Sidste Kamp/18
Ved en Formiddagsforestilling, som faa Dage
senere i velgørende Øjemed afholdtes i et af
Teatrene, traf Ida Clermont Jacobs.
Hun blev ikke opmærksom paa ham, før han fra Pladsen bagved let berørte hendes Skulder.
"Jeg tillader mig at følge Dem hjem, Ida," sagde han. — "Jeg vil gærne tale med Dem."
Hun nikkede stift. Hun var meget ængstet af hans kølige og bestemte Tone; og med pludselig Skam tænkte hun, at hun her var tilstede for Penge, hun skyldte til ham. Det bølgede voldsomt i hendes Tanker; hun søgte at sprede sine Tanker, skabe sig Fristed inderst inde, et tomt Rum, hvor hun kunde sidde stille og være i Fred. Hun søgte at samle al Opmærksomhed om dette firkantede Rum foran hende: Scenen, en Verden for sig, hvor intet angik hende personlig, hvor alt i og for sig intet betød; de sang endogsaa dernede — bestandig — selv i Tilstande, hvor Sorgen vilde have forstummet al Tone; alt var her Attituder. — Det galdt at fornemme Livet som Attituder. — —
Jacobs ventede hende ved Garderoben, og da han rakte hende den højrøde Atlaskeshætte og den kostbare Aftenfrakke, smilede han koldt; men hans Fingre skalv, idet de fornam hendes Skuldre gennem Silken.
De gik tavse ved hinandens Side. De hørte ikke deres Skridt paa den lysblinkende Asfalt.
"Hvad er Klokken?" spurgte Ida.
"Syv," sagde han. Og hun for sammen. Hun havde tænkt, at hun nu skulde hjem, klæde sig af, svøbe sig ind i Tæpper og sove. Men Klokken var kun syv! Den øde Aften gabede foran hende.
De drejede ned ad en Sidegade.
"Nu skal De følge med mig hjem", sagde Jacobs.
"Nej," sagde hun uden at løfte Hovedet.
Han nikkede: "Der er intet andet tilbage for os to at gøre nu."
Hun tav. Blodet susede i hendes Tindinger. Hun tænkte, at hun var ved at blive syg, der opstod bestandig nye stridende Tanker i hendes Sind. Hvilken af dem skulde hun nu give Ordet til et Svar?
"De maa blive min, Ida!" sagde han. — —
"Nej!"
"Elsker De mig?" spurgte han.
Og som en Gang tidligere svarede hun: "Jeg ved det ikke." Det var saa tungt at svare nu, det var saa svært at samle de flyende Tanker.
"Ida," vedblev han, "lad os gøre fælles Sag. Vi har fælles Sag! Jeg strider som De, jeg spiller som De — tvivler som De — taber — taber! Jeg er angst — som De, Ida! Giv mig Deres Haand." Og hun gav ham sin Haand gennem Kaaben. "Kommer De med mig?" spurgte han igen. "Ja, De kommer med mig, nu — inden en Time er De hos mig!"
"Nej. Nej!"
"Vi gaa hjem til mig," han nikkede bestemt. "Vi spise til Aften sammen! Og De skal tale til mig — jeg til Dem. Jeg behøver Dem. Jeg synker — jeg synker ned uden Dem."
"Ikke nu — ikke nu!" bad hun; Graaden stod hende i Halsen.
"Ida! Kom til mig nu Jeg tør ikke give Dem Frist! De vil glide fra mig, om jeg giver Dem fri nu! Jeg længes saa meget efter Dem, efter at have Dem hos mig, blot sidde nær ved Dem og se ind i Deres kloge, venlige Øjne.
Alt sammensværger sig mod mig nu. Jeg behøver Deres kloge Kvinderaad — Deres Nærheds underlige Styrke."
Hun spurgte eftertænksomt: "Deres Planer: Disse Grundkøb —? gaar det ikke, som De ønsker, at det skal gaa?"
"Jeg ved ikke. Jeg ved intet endnu. Jeg har købt disse Grunde — for Selskabets Penge, for Bankernes Penge. Jeg havde Dispositionsret! Eller jeg har hjulpet mig uden. Hvis alt gaar, som det skal gaa, vil Grundene være Millioner værd, før to Maaneder er omme. Og disse Køtere vil takke mig paa Deres fede Knæ! Men jeg ved intet — jeg tror intet mere. Jo! ét tror jeg: at, hvis De kommer til mig nu, vil jeg vinde, maa jeg vinde!"
Hun rystede paa Hovedet: "Stakkels Ven!"
Men han blev forbitret: "Jeg forlanger klar Besked: Ja eller Nej!"
"Nej," sagde hun.
Han tav en Stund — saa begyndte han igen langsomt og dæmpet:
"Ida! Tror De ikke, jeg kender Deres Planer. Tror De ikke, jeg baade kan se og bedømme med mere end mine Øjne: med selve mit mandlige Køn! Jeg fornam meget vel, hvad der gik for sig i Forgaars Formiddags, da de under et Spil kastede Dem i en fremmed Mands Arme — og gav Dem hen. Jeg saa Dem, jeg sansede Dem. Af hver Nerve, af hver Sene tilhørte De dette stærke, stupide og smukke Mandfolk."
Hun stønnede. "Skam Dem, skam Dem!" hviskede hun. Hun kæmpede igen med Graaden. Forbitrelsen voksede til en Klump i hendes Hals, hun følte sig svimmel, mat i Knæ og Vrist. Hun syntes nu, at hun hadede Hugo Jacobs, frygtede og tillige foragtede ham.
Hun forfærdedes over at se blottet for hans paatrængende Blik, dette dybe, skjulte, hun havde bestemt, denne Plan, der laa i hendes Viljes Svøb, næppe halvt bevidst, bævende i Angst. Nøgen! nøgen!
"Ida!" sagde han. "Tal til mig. Svar mig. Kom til mig, med mig — nu!"
"Nej!"
"Fordi jeg er Jøde?"
Hun svarede ikke.
Da sagde han, at han nu var nødt til at anvende de Midler, der var i hans Haand, og som hun selv havde givet ham i Hænde. Det galdt simpelthen hans Liv, hans hele Lykke.
Men hendes Angst var nu svækket. Hun frygtede mest af alt den Fare, hans voldsomme Begær var for hendes Sanser. Som han nu talte, var han ikke tillokkende.
"Gør som De vil, og lad mig i Fred."
"De er saa at sige i min Magt", sagde han. "Den selskabelige Position, som for Dem betyder alt, er dog vel sagtens i mine Hænder."
"Ingen vil tro Dem!" Hun smilede, blinkede til ham.
Han trak paa Skuldrene. "Jeg har skriftligt Gældsbrev fra Dem — under Deres egen Haand: Brev paa Deres Gunst, Prioritet i Deres urørte Legeme! Ida! Jeg sværger Dem til ved mit Hovede, at jeg lader denne Forskrivning læse til første Thing!"
Hun lo: "Det var en kuriøs Ide!"
Han lo nu ogsaa ret muntert, men sagde derpaa dæmpet: "Ved De, Ida, har De hørt, Ida, at nu er Rose Wahl rejst."
"Rose Wahl!" Ida vendte sig mod ham, hun følte ny Uro. "Hvorhen?"
"Det ved ingen. Men enhver formoder Grunden til, at hun nu er rejst."
"Jeg husker, at De en Gang sagde — at hun vilde rejse — som det nu ogsaa er sket." Ida følte en kvalfuld Frygt, det var, som hun nu sank — sank. Hvorfor levede man, hvorfor tog man, hvorfor gav man hen? — naar dog en Dag, en Dag — Rejsen stod for, og man slettedes ud — svandt — sporløst. — —
Rose Wahl, Rose, der havde givet, der havde villet et eneste — og nu.
Jacobs sagde, og det lød som bares hans Ord hid fjernt borte fra: "Erindrer De, at Rose Wahl altid bar i hvert Øre, disse Øren, der skimtedes saa smaa og fuldendte dejlige under Haaret: en stor Perle?"
"Ja," sagde Ida. "Hvorfor siger De det nu?"
"Af en eller anden Grund," sagde han. "Men jeg ser disse to blanke graa Perler for mig, som hun bar dem — næsten som en Byrde: Madonna med Perlerne; — og jeg syntes, at Himlen lukker sig, og alt Lys svinder."
Men Ida rettede sig, lo nervøst. "Se! De, som var saa vild og voldsom, har nu meget skikkelig fulgt mig til min Port."
Han saa op: "Ja! Jeg ser det og ved ikke mere at sige." Han stod et Øjeblik tavs. Og deres Øjne mødtes. Han sagde endnu: — "Deres Blik klinger haardt imod mit. God Nat altsaa, Ida," han vendte sig og gik rask bort.
Ida Clermont kom gennem den elektrisk oplyste Port paany ud i de snævre, grumsede Gaarde, gennem Smøger og bælgmørke Korridorer. Og igen mødte hun disse duknakkede, lyssky Væsner, der kom frem af Trappegangenes Døre og saa efter hende. Igen kom denne lille deliristiske Mand op af sin Kælder, og paa Vejen hen til et Udhus vendte han sig mod hende med utugtige Gestus. Hun skyndte sig forbi, famlede sig gennem de mørke Gange. Hun var dybt nedtrykt, forpint og ængstet. Og hun fornam den kolde Fattigdom, Smudset, Nøden og Lasten og Mørket i disse Gaarde som et stort Raab i sine Øren: Munde, der skreg efter hende, skidne Fingre, der satte Kløerne i hendes Skørt og holdt igen, at hun smudsedes til, og at Stanken hang i hendes Klæder; hun tænkte, at det var i Slægt med hende: dette Skrig, dette Mørke, der syntes vidtaabent at gabe efter Lys — Smudset — Gemenheden — — — der hylede om Renhed — om Uskyld. — —
Hun slap igennem. Hun naaede sin egen Gaard, gik rask hen imod Forhusets Port.
Men inde i Porten var stor Tumult. Dér holdt en Droske. Og ud af Politistationens Dør kom i Spring den store Overbetjent, der kaldtes Knibtangen. Et Par Betjente havde revet Vogndøren op, bøjede sig ind, kæmpede med noget, der stred igen, der hvinede, sprællede. Betjentene bandede, traadte tilbage, konfererede; og en af dem kastede sig med al sin Vægt ind over Sæderne.
"Se saa!" raabte han "Træk nu til!" Og ud af Drosken væltede en stor Kvinde, klædt i en højrød Silkepeignoir. Hun klamrede sig med Hænderne til Vogndøren, hvinede, sparkede efter Betjentene med de græshoppegrønne Silkeben. En skipperklædt gammel Mand med langt vissent Skæg holdt hende en knyttet Næve for Ansigtet, medens han paa pommersk Dialekt raabte, at hun skulde give ham hans tyve Mark tilbage.
Skummet stod Fruentimmeret om de malede Læber. En af Betjentene raabte, at hun havde bidt ham. Han blødte. De kaldte Assistance til, de flaaede Klæderne halvt af hendes Krop. Overbetjenten vekslede et beklagende Blik med Ida: "Hun er meget beruset," sagde han. "Hun plejer ellers at være ganske skikkelig. Frøkenen skulde ikke staa at se paa dette."
Ida nikkede til Overbetjenten, der altid, naar hun passerede ham i Porten, bukkede saa kavalérmæssigt. Hun smuttede hurtigt forbi. Hun havde i det rasende Kvindemenneske genkendt Hannah Kroll, den lille godmodige og kønne Pige, der i de gamle Tider — hjemme — havde været hendes Legekammerat.
Saavidt var hun nu naaet! Men hun tænkte, at dette Pigebarn var af lav Kaste. Sagtens havde hun villet have sin Del af alt det gode. Livet byder enkelte Levende: Luxus, Dans og Østers og Silke og Smykker. — — —
Ida erindrede Hannah Kroll, da denne paa Konfirmationsdagen var inviteret ind for at se de mange kostbare Gaver. Og hun erindrede hendes Ansigt, der fortrak sig i Begærlighed, hendes Fingre, der krummede sig nervøst ned mod Smykkeæskernes Safian og ikke vovede at røre. — — Ja, det var en farlig Sag for Mennesker af lav Kaste at røre ved Juveler!
Det gik ikke altid saa glat for dem, der vilde opad.
Og nu følte hun sig næsten trøstet over, at det var gaaet galt for denne Pariah, der havde prøvet paa at komme til Vejrs. Hun syntes, at hendes egne Chancer blev bedre. Hun væmmedes ved denne sprællende Krop i den flaaede og besudlede Silkepeignoir.
Derpaa kom det hele an: at man ikke stred mod den gode Smag, men bar hver Situation behersket og med Ynde.
Det var Plebejerens Dom: at han blev raa og styg og foragtelig som et Dyr i enhver af Livets Katastrofer. For ham var Livets Ødselhed aldrig Storhed og Skønhed. — Han brølede blot, sprællede og gik til Bunds. — —
Men da hun lidt senere stod i sit nøgne Kammer, fornam hun dybere end før sin vanskelige og utrygge Stilling.
Stuen var saa nøgen, saa fattig, der var blot et lille Bord med klare Gardiner, en Servante, en hvid Seng. Ikke Flakons af Krystal eller store og svære Kummer af kostbart Porcellæn. — —
Hun bar al sin Rigdom til Skue paa sit Legeme. Altid maatte hun være som fremmed i sit Hjem, som en Gæst i et koldt, trist Hotelrum.
Hun bar hos alt sig.
Hun saa gennem Ruden ned i den skumle Gaard. Og det store Kvindeansigt i Stuen, hvor Politistationen havde Lokale, løftede sig paany fra sit Sytøj og søgte Vinduet, hvor hun stod. Men nu drejede det sig igen, talte til nogen inde i Stuen. Ida vidste, at det var Opsynet over de kvindelige Anholdte. Nu rejste hun sig og forsvandt ind i Stuen. Der lød endnu dæmpede Skrig, som kvalte bag Skodder.
Ude i Korridoren kom Skridt, og Ida skyndte sig til Døren, lukkede den i Laas af Frygt for, at Kusinen nu igen iaften skulde komme herind, sætte sig paa Sengekanten og betragte hende med sine store tungsindige Øjne, faamælt, afventende.
Og hun vidste, at Veninden Frøken Hoff da som disse tidligere Aftener vilde komme listende ude i Korridoren, lytte ved Døren og gaa tilbage. Ved næste Dags Frokost vilde hendes Øjne være røde, ophovnede.
Ida saa endnu en Gang ud af Vinduet.
Nu blev den grønne Lygte tændt nede i Porten.