Skuffelse og Trøst

by Hans Vilhelm Kaalund

	Skuffelse og Trøst.
	Jeg var et Barn, paa Livets Klippekyst
	Opkastet af det store Ocean;
	Forundret skuede jeg Himlens Sol
	Og Nattens Stjerner vandre over mig,
5	Og Aftnens Sky'r, lig gyldne Tryllelande,
	Henglide i det sølvblaae Ætherhav;
	Hver lille Blomst, hvert Kryb og hver en Steen
	Jeg maatte staae og undrende betragte;
	Thi Alt var mig saa sært, saa grændseløst
10	Og stort og herligt i den nye Verden.
	Paa Blomsterengen, hvor jeg gik, omflagred'
	En Mængde Alfer mig paa Fuglevinger;
	De putted' mig de røde Bær i Munden,
	Og rystede den tunge, gule Pære
15	Fra Grenen overgivne i mit Skjød;
	Til Lærkens Rede førte de mig hen,
	Og fiskede med mig ved Skovens Aa,
	Hvor Hundesteilen bed paa Knappenaalen.
	Vi leged' Skjul, Tagfat og Tampen brænder,
20	Og dandsed' om det lyse Juletræ,
	Til Søvnen lukkede mit Øie til.
	En himmelsk Fee, med Stjerner om sin Pande,
	Med Foraarsblomster smykt, og i et Slør,
	Af lette Regnbu'farver kunstigt vævet,
25	Ved Haanden førte mig, og Farve fik
	Og Liv og Sprog hver Ting, hvorpaa hun peged';
	En Lilje bar hun i sin Haand som Scepter,
	Og sang om Englene i Himmerig,
	Om fangne Prindser og den nøgne Havfru',
30	Som boer blandt Siv, dybt i det vaade Hav,
	Og slaaer i Maaneskin sin gyldne Harpe.
	Saa sang hun og om Trolde og om Nisser,
	Til angst jeg under Dynen krøb, og drømte
	Den hele Nat om hendes Æventyr;
35	Men Alt, hvad hun fortalte mig, hun sagde,
	Jeg skulde skue skjønnere og større
	Hist bag ved Grændsebjerget, hvortil Stien
	Sig slynged' yndig over Blomsterengen.
	Da greb mig mægtig Længsel; bort jeg kasted'
40	Mit Legetøi og skuede kun fremad,
	Hvor Landet, det Forjettede, sig hæved';
	Saa let som Gemsen klavrede jeg snart
	Ved hendes Haand op ad den steile Klippe —
	En rosenfarvet Taage dækked' trindt
45	Den vide Udsigt; Alt var Lys og Glands;
	Da greb en Hvirvelvind i mine Lokker,
	Og skilte Taagen — ak! men skuffet stod jeg —
	Det Land, hvorom hun taled', laae nu mørkt
	Og sørgeligt som Heden udbredt for mig,
50	Med Storm og Slud, med Tidsler og med Fjelde;
	Lig Rovdyr tumled' Menneskerne vildt
	Iblandt hverandre; Raab og hæse Skrig,
	Af Armod, Hævn og rasende Bacchanter,
	Klang i mit Øre op fra Taagedalen.
55	Forbauset saae jeg, at jeg selv nu var
	Ei meer et Barn, men voxet op fra Legen —
	Den hvide Lilje knækket laa i Støvet;
	Og haardt en Iling pidsked' i mit Ansigt.
	Mørk saae jeg om til min Ledsagerinde;
60	Men see: hun var forsvunden! og der stod
	En Genius, med Alvor i sit Øie;
	De dunkle Lokker rulled' tykt og kraftigt
	Omkring den tankefulde Pande ned;
	Men Alferne var' svundne, Rosenskjæret
65	Og al den drømte, rige Herlighed.
	Da hælded' jeg mig op til Englens Bryst
	Og græd, men mild den taled': „Stands din Taare,
	Bag Tidens vilde Bølger finder du
	Det Trylleland med evig Morgenrøde,
70	Hvorom dig Feen ved din Vugge sang!
	Kun længere er Veien; derfor Hvilen
	Skal smage doppelt sød, naar Maalet naaes!
	En rastløs Kamp er Livet! Først ved Striden
	Kan Seier faaes; og seig er Den, der frygter
75	At kaste Handsken kjekt til Strid mod Ondskab
	Og Sorg og alle Tidens mørke Aander!
	En hellig Ledestjerne funkler hist,
	Høit over Golgatha, i evig Klarhed;
	Den skal Du følge, da vil Taalmods Engel
80	Dig, som Tobias' Søn, fra Reisen føre
	Til evig Fryd hjem i din Faders Huus!
	Saa vælg nu hvad du vil i Livets Færdsel:
	Din Villie er din; men Gud er Herren!”
	Saa taled' den og svandt, og Blodet steg
85	Varmt til mit Hjerte op; jeg standsed' Taaren,
	og iled' freidig ind i Verdens Tummel.
	Hist saae jeg Krigen i et Hav af Blod
	At storme frem med seierrige Faner;
	Mod Himlen Flammen slog af tændte Byer,
90	Og Taarne ravede og sank i Gruus;
	Og Troner steg' og faldt, som i en Leg,
	Mens Qvinder jamred' med udslagne Haar;
	Thi over Saarede og Døde gik
	Det frem i Buldertrav og Trommehvirvel,
95	Til Skytset taug; og haardt Lemlestede
	Med Laurbærkrandse smykkedes af Æren.
	Beundrende jeg skued' den, men gjøs;
	Thi hvert et Laurbærblad var rødt af Blod. —
	Nu traf mit Øie paa en gammel, rynket,
100	Spidsnæset Puger: Vinding var hans Navn.
	En Guldvægt holdt han i sin Haand, og talte
	Paa Fingrene, mens Munden mumled' Brøker.
	En talløs Sværm af Høkre, Pantejøder
	Og Aagerkarle færdedes omkring ham;
105	For dem var' Blomst og Fugl og Stjerne Daarskab,
	Og kun solid den fyldte Pengepung.
	Uvillig vendte jeg mig bort, og saae
	I Skoven fjernt en Eneboerhytte,
	Hvor Grubleren sad tankefuld og stirred'
110	Paa Menneskernes underlige Færdsel;
	Jeg saae ham bygge sig et Babeltaarn
	Af ny Systemer, indtil han erkjendte:
	Alt, hvad jeg veed, er, at jeg Intet veed!
	Med aabent Øre undrende jeg lytted'
115	Til mangt et Ord, der strømmed' fra hans Læbe;
	Men, altfor kold var Gubben for mit Hjerte,
	Og videre med Længsel fløi mit Blik.
	Ved Punkt for Punkt det dvælede; men Intet
	Mig fængsled' heelt. Da skued' jeg med eet,
120	I Blomsterdalen Poesiens Engel
	At stemme Harpen efter Bølgens Sqvulpen,
	Med ildfuldt Øie, morgenrøde Kinder
	Og Svanevinger stræbende mod Solen.
	Den ligned' Feen i min Barndomsdrøm;
125	Mit tabte Eden maled' den, med Penslen
	I Himlens Pragt af Rosenfarver dyppet;
	Og Dalens Hyrder kom, og kaade Fauner,
	Og skjønne Gratier, og barske Helte
	At lytte til den gyldne Lyras Klang.
130	Snart bruste Tonen vældigt som Orkanen,
	Snart klang den sødt som Himmeriges Klokker,
	Som Nattergalens Sang og Bækkens Rislen;
	Og mangt et frossent Hjerte smeltede;
	Og mangen rynket Pande smiled' glat —
135	Ved Siden af den høie Genjus stod
	Den lille Nøisomhed, og øste Vandet
	Af Skovens Kilde med den hule Haand —
	Hver Tone trængte mig i Sjælen ind:
	„O,” raabte jeg, „Du Herlige! ja din
140	Jeg være vil, indtil mit Hjerte brister!
	Hvo blandt Udødelige er din Lige?
	Du, som formilder Sorgens skarpe Piil!
	Du, som mig hæve kan til Livets Ophav,
	Og smelte Hadet hen til Kjærlighed!
145	O, tag mig i din Favn, og led mig venlig
	Ind i din underfulde Helligdom!
	Og giv mig Flammeord paa Læben til
	At tolke Hjertets Drømme og dets Længsler,
	Og bringe Verden til at elske det!”
150	Saa taled' jeg. Alvorlig Englen smiled'
	Og trykked' mig et Luekys paa Kinden —
	Der brænder det ved Dag og Nat endnu.