Sidste Kamp/6
Ida saa gennem Tusmørket Kusinen, Sofie
Clermont, paa den sædvanlige Plads i Sofakrogen.
Veninden, Madeleine Hoff, havde ogsaa nu lagt
sit Hovede ned paa hendes Skulder, og Ida
skimtede deres blege Hænder, der forenede sig.
Det var den Skumringstid, da alle disse ensomme Kvinder søgte ud af deres Celler eller vendte hjem fra deres Trædemølle for at søge hinandens Selskab. Luften var tung af deres Klæders Uld, svagt parfumeret: denne ejendommelige Stueluft, der kendes i Hjem, hvor kun Kvinder færdes. Hun saa ved hvert af Vinduerne, paa Forhøjningerne, den sædvanlige Profil. Der slæbte sig en halvhøj Samtale fra Plads til Plads. De talte om en Prinsesse, der laa syg af Faaresyge. Frøken v. Spohr havde truffet Prinsessens Hofdame: Prinsessen var i Ansigtet som en Vandmelon; og hun fortalte hviskende et Par andre Symptomer, ejendommelige for denne Sygdom. Man beklagede Prinsessen.
Inde fra Spisestuen, hvor Antonie Plöhn arbejdede med sit Bogbinderi, lød korte, metalliske Lyd.
Sofie Clermont rejste sig og Madeleine Hoff sank med et Suk tilbage. Hendes Hovede nikkede nu paany i disse nervøse Tic-Bevægelser. Sofie Clermont kom nær hen til Ida, famlede ved hendes Haar. "Hvor har du nu føjtet om igen?" spurgte hun og smilede. "I daarligt Selskab som sædvanlig?"
"I Selskab med Mænd," sagde Ida. "Som sædvanlig."
Og alle tav og lyttede.
"Mænd — Mænd!" Cecilie Clermont søgte Veninden Madeleines Øjne. Disse Øjne flakkede ængsteligt omkring i Tusmørket, medens Hovedet bestandig sank i korte Hug. "Mænd — altsaa daarligt Selskab."
Men fra sin Vindusplads spurgte Frøken v. Spohr, hvad de Mænd hed, hvad de var. Hun sad altid i dette Vindu, det eneste, hvorfra man kunde skimte Gaden. Nu og da drejede hun sit regelmæssigt strenge Ansigt mod de andre og fortalte, hvad hun havde set.
"Mænd," gentog Ida; og i Vrede og Had mod den Skæbne, hun bestandig fornam lurende i Stuens kvalme Luft, vedblev hun: "Mænd, Mandfolk! Intet andet er der at sige om dem. Maaske det alene: at den, der fulgte mig til Porten, var Jøde."
Sofie Clermont strøg sig gennem det kortklippede Haar; hendes Katteøjne lurede paa Idas Blik. "Ja," sagde hun. "Du er paa den rigtige Vej! Du vil sikkert drive det vidt." Og hun begyndte dirrende af Irritation sin gamle Klage over Mændenes brutale Overgreb, deres hensynsløse Underkuelse af Kvinden. Og hun sagde: "Mændene praler af deres Kultur. De er ganske raa og sjofle. De kalder sig Kvindens Beskyttere, de Svages Riddere! Jovist! Se, hvorledes Kvinderne Landene over sidder ensomme, udslidte, stræbende for Udkommet, i usle Kaar, for elendig Timeløn."
"Riddere," sagde Ida og lo. "Ja! de lystige, de ranke og slanke, skelmske og vittige, de unge Kvinders Beskyttere og Riddere!" Og hun vendte sig mod dem en efter en, tung om Hjertet. Alle vare de falmede, triste, gulnede, klædte i mørk Uld. Det var saa vanskelige Tider! Sikkert var det tungt at blive gammel, falme, glemmes — visne.
Hun gik ind i det tilstødende Værelse og satte sig ved det gamle Chatol, der var et Arvestykke i hendes Slægt. Hun støttede sine Arme tungt paa den nedslaaede Klap. Hun fattede om det glatte, dunkle Mahogni. Dette Chatol forestillede hun sig, smilende, som en Redningsbaad, der bar hende oppe. Saaledes havde hun som Barn og halvvoksen ofte sat sig hen ved dette Chatol, betragtende i vage Drømmerier dets Register af smaa hemmelighedsfulde Skuffer, indlagte med Skildpadde og Elfenben. — — Inde bag Portierene havde Faderen siddet ved sit Arbejde, og alt var ganske stille, saa stille, at hun hørte hans Pen glide mod Papiret. Det var andre Stuer, andre Portierer. Dette Arbejde, — Faderens personalhistoriske Værk om Officerer, — faldne i de sidste Krige, var forlængst glemt. Han havde aldrig naaet at rejse disse døde Mænd et varigt Minde. Ida tænkte, at hint Værk var af en egen Skønhed, unyttigt, overflødigt, fornemt: om henfarne Helte, der var dræbte, oprejste, bevæbnede og i Uniform. Alt svandt saaledes, døde, glemtes!
Hun tændte et Lys. Alligevel laa Stuen i Mørke; blot Chatollets Mahogni ulmede i Mørket. Hun tænkte, at der burde heller intet være til nu uden disse mange smaa, sødt duftende Gemmer. Hun lukkede dem op et efter et. Her havde Kvinde efter Kvinde af hendes Slægt gemt deres Silkebaand, Balbuketter og Breve. Ida lod Fingrene glide gennem de smulrede Blomster, der fyldte disse Skuffer; og som altid fornam hun et sagte Behag ved at berøre det tørre, knitrende Støv. Hun løste de Silkesnore, der bandt de gulnede Brevbundter sammen, tog dem et efter et, og ved at læse faa Linier i hvert af dem erindrede hun deres Indhold helt. Der var Breve fra meget gamle Tider, paa Fransk, skrevne af hin Leo Clermont, som ved sin Søsters Hjælp i Thermidordagene flygtede fra Paris. Det hed sig, at disse Breve i Kryptogram indeholdt Flugtens Plan.
Hun fandt et Brev, hvori hendes Faders Fader erklærede den Kvinde, der senere blev hans Hustru, sin dybe Kærlighed — andre Breve om Dødsfald, om Sygdom. Disse Breve nævnte alle Gud og Forsyn og Gensyn.
Hun aabnede andre Skuffer. I en Æske af Perlemoder laa, svøbt i smulrede Blomsters Støv, en hvid Balsko: Tøflen, der kastedes ind til det bortkørende Brudepar. — Andre Blomster — fra Grave — fra Markbuketter — Moderens Brudekrans — en Bog i Læderbind, lukket med Spænder. Hun bladede sig frem i denne Bog og læste de sørgmodige og stille Poesier, der var nedskrevne af en omhyggelig Kvindehaand.
Og Ida grublede over disse Minder fra en henfaren Slægt, fra en Tid, der var ren i Tro, dyb i Kærlighed, mild, god og taalmodig: fine og nøjsomme Menneskesjæle.
Nu skrev man anderledes: knappere, hvassere, behændigere, altid reserveret, ængsteligt for det forpligtende skriftlige: Tiderne var saa strænge, Konkurrencen saa skarp! Verden var vokset, var saa umaadelig vid; der var saa uoverkommeligt meget, man maatte se, lære, spænde over med sit Liv. Tiden var saa knap, der var saa meget, saa meget endnu at indhente. Hun tænkte, at hun spildte Tiden her med at blade sig frem mellem døde Menneskers døde Poesier. Man burde til ingen Tid tabe sine Maal af Sigte, bestandig forfølge disse Maal ~ eller sætte sig hen i en Krog, iagttage de andre, studere deres Spil og pønse paa nye Raad.
Enten spillede man med eller man spillede ikke! Hun erindrede sig Gordon Marshners Anvisning: Fasthed, Haardhed, Passion.
Men idet hun endnu tøvede og halv ubevidst tumlede med sine nye Planer, begyndte hun, som ofte før, at undersøge dette Chatol, bankede med Knoerne paa Bunde og Skillevægge, famlede i Falser og Hulheder efter en skjult Fjeder. Hun drømte endnu om en Gang at finde det hemmelige Rum, som hun mente maatte eksistere. Og hun forestillede sig, at dér laa gemt Værdipapirer fra meget gamle Tider, maaske ogsaa Juveler — maaske et Dokument fra Faderens Haand, et Testament eller en Anvisning paa ukendte Debitorer, mange Tusinder værd.
Men rask brød hun af. Tiden var knap nu. Alle disse gamle Drømmerier var uden Værdi. Al Fortid var død og værdiløs. Traditioner, Navn — alt dødt, værdiløst. Af Værdi var blot: Stof — Energi!
Stof — Energi! — Legeme og Vilje! Og hun følte i et Nu sit Legeme brænde i uløst Kval, i bunden — snærende bagbunden Vilje. Her var hun spærret inde i et snævert og usselt Rum! Verden laa derude, et Steds derude — en Verden rigere, vældigere, ødslere end denne lille, dumme Selskabscirkel, hvori hun nu sloges for en Position. Med den vilde hun ikke i Længden nøjes! Og idet hun, med Albuerne støttede paa Chatollets Klap, stemte Knoerne mod sin Pande, syntes det hende, at nye Verdensdele aabnede sig for hendes Syn.
Og i næste Øjeblik var hun sig bevidst sin Bevæggrund til at sætte sig foran dette Chatol. Hurtig trak hun en Skuffe ud. Deri laa en Bunke langagtige, blaa Sedler og under dem et Bundt Papirer af ulige Størrelse: Talrække under Talrække, Konti, Nota og prangende Firmareklamer.
Hun tog hver af disse Regninger i sin Haand. Og en efter en erindrede de hende om forrige Vinters mislykkede Kampagne: Brudepigekjolen ved et stort, mondænt Bryllup — den røde Hat, der som en uhyre Valmue havde kronet hendes Haar, Kontingentet til Sportsklubben — — — en Skrivelse, hvori en Mand truede med at stævne hende i Anledning af udeblevne Afdrag.
Hun vejede, idet hun sukkede, denne Bunke i sin Haand. Hun skønnede, at den maatte kunde sendes som Brev. Hun ømmede sig ved alt unødigt Besvær med denne Sag.
Hun lagde hurtigt Bundtet i et Omslag. Og paa Omslaget skrev hun rask Hugo Jacobs' Navn og Adresse.
Hun gik dernæst ind i Værelset, hvor alle Frøknerne endnu sad paa de samme Pladser. Det var nu ganske mørkt, og deres Stemmer gyngede fløjelsblødt gennem Luften; de talte om Religion, eller snarest om Præster, en ganske bestemt Præst, som Cecilie Clermont fordømte, fordi han bar et sort, militærisk Overskæg, — og om en anden, ganske ny Præst i samme Sogn. Sognet var delt i to Lejre, Præst mod Præst. Ida kastede sig ind i Striden. Ogsaa hun erklærede Overskægget for usømmeligt: Præster burde ikke bære Skæg; alene de lange Klæder, — som Kvinder eller Engle bar dem, — talte for at nægte Kirkens Tjenere ethvert Tegn paa deres Køn. Hendes Argument vandt Bifald. Men hendes Sjæl pintes i Angst. Luften var saa tyk herinde. Det var, som om de sorte, bløde Præstekjoler baskede oppe under Loftet. Men hun vedblev at tale om disse Præster, hun aldrig havde set, og passede derved Lejligheden til ubemærket at tilegne sig et Frimærke ud af Kusinens Brevmappe.
Og hun sagde, for at afgøre Diskussionen: "Oldtidens Præster blev berøvet deres Køn. Middelalderens Præster afsvor frivilligt deres Køn. Men i vore Dage opløses alt, og vi vende tilbage til de oprindelige og rene Værdier."
Men de for op imod hende, og fortsatte derefter længe denne Samtale om Præstens Skæg. De talte med stor Vidløftighed, thi Dagens Arbejdstid var overstaaet: de havde Aftenen for sig.