Sidste Kamp/3
Gordon Marshner og Ida Clermont cyklede
nordpaa.
Han saa beundrende ned paa hendes Fod og paa hendes Knæ, der svulmede og atter svandt i fast Rhytme under Kjolen.
Han sagde: "De fleste Damer i dette Land træde deres Cykle, som de træde en Symaskine. De ikke."
"Ja," sagde Ida, "man kan se paa Damerne i vor Kreds, at deres Bedstemødre eller Mødre har været vante til haardt legemligt Arbejde i Køkken, ved Trappevask eller endog værre Ting."
Hun stirrede, medens de kørte, paa Cyklens blanke Styr, paa Forhjulets dirrende Ring, der syntes hende at krybe ud af Gaflens Leje — en uendelig, graa Strøm af Bevægelse. Fra de forniklede Eger straalede et blændende Lys. Og hun syntes, at denne nye Maskine skælvede let under hendes Styr.
Hun savnede en Ridepisk og Sporer — — som i hine Dage, da hun, tretten Aar gammel, overskrævs paa en ung Hest, med Broderen red ud fra Gaardens hvide Længer og jog hen over Veje, Grøfter og Gærder og den flade Fælled. — — Hun erindrede, at Cyklen endnu ikke var betalt, og at Firmaet to Gange havde sendt en Nota.
Hendes Øjne søgte Marshners. Han vendte sig imidlertid ikke. Han gyngede let i Pedalerne, idet han holdt en Haand i Lommen. Han havde et snehvidt Huntingtie om de høje Flipper, skotske Strømper. Træsnadden hang ud under det stive, studsede Overskæg.
Ja, tænkte Ida: Han har det gyldige Præg. Intet særtegner ham uden dette Præg: at han hører til Selskabet. Man vil akceptere ham overalt paa dette Ansigt, disse fuldkomne Manerer, det fuldkomne Toilette. Han er paa en Gang sløj og høflig. Han er tilpas kølig. Og intetsteds kan man lægge en Finger og fornemme bankende Blod, dirrende Nerver.
Og hun tænkte, at saaledes tog hun sig sagtens ogsaa ud, naar det behagede hende at holde Tonen: ladylike, kølig og nonchalant. Nu og da var den Rolle ganske nødvendig. Det galdt at variere. Altid maatte man give Agt og beregne sin Attitude.
Ved denne Lejlighed var hun paany blevet glemt eller forbigaaet. Af Marshner, hvem hun ganske tilfældigt mødte cyklende paa Boulevarden, havde hun erfaret om den Match, Golfklubben nu sagtens allerede for en Time siden havde begyndt. Han var paa Vejen derud, havde haft Forretninger og var forsinket.
Ida grebes ved denne Oplysning af Forbavselse og Raseri. Ingen havde sendt hende Underretning, skønt hun var Medlem af den private, meget exclusive Golf-Klub. Hun erklærede imidlertid resolut, at hun for sit Vedkommende selv befandt sig paa Vej til den nærliggende Skov, hvor Matchen afholdtes, og at de saaledes kunde slaa Følge. Hun beregnede det fordelagtige ved at vise sig i Marshners Selskab — uindbudt.
De kjørte frem ad den lange Chaussé, der nær ved Søen løb mellem to Rækker Villaer, Store og gamle Haver bugtede sig op over Skraaningerne. Inde langs Sidevejene ragede Etagehuse, nybyggede, flere næppe under Tag, frem spredte Karréer. Villaerne mylrede omkring dem Bastarder af enhver Stilart; de knejste paa opfyldte Dæmninger ude i Søen, bunkede sig bag hinanden op i Landet. Hinsides Jernbanen løb Alleer af de lysstrøgne og røde Murflader i dybt Perspektiv.
Marshner spurgte Ida ud om disse Villaer, om deres Ejere. Hun rystede paa Hovedet. Den kjendte hun og den. Hun nævnede Navnene, fortalte, hvad hun vidste om hver. De hørte til Selskabet. Der verserede de og de Historier om dem. Men de andre —? Der var Tusinder, om hvilke hun intet vidste. Hun læste Villaernes forbavsende Navne over de skallede Loggier. Hun kunde ingen Oplysning give. Det var ikke hendes Kreds. Sagtens var det Murer- eller Slagtermestere, eller Urtekræmmere, eller Skorstensfejere, der havde bygget disse hæslige Huse.
Og hun grebes af Forfærdelse over den uhyre Mængde elegante og pralende Boliger, der i Løbet af faa Aar herude var vokset op, knejsende med Fløje, Karnapper og endogsaa med Taarne. Nye Opkomlinge voksede op omkring hende, nye Lag under hende forskubbede sig, nye Navne banede sig Vej og blev gangbare. Hun syntes, at hun maatte se at faa at vide noget om alle disse, være paa sin Post i Tide, at hun ikke en Dag saa dem oppe omkring sig, skyggende over hendes Vej, ligegyldige og hovne. Hun forestillede sig den umaadelige Mængde Penge, der sagtens hobede sig op mellem disse Kræmmerfingre, Sølvpenge, der kom klingende til disse gustne Fingre paa Traverbane, i Auktionslokaler, fedtede Sedler, der klæbede til disse Fingre i Kvægtorvsbeværtningernes Bagstuer. Der handledes, der spilledes og indkasseredes rundt omkring hende. De der indkasserede, kunde bygge Villaer, den ene hæsligere end den anden — skandaløse Miniaturmodeller af Landets Lehnsgaarde.
De naaede Skoven, kørte ad Hovedvejen, dernæst ad en Sti ind under de ældgamle og kolossale Træer, hvis stride, mørkegrønne Kroner strakte deres Slæb helt ned til det gult svedne Græs.
En Flok Raadyr satte i runde Spring over Vejen.
Det lille, skønne Jagtslot skimtedes mellem Træerne — nu ogsaa de udstrakte grønne Flader: Sletten, hvor dette Slot knejste, hvor Dyrene i store Skarer klumpede sig sammen og løb med rejste Hoveder, Lænd mod Lænd.
Ida Clermont indaandede i korte Drag Skovens friske Atmosfære. Hun berusede sig et Sekund i den rige og duftende Ilt. Her var saa skønt. Skovbrynene i Slettens Rand blaanede; de syntes hende svungne som en fjern Ring af et sælsomt luftigt Stof omkring det vide, grønne Plateau.
Men hun rev sig straks løs. Hun saa Mennesker ved Slottets Flod, en stor Klump. Hele Klumpen: Kliken. Mange sad i Græsset. Damerne bar alle Sportsdragt, og over Blusen røde, korte Trøjer af ens Model, med gyldne Snore og blanke Knapper. Deres Nederdel laa spredt ud over Græsset som udslaaede Vifter.
"Se!" sagde Ida. "Dér ser jeg Bess Nelsson." Og hun pegede paa den høje og magre Skabnings der stod lidt borte fra Gruppen. Kjolen, som hun løftede i venstre Haand, vandt sig om hendes Ben, — en Trappe af Plisséer. — "Bess Nelsson! Ligner hun ikke en af disse slanke, tropiske Konkyler? Og ud af Kravens Tyll kryber hendes Ansigt, der som en lille, bleg og klam Snegl snuser ud i Verden."
De stillede deres Cykler ved Slottets Indkørsel i Rækken af utallige andre Cykler, hvis Eger skimtedes som Spindelvævsstraaler over Murens mørke Fundament.
Og alle Ansigter drejede sig mod dem, da de kom. Ida mødte ingen Sympati i deres Miner. Enkelte bøjede sig mod hinanden, hviskede.
Jo, de var der alle, hun mærkede sig hver enkelt: Bess Nelsson og de to Veninder, der bestandig fulgte hende: Rose Wahl i storblommet Silkebluse, — som altid med en umaadelig Hat, der kastede varmt violette Skygger over det lille skønne Madonnaansigt, — og Maria Therese Kramer som Pendant, strakt i Græsset, seende stift mod Solen.
Herbert Höyer kom slentrende henimod Gruppen. Han satte sig stille ned paa den smalle Strimmel Græs mellem de to, lænede sig tilbage og lagde den hvide, bløde Straahat over Øjnene. Og Rose Wahls Arm, som laa strakt dér, hvor hans Nakke trygt bøjede sig hen, veg ikke til Side. Lidt fra sad Olga Levysohn, og i hendes Skød havde Hugo Jacobs lagt sit Hovede tilrette. Ogsaa han saa ufravendt mod Solen; men hun bøjede sit smalle, matgule Ansigt mod hans, og hendes sorte Øjenvipper klippede langsomt og fast.
"Se," sagde Ida, "Herodias Datter med Johannes' Hoved i sit Skød!" Og dette fine, blege Hoved, der skyggedes let af det sorte Skæg, syntes virkelig isoleret fra sin Krop, samlende sig i Velbehag om den ene Ting: at hvile saaledes i dette smalle og bløde Skød.
Gordon Marshner smilede, idet han bifaldt denne Lignelse. Hans Smil vakte Opmærksomhed og Uro. Enhver frygtede for at være gjort latterlig i hans Øjne af Ida Clermont. Og Bess Nelsson nikkede venligt til Ida, kom hende i Møde og tog hendes Arm. Hun erklærede, at hun var syg, nervøs og forpint. Hun fingerede at have daarlige Fødder og støttede sig tungt til Veninden. Ogsaa Maria Therese Kramer gik nu ved hendes Side. Der laa et Præg af affekteret Ubehag over hendes Ansigt. Hun bøjede Hovedet let og hentydede til Rose Wahl og denne Herbert Höyer, hvis Ansigter bestandig søgte nærmere til hinanden.
Bess Nelsson smilede blegt. Hendes Haar syntes i Solskinnet ganske albino hvidt. Hun sagde: "Se, ogsaa Gordon Marshner er engageret. Altid søger han af Instinkt de sikre Engagementer. — Nu denne franske Cocotte, med hvem ingen af os kan konkurrere."
Mr. Gordon Marshner stod for sig selv. Han holdt Hænderne i Lommen og betragtede sine Lægmuskler, der spændtes under Strømpen. Men lidt borte, midt i Gruppen, havde Madame Duchêne af den franske Legation rejst sig, vinkede let med sin Parasol af fine Kniplinger. Han vendte Ansigtet mod hende. Og Bess Nelsson iagttog med Interesse det korte Glimt, der sprang fra Blik til Blik i Mødet. "Man passer sig aabenlyst," sagde hun, "og allierer sig til fælles Fordel. De uskyldige Raadyr betragte os med Blu. Og jeg, som tænkte, at vi var kommen herud for Sportens Skyld — alene!" Hun vendte sig mod Skrænten, vinkede.
En lille Dreng, der paa sin Ryg bar et Hylster, et Pilekogger ligt, kom løbende. Han løste Hylstret, der indeholdt Golfspillets mange Kølletyper: Støder og Driver, Øse og Sandjern, Hakke og Renser. "Vi er komne herud for at spille," sagde Bess. "De andre skal spille. Jeg er for træt."
"Se," sagde hun, "min dumme Broder kommer nu herop i fuld Mundur." Og hun pegede paa Broderen, Oskar Nelsson, der kom fra Restaurationen, klædt i højrød Rævejægerfrakke. Han havde sine egne Køller, sorterede dem med Omhu. "Ligner han ikke Tjeneren paa et Abeteater?" hviskede Søsteren. Og hun sagde til Ida: "Ida. jeg har ikke set dig i over fjorten Dage. Jeg har savnet dig dybt."
Ida smilede. Men hun erindrede, at Veninden ved hendes to sidste Besøg havde nægtet sig hjemme.
Man samlede sig for at genoptage det afbrudte Spil. Nogle kom i Flok spadserende ind over Grønsværet. Enkelte Par kom paa deres Maskiner pilende fra Vejen, der førte til Indelukket. De hviskede indbyrdes eller lo, eller skændtes. De var næsten alle paa Fornavn, endog Dus. De kendte nøje hverandres Værdi. De blinkede til hinanden bag hinandens Ryg. Alle var unge, sommerklædte, alle elegante og syntes af én Type. Altid færdedes de sammen paa Udflugter — midvinters til Fods milelange Ture over de sølede Veje, — om Sommeren paa Cykle. Eller de traf sammen paa Sportspladsen, spillede sammen, sejlede eller red i hinandens Selskab. De forlovede sig indbyrdes, i Reglen hemmeligt, og for kortere Tidsrum ad Gangen.
Overretssagfører Jacobs nærmede sig Ida, der nu stod og ventede paa sin Tur ved Startpladsen: den lille Sandhøj med det røde Flag. Han hilste. Han søgte hendes Øjne. "Jeg kender intet til Spillet," sagde han. "Maa jeg ledsage Dem paa Deres Bane, som en Maane kredser om sin Klode."
Hun nikkede, lagde den lille hvide Boldt af haardt Gutterperka paa den faste Sandgrund, indstillede sit Blik paa Afstanden, beregnede Slaget. Og hun førte Driveren prøvende op over højre Skulder, fornam, idet hun huggede. Træets dirrende Spænstighed, — følte med Behag, idet hun ramte Boldten, dette rappe, elastiske Stød: at Boldten smuttede frem, fløj — just saaledes, som hun havde ment, faldt. Som et lille hvidt Æg laa den i Græsset tredive Alen borte. Jacobs fulgte med hende hen til Stedet. Han var helt hvidklædt. Ida tænkte, at han burde klæde sig i Burnus og Turban. Hans Bevægelser var paa en Gang smidige og indolente, hans Ansigt paa en Gang solbrændt og blodløst: faste gennemsigtige Træk — som Rav. Han støttede sig med al sin Vægt til en tynd og smidig Stok.
Spillerne rykkede i en Art Kapgang frem over Sletten. De angav halvhøjt hver for sig Antallet af deres Slag. Boldtene sprang i Vejret for deres Slag, fløj — faldt. Der var Grøfter og Veje, der maatte passeres. Hver passede sin Tur, stille og ivrigt. Det var et lydløst Spil, lidet voldsomt; de spillede det med stor Alvor.
Jacobs bebagtede Ida. Hans Blik søgte adspredt Skovbrynene, der blaanede — som en luftig Ring omkring Sletten. Og han sagde: "Jeg ser intet Maal."
Ida svarede: "Maalet er et lille, rødt Flag et Steds langt deroppe. Herfra kan jeg endnu ikke se det; men man har opgivet mig Retningen for min Bevægelse."
Jacobs nikkede. "Godt. Vi drives alle mod blinde Maal, arbejde os endog af Instinkt i rigtig Retning mod blinde Maal.
Bestandig fornemme vi en Retning — og vi følge denne Retning i Tvivl og Vaande — —."
"Se!" vedblev han. "Denne Gordon Marshner følger Banens Retning med stor Energi. Han sætter en Rekord." Og Ida saa Marshner langt fremme sætte højre Fod fast i Jorden, svinge Driveren. Boldten fløj; de saa den flyve, forsvinde. Han gav sig til at løbe, huggede igen. Han rykkede frem i Hundreder af Alen for hvert Stød.
"Han naar Maalet i amerikansk Tid," sagde Jakobs. "Han overflyver alle. Man vil sige om ham, at han spiller maalbevidst. Det er en Fejltagelse. De maalbevidste — spiller ikke. Selve Livet er, — at vi ikke er os Maalet bevidst."
Ida lo: "De filosoferer — spiller ikke. De opnaar kun at sinke os andre."
"Jo," sagde han. "Jeg for mit Vedkommende spiller som De, men paa en anden Bane."
"Ja — jeg har hørt sige, at De spiller paa Børsen — spekulerer." —
"Nej — jeg negocierer. Jeg fornemmer en Retning i Markedets Bevægelse — og følger den i Tvivl og Vaande. Gordon Marshner, denne Rekordmager, hverken tvivler eller vaander sig."
"Er det sandt, at han er meget rig?" spurgte Ida.
Jacobs nikkede alvorligt:"Det Chicago Firma, hvori han er Hovedaktionær, lader aarlig slagte for Firsindstyve Millioner Dollars Svin.
Ogsaa det er en Rekord."
"Det er enormt," sagde Ida og søgte at gøre sig Tallet klart anskueligt.
"Tallene imponere," bemærkede Jacobs, "det er sagtens ogsaa hele Sagen: at imponere ved Tal."
Til højre for Slottet var en Mængde Mennesker samlede. I Juli Maaned afholdtes her de store Væddeløb. Lysklædte Damer og elegante Herrer i Spadseredress eller i Sportsdragter flokkedes paa Sadelpladsen om fire eller fem Landauere. Over Damernes skinnende Parasoller blev Rytterne synlige. De bevægede sig langsomt frem og kom i Linje. Der var lyseblaa Uniformer, spraglede Jokeybluser.
Bers Nelsson kom spadserende, støttet til sin Parasol. Maria Therese Kramer, der fulgte hende, bar hendes Feltstol.
"Se," sagde Bess Nelsson og pegede: "Det er Officerernes og deres Søstres og disse Søstres fine Veninders private Rideklub. Alle mine Balkavalerer er deroppe i det fornemme Selskab. For lidt siden red de mig forbi og turde næppe hilse mig."
Hun bed i sine blodløse Læber. Denne Ring, denne snævre, udvalgt aristokratiske Cirkel lukkede sig endnu bestandig for hende. Hun havde bedt disse hovne, lidet velhavende Damer af Cirklen til sine Fêter, endog lagt sit Kort i deres smaa, mørke Entréer. Der var et dødt Bælte mellem dem og hende. Og Cirklens Kavalerer, der nu og da skrævede ind i hendes Balsal og slæbte de bedste Partier Gulvet rundt, og senere svirede Nætter hen med hendes Brødre paa disses Bekostning, de regnede hende alligevel ikke til det, de kaldte Selskabet, og de fraraadede deres Søstre at søge hendes Omgang.
Og hun forbandede i sit stille Sind Butikken, denne lille Skibsprovianteringsbod, fyldt med Oljetøj. Lanterner og Tovværk, som Faderen fra gammel Tid holdt aaben i den lille Skippergyde ved Kanalen, nærmest som Skilt for Kæmpelagrene bag ved og for de store Kontorer ved Havnen, hvor Pengene strømmede ind fra de fremmede Skibe — Hundredetusinder aarlig.
Oppe paa Vejen blev en Støvsky synlig, dernæst et lille rødt Punkt, der voksede frem, snøftende kom farende hid: en tosædet, højrød Vogn uden Heste; den hvirvlede Støvet bagud under sine Skærme.
"Det er Greven," sagde Bess Nelsson og gik ham i Møde. Grev Adam Kolbe stansede Automobilen, men stod ikke af. Smilende sad han med Haanden fast om Rattet; han forklarede med Stolthed Mekanismen. Bess Nelsson lænede sig frem og saa ham ind i det blonde, feminine Ansigt. Han var en af Klikens trofaste, den eneste trofaste af dens fem Grever.
Men Adam Kolbe løftede den behanskede Haand og erklærede, at han maatte videre. Han ventedes til Rideklubbens Præsentation, han var allerede forsinket. Og Vognen kom stødvis i Gang. Chauifeuren sad paa Bagsædet voxdugsklædt, med Støvmaske, stiv som en pansret Rytter.
Bess Nelsson klemte Haanden fast om sin Hofte. Hun tænkte, at Cirklen derhenne sikkert indesluttede en lummer og kedsommelig Atmosfære: Tonen var sagtens stiv, Smagen lidet extravagant, som overalt, hvor Penge var sjældne og Krediten stram.
Hun besluttede sig nu til at kjøbe et Smykke, hun faa Dage forinden havde bemærket, en stor Saphir, indfattet med tyve Brillanter.
Oppe ved Væddeløbsbanen opstod Bevægelse, og otte Ryttere kom i fri Karriere ned over Sletten; de tog Hurdlerne, Rytterne stod strakt i Bøjlerne, de forsvandt oppe under Skoven, smaa hoppende røde og blaa Flammer lig. De var fremme igen, stansede. Der lød diskrete Haandklap.
En Officer, der red en dansende, sort Regimentshest rykkede sidelænds, dernæst frem, bøjede sig og strøg Hestens Sider.
Han red ned over Grønsværet. Ida løftede Blikket og kendte med Overraskelse Broderen. Han passerede tæt forbi hende, men saa hende ikke. Mod ham kom ridende en høj, blond og fyldig Dame i blaa Ridedragt. Hun nikkede til ham; og de red sammen op mod deres Selskab.
Ida sagde til Jacobs: "Det var min Broder, og han red i Selskab med min Faders Kusine, Friherrerinde Stael-Winterstein, hvis Mand er Attaché i Berlin. Han kendte mig ikke. Vi gaa i hver sin Bane og forfølge hver sine Maal."
Og med et kort, energisk Slag drev hun Guttaperkakuglen ned i det lille, kantede Hul ved Foden af et rødt Flag: Maalet.
"Hvad nu?" spurgte Jacobs.
"Maal!" sagde hun. "Nu skal jeg videre til et endnu fjernere Maal, og til endnu andre to, — i en firkantet Bane, indtil jeg naar mit Udgangspunkt."
Han smilede og betragtede med Ironi disse ivrige Mennesker, der omkap drev deres smaa, hvide Kugler frem fra Maal til Maal, over Grøfter og Veje, stedse alvorsfulde, opmærksomt optagne af denne Idræt — og Gordon Marshner, hvis Bane i Syvmilespring fløj foran de andres.
Men Ida vendte sig mod ham og sagde: "Sport er charmant. Man giver sin Kraft hen — og vinder intet uden Points. — Men det er fornemt saaledes at ødsle. Og det giver Legemet ny Styrke, ny Skønhed."