Sidste Kamp/25

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag København og Kristiania


Sidste Kamp.djvu Sidste Kamp.djvu/8 254-258

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1950. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1926.


Han sad en Dag sidst i April paa en af Voldens Bænke. Han skitserede med Blyant paany Slottets nordlige Fløj og Byen bagved med sine slanke Kirkespir, sit røde, firkantede Raadhustaarn. Han begyndte at lægge Farver over de let skraverede Blyantsskygger. Han fandt en Lufttone, ganske sølvagtig bleg; svagt blandet med Okker gengav den samme Tone ham Slottets blege Valeur.

En Mand kom spadserende over Volden og tog Plads paa hans Bænk, idet han bad om Forlov. Han kastede et Blik paa Billedet og sagde: "Er der saa meget rart ved det Slot, siden alle gaar hen og maler det af? Se: Den Brig derude er langt smukkere." Han pegede paa en gulmalet Skude med graa, lappede Sejl, der blødt bares hen over de lange Dønninger. Skibet begyndte at hugge, krængede over, og hele dets Dæk blev synligt: en gulbrun, oval Flade, opfyldt med Gods og tjæret Tovværk, og hvor Mænd i Oljetøj ravende greb fat i Spil og Taljer. "Det er langt smukkere!" vedblev den Fremmede. "Thi Slottet deroppe er bare bygget for at se smukt ud. Skibet derimod er smukt i sig selv uden Hensigt."

Leo vendte sig mod ham: "Vi har vist truffet hinanden en Gang tidligere," sagde han. "De holdt en Gang i Fjor, i Juni, et Foredrag i en Forening, hvor jeg med flere andre Officerer var indbudt."

Den anden nikkede, sagde sit Navn. Hans store, lyse Ansigt var med ét reserveret. Han strøg det svære, blonde Haar fra Tindingerne ind under den bredskyggede Hat. Og da han nu paany talte, blev Dialekten i hans Stemme mere udpræget — bred, robust.

"Jeg kan ikke lide det Slot," sagde han. "Ligger det ikke dér og vender sine fire Broncespir i Vejret ligesom en gammel, kunstfærdigt smeddet Nøgle fra Renaissancen. I gamle Dage lukkede det for Landet. Nu er Laasen itu. Og Kassen tom. Mange finder denne Levning fra Laase- og Beslagtiden rørende og kuriøs og endogsaa ærværdig. Det kan jeg ikke være med til.

For mig er de Mure kun et Minde om en ussel og haard Tid, da Landet endnu ikke havde et Folk, men blot et Regimente, en Adel af udenlandsk Herkomst. Kronens Hovbønder slæbte Sten sammen til disse Taarne, de trillede Jord til disse Volde. Ridefogden svang Knaldepisken over deres krummede Rygstykker. Nej! Det Slot er hæsligt! Det er godt nok til Kaserne! Det er blot ynkeligt at se paa. Disse Volde uden Skyts synes mig lig gamle tandløse Kæber. Skibene sejle toldfrit igennem.

Nej! En Husmandsvaaning er et stoltere Slot! Eller et af de fragtede Skibe, der gaar derude med Vimpler i alle Mastespir."

Leo tav, og ogsaa den anden sad længe tavs, medens hans lyse, lidt nærsynede Øjne med Mildhed søgte ned langs den bugtede Kystlinie. "Der er skjønt dér indover," sagde han. "Disse bløde Bakkelinjer er næsten ligesaa skjønne som vesterpaa ovre i min Egn. Landet ligger bredt som en af vore dejlige nationale Melodier, saa blidt, saa rundt, saa frodigt. Hvad skal vi med golde Stenskrænter, Afgrunde og drabelige Klippetaarne, der stritter op i Sky; Bjerge, der se ned paa Dalene, Dale, der hade de stolte Tinder? Her er vi ét Folk.

Landet er saa rundt og lindt, svøbt i dæmpet Dis, den folkeligste Natur i Verden. Hvad skal vi her med Kirkespir og Fyrstesceptere og Bajonetter!"

Bestandig beskrev hans Blik en Halvkreds efter Landet dernede sydpaa.

Han sagde igen: "Jeg rejser i Morgen herfra med en Damper til Hâvre. Jeg skal ud og se mig om i Europa. Man har givet mig et Stipendium. Men nu synes jeg ikke, jeg kan rive mig løs.

Jeg er fra Landet, Bondesøn fra dette Land. Min Fader var Tørvebonde i en Hedeegn, langt ovre vesterpaa. Der var ikke andre end os milevidt — Fader, mine to Søstre og saa en Ko. Fader stak Tørven ud med en stor og tung Spade. Jeg saa denne Spade, sidst jeg var hjemme, og den syntes mig endnu meget tung og stor. Vi Børn bredte Tørven ud, stablede den. Lyngbakkerne skjulte Verden for os. Om Aftenen krøb vi sammen paa Ovnbænken og saa med missende Øjne ind i den røde Tørveild.

"Jeg tror, jeg saa mere derinde, end jeg vil faa at se, naar jeg nu naar derud til Paris, Rom og Palæstina."

Og paa en Gang betragtede han stift denne Løjtnant, der i stram Uniform, med en Blokbog over sine Knæ, Palet i venstre Haand, sad ved hans Side, opmærksomt lyttende til hans Tale. Med Forundring i Stemmen spurgte han: "Naa, De har vel næppe interesseret Dem for at høre paa mig. Men Sagen er: Jeg skal rejse herfra, og mit Hjerte hænger ved mit gamle Land. Og saa falder man meget naturligt i Rørelse."

"Jeg forstaar det godt," sagde Leo. Og Kystlinjerne dernede blev ham med ét saa kendte, saa kære. Hvor var de ikke sarte, saa smækkert strakte, saa nænsomt krummede! Nu spirede det overalt mellem Træernes brune Ris. Fede, harpiksrøde Knopper sad allerede paa Alléens Kastanjer. Vaaren bares som en mild Brise vuggende over den blaa Strøm fra Syd. — — —

En Dame i en vinrød Regnfrakke kom fra Slottet rask op ad Voldens Skraaning. Hun standsede, nikkede, stod saa stille og ventede. Og Leo saa, at det var Søsteren.

Han strakte Haanden ud mod den anden. "Jeg maa sige Dem Farvel," sagde han. "De ser, jeg har Besøg. Desuden er nu min Spadseretid udløben ifølge Reglementet."

Den anden løftede Øjenbrynene. "Ja saa. Nu busker jeg, De sagde, at Deres Navn var Clermont Det var Dem, der løftede Deres Pisk og slog til — ligesom Ridefogderne i gamle Dage, naar Hovbønderne trykkede sig under Læsset. Ærligt talt: jeg har ikke megen Sympati for Dem," og han lod, som om han ikke saa hans fremstrakte Haand.

Da Leo Clermont paa Vejen ned vendte sig, saa han ham endnu paa Voldens Højde i Profil. Han stirrede bestandig udover det brune, bakkede Land. Han strøg sig over Ansigtet. Han stod saa fast paa sine Ben, saa bredt og plantet, som bar han en tung Byrde paa sine Skuldre.

Dog var hans Pande løftet. Ansigtets Linjer i Ro. De' brede, noget kantede Skikkelse bar Præg af Harmoni og Selvtillid.