Sidste Kamp/2

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag København og Kristiania


Sidste Kamp.djvu Sidste Kamp.djvu/8 13-23

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1950. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1926.


Foran Løjtnant Clermont gik tvende Tambourer og en Paukeslager. Han skimtede, mellem dem, Blæserne, hvis Rygge vuggede i Takt til Musikken. De syntes at udgøre et Korpus, der bevægede sig i Pasgang, sikkert og med Omtanke, vigende i Tide for de farende Sporvogne, uden Slingren, midt ud ad Kørebanen, efter Aaringers Rutine.

Løjtnant Clermont fulgte lydigt dette Korps, som Vagtmandskabet bag hans Ryg holdt Trit efter ham. Saaledes virkede alle i Samtakt ligesom Dele af en Maskine. Han tænkte med Ubehag, at hvis han nu paa en Gang gik i Staa, vilde disse tunge Transtøvler bag ham uden Tvivl sparke ham omkuld og træde paa ham.

Derinde paa Fliserne gik Publikum i Takt, og aller forrest sprang den sædvanlige gule Hund, idet den udstødte korte Bjæf. Nu løb den efter en Sporvogn og glemte den irriterende Musik; og et Par Mennesker inde paa Fortouget traadte ud af Takten for at se efter en Dame, der syntes at interessere dem.

Og han følte sig med et under stærk Tvang. Han tænkte, at han maatte tage sig latterlig ud, som han gik her, stiv og højtidelig til Musik, i en Uniform, med Snorer og blanke Knapper, i Følge et Reglement.

Det regnede tæt. De Meniges Kerseytøj udsendte en snærende sur Lugt. Her gik de og trampede med store Støvler i Sporvejens gule Ælte. Trommen lød sløret og trist. I dette Land regnede det stedse — uden Ophold.

Han mindedes en Dag — en af Châlonsdagene: — — —

Kyradsererne trak op til Hovedvagten, en Halveskadron med Musikkorps og vajende Standere. Der løb som en skælvende Nerve gennem dette Ridt; Blæserne vuggedes blødt af de dansende Heste. —

En Byge brød løs. Haglene prellede i Salver mod de blinkende Messingkyradser. — —

Her gik man i sløv March som Offer for denne grundige Bløde. Man burde kommandere Holdt, lade træde af, og overlade til enhver at følge sin Lyst. ~ — —

— Han saa for sig Eskadronen ride i kort Trav, medens Draaberne føg fra de skuldrede Sabler og drev fra Hjelmenes Svejfe. Hestene slog Hovene med Klang i den blanke Asfalt. —

Og i et Nu var Bygen forbi, Solen strømmede ud over Boulevarden, og de vaade Kyradser flammede som Baal over de blaasorte Hesterygge. Det lød som Klang af Tamburiner, medens de red dér i Solen. — — — —

Foregaaende Vagthold stod Ret bag Gitret Løjtnant Clermont befandt sig Ansigt til Ansigt med en plump og rødfjæset Sekondløjtnant, der opremsede de behørige Formaliteter og derefter med Sablen daskende om Støvlerne slentrede ud gennem Vagtens Jerngitter. Laagen sang i bag ham.

Da Clermont blev alene i Vagtstuen, slængte han sig i Hjørnesofaen og henfaldt paany i triste Tanker.

Med Ubehag gensaa han denne Vagtstue, det samme ridsede Bord, den skumle Alkove, der var berygtet for sit Utøj, — Brættet i Krogen, hvorpaa Arrestnøglerne hang. Her sad man med en Styrke af femten Mand og vaagede over Nøgler!

Han erindrede træt og nedslaaet disse otte Tjenestedage, han havde udstaaet, siden han kom hjem.

Allerede den første Dag — den Dag, han meldte sig hos sin Kaptain, var det blevet ham klart, at han nu gik en vanskelig Tid i Møde. En kummerlig og genert Mand med hængende Overskæg modtog ham i den lavloftede Dagligstue, der osede af Pibe og af en eller anden Kaalsuppe. I Vinduet stod et Regiment billige Tinsoldater opstillede efter strategiske Regler, medens Barnet, der var afbrudt i sin Leg, græd et Sted i en anden Stue og nu og da kom og sparkede paa Døren. Kaptainen kradsede tankefuld en Plet af den slidte Snorefrakkes Ærme.

"Det er ingen gylden Bane, den militære," sagde han. "Staten sørger daarligt for sine Embedsmænd. Avancementet er sløjt, — og dernæst er der Aldersgrænsen. — — Kort sagt: Nationen er en daarlig Arbejdsgiver."

Avancement! — — Leo Clermont lænede sig tilbage og tænkte, at han nu sagtens burde samle al Opmærksomhed paa dette Punkt: Avancere; det var sagtens Sagen! — Aldrig gaa i staa, altid frem, helst springe, blive forrest en Gang, over de andre — det var sagtens Sagen!

Pjaltene blev tilbage; Pøbelen blev dernede. — — — Eller var det ikke de virkelige Forhold?

Gennem Ruden saa han en Dame komme ud af den dybe Citadelsport, nærme sig, aabne Gitterlaagen. Skildvagten traadte frem imod hende. Det var Søsteren. Han kjendte hendes udmærkede Holdning, hendes faste, glatte, altid hurtige Gang.

Nu aabnedes Døren, hun traadte ind, nikkede kort og satte sig tavs overfor ham. Hun afventede, at han skulde begynde Samtalen.

Og da Broderen nu forceret begyndte at tale om Tjenesten, de nye Kammerater, og om dette Mandskab af stupide Bønder, han — saa haabløst — var sat til at dressere, betragtede hun ham med Uro og opgav halvvejs at søge Raad og Hjælp hos ham — saaledes, som hun først havde besluttet. Af hans Tale opfattede hun kun, at ogsaa han stod overfor vanskelige Forhold, uden synderlig Haab om at komme igennem, at han var nedtrykt, som hun selv. Hendes Tanker kredsede paany om hendes egne Sorger; den trykkende Gæld, den positive Umulighed at skaffe Penge — Penge til at komme igennem for, og frem — i sikre, i mere end sikre Forhold.

Men Leo brød nu af og begyndte indtrængende at udspørge Søsteren om hendes Vilkaar, hendes Planer.

Hun sagde: "Du forbavses sagtens over, at jeg boer i Pensionatet hos denne noget besynderlige Cecilie Clermont, der afvekslende tilbeder og tilbedes af sine Pensionærer, snart meget —, snart betydeligt mindre platonisk. Mod mig har hun været god, har ladt mig nogenlunde i Ro for sine Kærtegn og overladt til mig selv iøvrigt at ordne mit Liv. Man maa se at ordne sit Liv i Tide. Mit er endnu Kaos.

Disse Wintersteins og de andre af Familiens Resterende, som staa sig godt, tilbød at tage mig i Kost paa Omgang Ugen igennem, indtil jeg fik mig en Plads som Selskabstyende i et adeligt Hjem. Jeg takkede saa høfligt som muligt. Jeg erklærede, at det var min Agt at uddanne mig til Almuelærerinde."

"Ja," sagde Leo, "det skrev du. Det overraskede mig. Jeg ved, hvad det vil sige at oplære Almue. Til vort eget Fordærv give vi Almue lige Kundskaber med os selv."

Ida smilede: "Saa vidt naaede jeg ikke en Gang, at jeg kom i Berøring med denne Almue, som man har fundet paa at give Undervisning — sagtens af en misforstaaet Retfærdighedstrang. Men jeg var virkelig i fire Uger og endnu fire Dage indespærret sammen med tredive Lidelsesfæller i et stort, nøgent Rum. Vi var en smuk Samling, Jeg skammer mig endnu dybt over de Dage. Vi sad paa haarde Træbænke og lod os belære af et Væsen, ikke Kvinde, ikke Mand, der hadede os, og som vi hadede. Der sad vi, — vi var tiltalende, — usoignerede og halvsultne, forsømte og nærsynede, alle sat ind i Skyggen, udrangerede, et lurvet og kummerligt Kompagni.

Nogle af os — ja, der var enkelte, der i Aarevis ikke havde vekslet et Ord med en Mand. Det sætter sit Mærke paa en Kvinde. Der gik Sedler fra Haand til Haand; jeg væmmes endnu ved disse Sedlers Indhold. Nogle af os — — Der var de, der tav stille og gik omkring med et usikkert Smil, som kunde tyde paa en vis indre Harmoni. Dem misundte alle — og foragtede dem. De pyntede sig med hvide Kraver og redte Haaret ned over Kinderne, holdt sig for sig selv og beholdt deres — mulige Lykke for sig selv.

Det er selvfølgelig ikke sandt, at Arbejdet adler. Det er noget, man bilder Staklerne ind for at holde dem oppe."

Leo nikkede: "Ikke Arbejdet — Daaden adler."

"Arbejdet — Døgnslidet, Existenskampen adler ikke, det er blot et snedigt Kneb, man har fundet paa. Slidet og Stræbet fornedrer, degraderer. I alt Fald følte jeg mig i de Dage dybt, dybt fornedret.

Jeg skammede mig. Naar jeg gik hjem, sneg jeg mig ad Baggader og Smøger. Jeg har fundet mange kuriøse Rævegange bagom her i Byen. Jeg var fortvivlet og ligeglad, forbitret og stivnet. Jeg skammede mig. Jeg følte, at jeg sank, at jeg faldt — faldt rent moralsk, gled ud af det Lag, hvor jeg er født, degraderedes, sank dybere og dybere. Der er mange Lag dybt nede i Samfundet. Jeg ser det for mig i Perspektiv — som en Brønd — mørkere, bestandig skidnere nedefter — i Spiralform.

I fire Uger, fire Gange syv Dage og endnu fire Dage, udholdt jeg denne Luft, Smudset, Slidet, Skammen. Saa stod jeg en Dag og skulde betale — endogsaa betale min Fornedrelse med dyre Penge — ganske nye Sedler; — det var mig en egen Nydelse at veksle disse nye Sedler i Banken mod mange blanke Sølvmønter. — Jeg betalte ikke ind den første — ikke den anden. Jeg kunde ikke. Derefter blev jeg borte. Jeg er nu sagtens i Protokollen streget ud med en energisk Streg. Jeg købte mig en moderne Hat for disse blanke, raslende Sølvpenge.

Og jeg gav mig til at slaas for min Position.

Jeg har i min Tid faaet nok af de højadelige og højfornemme Huse, Aristokratiets lukkede Cirkel, — hvor du sagtens vil blive godt modtaget; men hvor der for mig intetsomhelst var at opnaa. Der er behagelig og ren Stil deroppe; de Mennesker har en vis legemlig Ynde, som er indtagende. For mig er der intet at opnaa blandt dem. Deres gode Tid er forbi; og de indskrænke sig alle. Jeg har nu tilkæmpet mig en kneben Plads i en stor Klike, hvor der er megen Simpelhed, ringe Ynde og mange Penge. Jeg maa endnu slaas for min Position. Maaske reusserer jeg dog en Gang tilsidst."

Hun tav et Øjeblik, trak saa paa Skuldrene og sagde med halv Stemme: "Du forstaar mig vist, Leo. Vi er af samme Blod. Vort Blod brænder i samme Kval. Vi giver os ikke. Vor Slægt har ejet Jord — først i Frankrig — siden her. Den har haft Magt. Der var nok en Clermont, som spillede Tærninger om en fransk Provins. Det vedkommer i og for sig ikke os; jeg har intet tilovers for de Døde. Men det bestemmer sagtens alligevel vor Vilje og vort Liv."

"Ja," sagde Leo. "Vi har paa en vis Maade Forpligtelser imod vor Slægt."

Ida lo. "Forpligtelser!"

Han nikkede. "Nej — du har Ret. Vi anerkjende i og for sig ingen Forpligtelse. Men der er en Lov over al Vilje — Nervernes og Blodets Lov."

Søsteren betragtede ham med Forundring og Sympati. "Er det nu for Resten saa højtideligt?" sagde hun, "at vi slaas for vor Position. Du — ja du er blot en Løjtnant — tilmed af Fodfolket, jeg en Frøken uden andet ejendommeligt end mit Ydre. Deri er intet højtideligt: at vi — hader Rakket, Pøbelen, Parvenuerne. Det er en ligefrem Sag. Vi giver os ikke! Og jeg er meget lidt nøjsom. Bestandig at udvide sin Opgave — det er Sagen!"

Hun tilføjede: "Du kan sagtens. Du har en Uniform, Snore og Rang, der destinguerer dig fra Mængden. Du vil være en Akvisition i disse — lukkede, højfornemme Huse. Du bør gøre Karrière: Garden! — — Gaa til Baronesse Winterstein. Hun glemmer ikke, at hun selv, som vi, nedstammer fra en Clermont. Ja! Du kan sagtens!"

Hendes Blik kredsede rundt i den halvmørke Vagtstue.

"Aa Nej," sagde hun. "Du kan alligevel ikke sagtens. Her er skummelt og snavset. — Og se!" hun pegede: "Deroppe paa Hylden ligger i en stor, forseglet Kasse — efter hvad man har fortalt mig — to Hundrede skarpladte Patroner til Brug for Vagten."

"Ja," sagde Leo — "om Pøbelen skulde gaa os paa Livet."

Hun lo kort. "Gaar Pøbelen os ikke paa Livet hver eneste Dag? Klemmer de sig ikke om os, gnider sig op ad os, maser sig til Vejrs over os med Albustød og Støvlespark!

Og dog lader man Seglet ubrudt — det ubrydelige Segl. Man kommer ikke godt fra at bryde Segl i dette Land!

Jeg tænker, — at havde jeg tredive Automater i Gevær bag mig — som du — jeg brød Seglet en Dag."

Han rystede adspredt paa Hovedet.

"Du ræssonnerer som en Kvinde," sagde han, "— ubehersket."

Der lød et Raab fra Skildvagten. Mandskabet rørte paa sig inde i Vagtstuen. Leo Clermont sprang op fra sin Stol, søgte forvirret sine Handsker og ilede ud.

Ida stillede sig ved Vinduet. Derude saa hun Broderen staa foran Fronten, stram, stivnet, pressende Sablen mod Side og Skulder.

Og bag ham stod en Række Mænd i tykke, blaa Frakker. De havde grimme Kasketter ned i Øjnene, og de holdt alle Geværet frem foran sig. Ved et givet Signal slog deres Ansigter med Appel om i Retning til Højre. Ida spejdede:

Og dér udenfor Gitteret kom Genstanden for denne Honnør: en civilklædt, hæslig gammel Mand, der var glatraget, som gik med slæbende Skridt og førte sin opdunstede Bug frem foran sig. Han nærmede distrait de tomme Fingre af en Handske til Hatten og bevægede sig forbi.

Mandskabet traadte af og gik ind i Vagtstuen, idet de sparkede hinanden i Hælene. Broderen kom tilbage, blev staaende foran hende.

"Overordnet?" spurgte Ida.

Han nikkede: "Generallieutenant."

"Ja," sagde Ida. "Jeg har hørt et og andet om ham. Han har et daarligt Rygte."

Leo nikkede igen.

"Og alligevel holdt disse Automater derude et uladt Gevær frem foran deres Maver til hans Honnør! — Og du selv — —"

Hun betragtede ham ærgerlig: "Igen Seglet — det ubrydelige Segl."

"Man har sin Charge," sagde Leo, "og i Følge den subordinerer man sig den, der har endnu højere Charge."

"Jeg vilde ikke sætte mig selv Grænser," sagde Ida.

Og hun vedblev at betragte ham, ironisk, dog venligt. Han blev rød ved hendes Blik. Først nu svandt den militære Stivhed af hans Træk.

"Ja," sagde han. "Saaledes er det. Vi er Led i en Maskine. Men det er et Syn af stor og levende Skønhed, naar denne Maskine arbejder. Disciplin er en Betingelse for Formens Enhed og Ynde."

Søsteren rystede sit Haar. Hun fulgte ikke hans Ræsonnement. Men hun indsaa, at Broderen ikke kunde yde hende Raad eller Hjælp. Hun rejste sig. Hendes Tid var knap. Der var saa meget, der skulde huskes. Hun maatte videre.

Efter Tjenestetid kom Kammeraterne en efter en ind paa Vagten. De forlangte Øl og Kort og begyndte at spille Tarok.