Sindsbevægelsernes Fysiologi

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Det Nordiske Forlag, Bogforlaget Ernst Bojesen København Mindre Arbejder


Høffding - Mindre Arbejder.djvu Høffding - Mindre Arbejder.djvu/8 51-60

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

SINDSBEVÆGELSERNES FYSIOLOGI.

C. Lange: Om Sindsbevægelser. En psykofysiologisk Studie. 1885.


Det er en gammel Fordom, at hvad der staar som smukt, herligt eller ophøjet for vor Følelse, skulde miste sin Glans og sin Værdi derved, at dets Tilbliven, Udvikling og Bestaaen forklaredes efter simple naturlige Love. Det var en Forargelse for Oldtidens Grækere, da Filosofer og Naturforskere begyndte at tale om, at Sol og Maane vare materielle Legemer ligesom Jorden; man havde hidtil betragtet dem som Guder, der majestætisk og ved overnaturlige Kræfter bevæge sig over Himlen til Beundring og Nytte for Jordens Beboere. De naturvidenskabelige Forklaringsforsøg have saare ofte mødt den samme Fordom og den samme Modstand igen. Men hvor stærk maa Modstanden da ikke blive, naar det er selve Følelseslivet, man vil forklare paa naturvidenskabelig Vis? Det vil for Mange staa som om det var at dræbe Følelsen med det Samme, — som om det at forklare den var Et med at bortforklare den. Det foreliggende Skrift, som tilstræber en rent fysiologisk Undersøgelse og Forklaring af Sindsbevægelserne, vil næppe undgaa at mødes med saadanne Fordomme. Og dog er det sikkert, at det kun nærmere anvender og gennemfører en Opfattelse, som længe har været gjort gældende i den videnskabelige Psykologi og Fysiologi.

Ved Sindsbevægelser forstaar Forf. de simpleste, mest usammensatte Følelsesfænomener, som danne de Bestanddele, af hvilke de egentlige Følelser og Lidenskaber bestaa. Saadanne Sindsbevægelser ere Sorg, Glæde, Frygt, Vrede, Spænding o. s. v. De komme som Elementer igen i saadanne mere sammensatte Følelser som Kærlighed, Had, Beundring, Foragt o. s. v. Denne Inddeling stemmer i det Hele med den, som den nyere Psykologi lægger til Grund, som det jo ogsaa er den naturligste Fremgangsmaade at gaa fra det Elementære til det mere Sammensatte. Man kunde dog maaske gøre Indvendinger mod den Maade, hvorpaa Forf. i det enkelte drager Grænsen mellem de to Grupper af Følelsesfænomener. Til de simple Følelser, der benævnes Sindsbevægelser, burde ogsaa Forundringen være regnet. Der er et Element af Forundring, hver Gang et Sanseindtryk kommer til Bevidsthed, idet det er en Betingelse for enhver Fornemmelses Opstaaen, at den Tilstand, Indtrykket fremkalder, staar i en vis Modsætning til den forudgaaende Tilstand. Jo mere et Indtryk er forskelligt fra det foregaaende, og jo pludseligere det kommer, des stærkere bliver det Element af Forandring, som gør sig gældende, 0g som kan danne Indledningen til meget forskellige Sindstilstande (Frygt, Skuffelse, Foragt og Kærlighed o. s. v.). Der er saa meget des mere Grund til at fremhæve dette, som den Grænse, Forf. vil hævde mellem de to Grupper af Følelsesfænomener, næppe vil kunne fastholdes, uden naar man til de af ham anførte Skelnemærker føjer endnu et, nemlig at Sindsbevægelserne mere have Karakteren af pludselige Opbrusninger, medens de egentlige Følelser eller Lidenskaberne ere fastere, varigere, mere indgroede Tilstande.

Disse Sindsbevægelser vil Forf. nu studere ved Hjælp af den fysiologiske Metode. Han havde oprindeligt stillet sin Opgave saaledes, at han spurgte om Sindsbevægelsernes Virkninger paa de legemlige Livsytringer; men han kom til det Resultat, at det var en helt urigtig Maade at stille Spørgsmaalet paa. Sindsbevægelsen er ikke Et, dens legemlige Virkning et Andet. Vi have, fysiologisk set, her ikke et Hovedfænomen, »selve« Sindsbevægelsen, og et Bifænomen, dens Virkninger paa Organismen. Fysiologen kan ikke indrømme, at disse Virkninger ere noget Underordnet; det er for ham netop dem, der udgøre hele Sindsbevægelsen. Man gaar ud fra en forudfattet og ubegrundet Distinktion mellem Sjæl og Legeme, naar man henlægger Sindsbevægelsen til Sjælen og først efter at den er opstaaet dér lader den virke paa Legemet. Fysiologisk set kunne vi kun studere Sindsbevægelsen gennem det, der foregaar i Legemet; en Paastand om, at dette er foraarsaget af Noget, der foregaar i Sjælen, er uvidenskabelig og ubevislig. Vi maa i hvert Tilfælde se, hvor langt vi kunne komme ved Hjælp af den blotte Fysiologi.

Forf. viser dette ved en fysiologisk Skildring af nogle af de vigtigste Sindsbevægelser. Dette Parti af hans Bog er skrevet med sandt Mesterskab. Man mærker den øvede kliniske Iagttager, og man kommer til at tænke paa, at den indtrængende psykologiske Sans — som ytrer sig midt under den fysiologiske Karakteristik — er et Arvegods i Forfatterens Slægt, nu allerede i tredje Generation. Her kan jeg kun meddele nogle Grundtræk af den fyldige Fremstilling.

Ved Sorgen svækkes Evnen til vilkaarlig Bevægelse. Deraf den Sorgendes trætte Udseende, bøjede Holdning og vaklende Gang. Derimod trække de uvilkaarlige Muskler sig sammen, især de, der findes i Blodkarrenes Vægge og som sættes i Virksomhed ved Nerver, der udgaa fra det »karbevægende« (vasomotoriske) Centrum i Hjernen. Blodet presses derved ud af de fine Kar, saa at Legemets Væv og Organer blive fattige paa Blod; deraf følger Bleghed, Kuldefornemmelser og Slaphed i Trækkene. Taareafsondringen synes at kunne forklares som Ifølge af en Slappelse af Karmusklerne efter den første sammentrækning; derfor er Graaden en Lettelse og udebliver ved den voldsomste Sorg. Paa lignende Maade synes Sukket at være den naturlige Reaktion mod den ved Sammentrækningen af Lungernes fine Kar fremkaldte Aandenød. — Ved Glæden forhøjes derimod Evnen til vilkaarlig Bevægelse og de fine Blodkar udvides. En Fornemmelse af Lethed, Varme og Kraft opstaar. Og medens Hjernens Blodfattigdom under Sorgen viser sig i aandelig Træthed og Sløvhed, saa viser Hjernens rigelige Blodforsyning under Glæden sig i Tankens og Indbildningkræftens Flugt. — Skrækken staar fysiologisk Sorgen nær, kun at Symptomerne ere stærkere, og at ikke blot Karmusklerne, men ogsaa alle andre uvilkaarlige Muskler synes at trække sig sammen. — Vreden staar omtrent i samme Forhold til Glæden som Skrækken til Sorgen.

Af disse forskellige Symptomer anser Forf. nu Indsnævringen af Blodkarrene for det vigtigste, det primære, hvis fysiologiske Konsekvenser alle de andre ere. Vel kan denne Antagelse endnu ikke fuldstændigt bevises, og Forf. henstiller den som en Hypotese, der stiller fremtidig Forskning en betydningsfuld Opgave. Men der er dog vigtige Kendsgerninger, som foreløbigt tale for den. Navnligt véd man, at Hjerne, Rygmarv og det hele Nervesystem i høj Grad paavirkes i Henseende til Virkeevne af Forandringen i deres Blodrigdom. Forstyrrelsen i Karsystemet vil ad den Vej kunne faa Indflydelse paa alle de vigtigere Funktioner i Legemet. Individer, hvis vasomotoriske System let sættes i Bevægelse, vise sig ogsaa særlig tilbøjelige til Sindsbevægelser.

Naar det nu skal godtgøres, at vi i de her beskrevne Fænomener have hele Sindsbevægelsens Natur for os, saa lægger Forf. især Vægt paa, at de samme Tilstande, som man i Regelen betegner som rent sjælelige Følelser, kunne fremkaldes ved rent legemlige Paavirkninger, naar disse blot paa en Vis bestemt Maade faa Indflydelse paa det vasomotoriske Apparat. Vin gør jo glad, lige saa vel som godt Nyt; Vrede kan bevirkes ved Nydelsen af Fluesvamp; Ipekakuanha frembringer en deprimeret Stemning, der ligner Sorg eller Frygt; Angest kan opstaa under Nervesygdomme o. s. v. Her hen hører ogsaa saadanne Tilfælde, hvor Følelsesudbrud, f. Eks. Latter, fremkaldes af Aarsager, som ikke synes at passe til denne Virkning[1]. Paa den anden Side kunne »sjælelige« Sindsbevægelser lindres eller hæves ved legemlige Midler.

Her har nu Forf. sikkert Ret. i, at det er uberettiget, at kalde de ad legemlig Vej fremkaldte Sindsbevægelser for tilsyneladende, de ad sjælelig Vej fremkaldte for sande Sindsbevægelser. Hvorfor skulde hine ikke være lige saa sande som disse? Sandt er jo kun hvad der virkeligt er, det vil her sige føles. En Glæde eller en Sorg kan i og for sig hverken være sand eller falsk. En Følelse er tilstede eller er ikke tilstede; de Forestillinger, Individet knytter dem til, kunne være sande og falske, men paa selve Følelsen har denne Forskel ingen Anvendelse. Følelsen kan have en mere eller mindre solid Grundvold. Den Glæde og den sympatiske Stemning, der vækkes ved Vin eller Opium, har ikke den sunde og faste Grund som den, der skyldes et lykkeligt Temperament eller selverhvervet Klarhed og Dygtighed eller lykkelige, af Tilfældets og Øjeblikkets Gunst uafhængige Livsvilkaar. Den ved Opium frembragte Lykkefølelse afløses (naar den i længere Tid er bleven dyrket) siden af den forfærdeligste Kval, medens den ad naturlig Vej frembragte Lykkefølelse kan holde sig Livet igennem. Kun i dette Forhold kan man hente Maalestokken til en Værdsættelse af Sindsbevægelserne.

Men jeg tror alligevel, at Forf. overvurderer den fysiologiske Betragtningsmaade. Først og fremmest kende vi dog Sindsbevægelserne af direkte, subjektiv Iagttagelse, og uden denne vilde Forf. ikke have kunnet give sin Fremstilling. Hans Mening maa egentligt være denne: det, vi hos os selv føle, naar vi sige, at vi sørge, vilde for en ydre Iagttager, der kunde se Alt, hvad der foregik i vore Nerver og Muskler, tage sig ud som Spænding af nogle Muskler og Slappelse af andre; Andet kan den ydre Iagttager i Følge Sagens Natur ikke faa Øje paa. Men en saadan Iagttager slutter sig stedse til Noget han ikke ser, men forestiller sig i Analogi med visse Erfaringer, han har gjort hos sig selv. Kun hvis han af egen, subjektiv Erfaring kender Sorg, kan han som klinisk Iagttager se Sorgen i de fysiologiske Fænomener, han har for sig. Ellers vilde de for ham kun være ligegyldige Trækninger i et ligegyldigt Stof. Hin Analogislutning gøres i Regelen let og hurtigt, saa vi oftest ikke blive os den klart bevidst; men det er i teoretisk Henseende af afgørende Betydning at gøre opmærksom paa den.

Man kan let tage fejl i denne Fortolkning af de fysiologiske Fænomener. Skulde Forf. saaledes ikke tage fejl, naar han af Overensstemmelsen mellem nogle vigtige Symptomer slutter, at Vrede staar nærmere ved Glæde end ved Sorg? De Fleste ville sikkert kalde Vreden en Ulystfølelse og af den Grund sætte den nærmere ved Sorg end ved Glæde. Det er kun for saa vidt Vrede er forbunden med indledende Skridt til Hævn, at en Lystfølelse kommer til at spille en væsentlig Rolle i Vreden. Vrede er Sorg, men Hævn er Lyst. siger allerede Aristoteles; Hævnen faar Vreden til at høre op, idet den fremkalder Lyst i Stedet for Sorg. Det er jo ogsaa klart, at Ingen vredes, uden der er tilføjet ham en Ulyst eller en Sorg. Vreden er forskellig fra Sorgen ved, at den er af aktiv, ikke passiv Karakter, og derved nærmer den sig ganske vist til Glæden. — Saa usikker den subjektive Iagttagelse ogsaa kan være, saa er den dog en nødvendig Forudsætning.

Hvad nu Forholdet angaar mellem det, der træder frem for den subjektive Iagttagelse, og det, den ydre Iagttager kan se, er jeg fuldstændigt beredt til at gaa ind paa Forfatterens Opfattelse, der ikke tilsteder at henlægge Sindsbevægelsen til Sjælen og dens Virkning til Legemet. Jeg betragter enhver Appel til Sjælens Indgriben i den fysiologiske Sammenhæng som uvidenskabelig. Det er almindelige teoretiske Betragtninger, som have ført mig til at hævde den fysiologiske Kontinuitet. Dersom nemlig den Proces, som foregaar i Nervesystem og Hjerne, paa nogle Punkter afbrødes for at forplante sig over i Sjælen og senere atter genoptages ved Sjælens Reaktion, saa vilde vi her have et Brud paa Loven om den fysiske Energis Bestaaen, idet der først vilde gaa fysisk Energi til Grunde og senere skabes fysisk Energi. Derfor har jeg sluttet mig til den Hypotese, i Følge hvilken Bevidsthedsfænomenerne, saaledes som subjektiv Iagttagelse lærer os dem at kende, ere indre sjælelige Former for den samme Virksomhed, som for den ydre Iagttagelse fremtræder som materielt Fænomen. Paa denne Maade kommer baade Psykologien og Fysiologien til deres fulde Ret. Det er egentligt en meget gammel Antagelse, som vi her hylde. »Naturforskeren og Filosofen,« siger allerede Aristoteles, »ville give forskellige Definitioner af ethvert [sjæleligt] Fænomen, f. Eks. af Vreden. Den Ene vil nemlig sige, at den er en Attraa efter at gengælde en ubehagelig Følelse eller noget Lignende; den Anden vil sige: det er en Kogning i Blodet eller i det Varme omkring Hjertet.« Aristoteles udtrykker her ved Hjælp af sin Tids Fysiologi en Teori, der søger at lade baade den fysiologiske og den psykologiske Side ved Fænomenet komme til sin fulde Ret. I den nyere Tid har fremfor Alle Spinoza hævdet denne Synsmaade, som i vore Dage har saa mange Tilhængere. —

Hævdelsen af den fysiologiske Kontinuitet er en Lære, der kan bestaa uafhængigt af den specielle Antagelse, som Forf. hævder: at det Væsentlige ved Sindsbevægelsen netop er de organiske Virkninger, i hvilke den sædvanlige Opfattelse kun ser Bifænomener, — at Sindsbevægelse altsaa egentligt kun er Fornemmelse af de organiske Virkninger. En amerikansk Psykolog, William James, har i Tidsskriftet »Mind« (April 1884) fremsat en lignende Teori. For at den skulde godtgøre sin Sandhed, maatte det kunne vises, at Sindsbevægelsen ikke opstaar, før de organiske Virkninger fornemmes. Dette vilde stemme godt med, at Lyst- og Ulystfølelse i det Hele synes at behøve længere Tid til sin Optræden end Fornemmelser og Forestillinger. Men Betingelsen for, at hine organiske Virkninger kunne indtræde, er, at der foregaar en Udstraaling i Hjernen fra de Centra (for Sanseiagttagelse eller Forestilling), som vække Sindsbevægelsen. Kun naar denne Udstraaling naar til Visse andre Centra (i Følge Forf. til de vasomotoriske), opstaar Sindsbevægelse. Mon der nu ikke i Bevidstheden skulde gøre sig Noget gældende, som svarer til denne Udstraaling? Og skulde det ikke være berettiget at skelne mellem to Stadier inden for Sindsbevægelsens Forløb, saaledes at det ene svarer til, hvad der foregaar i Hjernen under hin Udstraalingsproces, det andet til den Maade, hvorpaa denne Hjerneproces forstærkes og modificeres ved de organiske Virkningers Indtryk paa Hjernen? Her vilde da foregaa et Kredsløb: fra Hjernen ud i Legemet og tilbage til Hjernen. I sin fulde Ejendommelighed have vi først Sindsbevægelsen, naar denne Tilbagevirkning er fuldbyrdet. Men det kunde dog være, at en Lyst- eller Ulystfølelse opstod allerede før Virkningen forplanter sig ud over Hjernens Omraade, selv om Tidsforskellen kun er meget ubetydelig. Omvendt kunne undertiden efter en stærk Sindsbevægelse de organiske Virkninger endnu vare ved, skønt Sindet ellers er i Ro. Her vedvarer altsaa det andet Stadium, medens det første er afsluttet. Saaledes f. Eks. naar vi »ikke kunne komme os« efter en Forskrækkelse eller efter et Latterudbrud.

Til Ideen om den fysiologiske Kontinuitet og til Teorien om de organiske Reflekser som det fysiologiske Hovedfænomen ved Sindsbevægelsen kommer endnu hos Forf. hans specielle Teori om den vasomotoriske Refleks som den primære, af hvilken alle andre fysiologiske Virkninger hidføres og betinges. Den samme Teori er nyligt kommen frem fra anden Side, nemlig i et Skrift om Frygtens Fysiologi af Italieneren Mosso (La peur. Paris 1886). En saadan Antagelse ligger vor Tids Fysiologi nær, dels fordi saa mange Kendsgerninger godtgøre Karinnervationens Indflydelse paa de øvrige Nervers Funktioner, medens en omvendt Indflydelse ikke kan paavises, dels fordi der i de senere Aar er paavist Centralorganer i Hjernen for Karmusklernes Nerver, ikke blot i den forlængede Marv, men efter Nogles Mening i selve den store Hjernes Bark, altsaa mellem de højeste Nervecentra. Dersom denne Antagelse vinder fortsat Bekræftelse, vil Sindsbevægelsernes Fysiologi afrunde sig paa en smuk og overskuelig Maade. Om Udsigterne hertil kunne naturligvis kun Fysiologer af Faget have nogen begrundet Mening, og jeg skal derfor ikke gaa nærmere ind herpaa. Kun vil jeg bemærke, at selv om det maatte have nok saa stor Betydning for Sindsbevægelsens fysiologiske Symptomer, at Bevægelsen inden for Hjernen naar hen til det vasomotoriske Centrum, saa er derved ikke udelukket, at der sker en ligesaa umiddelbar Paavirkning af de i den forlængede Marv beliggende Centra for Nervus vagus, hvorved den stærke Bevægelse i Hjernen straks faar Indflydelse paa Hjertets Funktioner og derved igen paa Blodets Cirkulation, først og fremmest paa Blodtilførselen til selve Hjernen. Claude Bernard lagde Hovedvægten paa denne Omstændighed i sin Afhandling om Hjertets Fysiologi (paany optrykt i den under Titel »La Science Expérimentale« udgivne Samling af hans Afhandlinger). Ogsaa ad denne Vej vilde det være Forandring i Blodtilførselen til de forskellige Organer, som blev det vigtigste fysiologiske Fænomen ved Sindsbevægelsen. Jeg har i min Psykologi lagt Hovedvægten paa det af Bernard fremhævede Punkt, men har dog ogsaa fremhævet de vasomotoriske Centras Betydning, og jeg vil, uden at behøve at forandre Noget i min psykologiske Teori, kunne gøre Brug af Forf. smukke Fremstilling, dersom den vinder fortsat Bekræftelse. —

Sindsbevægelsernes Fremtid ser det efter Forf.s Anskuelse trist ud med. Baade Slægtens og Individernes Opdragelse og Dannelse gaar jo ud paa at trænge Sindsbevægelserne tilbage, at hæmme de organiske Reflekser, som de ere knyttede til. Vil dette da ikke ved Nedarving føre til, at Karinnervationen bliver saa træg, at der tilsidst ikke mere kan være Tale om Sindsbevægelser? Dertil kommer, at Forstandslivet spiller en stedse større Rolle under Kulturens Udvikling. Forstandslivet og Følelseslivet staa i Blodsætning til hinanden. De tære begge paa Hjernens Blodforsyning, og jo mere den ene Art af Hjernevirksomhed forbruger, des mindre bliver der tilovers til den anden. Vil da ikke tilsidst Forstandslivet lægge Beslag paa det Hele, saa at Følelsernes Tid er forbi? — Med dette pessimistiske Resultat slutter Forf. sin Bog.

Jeg kan ikke tro Andet, end at han kun mener dette som en Advarsel, — en Advarsel, vi ogsaa højligt kunne behøve. Det er ganske vist en stor Ensidighed ved hele vor moderne Kultur, at den overvejende har udviklet Forstandsevnerne. Det er dens Styrke, men ogsaa dens Mangel. Følgen er dog, tror jeg, ikke saa meget bleven en Svækkelse at Følelseslivet i det Hele, som en Disharmoni mellem vor Erkendelse og vor Følelse. Vore Tanker omspænde langt Mere end vore Følelser endnu kunne naa at fylde og varme. Vor Viden gaar altfor ofte i én Retning, vor Tro i en anden. Deraf de vaklende og delte Karakterer. Hele Livet er ikke længere, som fordum, med al sin Energi rettet mod ét Maal, der formaaede at tilfredsstille alle sjælelige Fornødenheder. For at Følelseslivet skal være energisk nok, maa Sympatien være ganske anderledes levende og fyldig end den endnu har vist sig. Det Hang til Individualisme og Egoisme, som den moderne Forstandsudvikling ikke kan siges fri for at have begunstiget, er det, der indsnævrer Følelsen. Den rette Opdragelse vil gaa ud paa at fortrænge de egoistiske Sindsbevægelser, men derimod søge at begunstige de sympatiske og lede dem ad de gavnligste Veje. Det kan kun være en stor Misforstaaelse, dersom Slægten vilde mene, at den nu var kommen saa vidt, at den kunde undvære Sindsbevægelserne. Disse ville stedse vise sig som de levende Kræfter, der drive Værket og overvinde Modstanden.

Den indbyrdes Vekselvirkning mellem Forstandsudvikling og Følelsesudvikling vil sikkert mere og mere forandre Sindsbevægelsernes Karakter. Deres elementære Heftighed og Voldsomhed vil afløses af mildere Former. Det er til Dels sket, og mon det altid er et Tab? Er det et Tab, at Menneskene nu kende Elskov i Steden for Dyrets brutale Instinkt, eller at Hunger og Tørst efter Retfærdighed kan afløse det blinde, hensynsløse Hævninstinkt? Det er ganske vist ikke altid, at Vindingen er saa let at paavise, og en Advarsel kommer derfor altid med en vis Berettigelse. Vi maa i hvert Tilfælde erindre, at jo flere og jo mere omfattende Genstande der lægge Beslag paa vor Følelse, des større Energi maa der kunne anvendes, dersom ikke Livet skal svækkes. Jo flere forskellige Udgifter vi have, des større samlet Kapital maa vi raade over, hvis vi ikke skulle komme til kort. —

Den psykologiske Forskens Fremgang sker ved Bidrag fra saare mange forskellige Sider. Forf. har fra sit Standpunkt givet et betydningsfuldt Indlæg, betydningsfuldt ikke blot ved det Resultat, han deri er kommen til, men ogsaa ved de Tanker, det i forskellig Retning sætter i Bevægelse. Og det maa endnu føjes til, at hans Bog ogsaa ved sin tiltalende Form og sit smukke Sprog fortjener at vinde sig mange Læsere.



  1. Forf. har ikke set dette Fænomen omtalt af andre Forfattere, men nævner to Tilfælde fra sin egen Praksis. Jeg har i min Psykologi (2den Udg. p. 337, 4. Udg. p. 324), samlet en Del Eksempler herpaa. — Det maa maaske være mig tilladt med det Samme at bemærke, at jeg har lagt det af Forf. her fremhævede slægtskab mellem de af legemlige og de af „sjælelige“ Aarsager fremkaldte Følelser til Grund for min Fremstilling af Følelsernes Psykologi, idet jeg gaar fra de simpleste Former til de mere sammensatte. Jeg følger f. Eks. Frygten (Angesten) gennem dens Former, som blot Udtryk for en organisk Tilstand (ved hindret Aandedræt eller Kardialgi), som motiveret ved Sanseindtryk (instinktmæssig Sammenfaren ved pludselige Indtryk) og som motiveret ved Forestilinger (altsaa ved centrale Processer i Hjærnen).