Sidste Kamp/23
Leo Clermont opnaaede af
Fæstningskommandanten Tilladelse til allerede i Arrestens første
Maaned at bevæge sig en Time daglig i fri Luft
— efter Reglementet — under behørigt Opsyn og i
en afsides Del af Fæstningen.
Opsynet var en Menig, der fulgte ham i ti Skridts Afstand med en draget Sabel hvilende i Armen. Og tidt, naar de saaledes gik hen over Voldene, vendte Leo sig om og betragtede smilende denne Mand, der nu ogsaa stod stille og syntes at være falden i Søvn, medens den lange hvasse Klinge i hans Hænder lignede en stor Hugtand, der egentlig hørte til et helt andet Sted, men var gaaet løs og blev baaret omkring saa underlig hjælpeløst. — Om han nu gav sig til at løbe, vilde denne Menige sikkert blive staaende, maabende forbauset — eller løbe efter ham, omhyggeligt sørgende for at bevare de ti Skridts Afstand.
Dag efter Dag gik han de samme Ture, Slottet rundt langs de ydre Bastioner. Han gik nu og da helt ud paa den yderste Vindebro. Dette var mod Reglementet; men Bevogteren gjorde ingen Indsigelse. Dér stod Løjtnant Clermont og saa ned over den lange, blæksorte Fæstningsgrav hvorfra Kassematmuren rejste sig brat, et Bælte af runde Kampesten og derover Lag paa Lag, lige som fortættet ved Aarhundredes Tryk: den skidenrøde Teglstensmur.
Fra en af de gitrede Luger voksede et ungt, slankt Træ; lidt længere henne strakte en stammetyk Ahorn sin bladløse Krone tilvejrs i Højde med Muren. Rødderne gravede sig ind i Hundreder af Revner i denne Mur. De paa en Gang sprængte og holdt sammen paa den forvitrede Sten. Og Leo Clermont forstod, at man lod disse Planter vokse uforstyrret i Fæstningsværket: Man var saa sikker paa sine Mure, at man gærne gav Naturen Husly. Og om Sommeren synede det Grønne saa smukt mod de røde Sten. Dette var Grund nok.
Han gik tilbage gennem den krumme, meget lange Port, der førte under Volden. Brandredskaber hang derinde paa de nyhvidtede Mure. Og indrammet af en hvid Hvælving laa Slottet for ham: saa bredt og massivt støbt paa de mørke Volde, saa fast et Fæstningslegeme. — Men i Højden gav det sig fri i mange fine Detailer, løftede sig i Taarne, pegede stejlt opad, svandt i traadfine Spir, som syntes svøbt i Skyer.
Mod Solnedgang lyste dette Slot ganske gyldent, og i et Minut lige ved Solfald syntes det af glødende Metal, der i Skyggefladerne var størknet, klaret. Luften syntes at blaane igennem de stejle Flammer. Om Aftenen sprang Fyret frem deroppe et Steds. Han kunde ikke se det fra sit Vindu; men han hørte Blinkets Klapren.
En enkelt Gang gik han ned i Fæstningens dybe Kassematter. En gammel Kvinde holdt en rygende Fakkel op under Loftet og fortalte tungefærdigt om Fanger, der havde siddet i Lænker bag Gitre, som dér og dér afspærrede næppe to Alen brede Hjørner af Kælderen.
Han sammenlignede disse Fængsler med sit og smilede. Han indaandede med Behag den sumpede Kælderduft. Han gik nogle Alen ind i den lange Løngang, der sagdes at føre under Havbunden tværs over Sundet til Byen hinsides. En klam Em, saltagtig som Søbrise, stod ham imøde. Gulvet var slimet. Han spurgte Kvinden ud, om Fanger i hine Tider mon var flygtet ad denne Vej. Men Kvinden vidste intet herom. Det var nok muligt, mente hun. Men den Gang var det derovre jo ikke Udland. Den Gang hørte bægge Sider af det smalle Sund Landet til.
Han tænkte: Den Gang — den Gang blomstrede min Slægt i et Land fjernt herfra. Dette Folks Historie fra hine Tider vedkommer saaledes ikke mig. Endnu er jeg som fremmed i dette Land. Eller jeg forstaar i alt Fald ikke, hvad der gaar for i sig dette Land. Eller — — —?
Dette Folk taalte ikke fremmede imellem sig; — det var dog sagtens ikke Sagen. Sagen var hans egen, hans egen snævre Sag: Hans eget Sinds, hans eget Blods nedarvede, tunge, uafhjælpelige Kval.
Den var det, der drev ham, drev ham ud, fra Sted til Sted, fordrev ham. — —
Han stod helst paa Flagbastionen i Fæstningens nordøstlige Hjørne. Her syntes han, at han var stillet saa yderligt, saa yderligt ude, han kunde komme. Og herfra søgte han at gøre sig sin Stilling klar, samlede og søgte at skille. Men sjældent kom han længere end til at se de Ting, der omgav ham, gruble over disse Ting, og forbinde dem med sine evigt tilbagerullende Tanker:
Her var han fordrevet ud i et Lands yderste Hjørne! For hans Fod skyllede de Bølger, der som Grænse randt om Landet. Fra Sted til Sted var han drevet. — Jordløs!
Folket havde rejst sig mod hans Fædre, havde samlet sig i Masser, var rullet frem som et voksende Bjærg, og havde knust ved sin Vægt. Faa af hans Slægt var sluppet bort. I en Kareth var de kørt nordpaa, havde omsider fundet Asyl. Led efter Led havde de i et nyt Land stridt for deres Magt, erhvervet ny Jord, staaet paa deres Jord, forsvaret den Fod for Fod. Og en Dag strakte den stærke Borgerby Armene ud og tog denne Jord.
Men endnu bestandig hed det: Ikke give tabt — ikke synke — Ikke synke. Han ejede kun en Stue; dér gemte han alle Slægtens Insignier, dens Vaaben, dens Bøger, disse gamle Bøger med gyldne Rygge og svære pressede Sider. En Dag udbrød Ild, og alt brændte.
Ham selv drev de som Fange ud til et fremmed Sted, gav ham Frihed til at bevare sig paa et Terræn mellem Volde og Mure. — Saa yderligt stod nu hans Sag! —
Vandet skyllede forbi ham derude i en jævn riflet Strøm, snart nordlig snart sønden — altid et nye Mønstre af blaasorte, ganske svovlgule og dybt violette Striber.
Han bragte Papir og Vandfarver ned paa Volden, han henkastede løse Rids af Slottets Mure og Taarne — Voldene, Strømmen. — —
Han fornam paany hin gamle ejendommelige Glæde ved at sidde og se, og se, altid finde nye Linjer, nye Farver frem: her noget rustrødt i Murens Flader, her et grønt Refleks, en vreden Linje — en dristig Krumning i et Ornament. Og han tænkte, at saaledes var det alene værd at leve: at sanse, at se, — at fornemme Verden og aldrig ville mere end dette.
Men til Tider brød Uroen frem, jagende, voldsomt, foranlediget ved mange dog saa lidet væsentlig Indtryk.
Det hændte saaledes, at han blandt de Sandstensfigurer, der over Vinduer eller under Halvtagenes Vand-Render var Led i Murens rige Ornamentik, fandt enkelte, som mindede ham, som paany gjorde hans Lidelse bevidst, følelig.
Der var ét enkelt Hovede, en mandlig Karyatide, hvis halve Ansigt var revet bort, sagtens en Gang under en Bataille knust af en Kugle.
Og han saa igen for sig dette søndersprængte Ansigt — mellem de lange blodige Vatstrimler — udstrakt for sine Fødder: denne Ulykkelige, der sit Liv igennem havde stønnet under Tyngden af de øverste Lag og én Gang omsider havde tømt sig ud i Had, i Explosion — og var død. Nu og da dukkede saadanne Typer frem i et titanisk Sprængningsattentat, altid lige desperat, vildt, galt. Blodrøgen hvirvlede op over Verden — vejrede hen. Lagene faldt paany til Ro. Protesten var glemt.
Men Leo kom vanskeligt ud over denne Sag. Han følte igen denne noget uklare, pinlige Fornemmelse: at han her gennem lange Tider havde misforstaaet disse Menneskers Sag, der dog var i Slægt med hans, en Protest som hans, ensom, ødsel og haabløs som hans egen vanskelige Sag.
Han kunde længe ikke glemme Synet af dette tunge, faldne Legeme, som det laa dér og skrævede lig en væltet Kolos, hvis Fødder er overhuggede lige over Soklen; og hans Ansigt syntes ét blodigt aabent, dybt, dybt forundret Gab. — —
Men senere fortrængte et nyt Billede dette. Han opdagede oppe under et Vinduesgesims et andet Stenhovede, et stort, bart Ansigt med en opspilet, fyldig og graadig Mund. Og han saa tværs over Pande, ned over Kind og Hage, en lang Stribe som af et Hug.
Han betragtede længe med Ubehag og med Ængstelse dette Ansigt, der syntes stivnet i et stumt Grin. Han gik hurtig bort, men næste Dag søgte han Stedet paany. Og deroppe sad bestandig dette grimme Stenfjæs, klemt mellem en Pilaster og en Gesims, betragtende han med sit stupide Stensmil. Det forekom ham, at Skrammen forandrede Farve, blev grøn fra violet, — en Dag senere syntes den fyldt med fed, sort Muld.
Aldrig kom han rolig uden om dette Taarnhjørne. Naar han vendte Ryggen til, fornam han som en Berøring det kolde, ubehagelige Stenblik. Fra den opspilede Mund flød i Tøvejrsdage en tynd grønlig Væske.
En Dag tog han i Raseri en Sten og slyngede den op efter Masken; men Stenen naaede ikke op. Vagtmanden betragtede ham maabende — just som et Spejlbillede af det maabende Grin deroppe paa Muren. Han vovede ikke oftere Forsøget. Men Dag efter Dag maatte han mødes med dette Ansigt, hvis brede Skramme over Pande, Kind og Hage altid syntes mere markeret, og i sin Haand fornam han igen det elastiske Modtryk af denne Kind under Ridepiskens Slag.
Deroppe sad det mellem mange andre Stenmænd, der bar disse Mure, idet de stemte Isse og Skuldre mod Gesimsen. Og det syntes, som groede deres Krop og deres lange Ben ned gennem Murværket, og var stemt fast mod de stampet faste Volde.
De frie Taarne knejsede heroppe. Deres Spir bar takkede Kroner. Men disse Jættehoveder stirrede mod Jorden, stod fast i Jorden, og de spyede Slottets Affaldsvand ud gennem de runde Munde.
Men nu syntes Leo, at han i disse plumpe og grove Træk fandt Erkendelse, der var i Færd med at vaagne, som om disse Stenmænd nu begyndte at forstaa, at det var dem, der bar Slottet, Taarne, Fløje, Kupler og alle de skinnende Sale.
Og med en bestandig Følelse af Uro betragtede han de stumme Atlanter.