Sidste Kamp/8
Sommerdagene gik hen; Ida Clermont følte
dem komme og svinde som korte Lysglimt, der i
et Nu blottede Verden i grelle Farver; og til
bage i Erindringen blev kun Skæret, intet Billede.
Hun var Dage igennem fra Morgen til Aften paa Sportsbanerne; hun cyklede ud i stort Selskab, spiste i et af Kysthotellerne og drak Champagne. To og to gled Lygterne ind over Vejenes Mørke, da de kørte hjem. —
Hun sejlede ud, ombord i Nelssons Kutter. Hun stod agter, og idet hun klemte Rorpinden mellem sine Ankler, skænkede hun af en tyk Flaske Likør til sine Kavalerer. Og Vandet, hun saa under sig gennem Hækkens Fletværk, var som drejende, smaa Ringe — lig disse Glas grøn Chartreuse, der rørte hinanden og randt ud. Herrerne vendte deres brune Ansigter op mod hende, kneb Øjnene sammen mod det hvide Sollys og smækkede med Tungen efter Vind. En Gang krydsede de en Nat og en Dag for Modvind. Ida Clermont og Bess Nelsson laa strakt paa deres Ryg med Køjepuder under det løste Haar, og de stirrede paa Maanen, der bestandig gennemkløvedes af de vuggende Barduner. Kavalererne hvilede paa Dækket, Side om Side med Damerne; de faldt i Søvn. Ida saa disse Mænd ved sin Side slappes i Søvnen; deres Træk blegnede i Maanens Lys, de syntes hende som Lig paa et dødt Skibs Dæk. — —
Hun kørte paa Væddeløbenes Trænedage alene ud med Grev Adam Kolbe, højt til Sæde i den røde Automobil. Og Grev Kolbe tog hende med ind i Staldene, hvor de konverserede lange, tynde Jokeyer og Trænere, der stod i Baasene og frotterede de blanke Hestekroppe med ru Haandklæder. De saa op, naar de Besøgende kom; deres glatte Lakaiansigter var uden Bevægelse. Træsnadden hang dem i Mundvigen. De kritiserede med Skuldertræk den elendige Forplejning, den hele tarvelige Menage. Kolbe fortalte hver af dem Historien om den Bookmaker, der havde forsøgt at pudse ham ved sidste Derby. Han bar Insigniet for Pariser-Jockeyklubben i Knaphullet. Han var korresponderende Medlem af denne Klub. Og da de kørte hjem tog han Idas Kniplinger mellem sine Fingre, beundrede hendes ganske nye, blankhvide Støvler, og han fortalte om de Skuffer, han hjemme i sin Ungkarlelejlighed gennem adskillige Aar havde fyldt med Raasilke, Taft og hollandsk Lærred: Jupons, Dessous og Tricots — Strømper, der i Haanden kunde krølles sammen til en Valdnøds Størrelse, og som maatte anes over Benets Hud som en fin og sart Tatovering. Han fortalte, at han paa sine Rejser gik rundt i de store Magasiner og søgte disse delikate og kostbare Sager ud.
Ida lo og rykkede sig fra ham. Hun tænkte sig, hvorledes han hentede en skiden Pabrikspige op fra Gaden, rev Pjalterne af hendes Krop og klædte hende i denne Silke — Jupons og Tricots, til hun lignedede et Faslelavnsris og troede sig en Prinsesse.
Vognen hvirvlede over Vejene, Stemplet hostede uden Rast. Han lignede i sin Voksdugskappe med Masken og Støvbrillerne, en Dødning, der med sine Knokkelhænder styrede den farende Maskine. —
I tre Uger levede hun i Sol og Blæst og Saltvand og Flirt paa et af de store Klithoteller ved Havet vestpaa. Hele Kliken var samlet derovre en Tid. Forenede ved lange Stræktove vandrede de sammen ud i Brændingen. Men inden Ida rejste hjem, sendte hun sin Regning, i en Konvolut uden Følgebrev, til Hugo Jacobs. Disse Arrangementer vakte hos hende nu ikke længere Betænkelighed, næppe nok Ubehag. Det var som i hine Dage, da Faderen endnu levede, og da der i Hjemmet aldrig var tale om Pris eller Penge, da alt af sig selv kom til hende, da Magasinerne blot sendte deres Kataloger, og hun kun havde at vælge. For hende var det nu blot gamle, vante Forhold, der efter en tilfældig Afbrydelse paany sattes i Kraft. Det lykkedes hende uden Vanskelighed at henføre Pengespørgsmaalet til Livets skjulte Funktioner, der ikke naa frem til Bevidstheden. Og hun mødte uden Forvirring Hugo Jacobs' rolige Øjne de faa Gange, de traf hinanden.
Da hun i Septembers Begyndelse kom tilbage til Byen, lod hun sig sy en ny Ridedragt. Broderen havde skaffet hende en af Regimentet Heste, og de red ofte ud sammen. Men hun fortalte ham, at hendes Velstand og dette Sommerophold skyldtes Venindernes Gavmildhed.