Menneskets Skabelse

by Hans Vilhelm Kaalund

	Menneskets Skabelse.
	Engang paa Dovres Klippeblok
	Sad' Valhals Guder!
	Ei mørke, som i Ragnarok,
	Naar Ulven tuder.
5	Hvor Bjerget over Svælgets Mund
	Sit Hoved hælded',
	De leged' Skak den Aftenstund
	Ved Sølverkildevældet.
	Skjøn Freia sad paa Odurs Skjød,
10	Og bandt Violer;
	De røde Æbler Idun bød
	I gyldne Skaaler;
	Saa duftende hver Grankogl hang
	I Solens Flammer;
15	Med Echo dybt fra Bjerget klang
	Den Dværgepuslings Hammer.
	Alt var saa fredeligt, saa tyst
	I Syd og Norden:
	Ei mennesk'lige Slægters Bryst
20	Beaanded' Jorden;
	Den søde Viin, de gyldne Ax
	Blev' ei indhøsted',
	Og roligt tumled' Hjort og Lax
	Og Fugl, hvorhen dem lysted'.
25	Da stak i Kredsen Loke op
	Sin Rævenæse:
	„Hvad,” raabte han, „om i en Krop
	Lidt Sjæl vi blæse?
	Snart lægger den en Yngel til,
30	Som lystigt støier;
	Tænk' Jer, hvor sligt et Abespil
	Kan blive tusind' Løier!”
	Og yndigt loe, ved Gudens Kløgt,
	Hver Valhals Datter:
35	Strax Pottemagerleer blev søgt
	I store Klatter;
	Men Loke alskens Snaus og Dynd
	Deri indlister:
	Det, tænkte han, skal blive Synd!
40	Den ondskabsfulde Frister!
	Til Skroget tog man Askens Skud.
	Der blev en Tumlen:
	Hvordan det skulde pyntes ud?
	Ja, det var Humlen!
45	„Ti Hoveder,” var Lokes Ord,
	„Maa Fyren have!”
	Høit skoggergrinte Asathor,
	Det klukked' i hans Mave.
	„Ja,” vedblev Løgnens Gud polidsk,
50	„Ja, paa min Ære!
	Halv Fugl, halv Oxe og halv Fisk
	Vor Helt maa være!
	Et Øie for, et andet bag,
	Kan bedst ham passe!
55	Og sæt ham saa, til vort Behag,
	I Tusindbenets Klasse!
	Tænk' Jer en Svands paa Bagen sat:
	Hvor han vil logre!
	Han og den vilde Abekat
60	Skal være Svogre!”
	„Nei,” raabte Odin, „Gjøgler, nei!
	Med Sligt ei narres:
	Mit Billed: Askur, skaber jeg;
	Med Embla skal han parres!”
65	Nu alle Guder travl' man saae:
	Een Kroppen trilled';
	Skjøn Freia ved den lille Taa
	Undselig pilled';
	Freir dannede den stærke Læg,
70	To Been saa ranke;
	Thor hentede til Haar og Skjæg,
	Fra Ørken, Løvens Manke.
	Af Ægir hver en Form med Smiil
	Blev bølgedannet;
75	Ung Baldur lagde smagfuldt til
	Ved Eet og Andet;
	Men Odin selv den døde Krop
	Med Hoved kroned':
	Det, som en Ørn paa Fjeldets Top,
80	Paa Skuldren dristigt troned'.
	Til Læber man ham Hyben gav,
	Og Marv til Lænder;
	Af Perler fra det dybe Hav
	Fik Munden Tænder;
85	Af Æbleblomsten presset blev
	Til Kinden Farven.
	Da raabte Asa-Odin: „Lev!”
	Og henrykt aanded' Larven.
	Og da saa Mennesket var skabt
90	Af Jordeleret,
	Og havde seet sig om og gabt,
	Og sig formeret;
	En Gave Valhals Guder hver
	Ham ville skjænke:
95	Alfader gav ham Guddomsværd,
	Med Dybsind til at tænke.
	I Hjertet hældte Baldur ind
	Lidt Blod af Lammet;
	Skjøn Freia kyssede hans Kind,
100	Saa Øiet flammed';
	Ham Heimdal skar for Tungebaand;
	Bragur gav Sangen;
	Et Tryk af Auka-Thor hans Haand
	Gav Kraft som Smedetangen.
105	Men Loke loe med bittert Vid:
	„I kloge Blinde!
	Troer I med Sligt i Livets Strid,
	At han vil vinde?
	Nei, jeg vil sætte Kronen paa
110	Jert skabte Væsen!
	Den, jeg begaver, Den skal gaae
	Sit Liv tryg efter Næsen!”
	Saa løb han hen med gusten Kind
	I Aftenrøden,
115	Og stak et Faar, og paa en Pind
	Tog Hjernegrøden;
	Den kasted' han til Grams i Flæng
	Blandt Askurs Sønner:
	„Pas paa,” han green, „i dette Slæng
120	Min Gave meest sig lønner!”