kommen ind i en Kreds, som jeg slet ikke kender; men som jeg ikke troer godt om, og som ialt Fald staar betydeligt under vort Niveau. Jeg har set hende færdes alene med Mennesker af den Kreds paa Cykle og ved Sport, — i Selskab med Damer, der har Ord for at være Flaner, og med disse lidet tiltalende Kavalerer: vort Pengearistokratis Sønner, der klæde sig efter engelske Moder og bilde sig ind, at de er Landets første Gentlemen. Jeg har endogsaa set hende spadsere med en Jøde. Hos os ser vi hende aldrig, skønt jeg har sagt hende, at mit Hus stod hende aabent og ofte bedt hende komme og spise hos os, nu da vi paany har fast Residens her i Byen. Men nej! Vi har ingen Ida set. Hun mangler desværre en vis Standsfølelse. Hun har en vanskelig Natur."

"Ida har vel sine Planer," sagde Leo, "jeg blander mig ikke i hendes Planer. Ida er klog og ved, hvad hun indlader sig paa. Hun maa have sin Frihed."

"Jeg har selv en Gang baaret Navnet: Clermont," sukkede Friherreinden. "Nu er du og Ida de sidste af det Navn. Stol paa, at du i mig har en Støtte. Og jeg har virkelig Indflydelse paa endogsaa meget høje Steder. Du bør komme ved Hoffet. Du har Navn, du har Optræden og Ydre. Jeg kan uden Besvær skaffe dig en Hofcharge."

Leo rystede smilende paa Hovedet. Hendes Blik fik nu et saa mildt, saa moderligt, omsorgsfuldt Udtryk; det smertede ham. Han tænkte paa, at hun var barnløs, og at hendes Mand var gammel og allerede affældig.

"Vi bør virkelig sige Du til hinanden," sagde hun. "Vi er jo af samme Blod. Hav lidt Tillid til mig. Jeg har mine egne smaa Planer for med dig." Og hun smilede igen, idet hun saa henimod det Sted, hvor Paulina Mourell stod mellem de unge Damer, seende stift og koldt frem for sig. Og den lille gyldne og hvide Kop af Porcellæn, som hun holdt mellem sine Fingre, syntes en Del af hendes saa hvide og glatte Person, der om Skuldre, og Midte omslyngedes af smalle, gyldne Baand.

"Din Lykke er gjort dér," sagde Baronessen: "Glans, Karriére — og et rigt Stamhus. Jeg skal se Slægten Clermont blomstre paany."

Leo smilede: "Hvem kan vide — —," sagde han. Og han bøjede sig lidt senere for Stamhusarvingen. De dansede ud sammen. Han mærkede ikke hendes Legeme i sine Arme; hun saa bort over sin venstre Skulder; men han fornam hendes korte og anstrængte Aandedræt som en let Bølgen i deres Dans.

Han førte hende til Sæde. Og Dansen gled bestandig regelmæssigt, dog graciøst hen over det glatte Parketgulv. Løjtnanterne gik ranke omkring som Ordensmarskalker; alt var saa dæmpet, saa roligt, saa ganske uden Lyde.

Kun Madame Heloïse Duchêne fejede sit enorme Slæb i vide Cirkler hen over Gulvet. Hun var nøgen til Bæltet. Blot var fra dette Bælte smalle Silkebaand spændt op over hendes mathvide Bryst og forenedes i Brillanter over de slanke Skuldre. Hendes Fransk klang lydt gennem den dæmpede Konversation. Hun raabte efter sin Mand, der duknakket og vissenblond borede sig ind i en Gruppe af Legationens Spidser.

"Venez-ici Monsieur Coco!"

Prinsen kom fra Rygeværelset. Han førte sig nu med langt større Sikkerhed og Elegance end i de Tider, da han ganske ung, barnagtig og nyfigen lod sig trække ud paa Svir med Regimentets Løjtnanter. Hans hurtige Blik sprang ud over Salen, og al Samtale syntes at stivne. Men Prinsen trak Vejret, som om han snusede gennem den svære, buede Næse, og uden at se sig om gik han hen til Madame Duchêne, bøjede sig; de dansede ud. Alles Øjne fulgte det dansende Par. — — ­— — — ­— — — ­— — — ­— —

Leo Clermont fulgte Frøken Paulina Mourell til hendes Vogn. Den bjørneskindsklædte Kusk syntes at maatte knuse Karethens fine Glasæske ved sin Vægt. Porten var som en sort Kiste uden om denne Glasæske, hvor Frøken Paulinas lille, hvide Skikkelse nu sad forvaret mellem Bolstre af hvidt Atlask. Hun nikkede — det var som hun tøvede, ventede et eller andet, der nu kunde ske. Der var en sælsom Ulmen i hendes Blik, og Leo betragtede hendes lille skønne, rosenrøde Øre, der laa helt blottet af det ganske lyse Haar. Ja — nu ventede hun sagtens — lyttede og ventede — maaske endog i Længsel — et Ord om — Gensyn — om — — —.

Han for tilbage. Hans Tænder stemte sig fast sammen. Han følte ganske voldsomt den gamle lammende Frygt. En isnende Træk føg gennem Porten — Vogndørene klaprede; Karethernes Lys jog forbi; endnu saa han en lille hvid og spinkel Pige, der bøjede sit Hoved let og et Sekund lod sine Øjne hvile i hans. De sorte Portfløje smækkede i og han fornam intet mere uden et firkantet nøgent Rum, en osende Portlygte — — ­— — — ­— — — —

Han gik tilbage op gennem Salene. Den dumpe Summen af Tale steg og sank omkring ham. Ved et Instrument sad Baronesse Staël-Winterstein. Prinsen stod bøjet over hende og vendte Nodebladene. Men Leo fornam ingen Toner.

Han gik videre og han kom ind i et stort Rum, hvor elektriske Lamper under Skærme brændte lavt over et meget stort og masivt Bord, betrukket med grønt Klæde, omgivet af Bandter.

Og omkring dette Bord bevægede sig stilfærdige Skikkelser. Han skimtede deres Aasyn, ganske hvide, naar de en efter en dukkede frem, bøjede sig over den grønne Flade; deres Isser var hvide og blanke som Kupler af Porcellain, deres Fingre tynde, ganske blegt gule. De stødte med lange, glatte Stokke efter Kugler af drejet Elfenben, som ved Stødet pilede frem, ramte andre Kugler, sprængte deres Stilling, prellede tilbage og randt, sagte, som en Draabe Vand rinder ned ad en Væg, laa endelig fast. ­— — — Og den Spillende rejste sig, hans hvide Ansigt svandt ud af Lysradien, han vendte sig, og Halvmørket tog ham bort.

Men en ny bøjede sig ned, strakte sin venstre, hvide Haand og stødte. Leo kendte dette Ansigt, et meget kendt, meget ofte fremstillet Ansigt, — han saa det nu som et Portræt malet i sort og hvidt — en Nicholsonsk Studie. Og han kendte disse andre en efter en, som de bøjede sig frem over Billardet og stødte disse glatte Baller over et grønt Klæde, indtil de stansedes af en Bandt, prellede tilbage og carambolerede med andre Baller.

De var alle af den samme Gruppe, det samme gamle Parti, hvis politiske Magt nu var udslukt. Disse Ansigter havde han saa ofte set over Tribuner, paa Rigsdagens Talerstole. Paa dem alle læste han det samme Udtryk af mæt Erfarenhed, af uforstyrrelig og behersket Tilfredshed. De var næsten alle Oldinge. Deres Ansigter var visne, hver af Hovedets Knokler blev synlig og de hvide Manchetskjorter fortonedes i Halvmørket for hans Betragtning til smalle, buede Brystkasser, Mørket snørede sig ind om Underliv og Hofter — — —. Og naar de vendte deres Ryg imod ham og bøjede sig, blinkede Lyset i de tvende stjerneformede Kammerherreknapper, der lig smaa gule Søm, syntes hamrede ind i det sorte Klæde.

De talte dæmpet om Politik. Nu og da klang et Glas — eller et slebent Krystal fangede et blinkende Refleks af Lys.

Friherre Staël-Winterstein vendte sine svage Øjne mod ham, lagde sin tynde Haand i hans og talte om Affæren, roste Løjtnanten for hans Mod, for hans Forstaaelse af den militære Æres Fordringer. Han smilede sarkastisk og sagde: "Tiden har forandret sig, siden jeg havde den Ære at beklæde Krigsministerens ansvarsfulde Post. Under den nuværende Ledelse finder De sikkert ingen mild Bedømmelse af Deres Bedrift. Min Sympati har De." Han forestillede Leo for de andre; mange tørre og blege Fingre fattede i hans.

Han saa dem spille dette Spil indenfor en snæver og bolstret Ramme — med Alvor og rolig Energi. Naar en Bal med et Suk sank og forsvandt i et af de gabende Hjørnehuller, bøjede de sig med Verdensmandssmil og tog den faldne Bal fra Beholderen. Og de spillede videre med samme Ligevægt, samme rolige Tilfredshed.

Luften sløredes af den drivende Røg, nu og da viftede en Haand efter denne Røg. Et gammelt Ansigt nærmede sig til hans, sagde intetbetydende Ord — og smilte vist og mæt. Og han skimtede paa Væggene gamle muldne Gobelins; store falmede Ornamenter i Rokoko vred sig i matrød Lue under Loftets Mulm. Kuglerne randt over det uforanderlige grønne Plan. Hver Kugle slæbte efter sig en lille seglformet Skygge ­— — — — ­— — — ­— — — ­— — — ­— — — ­— — — — ­— — —­ — — —­ — — —­ — — —

Leo Clermont fulgtes hjem med den store Svensker, Løjtnant Sjökrona. Og Svenskeren, hvis Ansigt var gyldenblond glinsende som Punsch, slog ham paa Skuldren og kaldte ham "Hr. Kammeraten." Han var stolt over at kunne kalde ham Kammerat! Der var ikke mange i dette Land, han kunne lide. Og Leo tænkte paa det svenske Lands store blonde og elegante Junkere, der altid var grands seigneurs, altid noble, selv naar de udenfor Sommertjenestens "Möter" førte Bogholderi eller kontrollerede Spritforbrug.

Gaderne var mørke og tyste. Og han fornam det Ukendte tungt og nedtrykkende i den ramme, vaade Natluft.

Og da Svenskeren erklærede, at han for alt det nu ikke vilde hjem og ønskede Oplysning om Steder, hvor der var mere Spiritus og skikkeligere Fruentimmere end disse smaa, fine Angorakatte af skørt Porcellain — gik Leo Clermont taknemlig ind paa Galskaben. Men det viste sig, at Svenskeren kendte Byen og de Kaféer, hvor man slap ind ad Bagdøren efter Lukketid, langt nøjere end han selv. Og han tænkte i smilende Fortvivlelse, at han var fremmed i denne By, Udlænding i dette Land, Emigrant.