Takt og Tone/I. Livets Højtider
FØRSTE AFSNIT
FORLOVELSE. Den Tid er forbi, hvor den unge Mand, der kom i en Familie og havde givet sit Hjerte til en af Husets Døtre, henvendte sig til hendes Fader, anmodede om en Samtale og bad om hans Datters Haand, hvorpaa han fremkom med Oplysninger om sin Familie, sine Formuesomstændigheder og sine Udsigter, før Forældrene talte med Datteren, og Bestemmelsen for Livet blev taget.
I vore Dage melder den unge Pige simpelthen sine Forældre, maaske ved Frokostbordet, at hun Aftenen før har forlovet sig med Bankfuldmægtig eller Løjtnant N. N., som de aldrig har set for deres Øjne, og at han vil give Møde ved Totiden, for at de kan stifte Bekendtskab med denne unge Mand, som de fra nu af har at modtage og elske som en Søn.
Forældrenes Stilling er ved denne Tingenes Udvikling blevet lidt vanskelig, og en saadan uventet Meddelelse om en Forlovelse er i mange Tilfælde en bitter Pille at sluge. Det maa dog tilraades ikke at intervenere i disse alvorlige Spørgsmaal. Selv om Forældre maa synes, at det ofte behandles vel let og løst af de Unge, og det virkelig ogsaa ofte gaar galt, bør de gøre sig klart, at denne moderne lettere Form for Indgaaelse af en Forbindelse alligevel kan have dyb Rod i Hjertet.
Selv om Forældre har haft andre Ønsker og Planer, maa de forstaa, at de ikke bør gøre Modstand, naar deres Børn har truffet et Valg, men aabne deres Hjerte og deres Arme for Den, der bringes dem som en ny Søn eller Datter.
Det vil ikke alene være kærligst men ogsaa klogest, da det er frugtesløst at kæmpe mod Tidsaanden. De opnaaer kun senere at maatte oprette, hvad de har tabt ved en forgæves Modstand, og bliver de Smaa derved.
I det hele taget bør Forældre aldrig glemme, at Den, der viser Mangel paa Forstaaelse af kærlighed, og ikke selv viser Kærlighed, altid i det lange Løb bliver den Lille. Deres Børn, der elsker, kan derfor have større Ret end de selv, der blot tænker.
Men selvfølgelig er det ikke udelukket, at de Ældre kan have Ret — Forbindelsen er uheldig.
Forældrene bør da søge at udsætte Offentliggørelse og give de Unge Lejlighed til at være sammen og endelig undgaa at hakke paa den Udvalgte. Overdreven Ros er et langt farligere Vaaben overfor en Fraværende. Hvis den daglige Omgang ikke aabner Øjnene paa den Forelskede, bør de søge ved Studier, Rejser o. l. at gøre deres Datter eller Søn klart, at den Paagældende ikke er saa aldeles uundværlig.
Først og fremmest bør de tage sig i Agt for at beklage sig over Forbindelsen ogsaa til Andre. Det hjælper ikke og vanskeliggør en Forsoning.
Heldigvis bliver dog i de fleste Tilfælde Meddelelsen modtaget med Glæde, og der er da en Del Formaliteter at komme igennem.
Forlovelsesringe. Det første, der sker, er at det nyforlovede Par veksler de traditionelle glatte Guldringe, med Dato og Navnebogstaver indridsede paa Bagsiden. I mere frigjorte Forhold undlades undertiden denne Skik, men i de bredere Lag spiller den en stor Rolle, idet Forbindelsen først betragtes som fastslaaet, naar der er vekslet Ringe, og man derved er, hvad der kaldes ringforlovet.
Ynder man ikke denne hævdvundne Skik, eller vil man ikke offentliggøre Forbindelsen, forærer sædvanligvis den unge Mand sin Forlovede en almindelig Fingerring, saa værdifuld, som Forholdene tillader det.
Besøg aflægges hurtigst muligt, efter at den unge Pige er bleven forestillet for sin tilkommende Mands Familie, først af hans Forældre i hendes Hjem og derefter af hans eventuelle gifte og ugifte Søskende. Disse Besøg gengældes efter et par Dages Forløb af hendes Forældre og Paarørende.
Korts Udsendelse. Under den Tid, der gaar med Aflæggelsen af disse Besøg, udsendes der trykte Meddelelser til fjernere Slægtninge og Bekendte, og hvis man ønsker det, til Bladene.
Disse Meddelelser besvares af dem, der har faaet dem sendt, ved Visitkort, hvorpaa er skrevet p. f. (pour féliciter) eller Hjertelig Lykønskning, og i nærmere Venskaber ved et Brev eller en Visit.
Det unge forlovede Par gør derefter en Runde af Visiter hos begge Parters Slægt og Vennekreds, hvor det nye Medlem af Familien eller Kredsen synes, vejes og som oftest findes for let.
Man bør vise en saadan Nyankommen i en Familie megen Venlighed, idet man betænker, hvor ubehageligt det maa være paa den Maade at passere rundt til Eftersyn.
Kun den Omstændighed, at den Unge er forelsket, og derfor føjelig som et Lam — for en Tid — formaaer at faa hende eller ham til at løbe denne Spidsrod gennem ubekendte Tanters og Svigerinders kritiske Blikke. Men hvad bider paa En, naar man er saa lykkelig! Og hvor ørkesløst og paa en vis Maade gammeldags end Begrebet Visiter kan være, saa er de i et saadant Øjeblik paa deres Plads, idet de angiver, om et ungt Par ønsker en fremtidig Omgang eller ikke.
Forlovelsesvisiter. Hvis de Familier, hos hvem Besøgene er aflagte, ikke i deres Høflighedsiver er kommet ilende før det unge Pars Visit, gengældes denne i Løbet af et Par Ugers Forløb, helst af Herren og Fruen sammen, eller ogsaa af Fruen alene, som, ifald Ingen er hjemme, aflægger baade sit eget og sin Mands Kort.
Forlovelsesselskab. Saa snart de mest nødvendige Besøg er fra Haanden, indbyder den nyforlovede unge Piges Forældre den unge Mands nærmeste Paarørende og Venner i saa festlig Form, som Formuesomstændighederne tillader det. Morsomt bliver det sjældent, da de tilstedeværende som oftest er hverandre ubekendte og ligegyldige, og der dog skal holdes Taler, først for de Forlovede, saa for begge Parters Forældre og undertiden Søskende. Den nyforlovede unge Mand udbringer sine nye Svigerforældres Skaal og gør det undertiden i sin Befippelse saa uheldigt, at det danner et lille Lyspunkt for Deltagerne i denne pligtmæssige Festlighed.
Efter dette Selskab gør den mandlige Parts Forældre Gengæld, og det samme Program iværksættes til liden Fornøjelse for alle Parter, men man skal jo igennem saa meget.
Heldigvis er disse Formaliteter ikke nogen Nødvendighed. To Unge kan jo nok uden dem blive enige om at ville vandre gennem Livet sammen.
I de Tilfælde, hvor de Paagældende helst undgaar al denne Staahej og selv ønsker at lade deres Aftale om at indgaa Ægteskab gaa stille af, bør taktfulde Venner og Bekendte, helst ogsaa Pressen, afholde sig fra at krydse dette deres Ønske.
BRYLLUP og dets Festligholdelse har efterhaanden
antaget et noget mindre Omfang end i foregaaende
Aarhundreder.
Stille Bryllup. Skønt Bryllup holdes for Livets største Fest, er der Mange, der efterhaanden gaar udenom den, idet de i al Stilhed, med de nødvendige Vidner, lader sig vie paa Raadhuset eller i Præstens Hjem, hvorefter de rejser bort med det samme og først udsender Kort efter Vielsen. Dette gælder naturligvis især ældre Brudepar, eller hvor den ene af Parterne er fraskilt eller har været gift før. Den unge Pige vil sædvanligvis nødig give Afkald paa den Poesi, der omgiver en Brud, og den Virak, der ikke udebliver ved et stort Bryllup.
Borgerlig Vielse spiller en stadig større Rolle begrundet paa Nemhed og Billighed, men da den endnu ikke er paabudt og kun finder Sted, hvor kirkelig Vielse af forskellige Grunde ikke kan finde Sted, er det dog sjældnere, at den anvendes i de velstillede Samfundslag. Den finder Sted paa Raadhuset Kl. 1 hver Fredag, alle de tilstedeværende Par faar en foreskreven Tale under eet af Borgmesteren og vies derefter særskilt i en tilstødende Sal.
Brudeparrene er i daglig Formiddagsdragt, og ingen Vidner medfølger, da de retslige Formaliteter er besørgede skriftligt. Det hele Apparat er meget værdigt, men de, der ønsker et Skær af Poesi over Ægteskabets Indvielse, bør heller ty til Kirken.
Kirkebryllup. Skal et saadant finde Sted, afholdes det af Brudens Forældre eller nærmeste Paarørende, og Indbydelserne udstedes c. 3 Uger i Forvejen. Listen maa affattes med største Omtanke, da en Forglemmelse ved et Bryllup af en Slægtning eller gammel Forbindelse kan afstedkomme en Harme, som er længe om at fortage sig. Man maa hellere indbyde for mange end for faa. Det er dog en Aareladning af værste Sort, og en lille Besparelse kan ikke opveje det Raseri, der rejser sig ved en Forbigaaelse.
Indbydelsen lyder paa at give Møde i Kirken med efterfølgende Festlighed i Hjemmet eller paa et offentligt Sted, hvilket sidste efterhaanden i Bylivet er blevet det almindeligste, da Pladsforholdene lægger Hindringer i Vejen for store Sammenkomster i Hjemmene.
Et slemt Udslag af Paatrængenhed og Taktløshed hos den Del af den kvindelige Befolkning, der ikke har anden Beskæftigelse end at skaffe sig gratis Fornøjelser, er det at trænge sig frem for at overvære ganske fremmede Menneskers Kirkebryllup. Hensigten er vel hovedsagelig den at stirre paa Brudens og de øvrige Damers Toiletter, og synes derfor i kun ringe Grad at have Føling med de Stemninger, der skulde drage Mennesker til et Gudshus.
Ved store Bryllupper, hvor en Sensation af denne Art kan ventes, maa det desværre derfor tilraades at udstede Kort for at undgaa Trængsel.
Man maa ved et Kirkebryllup lægge sig paa Sinde at komme i rette Tid, da hele Brudefølget maa være forsamlet før Brudens Ankomst, og modtages af Brudgommen, der med sin Forlover kommer først til Stede. Kirkebetjeningen placerer Brudefølget efter Gæsternes Forhold til Brudeparret, og Kønnene er adskilte, en lidt mærkelig Skik netop ved denne Anledning.
Bryllupsfest. En vanskelig selskabelig Opgave stilles Brudens Forældre ved Placering af Gæsterne ved et stort Bryllup. Vanskeligheden ligger i, at Medlemmerne og de nære Venner af de to Familier som oftest ikke alene er hverandre ubekendte, men ogsaa for de halve af Gæsternes Vedkommende ofte er fremmede for Vært og Værtinde. Brudgommen bringer sine Svigerforældre en Liste paa dem, han ønsker indbudt, og ifølge den dukker der ofte Tanter og Svogre o. l. op fra Provinsen, hvis Tilværelse man ingen Anelse havde om, og som derfor er vanskelige at anbringe paa heldig Maade ved Festbordet, rent afset fra, at de altid er ubegribelig talrige.
I og for sig gør det nu mindre til Sagen, hvem man faar tilbords ved en saadan Middag, idet Talerne og Sangene er saa mange, at der ikke gives En megen Tid til Samtale. Allerede ved Suppen begynder det med, at Værten byder velkommen, og derefter gaar det Slag i Slag. En af de Forloverne holder Talen for Brudeparret, og den usalige Brudgom har derpaa at takke Brudens Forældre for den Livets største Gave, de har skænket ham, en Pligt som har ødelagt Festens Glæde for mangen Brudgom, og som — det skal indrømmes — heller ikke altid klares med afgjort Held, idet de færreste har Mod til som hin Brudgom at sige: „Tak for Caroline!“ men indlader sig paa lange Udviklinger. Efter Brudgommens Tale vilde det være en Velsignelse, om der blev sat en Stopper for Veltalenheden, saa Gæsterne kunde faa Lov at more sig efter Behag, men tværtimod føles der gensidige Forpligtelser til at udbringe Skaaler for tilstedeværende Søskende, Svigerinder, Tanter og gamle Ammer — hvem ikke — hvilket unegtelig, da man er nødt til at høre paa det, gør en saadan Fest til en tvivlsom Fornøjelse.
Derfor — hvis det ikke paa Grund af en indtrængende Opfordring er nødvendigt eller et ganske specielt Talent er til Stede — bør man afholde sig fra at optræde som ukaldet Taler ved en Bryllupsfest eller lignende Anledning, for ikke af Hensyn til en Enkelt at virke hæmmende paa den almindelige Munterhed.
Hvis man dog føler sig kaldet til at være Festtaler, bør man undgaa at nævne ethvert Forhold, der er sørgeligt eller ubehageligt for dem, man ønsker at hædre og glæde med sine Ord.
Brudeparret forlader Festen uden at tage Afsked med Andre end Forældrene.
Efter Brylluppet afholder Brudgommens Forældre, hvis Forholdene er dertil, et Selskab for de Nygifte, hvor Brudens Forældre og Søskende er selvskrevne Gæster, men som er lidt vanskeligt at gøre underholdende da det let kommer til at virke som en mindre festlig Gentagelse af Brylluppet.
Brudegaver og Blomster sendes til de Nygiftes Hjem, medmindre de rejser bort umiddelbart efter Brylluppet, i hvilket Tilfælde de sendes til Brudens Hjem.
Man behøver ikke at sende Gaver eller Blomster til et Brudepar, selv i nære forhold, naar den af Brudeparret, der stod En nær, aldrig har forestillet En deres tilkommende Ægtefælle.
Det maa tilraades som Brudegave enten at raadføre sig med de nærmeste eller at vælge noget, der med Lethed kan byttes, da det er vanskeligt at vide, hvad det unge Par har Brug for, og der sædvanligvis indtræffer Dubletter. Hvad skal f. Eks. en ung Husmoder gøre med tre Potageskeer og uden en Kageske?
Brudegaverne stod tidligere fremme i nogen Tid i det nye Hjem, for at give de Besøgende den tvivlsomme Fornøjelse at kunne beskue dem og sammenligne deres egen lille Opmærksomheds Værdi med de Andres. Ingen ved, hvor fattige seks Sølvæggebægre ser ud, før man har set dem i Skyggen af en Sølv-Jardinière.
Modtagelse i det unge Hjem. Den nygifte Frue bør helst lade udgaa Meddelelse til sin Omgangskreds med Fastsættelse af en Dag, hvor Brudeparret tager imod Lykønskninger i det nye Hjem. f. Eks. en af de første Søndage efter Brylluppet, eller efter Hjemkomsten fra Bryllupsrejsen. Man faar da en Kop The eller Vin og Kage. Kort efter denne Modtagelse gør det unge Par Visit hos Paarørende og Venner, hvilken Runde for saa vidt har større Vigtighed end andre Visiter, idet den er angivende for Grundelementerne i den Omgangskreds, det unge Par Livet igennem kommer til at bevæge sig i. Bedst er det jo altid at kunne bevare de gamle Venner fra Ungdomstiden.
Disse Visiter maa gengældes af dem, hos hvem de er blevet aflagt. Hvis dette ikke sker, eller en Indbydelse ikke træder i Stedet, maa det af de Nygifte betragtes som en Tilkendegivelse af, at et Omgangsforhold ikke ønskes.
BARNEDAAB. Livets naturlige Gang er jo den, at
efter Bryllup bliver den næste Højtid det første Barns
Daab, en Festlighed, som giver de unge Forældre
meget at tænke paa. Det første Hovedbrud bestaar i at
finde et Navn til Barnet, som kan tilfredsstille til
alle Sider. I gamle Dage opkaldtes Barnet
sædvanligvis efter en af Bedsteforældrene. Dette er gaaet af
Brug og er afløst af en Raptus for gammelnordiske
og for Kvindenavnes Vedkommende romantiske
Benævnelser, saasom Dagny, Dagmar, Tove o. l. hvis
ikke den engelske Smag foretrækkes saasom Lilian,
Violet m. m. Det maa dog tages i Betragtning, om
der ikke var noget pietetsfuldt og smukt i at
opretholde de gamle Døbenavne i Familierne, særlig i
Slægter, hvis Tradition gaar langt tilbage.
Det maa dog afgjort fraraades at lade Fader og Søn eller Moder og Datter hedde det samme, hvilket giver Anledning til idelige Fejltagelser i og udenfor Hjemmet og afstedkommer Uskikken med Kælenavne.
Er Barnets Døbenavn efter mange Overvejelser omsider fastslaaet, skal det afgøres, hvem der skal vælges til Faddere. Almindeligvis bærer den unge Kones Moder sin Datters første Barn over Daaben og Farmoderen det næste. En ugift Paarørende eller Veninde „holder Huen“ som det paa gammeldags Vis endnu kaldes, og af de mandlige Faddere vælges med Omhu de Paarørende til Gudfædre, der kan tænkes at ville have Interesse ikke alene for Barnets aandelige men ogsaa timelige Vel. Det Spørgsmaal: „Skal det være Ske eller Bæger“ fremsat af en ugift Broder paa en Anmodning om at være Fadder til et nyfødt Vidunder, falder ikke mere i god Jord. En graa Sparekassebog med et klækkeligt Indhold som Begyndelse paa et Livs Liggendefæ vil langt blive foretrukket.
Den Skik at Fadderne „gav paa Vuggen“ en ret klækkelig Gave til Ammen, er vist idetmindste i Byerne, ved at falde bort, da Barnets første Pleje nu nærmest er gaaet over til Sygeplejersker samt til et Flaskebatteri med lunken Mælk.
Fadderne giver til fastsat Tid Møde i Kirken, hvis ikke det er Hjemmedaab. Gudmoderen tager ved Kirkedøren imod sit Gudbarn og bærer det til Døbefonden ledsaget af de andre Faddere.
Den Sammenspisning som uundgaaeligt finder Sted efter den højtidelige Handling, indskrænker sig i vore Dage ofte til en Frokost i de lykkelige unge Forældres Hjem, men i lidt større Forhold bliver det sædvanligvis til en Middag, især naar det gælder den Førstefødte. Ofte en drøj Dag for den unge Moder, endnu lidt svag efter Fødslen, at skulle sørge for det pyntede Barn og hvad dertil hører, og derefter en efter det unge Hjems Forhold splendid Middag.
Den ældste af de mandlige Faddere holder Talen for Barnet, og hvis alle de der udtalte Ønsker holdt Stik, vilde Livet overhovedet ikke indeholde et Gran af Modgang for det Individ, der ved Starten blev tildelt veltalende Faddere. En anden af Fadderne udbringer Forældrenes Skaal, og det skulde gaa mærkeligt til, om der ikke ogsaa blev holdt Taler for de to Sæt Bedsteforældre. Kontinuiteten maa holdes i Ære. Barnet bæres pyntet omkring ved Desserten for at blive krammet af begejstrede Tanter.
KONFIRMATION bliver den næste Milepæl paa den
unge Verdensborgers eller Borgerindes kirkelige og
sociale Vej. Af alle de mærkelige Skikke, der paa
Trods af sund Fornuft holdes vedlige i alle Lag af
Befolkningen og særlig i folkelige Kredse, er vel
Kirke-Konfirmationens Sammenblanden med det verdslige
Liv en af de besynderligste. At en Dreng eller Pige
ved Overgangen fra Barn til Voksen efter nogen
Religionsundervisning bekræfter sin Daabspagt, uden
just at have synderligt Begreb om Betydningen af
det, er jo en fuldstændig religiøs Akt og kirkelig Sag,
der intet har med Samfundet eller Selskabslivet at
gøre. Men hvad sker: Der gives Ynglingen eller den
lille Pige et fuldstændigt personligt Udstyr fra inderst
til yderst, indbefattet Undertøj lige til en Festdragt,
og naar Forældrene ikke selv formaar at udrede det,
kan man indsende Ansøgninger til dertil oprettede
Foreninger eller Legater, som da er forpligtede til at
træde til.
Konfirmanden kører, ledsaget af de arme Forældre i den aarle Morgenstund i Karet eller Bil til Kirken, den unge Pige hvidklædt, Drengen sortklædt; Skaren placeres efter Kønnet vis à vis nedad Midtergangen der bliver de unge under den lange Ceremoni siddende til højt op paa Dagen, stirrende paa hverandre med Forældrene bag sig. Moderen holder altid Stand, hvorimod Faderen er slem til med smaa Mellemrum at absentere sig for at nyde en Forfriskning paa den nærmeste Kafé, hvad dog formentlig ikke vil blive regnet ham til Last ved det endelige Livsopgør.
Og naar de saa kommer hjem? Ja, saa modtages de af Kødets Lyst i form af en fuldstændig Guldsmedebutik af Gaver, Broscher og Mansjetknapper, Gulduhre og Kæder, alt, hvad der lige er egnet til at bortlede den unge Konfirmands Tanker fra den religiøse Handling, han eller hun lige har gennemlevet. Denne forsætlige Bortleden bliver kun forstærket ved Dagens videre Forløb. Istedetfor den Eftertanke, som en rolig Dag bedst vilde kunne fremkalde, strømmer Blomsterbuketter, Telegrammer og Urtepotter ind, Konditorier bringer et pyntet Kransekagehorn med en Konfirmand paa Toppen og fra Bogtrykkeriet sendes Festsangen til Middagsbordet, mens Kogejomfruer og Opvartersker etablerer sig i Køkkenet, for, naar de pyntede Gæster ankommer, at servere den fra det nærmeste franske Køkken bestilte Middag à saa og saa meget pr. Kuvert, uden Vine, som sendes ekstra fra Vinhandleren. Denne selskabelige Skik eller Uskik gaar igennem hele Befolkningen. Tarvelige Haandværkere, som til daglig maaske er Samfundets fornuftigste Lag, bryder ud af alle Skranker paa en Søns eller Datters Konfirmationsdag.
Men tag ikke til Genmæle overfor Deres Slægtninge, selv om De synes, at Skikken er aldeles ravgal. Bring Deres Sonoffer i Form af en Ring med en Turkis eller Carit Etlars Romaner i Pragtbind. Ønsk bevæget til Lykke til den bekræftede Daabspagt og drik Champagnen til Stegen. Det er ørkesløst at ville reformere Samfundsskikke med Kritik; man har Lov at have den in mente, men man gør klogt i at beholde den for sig selv.
SØLVBRYLLUP betegner Livets Højdepunkt for to
lykkelige Ægtefæller, den skønne Dag, hvor man paa
eengang kan se tilbage paa Minderne og fremad til
den Lykke, som Livet endnu kan rumme: den Dag,
hvor Børnene er blevet voksne og har vist, hvad de
duer til, men endnu staar i Ungdommens fagre Vaar.
Det er i vore Dage ikke ualmindeligt, at
Sølvbrudeparret rejser bort for at unddrage sig den Hyldest og
Staahej, som et stort Sølvbryllup medfører, men som
oftest fejres Dagen sammen med Børn, Slægt og
Venner ved en saa stor Fest, som Omstændighederne
tillader, og Huset bugner under Blomstergaver, Sølvtøj,
Malerier og hvad de Paarørende nu kan finde paa
for at forherlige Dagen.
Hvis man er nærstaaende som Slægtning eller Ven, sender man en Gave, særlig, hvis man er med ved Festen. Staar man paa en Fod med Familien som god Bekendt, sender man Blomster med et Par venlige Ord. Er Ens Forhold af fjernere omend velvillig Art, nøjes man med et Telegram, hvilket medfører, at en Mængde saadanne indtræffer, og uheldigvis bruges det, at Bunken læses op ved Bordet. Lov, at De ikke vil lade det ske, naar De holder Sølvbryllup.
Som oftest er der ved et Sølvbryllup Modtagelse i Hjemmet om Formiddagen, hvor der serveres Gratulanterne en Forfriskning, saasom Vin og Smaakager, mens det mere og mere bliver Skik, at Middagen afholdes paa et offentligt Etablissement, dels af Pladshensyn, dels for ikke at trætte.
Har man en meget stor Kreds og Slægt, kan det tilraades at indbyde de Ældre og Nærmeste til Middagen og at lade de Unge og Fjernerestaaende komme om Aftenen.
GULDBRYLLUP fejres sædvanligvis paa samme
Maade som Sølvbryllup, og er jo en saa sjælden Fest,
at den antager et mere højtidsfuldt Præg med et vist
Skær af Vemod over sig, ved Følelsen af, at det snart
vil tage Ende med Samlivet med dem, man er
samlede for at fejre. Et Guldbrudepars høje Alder
foraarsager, at Gaverne ved denne Lejlighed er af
mindre varig og solid Karakter end ved Bryllup og
Sølvbryllup — hvad skal gamle Folk med nye
Sølvkaffekander og Broncelamper. De har forlængst, hvad de
behøver for Resten af Livet. Blomstergaver eller
allerhelst et eller andet, der har Forbindelse med deres
Børns og Børnebørns Liv, Billeder o. l. vil være at
foretrække.
JUBILÆUM er en Festlighed, der spiller en større
og større Rolle i Samfundslivet. Ikke alene Personer,
saasom Skuespillere, Digtere, Professorer o. a. men
Institutioner som Teatre, Foreninger, Korporationer,
Skoler, Regimenter o. l. samt Privatforeninger, holder
med Iver Jubilæum og kræver stærk Hyldest af
Omverdenen for dem, der i Øjeblikket er Ledere. Man
har endog ondt ved at vente til den hævdvundne
Dato, Femogtyveaarsdagen, men begynder saa smaat
at liste Tiaarsdagen ind.
Et Jubilæum fejres selvfølgelig med Gaver, Sammenspisning, Telegrammer, Deputationer og Blomster og allerhelst med en eller flere Ordensdekorationer for de Ledende.
Naar det er Forretninger, der holder Jubilæum, bør det ikke forventes, at private Venner tager Del i det, men Iveren efter at vise Deltagelse er i vore Dage saa stor, at det alligevel sker igennem Besøg, Breve og Blomster, selv om det ikke er paakrævet.
De mere officielle Besøg ved den Slags Lejligheder sker ofte deputationsvis. Den jubilerende Blikkenslager modtager Deputationen staaende, og svarer paa dens Henvendelse med nogle velvalgte Ord. Familien hør først, hvis det sker i Hjemmet, vise sig, naar Højtideligheden gaar over til Vin og Smaakager. Som oftest sker det i Hjemmet, naar, som det hedder, Jubilæet fejres i Stilhed.
FØDSELSDAGEN spiller, som rimeligt er, en Rolle
indenfor Hjemmets Vægge. Det er nemlig en Dag,
hvor der er Grund til at sige de Ord, der bliver sagt
altfor lidt, skønt de burde være lette at sige, og
glæder Alle, de Ord, der rummer Kærlighed og Tak for
hver lille Tjeneste og hvert kærligt Ord paa alle
Livets Graavejrsdage. Underligt saa sjældent de Ord
siges mellem Mennesker, men den sære Skyhed der
er for at udtale Følelser, den kan vige paa denne
Dag, hvis bedste Gave er netop saadanne Ord.
Om Morgenen indtræffer der Fødselsdagskort fra Venner, der ikke har Lejlighed til at aflægge Besøg, medmindre der sendes Blomster, ligesom de fleste Besøgende medbringer Buketter. Besøg aflægges Kl. 3—5 og der trakteres da med Chokolade og Kager.
I Familier, hvis Liv ikke er indrettet paa at modtage Gæster om Dagen, tages der imod om Aftenen, og der drikkes da ogsaa ofte Chokolade og Kaffe.
Fødselsdagen spiller naturligvis især en Rolle for Husets Damer, Børn og gamle Herrer. De arbejdende Herrer lader den som oftest ude af Betragtning og fejrer den muligvis kun ved at indbyde et Par nære Venner til et hyggeligt Maaltid.
Der gives Gaver ved Fødselsdage, men disse antager dog som oftest kun en større Form i de nærmeste Forhold f. Eks. fra Mand til Hustru og særlig fra Forældre til gifte Børn, hvor lidt Bistand kan gøres nødig.
Læg Mærke til, at man ved Lykønskninger til Dame-Fødselsdage ikke dvæler ved Alderen, naar den ligger mellem atten og halvfjers, ved hvilke Fødselsdage Stoltheden over at blive et Aar ældre sædvanligvis findes. Man sender hurtigst muligt efter Fødselsdagen et Kort med et Par venlige Ord til Tak for al udvist Opmærksomhed til dem, der har sendt Hilsen eller Gaver. Jo hurtigere man gør det, jo nemmere er det.
Den om sig gribende Trang til Fest har overført Jubilæumstanken ogsaa paa Fødselsdage, idet baade 50, 60 og 70 ikke at tale om 75 eller alle følgende Numre delelige med 5 efterhaanden giver Anledning til stadig stigende Hyldest, der ikke behøver at staa i Forhold til den Paagældendes Betydning. Som ved al anden Skik og Brug er der ikke andet for end at konstatere det og slaa Følge. Det skal dog fastslaas, at Festfiguren selv kan bidrage en Del til at holde disse ustanselig tilbagevendende Festligheder lidt indenfor Rimelighedens Grænser dels af Beskedenhed, dels af Tanken om, at de er til ikke ringe Gene og Bekostning for Omgivelserne.
Bordplacering ved Fester. Familiefestligheder har deres Ceremoniel for sig selv, idet der fremkommer en egen Rangforordning, som er uafhængig af andre Hensyn baade til „Fornemhed“ og til Venskab, og ikke staar i mindste Forbindelse med den Omgang, der har fundet Sted. En fuldstændig glemt Søster fra Provinsen, der dukker op ved et Sølvbryllup, indtager en selvfølgelig Førsteplads, fordi det her i første Instans er Slægten, der samles.
Mens meget gamle Mennesker helst bør holde sig tilbage fra Selskabslivet, hvor de passer daarligt, er de ved en Familiefest den smukkeste Pryd. Deres Tilstedeværelse gør Festen til et Symbol paa Slægtens Tradition, og bevirker, at de Unge kommer at til føle sig som hørende til en Enhed, der bør holde sammen under Mærket af de Minder, som de Gamles Nærværelse fremmaner.
JULEN er en Ting, som Folk i de elleve Maaneder
af Aaret ikke skænker en Tanke eller højst er enige
om, er en meget besværlig Ting, men som den tolvte
rejser sig som en Kæmpe, som det er umuligt at
diskutere med eller om. Grunden dertil er naturligvis den,
at Julen endog fra Hedenskabets Tid er Nordboernes
største Fest, saa at ethvert Forsøg paa at afskaffe selv
dens uheldige Egenskaber, saasom Udvekslingen af
Gaver, vil falde frugtesløst ud, særlig, fordi Børnene
har bemægtiget sig den.
Julegaver. Allerede i November begynder de kære Smaa at lade Vink falde om, hvad de kan tænke sig at ville modtage, og inden Juleaften er naaet, er Gavelavinen svulmet op til en tordnende finansiel Katastrofe i mange Huse. Spørgsmaalet vil for de Flestes Vedkommende være: Hvem skal man give Gaver? Det vil naturligvis afhænge af Temperament og Familietradition og særlig af, hvor mange Gaver, man selv faar.
I fornuftigere Kredse har dog Urimeligheden ved, at voksne Mennesker giver hverandre Overraskelsesgaver, gjort sig saa vidt gældende, at man indskrænker sig til Bagateller og spøgefulde Ting, og man maa haabe, at denne Opfattelse vil brede sig, hvor meget end de Handlende anstrenger sig for at holde Skikken vedlige.
De bør ikke give Den, hvis Smag og Vaner De ikke nøje kender, en Genstand af speciel Art eller af stort Omfang. En uhyre Majolikavase, man ikke har Plads til, er slem at faa til Huse, hvorimod et Silkesjal eller et Par Hansker, der lægges i en Skuffe, aldrig kan genere.
Hvis man har ondt ved at finde paa Gaver til sine Kære, er man som oftest paa den sikre Side, naar man holder sig til det, der kan spises, drikkes eller ryges. En Høne, en Æske Konfekt eller en Flaske Likør kan virke beskedent men aldrig uvelkomment. Spisevarer er at foretrække for Blomster, der sendes rundt efter en stor Maalestok.
Naar De faar noget, De finder forfærdeligt, brug da hele Deres Aandsnærværelse for ikke at røbe det, selv med den mindste Trækning. Glem ikke, at Giveren synes om det.
Giv ikke Deres Børn kostbare Julegaver. Barnefantasien har den lykkelige Ævne at gøre det tarveligste Legetøj illuderende, og Luksus bidrager kun til, at Julen, modsat af, hvad den skulde, gør Børnene fordringsfulde og mindre elskværdige.
At lade Gaver, man ikke bryder sig om, gaa videre, er behageligt og besparende, men farligt. Hvem kan i Juleundersøgelsen af Skabe og Skuffer huske, af hvem man har faaet en Tegnebog eller Krukke i Fjor. Men Giveren kan saa glimrende huske det, og en drilsk Skæbne vil undertiden lade det blive ham eller hende, man lyksaliggør med Tingen, og det er ikke Enhver, der kan tage det spøgefuldt.
Naar De derfor lagrer en Genstand med denne Brug for Øje, bør De udstyre den med en oplysende Seddel.
Glem ikke ved Juleudgifterne, at der efter Juleaften er endnu fuldt en Uge tilbage af den endeløse December. Hvis De i Deres Hjertes Godhed lader Dem friste til at støvsuge Deres Pengeskuffe c. den 23de, bliver det vanskeligt for Dem ved de sidste Juletræer at synge: Glade Jul, dejlige Jul med den rette Overbevisning.
Helligdage. Julen er helliget til Familiesammenkomster. Der er ganske vist lidt for mange af dem, fordi Helligdagene er for mange. Det morer ikke de Unge synderlig Dag efter Dag at spille Lotteri om Smaating med gamle Tanter, hvorfor de stræber, hvad de kan, for at komme afsted til Juleugens Dansefester paa store Hoteller. Det virker ikke altid helt elskværdigt, idet Julesammenkomsterne har deres virkelige Berettigelse som et Samlingsmærke for Familien. Til anden Adspredelse er Aaret langt nok.
Nytaar. Overgangen fra det svundne Aar til det kommende, Nytaarsaften, vil de Fleste helst tilbringe sammen med deres Nærmeste. Naar Klokken slaar tolv, føler man Trang til at tømme sit Glas for det nye og ukendte Aar med dem, man har at støtte sig til, fordi man er forvisset om, at de vil tage Del i Ens Sorger og Glæder.
Glem ikke Nytaarsdag at aflægge et Besøg hos de Ældre i Slægten, særlig Forældre og Søskende, som De ikke var sammen med Nytaarsaften. En ukærlig Forsømmelse af et saadant Hensyn føles ofte stærkt. De Yngre gaar den Dag til de Ældre. Iøvrigt aflægges Nytaarsdag Høflighedsbesøg til Principaler og Chefer desuden til Husets Frue af Herrer, der nyder megen Gæstfrihed i et Hjem. Dog er denne Skik noget i Aftagende.
Der serveres ved saadanne Besøg et Glas Vin og Smaakager.
Jule- og Nytaarskort bruges i stedse stigende Grad, til største Besvær for Postvæsenet og ikke til synderlig Glæde for dem der udveksler dem.
Der lægges mest Vind paa Julekort, hvilket for saa vidt er urimeligt, da gode Ønsker for et helt Aar dog har større Rækkevidde end en Julehilsen.
Hvis man har faaet Julekort fra Venner, hvem man ikke har gjort Gengæld, sender man et Nytaarskort.
Sæt ikke stor Bekostning paa Jule- og Nytaarskort. Den er ret spildt. Det er jo ikke Litografens Opfindsomhed, man sætter Pris paa, men Deres personlige Indsats, det lille Ord, der kom fra Hjertet og derfor gaar til Hjertet. Det kan De lige saa godt skrive paa et blankt, hvidt Kort.