Sidste Kamp/24
Han stod gærne i Flagbastionen, lænet mod
det lave, røde Brystværn. Flaget smældede højt
over ham fra den hvide Stang. Slottet laa bag
ham. Sjældent saa han derhen. Men han saa de
vinterbrune Volde, disse lange dorske Rygge
paralelle to og to, der ind mod Fæstningen faldt brat
ned med røde Murflader. Og lige for hans
Fødder brødes Vandet mod hvide og blegrøde
Kampesten. Byen hist ovre laa stedse klar. Hus ved
Hus, Havnen saa skarpt skelnelig. Togene
puffede Damp tilvejrs oppe paa den mægtige Viadukt,
hvis Buer spændte sig fra Havnen ind mod Landet.
Og Havet kom fra Nordvest presset ind mellem Landene, Kysterne dæmmede det ind, og det vred sig svulmende i sit Løb, frem gennem Snævringen.
Tidt bar det Drivis med sig, Brændingen slyngede vældige Blokke op paa Stenene under Volden. Flagerne skurede sig op over hinanden; de lignede hvide Hvalrosser, der huggede Istænderne i hinandens Rygge.
Men der kom Storme fra Vest. De klarede Farvandet, Isblokkene dansede paa Dønningernes Staalkamme, sloges itu, hvirvledes bort. Bølgerne rullede paany frit, viltre, tætte, bristende til Skum mod Voldens Sten.
Og fra Syd og Nord kom Sejlere og Dampskibe; i voksende Mængde gled de forbi. De passerede hinanden, halede ind paa hinanden. Sejlskibe smøg sig i smækre Vendinger omkring Fæstningens Pynt, eller de brasede under stor Tummel paa Dæk og med Knagen i Takkelagen, alle deres Sejl om, stak i korte Kryds tæt ind under Voldene. Dampskibenes sorte Skrog stødte sig energisk frem gennem Løbet.
Signalerne for tilvejrs i deres Toppe. Og Bastionens Vagtmand skrev paa sin Skifertavle, Navn, Hjemsted, Fart.
Løjtnant Clermont iagttog opmærksomt disse Skibe, lærte at skelne dem fra hinanden, Bark fra Brig, Skonnert fra Galease. Det var for ham et helt nyt Omraade; han fandt deri Befrielse og Behag.
Men en Dag slog det ham som en ny Kendsgerning, at alle disse Skibe var mere end Brikker, der førtes hen over en Flade, for at han fra sin Station kunde iagttage og notere:
Hver Skib havde sit Maal, var fragtet til sin Havn, det var nødvendigt, at det naaede sit Maal i saa faa Dage, som muligt. Der var Brug for disse Varer i en bestemt Ladeplads: for denne Trælast i sydlige Havne, for Kullene, for Majs og Hvede dér og dér. De ventedes med Spænding. Interesser stod paa Spil ved deres Fart.
Det var det store pulserende Liv, der jog forbi ham, medens han uvirksom, uden en eneste Opgave, saa til: Verdens Samfærdsel, Markedernes rastløse Konfluks.
Og med Bitterhed i sit Sind saa han disse Skibe bevæge sig forbi: Han blev tilbage; han havde ingen Fragt at føre. Ingen Mægler gik i Spænding i en fjern Havn og spejdede efter et Skib, der førte ham ombord. — — —
En Formiddag fik han Besøg af Løjtnant Kramer og Baron Güldenkrantz. De anbragte sig hver paa sin Side af ham, medens de fra en af Bastionernes Bænke betragtede Søen, der var i Oprør under en stiv nordvestlig Kuling.
Güldenkrantz var nylig kommet i Garden. Han fortalte diskrete Intimiteter fra Hoffet. Der var kommet en vis afdæmpet Forsigtighed over hans ellers saa støjende Væsen. Han var i civil. Og hans Gangart var en ganske anden end i Uniform: som klæbede hans Fødder fast til Jorden; og han vuggede sig elastisk forover for hvert Skridt.
Kramer sad som sædvanlig bred og mægtig med Haanden knyttet stemt mod sit Knæ. Han saa blankt ud over Brændingen, der kom farende med stort Spektakel og splintredes mod Voldens Værn.
De fortalte Nyt fra Hovedstaden, de seneste Udnævnelser, de drøftede det store Byggekrach. Siden denne Overretssagfører Jacobs havde gjort sig usynlig, var fire Matadorer røget af Pinden. En meget bekendt og anset Sagfører sad under Laas og Lukke; — Kramer selv havde tabt de fem Tusinde, han havde arvet efter en Tante, og som han tænkte sikre paa en fin anden Prioritet. Men nej! Han bandede, de Svindlere! de Kæltringer!
Og nu tav de alle tre. Kramer lod Søbrisen blæse ind i sin halvtaabne Mund. Güldenkrantz førte uden Ophør sin Pegefinger hen over det blonde Overskæg. Og medens han betragtede sig i et lille rundt Spejl, fortættede hans Blik sig i stiv Opmærksomhed.
Syd for Pynten laa Dampere og Sejlskibe i en tæt Stime opankret, stanset af Stormen. En Skonnert, der havde forsøgt at forcere sig Vej igennem, kom krydsende tilbage med Reb i alle Sejl. Nu og da fløjtede en Damper, — langt, sørgmodigt. Og en anden svarede med et kort, utaalmodigt Trompetstød. Store, lappede Skyer stormede hen over en bleg, rustrød Grund. Vandet var brunt og leret, Skummet, der nu og da piskede helt ind over Volden, — indeholdt grønt Slim.
Der kom bestandig flere Skibe hid, de stansede, spurgte Nyt. Et Signal fløj til Tops. Og med et Plump sank Ankret. En Motorbaad pilede fra Damper til Damper og kadrejede. Den store Kulpram, en afmastet Bark, der laa midtstrøms, huggede i sine Kættinger, knagende lydt.
Güldenkrantz pegede med Støvlesnuden mod de ventende Skibe. "De maa sgu pænt blive, hvor de er. Stormen staar dem lige i Næsen. Hvad Satan har de ogsaa saa travlt efter!"
Leo Clermont saa udover denne Skare af vuggende Master. Han tænkte, at store Værdier nu sagtens gik til Spilde, at disse Timer, der gik hen, sagtens var kostbare, at Formuer nu mistedes, Kapitaler stod for Fald. Stormen havde Ordet nu, Naturelementet — paa tværs af alt Fremskridt, al Trafik.
Blæsten var isnende kold, søfrisk, — Flaget derhenne smældede som Skud.
"Naa Clermont," sagde Kramer. "Idag om en Maaned er du paany fri Mand og lige god Officer endda."
Leo sagde: "Jeg har bestemt at rejse bort. Jeg tænker paa at gaa til Kongo." Først i dette Øjeblik fandt han paa denne Udvej. Han frøs her i den ramme Blæst. Og han saa med et for sig et Billede: En stor Flade Gult: Sand og skorpet Ler. Store sorte Skygger — der lignede væltede Tjærepøse, tegnede sære Figurer hen derover. Det var Kongo. Der laa de, klædte i Khakiuniformer, skjulte i Rør langs en fed, gyldenbrun Flod, og de skød med Rifler til Skive efter glinsende Negre, der gled forbi, balancerende paa drivende Træstammer. Kongo! Et Sportsland!
"Kongo"! raabte Güldenkrantz og sænkede Stemmen højtideligt. "Det er jo den visse Død." Han tilføjede "Klimatfeber!"
Leo lagde sig tilbage mod Bænkens Ryg og betragtede de to andre. Deres Træk faldt nu igen til Ro. De sad dér ubekymrede, selvtillidsfulde og kneb Øjnene sammen mod Stormen, der nu i en Nat og en Dag havde stemmet en Barriére af farende Luft op mod disse fuldtladede Skibe, som vilde frem — maatte frem. — —