Sidste Kamp/22

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag København og Kristiania


Sidste Kamp.djvu Sidste Kamp.djvu/8 229-239

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1950. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1926.


Et Par Dage senere, ved en Frokost i Anledning af Bess Nelssons Forlovelse med Grev Kolbe, meddelte Gordon Marshner de Tilstedeværende, at han i Løbet af tre Uger agtede at lade sig vie til Frøken Ida Clermont.

Overfor Ida optraadte han herefter paa en nonchalant protegérende Maade, der dog lidet skjulte hans bestandige Skinsyge og hans Hastværk efter at faa Sagen ført til sit Maal. Han gik daglig ud med hende fra Butik til Butik, og de købte i Forening Idas Udstyr: tre store Kufferter pakket fuld af Klæder, passende til denne Rejse, der forestod. Han udtalte som sit Ønske, at hun medbragte saa lidt som muligt fra dette Land, hvis Smag og Vareudvalg syntes ham lidet tidssvarende. Han mente, at hun hjemme i Staterne meget bedre og flottere kunde købe, hvad hun for Resten havde Brug for. Han undgik overhovedet al unødvendigt Besvær og udtalte, at jo før og jo nemmere de fik Formaliterne bragt i Orden, jo bedre.

Og den femtende Marts traf de efter Aftale hinanden paa Raadhuset. Med Leo Clermont og Oscar Nelsson som Vidner lod de sig borgerligt ægteforene. De spiste derefter Frokost med et Par Venner, og Klokken fem rejste de sammen direkte til Paris. Marshner havde foreslaaet, at de paa seks Uger skulde "gøre" Europa, — for endelig med frelst Samvittighed at kunne gaa til Chicago.

To Dage efter Brylluppet faldt Krigsrettens Dom i den Clermontske Affaire.

Ved denne blev Løjtnant Leo Clermont anset efter den militære Straffelovs Bestemmelse om "Officerer, der ved at give Anledning til grove Uordener eller Forargelse, ved at udsætte sig for en Behandling, som er uforenelig med deres Stands Ære — — — — gør sig uværdige til den Agtelse, hvoraf de efter deres Stilling bør være i Besiddelse," — denne Bestemmelse sammenholdt med den borgerlige Straffelovs Regler om Vold paa Person, med en Straf, der efter Omstændighederne, navnlig under Hensyn til den Fornærmelse og Trudsel, Tiltalte efter sin Formening havde været Genstand for og til hans som Følge heraf ophidsede Sindstilstand, fandtes at kunne ansættes til Fæstningsarrest i to Maaneder.

Denne Dom vakte stor Forbitrelse, — i militære Kredse paa Grund af sin Strenghed, i civile Kredse paa Grund af sin Mildhed.

To Dage efter at have modtaget Dommen rejste Clermont fra Hovedstaden nordpaa, op tilden gamle Fæstning, hvor han skulde udstaa Straffen.

Han meldte sig paa Kommandantskabskontoret og fik straks derefter anvist to Værelser, det ene vendende ud mod Slotsgaarden, det andet med Udsigt over Sundet. De var ret hyggeligt udstyrede som Sovekammer og Dagligstue. —

Da Leo blev alene, satte han sig hen til Vinduet, lukkede det op. Den friske, kolde Luft trak ind. Han lænede sig ud over de favnetykke Karme. Han skimtede Murens rige Ornamentik langs Karmens Sider — et Stenansigt, der skægget og barokt bøjede sig frem og bar den buklede Gesims. Dette Ansigt var næseløst, halvt forvitret.

Han saa dybt ned i den indre Slotsgaard, der snævredes mellem de ranke, meget høje Vægge, der var saa skønne, bleget lilla i det klare Martsvejr. De mange Flader af det slanke Taarn i Gaardens sydlige Hjørne skelnedes fra hverandre ved sarte Nuancer af Blaat. Og op imod Taget, om Gavle og Kvistluger brød Sandstenen sig — som Borden af et Broderi — i Rader af tynde og fine Kniplinger.

Taarnene kunde han ikke se, dertil var Karmen for dyb og snæver. Men de pegede deroppe et Steds, stejle, slanke, — kuplede — og slanke igen: sylespidse Spir. Vindhaner drejede sig sagtens deroppe.

Nede paa Slotsgaardens toppede Brosten saa han Mandskab opstillet i en Firkant: en Ramme i tre paralelle Farvelinjer; Lystblaat, Mørkviolet, og denne varmt graa Ansigtsfarve; — alt blev saa blegt i det klare Lys. En Officer stod midt i Carréén — gestikulerede, stampede i Brostenene. Et Par Mand traadte frem; Officeren for hen imod dem. Hans skærende tynde Stemme syntes at prelle tilbage fra alle fire Murflader.

Længere henne marcherede tre Mand under fuld Oppakning, Side om Side. De bevægede sig med megen Højtidelighed over imod en Sergent, der betragtede dem, idet han raabte — og raabte. Leo fandt disse Scener lidet tiltalende, de syntes ham saa ganske ude af dette Slots fyrstelige Stil: Saa lilleputagtigt udførte dette Mandskab barnagtigt elementære Bevægelser mellem de kolossale, saa sindrigt smykkede Mure.

En Stabsergent kaldte en Menig frem, den Menige holdt Haanden til Huen, og den Overordnede blev ved at tale til ham, meget længe. — Manden holdt sig standhaftigt ret i den sikkert trættende Stilling — endnu — endnu. Sagtens glædede denne Befalingsmand sig over, at en Mand: yngre, stærkere, maaske ogsaa kløgtigere end han, saaledes viste ham slavisk Hyldest. Og den Menige tog bestandig ikke Haanden ned. Ogsaa dette fandt Leo kuriøst og ubehageligt at se.

Paa Væggen hang, klæbet paa Pap, Reglementet for de forskellige Arter af Arrest. En halv Spalte om Fæstningsarrest angik ham personlig. Dette Reglement var iøvrigt det eneste, der mindede ham om, at han her var Fange.

Og ved at erindre dette, fornam han paany hine gamle Svaghedsstemninger; — dog ikke nu som bestandig Irritation, Ængstelse og Uro, men i en fast Form: som noget, der er i Færd med at rede sig ud, en langsomt omordnende Proces, der vil forløbe sin Tid under Tyngde, Spænding, — og endelig være forbi.

Det bankede paa hans Dør, den gik op, og en Premierløjtnant kom ind. Han genkendte Holger von Terkow, der fornylig var forsat til denne Garnison.

Terkow rakte ham Haanden, bad Løjtnanten sætte sig ned og tog selv Plads. Hans store plumpe Haand strøg hen over den blege, stærkt skaldede Isse. Der var et aabent blaat Udtryk i de nærsynede Øjne. Han sagde: "Det glæder mig at se Dem her hos os, Løjtnant Clermont, skønt De er her i Egenskab af Fæstningsarrestant. Vi vil gøre alt, saavidt det er os tilladt, for at gøre Deres Straf let og behagelig for Dem." Han rejste sig igen. Hans Stemme lød i Leos Øre saa sælsomt klangløs. — — Og Luften derude hinsides Murene var saa klar, saa klingende klar — syntes kun at vente paa Klang, paa et dybt og rent Organ — for at tone — synge. — — —

"Løjtnant Clermont! Jeg maa paa Kommandantens Vejne affordre Dem Deres Sidevaaben."

Leo nikkede; men han følte sine Kinder brænde. Han løste Spændet, der holdt Livremmen sammen, og lagde Vaabnet i den andens Haand. Og han tænkte, at nu gav han sit Vaaben fra sig, den blanke, smalle Klinge, der havde hængt ved hans Side til Pryd og som et Tegn paa hans Charge. — — Intet uden et Tegn! — Symbol paa, at man var af militær Kaste og overordnet andre. Han tænkte, hvor historisk fjernt i Tiden Klingen var Mandens Værge. Allerede nu fortrængte en Feltkikkert Sablen. — — —

Hvad skulde han herefter med et Vaaben, som var Tiden fremmed? Han kunde med Sindsro give det fra sig — dette smukt krummede Stykke Staal, der blot bares til Stads!

Han betragtede sine lidet kraftige Hænder, der hvilede paa Stolens Arme. Han følte dem saa ganske tomme — vaabenløse, værgeløse. —

Og dog — og dog! — Et Steds dernede, dybt nede i Tankernes Dyb, begyndte det at gro, vokse! En Gang vilde alt klares, sagtens en Gang — snart være ganske klart. Men nu matte han høre paa dette klangløse Menneske, der sad foran ham og talte til ham:

"Jeg har set Dem en Gang i Officersforeningen, Løjtnant Clermont, i et større og meget animeret Selskab af Kammerater. De alene sad tavs og alvorlig. Deres Pande laa i dybe Folder; jeg gættede, at De laa i Strid med Dem selv. Det var faa Dage efter den Affære, for hvilken De nu her skal udsone Deres Straf."

"Ja," sagde Leo, "jeg bemærkede Premierløjtnanten den Aften."

"Jeg havde den Gang megen Lyst til at tale med Dem, men fandt ikke Lejlighed dertil. Jeg vilde da have sagt Dem, at jeg saa inderlig vel forstod Deres Protest, dette Slag med en Ridepisk i Ansigtet paa et Tog af revolutionært sindede Mennesker; omend jeg ikke billiger Formen for denne Protest. Men vi alle, alle vi, som endnu ikke er forblindede af de moderne Profeter, vi forstod Dem og Deres Vrede over at se det røde Banner veje, ført fra Sejr til Sejr, Den gode Sag er i vore Dage i Fare. Jeg ved ikke, om De er Kristen, Løjtnant Clermont. Ja, jeg spørger Dem ikke. Jeg er ikke af de nidkære Forkyndere, der gaar rundt og føler Pulsen hos ethvert Menneske, han træffer. Jeg vil blot gærne sige Dem et godt Ord, — om De vil høre mig."

Leo nikkede. Han mødte med megen Sympati dette paa en Gang forlegne og ivrige Menneske, hvis Øjne nu fik Feberglød, som rykkede nær ind til ham, og med rivende Hast sagde Følgende:

"Jeg tager ikke i Betænkning at bekende for Dem, at jeg er en Kristen, og at jeg i Jesu Lære ser den eneste Redning i disse forfærdelige Tider, da det er, som om Alt vendes omkring, da det, som hidtil skjulte sig i Mørke, nu rejser sig i Vælde og Trudsel mod det evige Lys; da Alt fornægtes og Nyt forkyndes fra tusind Talerstole — intet godt Nyt.

I Hobe kommer Mennesker stormende hid og raabe paa Lighed og Frihed. Nabo er ikke i Fred for Nabo, Ven troer ikke Ven. Der fremstaar Profeter, som forkynde, at en ny Tid er inde, de samle Masserne under sig, de raabe, saa alle høre det, at nu skal Verden forandres. Og de forandre virkelig den udvendige Verden, de søger at forandre Menneskenes Sind. Og de forkynde en Legemernes, en Sansernes, en Begærets Religion.

Thi her er hele Sagen — Drivfjederen, Driften: Det menneskelige Begær, der aldrig faar nok, altid stræber frem, altid vil skabe om; bryde ned, hvad der er fast, knuse, hvad der staar imod.

Og Dyret vokser, vokser. — — — De af os, der leve i Ro og Harmoni med os selv, vi se med Forfærdelse denne Gæring fra neden, Begærets kogende Gæring — om jeg saa maa udtrykke mig. Og kan hænde da, at vi ogsaa selv angribes af Tvivlens Smitte, da ogsaa vore Tanker gære, vort Blod koger — og vi tvivle om vor Modstands Ret, fortvivle om at kunde hævde vor Stilling: at bevare det Gode, vore Fædre have arvet fra deres Fædre: Sandheden, Retten og Troen — ja tvivle om selve Troen!

Men nu, — jeg kan paa Dato angive, paa hvilken Dag, — føler jeg mig tryg og sikker og tillidsfuld. Og jeg ved nu saa inderligt og nøje, hvilke Magter, der en Gang skal sejre over denne onde Tid, som nu synes at rejse sit Hovede i Sejr. Disse Magter er tvende: Tro og Disciplin.

Forbund mellem Sværd og Kors! Ved dette skal vi sejre! Jeg ser allerede nu, som i en Vision, et Net lagt over Landet, et Net, hvis Masker er tvundne af vore forenede Hænder: Præster og Soldater Haand i Haand! Et sejgt ubrydeligt Net over dette mangehovede Dyr! — Ja! det Dyr, om hvilket Johannes taler: Begæret, Havesygen, Vindesygen, Æresygen og Magtbrynden! Alt dette, disse falske Profeter give saa skønne Navne: Fremskridt, Evolution, den frie Konkurrence!

Vi maa blive en Ridderorden med Korset hæftet paa vor Skulder. Vi maa staa, Broder véd Broder, forbundne ved Troens stærke Bindemiddel. Som et Net over Verden!

— Forstaar De mig? Kan De følge mig? Maaske taler jeg for rask?

Er vi enige og stærke og rige i den ene Sag da skal Sejren gives os. Og det store Rige — hvo ved! — herske paa Jorden."

Han tav. Leo mødte hans forsigtigt prøvende Blik. Han nikkede og sagde: "I én Ting har De Ret: Vi staa paa meget svage Fødder."

Løjtnant von Terkow lagde sin Haand over hans. "Nej!," raabte han. "Vor Stilling er allerede nu langt bedre. Jeg har dannet en Forening. Vi er allerede halvthundrede Medlemmer. De maa melde Dem ind. Det er ikke nødvendigt at være helt overbevist Kristen for at være Medlem; — blot man er paa Vejen, blot man ser Farerne, der lure, øjner Undergangen, der truer — —."

Og han rejste sig, sagde, idet han med Æggen af sin Haand slog i Bordet: "Fjenden er i Landet. Enhver Patriot maa paa Voldene med Spade og med Vaaben." Han tog Plads igen.

"De, Løjtnant Clermont, skal nu her udstaa en Straf, som De maaske vil finde tung og ydmygende. De vil sikkert ogsaa føle de lange uvirksomme Timers Ensomhed, og De vil maaske endda tænke, at De lider uforskyldt. Men i saa Fald maa De tro, som jeg troer, at dette sker til Deres Bedste:

Isoleret, fjernet fra den daglige Dont, som De er, henvist til Deres egne Tanker, vil De have Tid til at gøre Dem mange Ting klarere. De vil samle alt, hvad De ejer, og søge dybt i Dem selv for at faa alt med. De vil tælle alt. De vil føle Savn af mangt, og tænke paa, hvorledes De skal vinde, hvad De mangler.

De vil gøre Deres Bo op. Og dertil ønsker jeg Dem Lykke som Kammerat og Menneske!"

Han rakte sin Haand ud. Og Leo trykkede den med Varme.

Løjtnant v. Terkow vendte sig endnu i Døren. "De ved, at jeg har offentliggjort nogle Brochurer angaaende de Spørgsmaal, hvorom vi nylig har samtalet. Maa jeg have Lov at sende min Oppasser herover med et Par af disse Hæfter." Ligesom undskyldende tilføjede han: "De er hver paa næppe halvhundrede Sider og hurtigt læst."

Leo forsikrede, at han med stor Glæde vilde læse disse Brochurer. Og han var bestemt paa senere at erklære, at de i høj Grad havde tiltalt og grebet ham. Han saa endnu dette halvgamle og magre Ansigt lyse i et Strejf af Glæde, saa sank det paany tilbage i sløv sørgmodig Ro.

Paa Panden over den indfaldne Næse løb bugtede, vandrette Folder. Leo erindrede, at v. Terkow to Gange var sprunget forbi til Kaptain; men at man i den senere Tid interesserede sig for ham paa højere Steder.

Løjtnant Clermonts Sabel glemte han imidlertid at tage med sig. Ordonnansen, som ud paa Aftenen indfandt sig med de lovede Hæfter, havde Besked om at faa den med ned paa Kommandantskabskontoret.