Sidste Kamp/17

by Otto Rung

Ida Clermont havde modtaget Opfordring til at deltage i den halvaarlige Tennisturnering, der i Begyndelsen af Oktober afholdtes paa Sportsklubbens Baner.

Hun indfandt sig den paagældende Dag tidligt paa Formiddagen i Klubbens Pavillon. Det var mørkt og regnfuldt i Vejret, og Turneringskomitéen tænkte allerede paa at aflyse Kampen. Men lidt senere kløede det op, og de opblødte Baner blev efter passende Behandling erklæret for brugelige.

Ida traf sin Modspiller: Gordon Marshner. Han kom slentrende hen imod hende, førte Fingeren til sin Cap, nikkede. Han havde været bortrejst i nogen Tid. Han havde været i Hamborg og i Stettin for at bese Svineslagterier. Han fortalte om disse Ture. Og han beskrev til Sammenligning de kæmpestore Slagterier, han besad i Chikago. I teknisk Henseende stod de endnu højere end alt, hvad han paa sin Studierejse havde set. Alt dreves elektrisk: Svinene kom flyvende hid, hængende i venstre Bagben, førte langs en Skinne under Loftet. Og de passerede en Slagter, der blot løftede en Kniv, jog den ind, meget præcist i Halsaaren paa Dyret, og Blodstraalen sprang frem som af et Rør, gød sig ud i en Beholder. Men Svinekroppen fløj videre, styrtedes i kogende Vand, videre i Lage, fra Proces til Proces!

"Ja," sagde Ida, "vi Mennesker føres ogsaa paa en Maade svinebundne langs en Skinne — til vi dø —."

Han opfattede ikke hendes Ord, han betragtede hende et Øjeblik med Interesse. "Nu rejser jeg snart herfra," sagde han. "Her er for længst ikke mere for mig at se."

"Er her ikke?" spurgte Ida. Og hun lod sit Blik spille mod hans.

Han rynkede sine Bryn. "Nogle Maaneder bliver jeg dog endnu," sagde han. "Det skal glæde mig at spille mod Dem idag."

Der var en stor Skare Sportsinteresserede samlet. De trykkede sig tæt mod Staaltraadshegnene. Damer kom langsomt cyklende op gennem de lange Gange mellem Banerne. De sprang af, stod lænet mod Cyklen og spejdede efter Bekendte.

Himlen blev stærkt blaa, spættet af runde hvide Skyer. Inde paa Fodboldtbanen pippede de gule Straa op af en Sø, der var dybere blaa end Luften, spættet med drivende Hvidt.

Der kom bestandig flere Mennesker: Maria, Therese Kramer kom gaaende paa høje Hæle, klædt i Lilla, ledsaget af tre Kavalerer i Redingote og Silkehat. Hendes Forlovede, den pommerske Amstdommer kom bagefter i Regnfrakke og Galocher. Ogsaa Broderen, Løjtnant Kramer, indfandt sig, han var i Uniform, stænket til Kraven efter et voldsomt Cycleridt mange Mil i Tjenesteanliggende.

Ida Clermont stod paa Klubhusets Balkon og saa dem komme. De vinkede op til hende. Flere og flere kom. De kendte alle hinanden. De faste Tomands- og Firemandshold mødte op samlede. Bess Nelsson kom. Hendes lille Ansigt pressedes opad af en stor Pelskrave. Hun slæbte sin Kjole i Vandpytterne. Hun fulgtes af den lille gule og sorte Violinvirtuos, i hvis Selskab hun nu altid viste sig. Hun talte meget højt Italiensk med dette stygge og spinkle Menneske, paa hvis Fingre mange Diamanter brillerede.

Drenge i Sportsdragt forsøgte en Cyclepolo paa Terrainet foran Pavillonen. De fire Sportsbrødre Fock, alle ensklædte i graat, med Gamascher og korte Whiskers sad i Rad paa en Bænk medens deres halvvoksne Søster stod nær ved dem, belæsset med deres Overtøj.

Herrespillerne kom ud paa Banen, ligegyldige som Toreadorer. Deres nøgne Arme vare blaafrosne; Skjorternes Flonel lagde sig klamt om Ryg og Skuldre. De raabte til en Ven blandt Tilskuerne, greb Cigaretter, der blev knibset ind til dem gennem Staaltraadens Masker.

En af dem hvirvlede sin Catcher til Vejrs, fangede den. Klubbens Sekretær Overretssagfører Jacobs besteg Dommerforhøjningen: Spillet begyndte.

Ida saa paa Banen lige under Balkonen Frøken Hahn, denne meget feterede, meget originale Pige, der spillede skønnest af alle. Hendes tynde Drengekrop kastede sig drevent ud i Banens Hjørner. Hendes Smidighed var overraskende, der var en sælsom pervers Ynde over hendes Spil, og de store kolde Øjne antog nu og da i Kampens Epoker Glans af Galskab; hendes bredt svulmende Mund spærredes op. Tandraderne blev synlige — to hvide Kamme omgivne af blodrødt. Og hun styrtede sig over Boldtene som en Glente i Flugten styrter mod en lille hvid Fugl.

Ida Clermont gik gennem Laagen ind paa den Bane, hvor hun skulde spille. Banen var halvtør, havde en elastisk Fasthed, der behagede hende.

Hendes Modstander kom nu, klædt i hvidt, med et sort Silketørklæde svøbt om Livet, frem hinsides Nettet. Han løftede et Bundt i Vejret, løste en Snor, og de tolv snehvide, nye Boldte, sank mod Gruset, prellede af og pilede fra hinanden ud over Banen, lig flygtende smaa Kyllinger. Ida tog en af dem i sin Haand, de var saa dunede, saa delikate.

Oppe paa den højblaa Himmel drev hvide, kuplede Skyer.

Gordon Marshner nikkede, rettede sit Blik fast mod hendes, bukkede sig rask, snappede en Boldt: "Play!"

Ida var parat, nikkede. — —

Catcheren hvirvlede tilbage, sank i et Hug, og hvilende i Slagets Kraft sprang han frem til Nettet, stod dér sammenkrummet, anspændt og holdt Catcheren oppe under Hagen.

Ida naaede Boldten langt forbi Grænsen ved i næsten vandret Stilling at stemme Catcheren mod Jorden; men Boldten fik en buet Flugt, og hun vidste, at han vilde hugge den død for hendes Fødder. Og nu drev han ogsaa netop dette Slag tilbage over venstre Skulder: Boldten strejfede Nettet, faldt ned som spiddet paa en Naal, roterende paa Pletten. Hun trak paa Skuldrene og drev tilbage paa Plads.

Han greb en ny Boldt. "Play." Med voldsom Kraft slog Boldten mod Jorden, hun løb, naaede den, nu sprang den mod de klingende Strenge, hun trak med en lille Drejning Catcheren opad, fornam, at Bevægelsen riflede sig gennem Musklerne i hendes Haandled; Boldten strøg tilbage, faldt — dér var den igen, — langt til venstre. — —

Og hun beregnede næppe mere. Hun gav sine Lemmer, sin Ryg, sit Blik fri; og de bevægede sig lynsnart af aargammel Rutine; hver Del af hendes Legeme lystrede, hver for sig, et fint fornemmende Instinkt. Og hendes Tanke svævede frigjort over hendes Spil snart sløv, snart iagttagende, nu og da styrende. Hun saa endnu for et Øjeblik de talløse spændte Ansigter udenfor det dirrende Staaltraadsnet, hørte den dumpe Summen, de faste Haandklap; — men snart snævrede denne Banes hvide Træramme sig om hendes Bevidsthed, hun fornam intet uden for disse retvinklede Felter, de bandt hver af hendes Bevægelser, fascinerede hendes Blik til det, der skete, det ene: Boldten, der blev synlig som en mørk Globe mod Luften, kom mod hende. Og af hver Sans fornam hun Mødet med denne Kraft, der stemtes mod hendes.

Hun saa sin Modstander hinsides Nettets hvide, dirrende Bælte; han kastede sit lange Legeme voldsomt frem mod hendes Slag, stod pludselig nær ved Nættet, strakte sig lynsnart til højre og venstre uden at forandre Plads — og han huggede, huggede. Hans Læber var sammenbidte, Blikket koldt, hurtigt. Og hun forman, at han og hun nu var blevne alene — ganske alene paa denne Flade af en oprindelig og geometrisk Figur. Han kom imod hende, slyngede sin Kraft imod hendes, hun følte hans Muskler stemte imod sine, slippe, gribe igen, brydes, fælde hende — nu veg han igen. Hun gættede i et Nu, at han var betaget som hun, at han fornam hendes Legeme voldsomt og stridbart mod sit, som hun fornam hans, som hun fornam hans Arme, hans haarde Knæ, hans Pande mod sin, hans Aandepust tæt mod sit Øre. Hun rev sig løs, løb tilbage over Banen, slog i Kaadhed Boldtene hen over det rullende Grus. Hun lo, saa' sig tibage over Skulderen imod ham, vendte sig, svingede sin Arm, sit Legeme. — Og de mødtes paany.

Hun æggede ham ved hidsige Angreb, lod saa pludselig Armene synke og Boldten flyve. Han betragtede hende, idet han stønnede og tørrede sin Pande med et sort Silketørklæde.

Og igen! Hun følte hans Tag, hans spændte Sener, hans gærende mandlige Varme. Nu vandt han bestandig! Hvad nu! Et stigende, undrende legemligt Behag fyldte hende. Hvad nu? Hendes Tanke fløj forvirret ud til Siden. Hendes Arm blev saa mat. Nu kunde han gerne vinde! — — —

Og lige paa en Gang blev hun ganske klar, nøgtern, ligeglad: Nu vandt han! — — —

— — — Overretssagfører Jacobs rejste sig, løftede sin Haand, erklærede Matchen for endt, angav Points, lykønskede Mr. Gordon Marshner. Og han tilkastede Ida et Blik, skarpt og, som hun syntes, ganske grønt. Nu kneb han Øjnene sammen og nikkede.

Da hun kom ind i Pavillonens Forrum, stod Marshner dér, og han traadte frem foran Døren til Damernes Paaklædningsværelse. Han vuggede Overkroppen let, fik ikke straks Mæle, hans Øjenbryn laa lavt, i en lige Linje. Han sagde:

"De spillede som en Djævel!"

"Efter Deres Anvisning," sagde hun: "Fast, haardt og med Passion. Men for Resten fik De jo Bugt med mig."

Hans Hænder gled langsomt ud af Jakkelommen, aabnede sig. "Jeg faar aldrig Bugt med Dem!" Der laa dyb Alvor, næsten Vrede over hans smukke Træk.

"Lad mig nu komme frem," sagde Ida. Han spærrede faktisk hendes Vej til Paaklædningsrummet.

"Well!" Han blev staaende. Hun saa hans Hænder vedblivende løfte sig, komme nærmere; og pludselig fornam hun dem om Skulder og Hofte; hans Læber krummede sig, hun saa hans Tænder blinke, hans Hovede bøjede sig over imod hendes Hals.

Men hun beholdt hans Blik fast i sit "Rør mig ikke," sagde hun, og trak paa Skuldrene. — "Lad mig passere; De er jo en Gentleman, ikke sandt?" Og hun tilføjede med et hurtigt Smil! — "Vi spiller jo ikke mere — — —."

Han traadte tilbage, bukkede. "I beg your pardon," sagde han, men tilføjede, idet han sænkede Stemmen: "Some time — you shall be on my mercy!"

Ida vendte sig smilende til ham, sagde: "Hvad tænkte De dog paa, Gordon? Der kunde jo have kommet Folk og set os." Og hun gik ind og lukkede Døren fast til — i Laas.

Men Gordon Marshner blev staaende længe derude, indtil han hørte Vandets Styrt plaske over hendes Krop. Og denne klare, faste og rene Lyd gav hende til hans Sanser ~ som hun nu stod derinde lidt bøjet, tungt aandende, ganske hvid, ganske nøgen — —.

Det blev ham klart som en smertelig og knugende Nødvendighed, at hun maatte blive hans — paa ethvert Vilkaar — hans.

---