Sidste Kamp/5
Ida Clermont stod trykket op i en Krog
nær ved Disken, der var slidt og skiden af
de mange Laansøgere, som havde bøjet sig frem over
denne Disk. Ogsaa nu strakte en Række
Individer sig hen over Skranken, og mellem deres
Arme laa Pantet. De ventede taalmodige og tavse.
Paa Reoler langs Væggen laa graa, runde
Byldter — som Fjerkræ, der sov Side om Side paa
Dueslagets Hylder.
Hun skimtede, i Halvmørket hinsides Skranken, et skident, krøllet Skæg, travle, ormeagtige Fingre, der vendte og drejede noget Tøj — en Vinterfrakke, som en pjaltet Fyr rakte frem.
Den sprukne Klokke gav Lyd. Der kom nye Kunder, en blegfed Kone, der bar en stor Byldt under det lasede Sjal. Med hende kom en hel ny Lugt ind i Stuen. Hun trængte sig frem, og Ida blev skubbet ud af sin Krog. Konen betragtede hende stift; ogsaa andre vendte sig om mod hende. Hun saa de blege, faste Øjne tavst rettede mod sine Øjne, følte dem krybe fra sit Ansigt ned ad over Hals og Arme, og hun fornam paa sin Krop denne kildrende, væmmelige Befamlen. Hun opdagede et Ansigt ved Døren, et rundt, lidt medtaget, men ganske behageligt Ansigt. Hun beroligedes ved at betragte den store og rolige Pige, som lænet mod Væggen stod dér og saa aandsfraværende ud i Luften. Der var noget vist, hun kendte igen i de runde Træk. Pludsehg huskede hun: Dette Ansigt, smallere, friskere, havde kigget frem bag et Træ — de havde leget Skjul. — Dér var Parken udenom dem, deroppe Gaardens hvide Mure. Hun tog rask Øjnene til sig, for ikke at blive kendt. Det var uden Tvivl Hannah Kroll, Havekarlens Pigebarn, Legekammeraten fra Barndomsdagene.
Nu stod dette medtagne Ansigt for hende som et trist og ubehageligt Billede, den blege, ligesom fosforagtige Teint, dette blege Blik, der syntes indstillet, fordi her ingen Forretning var at søge. Hun var godt klædt. Den stramme Figurtrøje omgav hendes yppige Krop som et Etui.
Ida Clermont bøjede sig frem over Skranken. Det store Skæg rejste sig mod hende. Hun kunde fornemme dets Lugt af gammel, daarlig Tobak. Det glimtede hvast fra et Par Briller. Pantet, en Halskæde besat med Perler, laa blottet i Æskens blegrøde Bomuld. En Sum blev nævnt. Ida nikkede, saa Expedienten ind i Ansigtet. Han syntes at kende hende igen fra de foregaaende Gange, han besvarede hendes Nik og spurgte om, hvilket Navn han skulde sætte.
"Wahl," sagde Ida. "Frøken Ida Wahl," Altid pinte hun sig for at finde et passende Navn. Nu blev to Pengesedler skubbet hen ad Disken. Hun snappede dem, og Halsbaandet blev løftet i Vejret, randt ringlende ned i Mandens skidne hule Haand. Det havde tilhørt hendes Oldemoders Moder. Nu var saadanne Brystsmykker paany moderne: men Ida vidste, at i hendes Kreds var en Dragts Snit en vigtigere Sag end Smykker.
Idet hun krøllede Pengesedlerne sammen inde i sin Hanske, vendte hun sig; man gjorde Plads for hende; stirrede efter hende; Døren sang i bag hende, hun var nu ude i Forstuen, løb ned ad den høje Stentrappe. Hun var lettet. Hun havde Penge nu, kunde i Ro imødese de første Dage. Der skulde betalet Afdrag dér — og dér — denne Cykle, disse Regninger, der kom og kom — alt det nye, der skulde anskaffes til Sæsonen, — en af disse hæslige Jacketter, som nu var moderne, og derfor uundværlige. — — —
I det hun fra Stentrappen traadte ned paa Gaden, stansede en Herre og hilste. Det var Overretssagfører Jacobs. Der kom et Glimt af Ironi i hans smalle Øjne.
"Frøkenen besøger sine Fattige?" sagde han. Han saa op ad Strædets skumle Facader, nikkede i Retning af Huset, hvorfra hun kom.
Ida følte sig prisgivet, søgte at samle sig; hun vendte sig rask imod ham, smilede og lod sit Blik spille mod hans.
"Ogsaa jeg har besøgt mine Fattige," vedblev han. "Se: I den Droske dernede kører Byfogden nu hjem. Jeg foretrak at gaa; thi jeg fik Øje paa Dem."
Ida smilede blegt. "Deres Fattige er ikke bleven rigere ved Deres Besøg — som mine."
"Nej," sagde han. "Jeg gaar rigere hjem end De." Han søgte at fange hendes Blik. "Penge er dyre nu omstunder; og de sidder forbistret godt fast, hvor de er. Man maa være meget dreven for at faa dem — billigt."
De gik nu sammen op gennem Strøgkvarteret. Menneskemængden strømmede forbi dem. Og hver for sig søgte de at tage Kending af de Ansigter, de mødte. Men Ida tænkte, at alle her var af én trist og afslidt Type: udtryksløse, stumpe Fysiognomier — glatte og hvide, som de Sten, man skimter gennem rindende Vand. Bylivet sled dem, afsleb dem, — udviskede. Hun kendte et Par af sine Kursus-Kammerater i Vrimlen. Mørktklædte, med en Smule naiv og billig Pynt paa Hatten, kom de drivende Arm i Arm. Hun saa til Siden, skamfuld, harmfuld, erindrede, at hun skyldte dette Kursus Penge. —
Hun betragtede med adspredt Undren Menneskemængden ~ denne umaadelige Mængde Ansigter, af hvilke hun kendte saa yderst faa. Hvem var de alle, hvorhen gik de, hvad tænkte de, hvor kom de fra? Hver for sig levede de sagtens deres lille Existens — i Kredse for sig. Etage over £tage, Lag over Lag. Nogle kendte blot deres Naboer, deres Kammerater paa Kontor, i Værksted; andre færdedes Byen over med den — og den —.
Og selv var man med i en af disse Ringe, sloges for en Position i en af disse Ringe; medens Lagene forskød sig, nye kom op, andre sank. Og hun begyndte at udvikle disse Tanker for sin Ledsager: Det var saa svært, saa trangt i disse Tider at holde Stillingen. Man var født i en Stand, en Kaste, havde dennes Instinkter, Fornødenheder og Sanser. Man maatte i Følge disse Instinkter slaas for at holde sig oppe — dér, hvor man nu én Gang var stillet. Og man gjorde fortvivlede Skridt for blot at synes endnu at være oppe i øverste Lag, mellem de rige, de fornemme — le Monde, — hvad man nu kaldte "det deroppe".
"Ja," sagde han tankefuld, "vi træde alle Vande for at holde Næsen over Vandskorpen. De, der er af fornem Race, er vanskeligst stillet; thi de har alt at tabe, intet at vinde. De, der kommer nede fra Pølens Bund, har alt at vinde. Det er slemme Konkurrenter. Men De, Ida, hvorfor kister De?
Se: der ovre gaar Mme Duchêne af Legationen med Gordon Marshner, den amerikanske Svineslagterdirektør. Hun er klædt som en Prinsesse. Der findes Mænd, der gærne betaler hendes Toiletter, fordi de mener, at hendes dyrebare Legeme fortjener at svøbes i Knipling og Brokade. En Ven i Holland, som hun en Gang om Aaret besøger, forsyner hende med Diamanter. Alligevel modtages hun med Respekt i Kredse, fornemmere end dem, hvortil baade De og jeg — som ganske vist er Jøde — har Adgang. Mme Duchêne er meget klog. Hun arbejder med billige Penge. Og De, som er yngre, friskere, tifold skønnere, De beklager Dem!"
"Jeg kan da ikke sælge mig for Penge!" sagde Ida og lo.
"Se," sagde Jacobs, "derovre kommer, som et advarende Exempel for Dem, Rose Wahl. Hun føres frem af denne unge Slyngel, Herbert Höyer." Rose Wahl hilste med et Nik. Hun rødmede let. En lilla Dragt omsluttede tæt hendes spæde, charmante Figur. Fra hendes Hals hang i en Snor af Perler en Medaillon, der vuggedes blødt af hendes Skød, medens hun gik. Og Herbert Höyer, den lille, tætte og elegante Fyr ved hendes Side, smilede til Ida, et bredt og brutalt Smil, der forraadte Rose Wahl.
Jacobs sagde: "En Dag vil denne lille, skønne og meget annimalske Skabning, Frøken Wahl, være forsvunden af Selskabet, omtalt i en Maaned eller to, dernæst glemt, slettet ud. Hun skaffer sig ikke Resourcer. Hun er fortabt."
Nu mødte de mange af deres Kreds. Man hilste dem fra alle Kanter. "Vi tælles dog med endnu," sagde Ida. "Vi kender mange, kendes af mange. De, Hugo, er endog bekendt, en offentlig Person. Se — deroppe er Deres Portræt." Og hun pegede paa en af de store Plakatbilleder, der udstilledes i et Bladkontors Vindu. Jacobs var afbildet dér og med ham fire andre Mænd — en Bankdirektør og tre Sagførere. De sad ved et grønt Bord, og skrabede Penge til sig med en Croupier-Rive. De benævnedes: De sidste Dages Gründere.
"Ja," sagde han, "Køteren deroppe bjæffer, for at jeg skal stoppe dens Spalter med fed Annoncer."
Olga Levyson kom forbi. Hun hilste dem med Kulde.
"Hun elsker Dem," sagde Ida, "og hun hilser Dem isnende køligt. Men De smilte tilbage og sendte hende et ætsende Blik."
Han vendte sig mod hende, og medens Mængden stimede tæt forbi dem, sagde han: "Jeg elsker kun én: Dem. Jeg respekterer kun et: Penge."
Hun saa venligt paa ham, rystede paa Hovedet. Saa ofte havde han, og bestandig i en ny Form, erklæret hende sin Kærlighed. Hun tænkte efterhaanden intet videre derved, — han sagtens lige saa lidt. —
I en aaben Kalesche, trukken af sorte, korthalede Heste, sad Bess Nelsson, omgivet af Pakker, støttende Fødderne mod et snehvidt Pelsdyr. Vognen stansede foran et Magasin, og idet hun steg ud, strakte hun frem under Kjolens Silkebrus sin lange Fod, der op over Vristen var besat med mange Sølvspænder. Groomen holdt bukkende Døren aaben. Hun besvarede flygtigt Idas Nik.
"Allerede i hende er der Race," sagde Ida, "skønt Faderen er en simpel Parvenu. Hun er anden Generation. Hun er bleg, hoven og lunefuld. Hendes Karakter spiller i mange Facetter; men hendes Smag er endnu ikke helt fornem. Hun har endnu Pengepugerinstinktet i sin Krop. Hun er grisk og nærer en plebejisk Frygt for al Hasard." Hun vedblev: "Vi to, Hugo, er ikke bange for vovelige Indsatser. Ikke sandt: Bægge er vi af meget gammel Race. Jeg synes, at Jøder maa være meget stolte af deres Æt, og jeg undrer mig tidt over at se dem krybe for os — gothiske Barbarer."
Han sagde: "Det er Stenkastene fra Ghettoen, som har krummet vor Ryg i Dækstilling. Vor Race vil snart igen vise sig med rank Ryg. Vi skal blive de første, de førende! Vi forstaar at spille og vinde — med dristige Indsatser. Og De, Ida —." Han saa hende fast i Øjnene og sagde: "Ida, jeg ved lidt Besked med Deres Forhold. Jeg repræsenterede en Tid nogle af Deres Faders Kreditorer. Deres Fader var en uklog Mand. Han forrentede ikke de Værdier, han besad — som De, Ida! Han saa utidsmæssigt paa alle Forhold — ikke mindst i den Tid, han var Politiker. Ogsaa senere, da han var afgaaet som Indenrigsminister, misforstod han grundigt vor Tids Økonomi. Han ejede Jord, betydelige Arealer i Hovedstadens Nærhed. Han vedblev at drive sin Jord. Det var vist en Tradition i Slægten, at den besad Jord og drev denne Jord. Og imidlertid strakte Hovedstaden sine Arme ud og tog Landet ind. Deres Faders Jorder laa just i Udviklingens Periferi. Han burde have solgt den Gang, da han kunde sælge og havde gode Bud."
"Ja," sagde Ida, "Kommissionærerne løb ham paa Dørene hver Dag. Han smed dem ned ad sine Trapper."
"Jeg var selv hos ham paa et Konsortiums Vegne," sagde Jacobs; "men han vilde ikke reddes. Vel: Vi gik den sædvanlige Vej. Vi fik uden Vanskelighed Transport paa visse Prioriteter i Ejendommen; og naar Terminerne kom, var vi faste i vore Fordringer. Jorden gav naturligvis ingen Ting. Derude kan intet gro uden Cement og Skorstene og Bølgeblik. Deres Fader maatte optage nye Laan. Jeg skaffede ham disse Laan hos vort Konsortium. Kort efter afgik Deres Fader ved Døden."
"Ja," sagde Ida, og hun erindrede tungt den Morgen, da Faderens Lig i et Tæppe blev baaret op gennem Parkens Kastanieallé. Om Panden var lagt en Forbinding. De sagde, at han, ramt af et Slag, var styrtet mod et Træ.
"Ja," sagde hun, "min Fader døde paa sin Jord."
"Formelt!" sagde Jacobs, "og den Tids Mænd nøjedes med Formler. Jorden var allerede vor, og ved Tvangsauktionen fik første Prioritetshaver Hammerslag."
"Alle Bud var sagtens forud aftalte," sagde Ida.
"Vi var et meget stort Konsortium med Millionkapital," svarede han. "Nu er vi et Aktieselskab. Og nu vokser der Mursten dér, hvor Deres Fader saaede Roer og Grøntfoder, men høstede Tidsler. Deres Fader lod sin Kapital henligge renteløs "under den døde Haand." Og De, Ida, er ikke klogere."
"Hvorledes?" spurgte hun.
"Kære Ida," sagde han, "De ved, at i vore Dage er de sande Værdiers Princip i Færd med at trænge igennem. Man søger at gøre ethvert Forhold økonomisk rent. Alle Skinværdier, opreklamerede eller overgemte, skal herefter udelukkes fra Markedet. Værdi har alene: Stof og Energi. Dermed gør moderne Mennesker Forretning. Og er De ikke, Ida, i Deres Form af Kvinde, kostbart Stof, dyrebar Energi?"
Hun rystede paa Hovedet: "Man mærker, at De er Orientaler, Hugo. For Dem beror Mandens Værdi sagtens paa hans Arbejde — Kvindens alene paa — hendes Køn." Han vendte sig helt mod hende og sagde:
"Jeg har jo tidt sagt til Dem dette: at jeg elsker Dem. For mig faar De deraf Deres Værdi — mere Værdi end for mange Tusinde Mark Juveler, Silketøjer, Blodsheste — og andre Kvinder.
Hvem vurderer vel nu for Alvor Race og Herkomst, en forædlet og fornem Smag? De Værdier er ude af Kurs. Men De, Ida, ejer i Deres Person en meget stor Kapital: i Deres Legeme først og fremmest — alene at nævne Deres Legeme er mig dyb, sælsom Vemod.
Deres Haand, Deres Fod, som jeg en Gang har set — da De løb efter en lille hvid Kugle over en Græsmark, — Deres Haar, Deres Øjne, Deres ædle Legemes store Mystik, og Deres dybe, dybe, jomfruelige og nervøse lille Pigesjæl — alt, hvad jeg ved om Dem, alt, hvad jeg gætter eller blot aner, har for mig meget, meget stor Værdi. Men alt ligger renteløst hen under "den døde Haand."
Se: Her flokkes vi Mænd omkring Dem, vi ser Dem, vi møde Deres faste og opmærksomme Øjne, sanser Duften fra Deres rige Haar i en Tortur af Vellyst. De taler til os, vi fornemmer den stumme Glød i Deres Sjæl, Deres rene, dybe Stemme, vi fornemme Deres Tankes rappe Smæld tværs over vore egne tunge Tanker. De giver os Længslen under Deres Nærhed, Deres faste Haandtryk, nu og da et tungt og venligt Blik, — giver hen, gratis. Enhver kan eje Dem i Tanken uden Vederlag. De forrenter ikke Deres Skønhed, som De kan forrente Deres Skønhed.
Tilmed da vi, da jeg og mange, lide ved at se Dem fattig, nedtrykt, snigende Dem ud fra en Baggades Pantelaanerbod.
De — hvem vi helst vilde se som Selskabets juvelsmykkede, silkeklædte, ypperste Præstinde."
Der opstod en Pavse. Dernæst sagde han:
"Under Hensyn til Deres Reservefond vil De sikkert kunne opnaa meget lang Kredit."
"Jeg forstaar Dem ikke, Hugo," sagde Ida; men han opfattede Spørgsmaalet i hendes Betoning og sagde:
"Jeg bestyrer Formuer for flere af mine Klienter, der som De ejer Formue. Mine Klienter gør saa deres Indkøb efter Lyst og Behov og sender Regningen i en Konvolut til mit Kontor. — Jeg aabner altid personlig min Post."
Ida vendte sig om imod ham. Der var et lammet Udtryk i hendes Ansigt. "Ja saa!" sagde hun og tav.
Ogsaa han tav. Og hver for sig syntes de, at de gik her alene.
"Hugo," sagde Ida pludselig, "hvem er dette Menneske?"
Han var nu forbi. Men, som ved alle tidligere Møder, havde han drejet sit Ansigt let om mod hende og havde søgt hendes Blik. Hun følte sig endnu i den sagte Forvirring, hun altid fornam, naar hun lagde sit Blik villigt og fast mod disse lidt skyggede, men saa ejendommeligt varme Øjne.
"Jeg kjender ham ikke," sagde Jacobs, "han er ikke af vor Kreds."
Ida sukkede. Han var ikke af deres Kreds. Hun vidste intet om dette fremmede Menneske. Ingen af hendes Kreds kunde sige hende, hvad han hed, hvem han var.
Daglig — næsten daglig — mødtes de her — som en Rhytme i Dagene. Hun vidste intet om ham. Deres Kredse drejede sig med dem, hver for sig; — deres Cirkler skar ikke hinanden. Men deres Sjæle strejfede hinanden i Dagens eneste Møde.
"Hvor kan den Person interessere Dem, Ida?" spurgte Jacobs. "Han syntes mig meget lidt elegant. Han var næppe af Selskabet. Han saa ud til at være Kunstner eller noget lignende — maaske endog Haand værker."
Ida smilede og tav. Det faldt hende ind, at hun nu end ikke bevarede i sin Erindring noget Billede af denne Mand, hans Farver, hans Type, hans Klæder. Blot, som en halv Skam i sine Sanser, Mindet: at have givet sig til en Mand i Blikkenes Strejf.