Takt og Tone/II. Det daglige Liv i Hjemmet

by Emma Gad

ANDET AFSNIT

DET DAGLIGE LIV I HJEMMET

HJEMMETS TONE. For den Ene betyder Ordet Hjem det Sted, som ligger Hjertet nærmest, den Havn, hvorhen man tyer under Livets Kampe og Skuffelser, sikker paa at finde Trøst og Hvile. For den Anden vil Hjemmet kun sige: En nødvendig Station paa den daglige Ørkenvandring gennem Forlystelserne og Forretningerne, det Sted, hvor man spiser og sover, klæder sig om, saa nogenlunde ligegyldig for, hvor det findes, og hvor ofte det skifter Sted.

Naar Hjemmet føles som et saadant blot og bart Opholdssted i Stunder, hvor ikke noget andet og mere underholdende frembød sig, saa kan man være temmelig sikker paa, at der har været og er en Mangel ved den daglige Omgangstone. Forældrene og især Moderen har ikke forstaaet at skabe en Helligdom for sine Børn ud af en Række Værelser, en Følelse, som er noget af det mest dybtgaaende i Menneskers Hjerter ganske uafhængigt af de ydre Kaar. Det er tidt om smaa beskedne og lavloftede Stuer, at de uforglemmeligste Minder og de kærligste Tanker samler sig, hvorimod Livet i prægtige Højenloftssale kan lade Hjertet koldt, fordi der, trods al ydre Glans, savnedes det, der giver Næring til Hjertet og Følelsen. Ligesom det kan ske, at der ikke er Musik i Huset et Sted, hvor der spilles den hele Dag, saa kan der i et Hjem savnes den evig klingende Tone af Skønhed og Livets Glæde.

MAND OG HUSTRU. Den vigtigste Betingelse for, at der skabes en god Tone i Hjemmet, er naturligvis indbyrdes Kærlighed og godt Humør til at taale Livets Ærgrelser og Skuffelser. Men næst efter det er Husfruens Forhold til sit Hjem det mest afgørende.

Husfruen bør være selve Hjemmets varme Hjerte, med i alle dets Hændelser, Glæder og Sorger, og i de Familier, hvor hun det meste af Dagen er paa Farten, i Selskab og Visiter, til Møder og Udsalg, faar det daglige Liv ikke den Samlivshygge over sig, som hvor hun næsten altid er at finde, rede til at raade og trøste sine Børn, naar noget er gaaet dem paa tværs, og endnu mere redebon til at anspore deres Initiativ og Stræben imod nye Maal.

Men hvor meget en Moder end er for sine Børn, maa hun vogte sig for at lade sin Mand føle, at hun altid er paa deres Parti imod ham i de smaa Tvistigheder, som uundgaaeligt opstaar indenfor Familielivet. Mangt et Ægteskab er faldet sammen, fordi Manden følte Hustruen og Børnene som en kompakt Majoritet imod sig, hvorved han blev isoleret og søgte andetsteds hen med sit Krav til Hyggefølelse og Lykke. At finde lige den rette Plads imellem Mand og opvoksende eller voksne Børn er en ikke helt let, men betydningsfuld Opgave for Husmoderen.

Opstaar der Ordstrid mellem Husfaderen og de voksne Børn, som truer med at antage en lidt bitter Karakter, maa Moderen gøre, hvad hun formaar for at dreje Samtalen i en anden Retning.

Husmoderen bør være den første til at paasé, at hendes Mands Arbejde holdes i Ære, og at der gives ham Ro og Tid i at udøve det. Det samme Hensyn til Hustruens Livsgærning bør udvises af hendes Mand, naar hun har et eget Erhverv.

Husherren bør vogte sig vel for at henfalde til den almindelige mandlige Skødesynd at være gnaven og ubehagelig eller tvær og tavs til daglig i Hjemmet, alt mens han viser sig fra den muntre og behagelige Side, saa snart han færdes blandt Fremmede. Intet bidrager i højere Grad til at berøve Dagliglivet dets kærlige Fortrolighed og gode Humør.

I Hjem, hvor en saadan Gnavenhed er en tyngende Plage, maa naturligvis Hustruen gøre, hvad hun formaar, for at udviske den og faa Børnene til at forstaa, at Gnavenhed i Hjemmet er en saare almindelig Egenskab hos ældre Mænd. At tale til Manden om det, vil neppe føre til noget Resultat. Naar Mænd først er blevne gnavne, er der ingen Vej tilbage. Men for dem, der endnu ikke er blevet det, kan der være Grund til et advarende Ord, for Gnavenhed er som oftest kun en daarlig Vane, som har ødelagt mangt et Samliv og maaske er en af de hyppigste Aarsager til Ægteskabets Ruin.

En Moder bør gøre sine unge Sønner indlysende, hvilken Plage denne almindelige Egenskab er for Omgivelserne og bede dem indtrængende om at bekæmpe den, naar deres Tid kommer.

En af Grundene til dens Opstaaen er vistnok, at Manden isolerer sit Arbejde og dets Bekymringer for meget fra sin Hustrus Verden. Han maa da bære dem alene, hvad der gør ham indesluttet og trist.

En Mand bør søge at gøre sin Hustru delagtig i sine Vanskeligheder. Han bør have Beroligelsen og Fornyelsen ved at kunne komme til hende og dele dem med hende. Og der kan indtræffe det Øjeblik, hvor han bittert angrer ikke at have gjort det, f. Eks. naar en Forværrelse af deres fælles Stilling kan komme til at staa for hende som en pludselig Katastrofe.

Hvis hun paa Forhaand havde kendt dens Aarsager, vilde hun snarere kunne forstaa Sammenhængen, ligesom der da havde været givet hende Lejlighed til at komme med et Raad til mulig Afværgelse.

Naar imidlertid Hustruen maa forlange en saadan Tillid af sin Mand, har han ogsaa Ret til at vente, at han til Gengæld kan have den samme Tillid til hende især paa det Punkt, der sædvanligvis er Kvindernes allersvageste, nemlig deres Mangel paa Diskretion. Ethvert Menneske har Trang til at kunne tale med Nogen, hvis ikke han skal blive indesluttet, og naturligst og bedst er det jo, naar han kan tale helt ud til Den, der inderst inde skulde være hans Forbundsfælle i Livets Kamp. Desværre er der mangen en Mand, som kommer træt og forpint fra Striden for det fælles Bedste, og som saa ligeoverfor sin Hustru er nødt til at skjule og dække og nøje at overveje sine Ord, fordi han ved, at de som „fortrolig Samtale“ vil gaa videre fra hende til Andre, maaske i overdreven og fejlagtig Form.

Man maa derfor raade Hustruen til den størst mulige Diskretion med det, hendes Mand har betroet hende. Kan hun ikke se noget højere Maal med at holde inde med Snakkelysten, bør hun kunne indse, at hun dermed skærer i sit eget Kød, i hvert Tilfælde ved at gøre ham til en ensom og gnaven Mand og saaledes undergrave Hjemmets daglige Liv.

Skinsyge er et af de Træk, der har den mest ødelæggende Virkning paa Lykken i et ægteskabeligt Samliv. Hos Manden bunder den gærne i et erotisk Moment, men for en Kvinde kan det godt ske, at den ikke indskrænker sig til Personer, hvad der jo er den værste Form, men kan omfatte alt, hvad der optager Manden, og hvad han holder af, selv hans Arbejde, som hun dog i Regelen lever af. Denne Art af Skinsyge, ikke mindst den uberettigede, udøver et stadigt Slid paa Følelsen og virker tilsidst ødelæggende paa Forholdet.

Hvis en Hustru vil beholde sin Mands Kærlighed, maa hun benytte sit mest aarvaagne og fineste Instinkt til at sige sig selv, i hvilke Tilfælde det er betimeligt at tie og i hvilke at tale.

Man kan bringe en Kærlighed til at visne, naar man af Modvilje eller Uforstand undlader at sige de Ord, der kunde have klaret et Misforhold eller bilagt en Uret.

Det kan lige saa fuldt virke ødelæggende paa et Samliv, hvis der med haandfaste Ord gribes ind i noget, der maaske kunde forflygtige ved helt at lades uberørt.

Frem for alt — selv om hun pines — maa hun ikke tale gentagende om noget, der er sikkert paa at opvække Ubehag, ikke atter og atter bringe det samme ømme Punkt paa Bane. Plagsomhed virker dræbende paa en Mand, Samlivet glider ofte ud i Disharmoni ved Hustruens Mangel paa Instinkt i denne Henseende. Manden forstaar bedre, naar han ikke skal spørge og ikke tale om en Ting.

Hvis De ved en Tvistighed med Deres Ægtemage inderst inde i Sjælens Stilhed føler, at De har haft Uret, vær da ikke bange for at indrømme det med nogle kærlige Ord. De kan være sikker paa, at den ikke alene vil blive Dem tilgivet, men at denne Deres Indrømmelse vil trænge helt ind i Hjertet paa Den, De var uretfærdig imod.

Undlad ikke at sige de kærlige Ord i Livet. Man véd aldrig, naar det er for sent, og da vil den Kærlighed og det Hensyn, man har forsømt at vise, blive til en Anger, som aldrig helt fortager sig. De gode Ord, der ikke blev sagt, og den Hengivenhed, der ikke blev vist, selv om den maaske føltes, har hele Uoprettelighedens Hjælpeløshed over sig.

Arbejdet. Betragt ikke Arbejdet i det daglige Liv som en Plage og en byrdefuld Pligt, men som en Rettighed, Livet gav Dem.

Udfør det mindste Arbejde med samme Troskab og Akkuratesse som det største og respekter det ogsaa hos Deres Ægtefælle.

Gør Arbejdet til Deres bedste og paalideligste Ven, hvori det saa bestaar. Naar man er ung, har man Ungdommen og Haabet; naar man er ældre, har man Arbejdet. Husk, Naturen er ligegyldig for En, Menneskene er som oftest det samme, men Arbejdet lønner En, naar man selv er trofast imod det.

Men forsøm ikke Hvilen. Saa snart De føler Dem andelig eller legemlig udtrættet, da strit ikke imod, men giv efter og hvil Dem. Foragt ikke en lille Søvn midt paa Dagen; om den saa kun varer ti Minutter, kan den virke mærkelig forfriskende og give Kræfter til mange Timers Arbejde.

Ægtefæller af forskellig Stand og Nationalitet. At Hustruen har valgt en Mand, der staar paa et lavere Dannelsestrin end hun selv, er meget sjældent, da Kvinder ønsker at se opad i Kærlighed og helst vil nære Beundring for den Mand, de gifter sig med. Saa meget des oftere er Hustruen af ringere Byrd og kulturelt Standpunkt end Manden, ifølge det Urinstinkt hos Mændene, at de vil være de beskyttende overfor de mere hjælpeløse og svage. Dette bevirker, at en Mand ofte selv bliver den svage overfor en energisk Kvinde af Folket, der lægger an paa at blive gift med ham, og sætter det igennem, hvorved han „bliver hængende“, som det hedder i det folkelige Sprog.

Men er hun først bleven hans Hustru og bærer hans Navn, bliver han i høj Grad paavirket af hende og lydhør overfor den Behandling, der bliver hende til Del i hans Vennekreds. Hvis man sætter Pris paa ham som Ven, bør man derfor med dobbelt Venlighed og Hensynsfuldhed komme hans Hustru i Møde og lette hende Overgangen til de nye Kredse, af hvilke hun fremtidig bliver Medlem ved sin Mands Side.

Det er en Mærkelighed, man daglig er Vidne til, at Mænd ynder at vanskeliggøre deres Liv ved at hjemføre en Hustru fra fremmede Lande istedetfor at vælge en af sine Egne, der er inde i Forholdene og fra Barnsben har lyttet til den samme Sprogets og Hjertets Melodi som de selv. De foretrækker aabenbart Udlændinge.

En saadan fremmed Fugl, der skal sætte sig ind i alt, ligefra det første Ord, hun skal tale, til Forstaaelsen af de ukendte og for hende ravgale Skikke og Sæder, er at beklage. Hvis hendes Mand og hans Familie er En kær, bør man hjælpe hende over denne første vanskelige Del af den Vej, hun har at gaa, særlig, hvis hun lider af Hjemlængsel, hvad Udlændinge jo som oftest gør.

Der er for Manden to Veje at gaa, enten at gøre hende til sin Landsmand og faa hende til at smelte sammen med det Samfund, hvori hun skal leve, eller at gøre Hjemmet til en Erstatning i det Lille for det Fædreland, hun har mistet, ved at indføre dets Sprog og dets Skikke i det fælles Hjem.

Det er fremfor alt Valget af Sprog, der vil blive det afgørende. Hvis den unge Hustru til Omgangssprog vælger sin Mands Modersmaal, og derigennem glider ind i hans Slægt og hans Kreds som En af deres, har hun et større Arbejde at yde til at begynde med, men i det lange Løb bedre Udsigt til at slaa Rod i hans Fædreland, end hvis hun fastholder Brugen af sit eget Modersmaal og derved tvinger Valget af Husets Omgang til hovedsagelig at bestaa af dem, der bedst behersker hendes Sprog.

En udenlandsk Hustru bør afholde sig fra Kritik til Fremmede af sit nye Fædrelands Levevis. Vi ynder Alle at kritisere vort Eget, men ikke at høre det kritiseret af en Udlænding, hvad hun altsaa har valgt vedblivende at være.

Den Mand, der har ført en ung Kvinde bort fra Fædreland, Slægt og Venner, har en endnu større Forpligtelse imod hende som kærlig Husbond og Beskytter, end hvis han havde giftet sig med et af Landets Børn.

Fornuftigst er det jo i Tide at mærke sig, at man i fjerne Lande bør nøjes med at plukke Blomsterne og lade Buskene staa.

INDBYRDES HENSYNSTAGEN I HJEMMET. Er der noget Sted, hvor det er sandt, at man høster, som man saaer, saa er det tilvisse i det daglige Liv. Den Lykke, man formaar at sprede om sig ved at give Kærligheden til sine Nærmeste et Udtryk, den kommer tifold tilbage, ikke alene i Form af Ens Kæres Glæde og Taknemlighed men ogsaa i selve den Tilfredsstillelse, der ligger i at yde den.

Gør det derfor til en Regel at være til saa megen Glæde og Adspredelse som muligt. Man skal ikke være bange for at paatage sig et lille Arbejde, gaa et Ærinde, give en Haandsrækning, paatage sig en ubehagelig Samtale for at hjælpe dem, man lever sammen med.

Men især skal man tale med dem. Ikke alene om det, der staar i Bladene, eller om det, der foregaar i Huset eller i den snævreste Kreds, men søge at bringe nye Interesser ind gennem Drøftelser af kulturelle Æmner og Spørgsmaal. Enhver af dem, der bor under Tag sammen, bør bidrage Sit til, at Husets Aand og Tone er højtliggende, uden at Spøg derfor tilsidesættes.

Det Hus, der bandlyser Spøgen og Satiren fra sine Enemærker, har dermed givet Afkald paa de spillende Solstraaler i sin Livsførelse.

Naar Samtalen i Familielivet stiger til Diskussion, maa den nødig blive til hvas Disput, der blot forbitrer og aldrig fører til noget Resultat.

Foreligger der indenfor Familiens Medlemmer stærkt afvigende politiske Anskuelser, bør man frit kunne tale derom og Hver især fremsætte sine Meninger uden Forbitrelse eller Anmasselse. De Æmner, man ikke tør berøre, men forsigtigt lader ligge dybt nede i Lasten, bliver tilsidst farlige at drage op for Dagens Lys.

Famlielivet bør jo ikke heller være en sukkersød Aandens Næring, men tværtimod indeholde det Livets Salt, der skal styrke En overfor de ydre Omgivelsers Knubs.

Et Menneske med meget udprægede Interesser bør ikke tale for meget om dem. Paa den anden side bør de, der lever sammen med ham eller hende, ikke vise Ligegyldighed eller Foragt for denne Hovedinteresse, selv om den drejer sig om Frimærker.

Ethvert Medlem af Husstanden bør føle sig solidarisk med de Andre og tage Del i de Andres Lykke og Sorg. Der er Øjeblikke, hvor Enhver, ikke mindst de Unge, føler Trang til at søge Ly i Hjemmet som i en Nødhavn. Alle Husstandens andre Medlemmer bør i saadanne Dage staa paa sin unge Husfælles Side paa den Maade, der passer til hans Temperament og til hans Skuffelses Natur. Nogle trænger til at tale sig bort fra Bitterheden, Andre tier, men føler Trang til Trøst og Opmuntring, og Andre igen er sky og ømskindede og trænger til Tavshed. Dem skal man ikke spørge men behandle med kærlig Nænsomhed.

Kend dine Nærmeste saa godt, at Du usvigelig sikkert ved, hvilken Vej til Trøst der er den rette, men hvad enten det er Tavshed eller Tale, lad den være gennemtrængt af en stærk og varm Sympati. Ved Samlivet i en Familie maa man først og fremmest have for Øje, at de forskellige Karakterer og Aldersklasser ser forskelligt paa Livets Forhold. Der er intet Sted, hvor den nænsomme Forstaaelse er nødvendigere, end hvor forskellige Generationer staar overfor hinanden.

Forældre bør søge at gøre sig klart, at de Ældre til alle Tider har syntes, at Verden er gaaet tilbage siden deres Ungdom, og de Unge bør have en Forstaaelse af, at om ti Aar vil de maaske alligevel synes, at Forældrene har Ret. Søg derfor altid at overveje Sagen ogsaa fra de Andres Synspunkt.

Hjemmets religiøse Liv. For ethvert Medlem af en Husstand bør det være magtpaaliggende aldrig at træde op overfor sine Husfællers religiøse Følelser, hverken med Spot eller Kritik eller med at drive Propaganda i Hjemmet. Den bedste Propaganda for sin Religion gør man sikkert ved at være den føjeligste, blideste og mest forstaaende af alle Husfællerne. Jo mere man kan sprede Solskin og Glæde over det Hjem, man lever i, jo lettere vil det være at faa sine Husfæller til at forstaa, at Ens Tro er den bedste.

Vanskeligst bliver forholdet naturligvis ved Nyomvendelser og Religionsskifte, som ikke rigtig forstaas af Omgivelserne, og hvor den religiøse Begejstring undertiden antager saa stærke Former, at de kan true med at sprænge Hjemmets Rammer.

Hvor et religiøst Ægtepar har voksne Børn, bør de vist være forsigtige med i for stærk en Grad at stræbe efter at bibringe de Unge de samme Følelser. Trykket vil i de fleste Tilfælde bevirke en Modstand, der fører til det stik modsatte Resultat af det, der ønskedes.

DE GAMLE I FAMILIEN. Paa eet Punkt er fuld Eftergivenhed og Overbærenhed nødvendig, og det er, hvor en Husstand rummer meget gamle Medlemmer. De Yngre bør ikke der glemme, at mange Gamle føler Alderdommen hvile paa sig som et stadigt Tryk, der gør dem bitre og ofte uretfærdige.

Der er derfor des mere Grund til at møde dem med den største Hjertelighed for at mildne dem denne indre Sorg og til aldrig at røbe, at der lægges Mærke til deres Smaasvagheder:

Tal højere, naar en Gammel er døv, uden at blive demonstrativ. Søg efter Brillerne, hør paa de gamle Historier. Stræb altid at drage den Paagældende ind i Samtalen og ind i Livet. Gør det ogsaa af den Grund, at det bærer en Løn i sig selv, for de Gamle kan være saa rørende taknemlige over den Hengivenhed, som vises dem af de Unge. Vinder man et gammelt Menneskes Hengivenhed kan dette ofte være et af de smukkeste Forhold, Livet giver En.

Men de Gamle maa heller aldrig glemme, at det er dem, der skal række Haanden ud. Det er nu engang saaledes, at Livet tilhører Ungdommen og det er den, der med kongelig Gavmildhed kan skænke Lys og Lykke.

De Gamle maa derfor vise Deltagelse for den Generation, der har arvet Livet og med kærlig Aarvaagenhed vaage over dens Færd. Hvis de i dette kan bekæmpe Alderdommens Særheder, vil de føle sig rigt belønnede.

FORHOLDET TIL DEN ANDENS FAMILIE er et af de vanskeligste Punkter. Man dumper ved sin Forlovelse pludselig ned i en ofte vildfremmed Familie med andre Forudsætninger og Synspunkter end de, der er raadende i Ens egen Slægt. Sandsynligheden taler for, at man har vanskeligt ved at finde sig tilrette deri, da Venskab og Sympati er noget, der maa udgaa indefra. Den lader sig sjælden overføre paa paatvungne Onkler, Svogre og Svigerinder.

Men man skylder sin Ægtefælle at gøre alt, hvad man formaar, for at komme til at holde af hans eller endes Nærmeste, og hvis det ikke lykkes, bør man gøre saa gode Miner som muligt og aldrig lægge en Hindring i Vejen for sin Ægtefælles Slægtsfølelse, endsige hakke paa disse Slægtninge. Det gør kun ondt værre.

FAMILIELIV. Selv om en Families Medlemmer ikke naaer at komme meget sammen undtagen til Livets Højtider, bør de staa paa en saadan Fod som Slægtninge, at de ses i Fortrolighed uden Hensyn til selskabeligt Samvære eller Sammenspisning.

Har De Søskende, har De gifte Børn, har De Forældre, De ikke bor i Hus med, da besøg dem flittigt. Gaa til dem, naar det er mindst ventet i deres daglige Liv — tal med dem om det, der ligger dem paa Sinde, og fortæl dem, hvad De selv, for Deres Part, er optaget af, skuffet over eller glad ved.

Gør Deres Bedste for at finde Næring for Deres Hjerteliv i de nære Forhold. At tro paa fjernere Forbindelser vil som oftest føre til Skuffelser. Men De finder ikke denne Næring uden selv at yde kærlig Interesse og Hensyntagen. Det hjælper ikke, De maaske vil undskylde Dem med, at De ikke har Tid; det er af den Slags, man skal finde Tid til, og Den, der f. Eks. forsømmer at besøge sin Moder af Mangel paa Tid, mangler snarere Hjertelag end Tid.

HUSETS VENNER. Maaske Følelsen af at have Venner er en af de største Glæder, der bliver Mennesker givet, men denne varme Følelse kan ikke have nogetsomhelst andet end Hjertelaget — Hengivenheden til Grundlag. Det mindste Gran af Snobberi, af personlig Interesse, af Stræberformaal — og det er forbi med den indre Glæde. Der bliver køligt i Ens Indre, og man fortjener ikke bedre.

Det bedste ved det ægte Venskab er næsten det, at det holder En moralsk oprejst. Staar man overfor noget smaaligt og lavt, som man fristes til, noget, der kunde bringe En enten Fordel eller Hævn, og man saa kommer til at tænke paa sin bedste Ven og hans eller hendes Tiltro til Ens Tænkemaade, saa gør man det ikke, dette Lave — kan ikke gøre det. Saa højt skal man sætte Venskabet, og saadanne Venner skal man have.

Det lykkeligste er at slutte sig saa nær til sine Barndoms- og Ungdomsvenner, at man beholder dem Livet langt. Men selvfølgelig kan man ogsaa senere hen i Aarene stifte Bekendtskaber, der udvikler sig til varigt, ja uforgængeligt Venskab, hvor Forholdet er bygget paa en ganske uvilkaarlig Sympathi.

Et gammelt Ord siger:

Ingen Ven Du har, der dadler,
naar Du Dadel har behov.

I rette Øjeblik at gøre en Ven opmærksom paa en Handlemaade, der almindelig vil blive opfattet som fejlagtig, er en virkelig Tjeneste at gøre ham, saa meget mere som den ikke er behagelig. Det maa gøres med Hjerte og Takt, som alt, hvad der skal føre til det Gode.

Baade i Venskabs- og Forretningsforhold skal man være varlig med at glide ind paa et galt Spor, lokket af et bestikkende Væsen. Vi er alle tilbøjelige dertil. Hvis vi vil undgaa Livets værste Knubs — de store Skuffelser — maa vi lære at se durk igennem et vindende Smil og en behagelig Udtryksmaade ind til Personlighedens mere forborgne Egne. Det hænder jo, at vi i Stedet for de Roser, vi troede at holde i Haanden, ser, at de er vejrede bort, og at vi kun har beholdt Tornene, der stak.

Er det gaaet lidt skævt for en gammel Ven, bør man i forstærket Grad vise ham sit Vennesind.

Man bør være særlig venlig mod dem, der ikke har haft en heldig Haand overfor Livet.

Der er et forhold, som en nygift Kone bør give nøje Agt paa, et af Samlivets sarteste Forhold, nemlig til hendes Mands Ungdomsvenner. Et Fejlgreb paa dette Punkt har ofte lagt Spiren til en Mands Afkøling overfor Hustruen. I første Omgang vinder hun som oftest, men i næste taber hun.

En ung Hustru bør ikke gennem en Art af Jalousi gøre sin Mands nære Ven til sin Uven, endnu mindre til sin Tilbeder, men til sin Ven og Kammerat, som han er det for Manden.

Det er den unge Hustru, der ved Ægteskabets Begyndelse bestemmer det fremtidige Forholds Natur. Sandsynligheden taler for, at hun da ikke vil se paa Mandens bedste Ven med videre Sympathi, dels fordi man helst vil vælge sine Venner selv, dels fordi hun, hvis hun er forelsket i sin Mand og derfor er lidt ufornuftig, vil synes, at den følelse, han nærer for Vennen, er noget, der tages fra hende. Men det er det ikke. Følelsen er saa forskelligartet, at den godt kan leve Side om Side med Kærligheden til Hustruen. Hun bør lade sin Mand beholde sine Venner Livet igennem og selv hjælpe ham dermed.

Vær lidt varsom med at se altfor lyst paa Venners Sorg og Modgang og at tale for trøstefuldt derom. Tro ikke, at det altid trøster at faa sagt i en munter Tone: „Aa, Du skal se, det klarer sig nok“ o. l. Der er Mange, der lader sig irritere af en for udpræget Optimisme og tager den for Ligegyldighed. Hvis ikke de rette Ord kan findes, ti da hellere stille og giv Medhold.

Forsvar altid fraværende Venner, som i Deres Paahør bliver angrebet og kritiseret i en Selskabskres. Lad ikke et saadant Øjeblik, som knytter Deres Hjerte fastere til en Ven, drage forbi, og husk paa, at Tavshed fra Deres Side er ikke nok. Man skal imødegaa og bekæmpe usande Rygter og smudsige Hentydninger, der gaar ud over Ens Venner.

Selv om De i Deres stille Sind maa indrømme Berettigelsen af en Kritik, De hører fremsat mod en Ven, udtal da ikke dette, men forsøg at forsvare ham eller hende alligevel ved at gøre de Aarsager eller Synspunkter gældende, der kan have bevirket Vedkommendes Handlemaade, eller fremdrag i hvert Fald andre gode Egenskaber.

Men vær taktfuld og besindig i Deres Forsvar. Unødig Iver og aggressiv Tone mod de Tilstedeværende virker snarere til Skade end til Gavn for den Fraværende og for Dem selv.

Gentag ikke nedsættende Omtale og Kritik til Den, det er gaaet ud over, med mindre en Imødegaaelse af usande Rygter er nødvendig og betimelig for Vedkommende. Vær i saa Fald klog nok til saa vidt muligt at fortie Navne.

Lad Dem ikke paavirke af en følelse af ikke at kunne gengælde, hvad De modtager, naar det kommer fra en Ven. I et Forhold, hvor det menneskeligt smukke er og bør være det afgørende, spiller det ikke nogen som helst Rolle, hvem der yder og hvem der nyder. Ilde anbragt Stolthedsfølelse har foraarsaget megen Misforstaaelse her i Verden og derfor megen unødig Sorg.

Husfæller bør ikke kritisere de Andres Venner, ikke bestandig hakke paa dem, og selvfølgelig især ikke vise sig uvenlig imod dem, det være sig en seksaarig Skolekammerat eller en bedaget Olding. Alle bør føle sig velkomne ved Husets Arne, naar de staar En af Beboerne nær.

Der skal Talent til alt her i Verden, ogsaa til at være Ven paa rette Maade. Det er nemlig ikke gjort alene med at pleje Omgang, det vil sige veksle Indbydelser med sine Venner. Man skal leve med i deres Glæder og Sorger, tage Del i deres Ængstelse ved Sygdomstilfælde, deres Feber ved Børns Eksaminer, deres Forhaabninger ved de Unges Giftermaal o. l. Man skal føle sammen med dem. Denne Ævne for Venskab er undertiden medfødt, oftere ikke. Men man bør fremelske den hos sine Børn, saa vidt man formaar det. Ingen indre Glæde vil kunne være større for dem senere i Livet end at kunne føle denne Meddelagtighed i sine Venners Ve og Vel.

Uvenskaber vil naturligvis indtræffe af og til, i Særdeleshed hvor man holder meget af hinanden og tager sig smaa Uvenligheder og Hensynsløsheder nær, men man bør da ikke fæste sig for stærkt ved dem og ikke tage i Betænkning at række Haanden ud til Forsoning.

Gaa ikke letsindigt løs paa vanskelige Eksperimenter, der let kan føre til Sammenstød, saasom at rejse sammen, føre Hus sammen, leje en Sommerbolig til Venner, laane dem et Sommerkøretøj, betro dem elsket Hund eller Papegøje o. l. De vanskelige Ting, der ikke kan undgaas, som f. Eks. at arve sammen eller faa en Datter gift med en labanagtig Søn af gode Venner m. m. kan være mere end tilstrækkeligt som Prøvesten.

Naar imidlertid Mennesker ikke er bedre, end at de bliver Uvenner, da bør dette antage saa lidet demonstrative Former som muligt. Det er uklædeligt og latterligt, naar et tidligere varmt Venskab slaar over til vildt Had, og det gør et tarveligt Indtryk, naar det giver sig Udslag i ikke at kunne komme sammen og den Slags. Man bør kunne vedblive at opretholde den ydre Form og være sammen med Alle. Hvis man endelig møder den forhadte Genstand, bør man ikke give Vedkommende den lille Sejrsfornemmelse, at man føler uimodstaaelig Trang til at se ind ad et Urtekræmmervindue.

Den Forandring i Følelserne, der har fundet Sted, bør ikke give sig noget Udslag, som Udenforstaaende kan bemærke.

Hvis De er klog, saa tal kun godt om dem, De ikke kan lide. De faar derved et Drag af velvillig Overlegenhed over Dem, som Deres Uven vil komme til at misunde Dem.

Kan De ikke, hvad de Færreste formaar, tvinge Dem til denne Overlegenhed, saa undgaa Æmnet med et Par ligegyldige Ord.

Er der indtruffet Uoverensstemmelser i Deres Kreds, stræb da at indtage en velvillig Nevtralitet til begge Sider. Prøv ikke paa at spille Forsonerens Rolle undtagen gennem en langsom og indirekte Paavirkning. En demonstrativ Mæglingsaktion vil som oftest føre til, at De bliver Uvenner med begge parter.

Det samme Resultat opnaar De som oftest ved at tage stærkt Parti den ene af stridende Parter. Disse forsones nemlig i Regelen, og i Fredstraktaten vil Den, hvis Parti De har taget, ofre Dem paa det genopstandne Venskabs Alter.

Noget andet er, at det kan være bekvemt at benytte en saadan Strid mellem Venner til at blive af med en Omgang, som ikke var En kær. Men Manøvren er lidt risikabel.

Naar man er forsonet efter et Uvenskab, bør man tage Lære af det Skete og lade det fremtidige Forhold være paa en Varmegrad, der ikke kan medføre Kortslutning.

ORDEN OG PRÆCISION. Et Hjem kan umuligt blive hyggeligt, naar Orden ikke raader i alle dets Forhold. Ordenssans uden Pedanteri maa være den Rettesnor, som gælder for alle Familiens Medlemmer.

Orden er noget af det vanskeligste at lære Børn, og det er meget nemmere for Moderen selv at lægge alt tilrette i alle Skuffer og sørge for at holde Orden for dem alle, end det er at dressere de Unge dertil, men hun bør gøre det alligevel. Hun faar kun Utak derfor i Øjeblikket, men senere i Livet vil hendes Børn være hende taknemlige, hvis det lykkedes hende at indprente dem Ordenssans. Hvad sagde ikke den vise Frøken Zahle: „Man skal aldrig gøre Orden, man skal have Orden.“

Præcision spiller ogsaa en stor Rolle i Husets daglige Gang, særlig ved Maaltiderne. Hvorledes kan de blive hyggelige, naar Familiens Medlemmer kommer dumpende bagefter, snart den Ene, snart den Anden, og Maden skal staa og vente og uafladelig holdes varm. Den Præcision, som Skolen gør Sit for at indblæse Eleverne, bør Familielivet holde vedlige.

Husk, at Præcisionen i Hjemmet gør den til en Vane for Livet, at det hører med til den mest elementære Høflighed at være punktlig og aldrig lade Andre vente paa sig.

DEN DAGLIGE PAAKLEDNING bør ikke ringeagtes indenfor Hjemmets Vægge. Hvis alle Medlemmer af Husstanden altid er sirlige og nette i deres Ydre, bidrager det væsentlig til at opretholde Hjemmets gode Tone.

Hav Agtelse for det daglige Livs Skønhed. Mist ikke Omhuen for Deres Klædedragt og Toilette, selv om De lever i Forhold, hvor der ikke er stor Udsigt til at se Fremmede. Især ikke, hvis De er ældre. Et sjusket Ydre kan til Nød passere for den Unge, men er absolut ødelæggende for Den, der er kommen lidt til Aars. Lige saa frastødende som overdreven Forfængelighed og Hang til at være moderne er for den Ældre, lige saa uheldig er Uorden og Mangel paa Appetitlighed i Ydre. Enhver formaar, selv med smaa Midler, at være sirlig.

Det væsentlige ved Paaklædningen baade for Damer og Herrer er ikke Elegance, men Omhu og Renlighed og især en bestemt Viden om, hvilken Art af Paaklædning der passer til Klokkeslettet og Lejligheden. For Damer, der om Morgenen gør husligt Arbejde, maa det tilraades at have et Overtræk, der helt dækker Hjemmekjolen, og en Molls Kappe, som beskytter Haaret mod Støv. Ved Frokosten aflægges denne Arbejdskittel, og ved Totiden omskiftes Hjemmekjolen, hvis man gaar ud, med Spaseredragten. I store Huse finder som oftest en grundig Omklædning Sted til Middagsbordet.

At iføre sig denne Aftenpaaklædning om Formiddagen, saaledes som det ofte gøres af Herrer i festlige Anledninger, maa siges at være en ligesaa ilde anbragt Skik, som hvis Damer vilde møde f. Eks. til en Udstillingsaabning uden Hat og i udringet Kjole. Paa det Punkt er Damernes Etikette ubetinget heldigere.

Hovedreglen for Paaklædning kan vist siges at være den: Stor Tarvelighed før Middag og ved og efter denne saa megen Pyntelighed, som Forholdene tillader.

Damer, der ejer Smykker, bør ikke tage disse paa om Formiddagen, særlig ikke Diamanter.

Det maa tilraades Damer i deres Paaklædning at tage mere Hensyn til deres Personlighed end til Modens øjeblikkelige Krav, som kun behøver at følges i Hovedlinjerne. Man bør oparbejde en Stil, der passer til Ens Person. Har man et landligt og buttet Ydre, kan det ikke hjælpe at ville lagge an paa Grande dame-Stilen, og er man af Naturen lang og stiv, maa man ganske opgive den smidige Ynde.

Man bør studere sit Udseende og efter det vælge Stilen for sin Paaklædning og sin Haarsætning.

Det maa tilraades enhver Meder at lade sine Døtre lære Skrædersyning. Den Besparelse det er selv at kunne sy eller idetmindste forandre og vedligeholde sine Klæder, har den største Betydning ikke alene for Budgettet men ogsaa for det individuelle i en Dames Ydre.

Middagsbordet. En Husmoder vil handle klogt i at lade Middagsbordet være Midtpunktet for Familiens daglige Liv, det Øjeblik, hvor alle Husstandens Medlemmer samles efter Dagens Gerning og Hver har noget at fortælle fra sin Færden.

Lad Bordet være saa smukt dækket som muligt, ogsaa til daglig. Anretningen kan gøre selv det tarveligste Maaltid tiltalende. Hvis man har lidt Sølvgenstande, bør man til daglig stille dem paa Bordet, og saa vidt muligt undgaa at se paa grimme Genstande, mens man sidder tilbords. Har man det ikke, kan man i vore Dage faa en smuk Erstatning i Stentøj, Kurve o. l. Sæt hver Dag Blomster paa Spisebordet, om ikke andet en beskeden Bregne. Selv det mindste har en oplivende Virkning.

Hvis der er Uoverensstemmelser blandt Familiens Medlemmer, da afskyd ikke Pilene ved Middagsbordet. Lad denne Stund være helliget en fredelig Livsnydelse og Hvile.

Husherren bør gaa i Spidsen og ikke vise sig vranten eller bekymret, og Husfruen bør følge værdigt i hans Fodspor ved ikke at klage over Prisstigning paa Fødemidler eller Vrøvl med Husassistenten. Hun bør ogsaa forhindre, at Børnene tager deres evige Smaakævl med sig tilbords.

Tal ikke ved Bordet om Familieanliggender, som De ikke gerne vil have bekendt udenfor den snævreste Kreds, med mindre De benytter et fremmed Sprog. Den Opvartende vil, selv under den mest korrekte tilsyneladende Upaavirkelighed, alligevel spidse Øren. Det er ikke alt, hvad der sker i Dagligstuen, som man har Lyst til at faa drøftet ad Køkkenvejen. Og det sker ufravigeligt.

Hjemmets Indretning. Luksus gør det visselig ikke. En tre Værelsers Lejlighed kan virke paa En som et indtagende Smil og et Slot lade En kold. Den indre Skønhed i Familielivet vil uvilkaarligt give sig Udtryk i det Ydre, hvad enten Hjemmet er stort eller lille, rigt eller fattigt, ifald man føler, at det er en kærlig og indbyrdes lykkelig Familie, der bor der og færdes i Stuerne.

Selv om man er berøvet det, der benævnes Skønhedssans, og selv kender denne Mangel, bør man helst ikke lade Andre, selv anerkendte Specialister, møblere sit Hjem for sig. Naar man selv stræber med det, faar det trods alt et Præg af Ens Personlighed, hvorimod en den kyndigste Kunstsans, der griber ind i Ens Vaner og smag, som oftest kun formaar at gøre det til en af de kunstnerisk udstyrede Stuer, uden personligt Særpræg, som man ser afbildede i Kunstindustri-Hefter.

Læg stærk Vægt paa Blomster og Planter. Naar man selv dyrker og opelsker dem, bliver det ikke kostbart, og intet gør et mere hjemligt Indtryk end Blomster. Lad der altid staa lidt afskaarne Blomster i Dagligstuen; selv om Vinteren findes der Sorter, der kan staa længe, og uden en Blomst kan intet prægtigt Møblement frembringe Hjemlighed og Hygge.

Lad blot Deres Hjem være et sandt Udtryk for Dem selv. Gør det ikke til en Parade ved gennem det at give et Indtryk af, at De er rigere eller finere, end De i Virkeligheden er.

Lad Soveværelserne være saa hyggeligt udstyrede som muligt, selv om det kun kan blive med malede Fyrretræsmøbler. Hold Servanten eller Vaskebordet og de andre Møbler, helligede Toilettet, med Tilbehør meget renlige og appetitlige. Stil ikke Papæsker og Medicinflasker paa Skabe eller Kakkelovn og pryd ikke Vægge og Døre med ophængte Klædningsstykker.

Lad der saa vidt muligt være plads til en magelig Stol i Soveværelset til de Stunder, hvor dets Beboer trækker sig tilbage for at hvile sig eller læse.

Giv Plads for en Badeindretning af en eller anden Art, omend den beskedneste, og brug den flittigt. Et rundt Zinkbadekar og deri en Overskylning fra et Vandfad er overkommelig for de Fleste.

Hvor det er muligt, vil det være forudseende af unge Ægtefolk fra Begyndelsen at have hver sit Soveværelse. Der gives for ethvert Menneske Øjeblikke, hvor man helst vil være ene, hvad enten det er med sine Tanker eller med sin ydre Person.

Mangen gift kone savner haardt at have selv det mindste Kammer, der er helt hendes eget hvortil hun kan trække sig tilbage i Enrum. Ægteskabet bevarer desuden lettere sin Friskhed og Skønhed, naar der opretholdes en tilbageholdende Blufærdighed. Hvor en Adskillelse i Rum ikke er mulig, bør det Iværksættes i Tid, saaledes, at der er Timer, hvor hver af Ægtefællerne er sikre paa at være alene.

Lad Farvesammenstilling være Dem mere magtpaaliggende ved en Stues Ordning end Stoffernes Kostbarhed. Hvad enten De ynder stærke eller udviskede Farver, studér deres forhold til hverandre ude i Naturen og lad dem altid samvirke i Harmoni.

Forsøm ikke Stuens Smaating i denne Sammenhæng. En Lampeskærm, en Pude, et Bordtæppe, ja selv et Glas med Blomster kan forhøje eller ødelægge Farvevirkningen.

Læg Vind paa behagelige Lysforhold baade ved Dagen og ved Aften, saaledes, at Lyset falder godt for Den, der læser eller syer, og velgørende for Øjet for dem, der passiarer.

Pas ved Møblernes Opstilling, at der paa eet eller flere Steder ved Siddepladsernes Fordeling dannes et Centrum, som falder bekvemt og naturligt for dem, der vil tale sammen.

Undgaa at stille meget Nips og mange Fotografier i Ramme paa Borde og Hylder. Læg hellere Fotografierne i Mapper. Lad til Gengæld, hvis De kan, Brugsgenstandene være smukke, saasom Bogbind, Papirknive, Sykurve o. l.

Sørg for, at Køkkenet er lyst, velholdt og hyggeligt, selv om det er lille.

Lad Deres Husassistent have et godt og hyggeligt Værelse, om det end maa tages fra Lejligheden.

En Husfrue bør have sin bestemte Plads i sin Stue, hvor hun arbejder og modtager Besøg af sine Nærmeste og sine fortrolige Venner. Paa det Sted vil da Tankerne og Minderne søge hende.

HUSASSISTENTERNE. At tilvejebringe det rette Forhold mellem Husfruer og Husassistenter synes at være et af de allervanskeligste Nutidsproblemer at løse. De unge Piger har ikke mere Lyst til at vælge huslig Gerning til Livskald, dels fordi der har aabnet sig saa mange andre Erhverv for Kvinder, dels fordi Fruene har svært ved at forstaa, at en ny Aand raader, og at de maa behandle deres Hjælpersker i Huset som frie Borgerinder med en fælles Arbejdsoverenskomst, og ikke som Tjenerinder, der kun har at lyde. I Huse, hvor dette endnu ikke indrømmes, forlader Husassistenten som Regel sin Plads efter en Maaneds Forløb, og dette finder beklageligvis Sted efter en stor Maalestok til Skade for Hjemmenes gode Aand.

Hvis man er saa lykkelig at have en Hushjælperske, som i et og alt føler sig solidarisk med Huset, kan man ikke noksom i et og alt betragte hende som sin Ven. En bedre Betryggelse for det daglige Livs Hygge og Velfærd findes ikke.

Tag Hensyn til hendes ønsker og Vaner, som var det et Medlem af Familien. Giv hende et hyggeligt og vel opvarmet Værelse, en god Seng og en magelig Stol. Sørg for, at hun efter Arbejdet har Bøger at læse i, at hun kan gaa ud om Aftenen, naar hun har Lyst til det, men bestyrk hende helst i ikke at have saa overvældende Lyst dertil, ved at gøre det let for hende at modtage sine Slægtninge og Venner hjemme.

Naar De paatænker et Selskab, vis da Husassistenten det Hensyn at spørge paa Forhaand, om Dagen, der bestemmes, vil træde hindrende i Vejen for et eller andet Forehavende fra hendes Side, en Fødselsdag, en Familiefest el. l. Og vælg i saa Fald en anden Dag.

Glem ikke at fejre en kær Husassistents Fødselsdag paa en Maade, der siger hende, at hun har sin faste Plads i Hjemmet og i Familiens Hjertelag.

Vær taalmodig med ganske unge Pigers Fejl og Ubehjælpsomhed i Husvæsenet. De kan være fortvivlende, naar de slaar alting itu og smælder med Dørene, men er der en god Art i dem, kan en fornuftig Vejledning faa den slumrende Dygtighed frem. Naar man faar en ny Husassistent, bør man have Taalmodighed til med stor Venlighed at sætte hende ind i Husets daglige Levesæt og Vaner, hvilket vil spare En for Tidsspilde og Misforstaaelser senere.

Hvis man lønner sin Husassistent ordentligt, bør man forlange, at hun ikke viser sig med et sjusket Ydre, især, naar hun lukker op og varter op ved Bordet. I sidste Tilfælde bør hun være iført en sort Kjole og hvidt Forklæde. I større Huse ses det gærne, at hun tillige bærer en hvid Kappe paa Hovedet. Mange Husassistenter vil nødig gaa ind paa dette, og i og for sig er det jo mindre vigtigt, men de bør dog se Sagen fra den Side, at det er en Art Embedsdragt. Ingen Sygeplejerske vil f. Eks. nægte at bære den vedtagne Dragt.

Skænd ikke paa Husassistenten ved de mindste Uheld, men tal fornuftigt og venligt med hende om Tingene. Kom ikke med Bebrejdelser til hende i Andres Paahør.

Lad det ikke ved den mindste Anledning fra en af Siderne komme til en Opsigelse. Der er ikke megen Grund til at tro, at en ny Ordning vil blive bedre for nogen af Parterne, og ved gensidig Imødekommenhed kan man undertiden opnaa varige Resultater.

Vær forsigtig med at lade en Husassistent, der endnu er lidt fremmed i Huset, komme ind i de Vanskeligheder og saarbare Forhold, der kan findes indenfor Familiens engeste Kreds. De fleste Familier har jo „deres Skelet i Skabet“. Naar saadanne Ting refereres og bedømmes gennem den Sladder paa Bagtrapper, som synes uundgaaelig mellem Husassistenter, hos hvem Diskretion ikke er en fremherskende Egenskab, kan der udsaaes megen Ubehagelighed for Familien. Er Husassistenten derimod en prøvet Ven, da vis hende Fortrolighed, saa vidt som det lader sig gøre, og stol da paa, at den ikke bliver misbrugt.

Vær imødekommende og venlig overfor Husassistentens Slægtninge. Drag dem til Huset, saa at hun ikke behøver at søge sin Glæde ude, men efterhaanden lærer at betragte sin Arbejdsplads som et Hjem. Det vil være i Deres Interesse ligesaa vel som i hendes egen.

Naar De besøger Deres Venner, forsøm da ikke at hilse paa Husassistenten, naar hun i sin Stillings Medfør er til Stede eller kommer ind i Stuen. Intet er et klarere Vidnesbyrd om Mangel paa Forstaaelse af Tidsaanden for ikke at tale om Hjertets Dannelse end at betragte en saadan ung Pige som Luft uden at værdige hende et Nik eller blot et Blik. Hun er jo et Medlem af Husstanden og ofte et af de vigtigere.

Det samme uheldige Indtryk gør det, naar man paa Gaden undlader at hilse Husassistenterne hos de Familier, hvor man kommer — for saa vidt man kender dem af Ydre. Med Rette gør de unge Piger gældende, at dette er hensynsløst af de Husvenner, hvis Bekvemmelighed og gode Beværtning de saa ofte har at sørge for. De hævder, at man aldrig vilde være saa uhøflig mod en ung kvinde i en anden Erhvervsgren, og dette er et Led i den Sammenhæng som bevirker, at unge Piger af ordentlige Familier er saa utilbøjelige til at gaa den huslige Vej.

Desuden kan Uhøflighed — her som altid — vise sig uklog. Husassistenterne har ofte et stort Ord at sige hos Herskaberne og formaar med en lille Ytring at gavne eller skade Husets Besøgende. Og der kan jo altid indtræde Tilfælde, hvor disse har vigtige Interesser at gøre gældende.

HJEMMETS ØKONOMI. At have Pengesagerne i Orden er den første Betingelse for et Hjems Trivsel og Lykke. Denne afhænger ikke af store Indtægter, men snarere af at tilvejebringe det rette Forhold mellem Indtægter og Udgifter.

Læg noget op hvert Aar. Man faar Penge for at bruge dem, hedder det. Nej, det gør man ikke. Man faar dem for at bruge nogle og gemme en vis Del til eventuel Nedgangstid.

Før Regnskab med Deres Udgifter. Selv om der er en uomtvistelig Sandhed i det gamle Ordsprog, at „Ulven tager ogsaa talte Lam“, hjælper det dog altid noget, om ikke andet, saa til at holde En underrettet om, hvortil Pengene er gaaet, hvad der altid ellers er En ubegribeligt.

Budgettet. Opstil saa vidt muligt et Budget, saavel for Indtægt som Udgift.

Lad det i dette Budget være Dem magtpaaliggende at have saa smaa faste Udgifter som muligt med et saa meget større disponibelt Beløb til de løse Udgifter. Bestandig at have lidt rigeligt med Penge til disse, det er det, der udgør et behageligt Liv, og ikke den store Bolig og den større Husførelse, som en saadan uvilkaarligt medfører.

Betal alt kontant i Privatlivet, og lad Dem ikke friste til at tage paa Bog eller Kredit. Betalingens Dag kommer dog før eller senere, og jo længere det varer, inden De eller de Andre lader den oprinde, jo mere følelig, ja, undertiden uoprettelig bliver den.

Vent derfor saa vidt muligt med at gøre Indkøbene, til De har Pengene dertil.

Spar sammen i det Smaa til de store Indkøb. De har da den rette Glæde af dem, gennem Indtrykket af, at det er en Gave, De har faaet af Dem selv ved Deres Arbejde eller Deres Sparsommelighed.

Henfald ikke til den meget almindelige Svaghed at spare paa Skillingen og lade Daleren gaa. En stort og elegant anlagt Husførelse, hvor der i Smug fedtes og spares, er ikke alene ulidelig for En selv, men afstedkommer en skarp og berettiget Kritik blandt Alle, der har med En at gøre.

Vær ikke for karrig med Drikkepenge. Lidt Flothed i den Henseende er en Behagelighed for En selv.

Betal ved Nytaar Deres Regninger for det forløbne Aar, før De tænker paa nye Indkøb ved de aarlige Udsalg. Er De først kommet tilkort og er begyndt at tage op paa kommende Indtægter, kan det danne Begyndelsen til uafladelige Vanskeligheder. Det er farligt at laane hos Andre, men ikke stort bedre at gøre Laan hos sig selv af Penge, der var lagt hen til et bestemt Brug. Man behøver blot at nævne den ene fæle Stavelse: Skat. Kravene melder sig ubønhørligt, og et elegant, nykøbt Klædningsstykke er da en daarlig Trøst for en tom Pengeskuffe.

Forsøm især ikke at betale den lille Skrædder, Syerske eller Modehandlerinde kontant, selv om Regningen bringes i et ubelejligt Øjeblik. Vedkommende har maaske haft ondt ved at klare de gjorte Udlæg og trænger haardt til at faa Pengene. Glem ikke, at Ligegyldighed paa dette Punkt grænser betænkelig nær til Hjerteløshed.

Giv Deres Hustru egne Penge til sit personlige Forbrug, saa rigelige som muligt og betragt dem som Lønnen for hendes Stilling som Husmoder. Den er i mange Tilfælde besværlig nok og lønnes ofte med, at hun maa bede om hver Øre, hun har Brug for. Husk paa, at det ikke alene gælder Klæder, men ogsaa alle de aandelige Formaal, som ethvert intelligent Menneske bør være interesseret i. Jo mere uafhængigt hun er stillet, jo bedre vil hun hævde sig som Personlighed og Bærerinde af Deres Hjem og Navn.

Lad Deres Hustru altid være nøje underrettet om Deres Formuesomstændigheder og Fremtidsudsigter. At undlade dette overfor en flot anlagt Kone har kun altfor ofte ført til en Families økonomiske Ruin, og unddrager hende i altfor høj Grad Medansvaret for en finansiel Katastrofe.

Hvis der foreligger en stærk Formindskelse af Deres Indtægter, tro da ikke, at De kan hidføre en virkelig Reform ved at spinke og spare i det Smaa indenfor den gamle Ramme. Der opnaaes paa den Maade meget lidt. Man maa i et saadant Øjeblik tage Sagen resolut, forlade den gamle Skude, gaa ombord i en ny og mindre, og begynde paa en ny Livets Sejlads. Og Erfaringen viser, at Folk bliver ligesaa lykkelige i mindre Forhold.

Undgaa saa vidt muligt at laane Penge til Mennesker, De sætter Pris paa, da det, hvis Beløbet ikke betales tilbage, hvad det sjældent gør, ufravigelig vil føre til, at De mister den paagældende Ven. Han vil undgaa Dem. Det var derfor en Menneskekender, der i et saadant Tilfælde gav det Svar: „Ja, jeg skal laane dig Pengene, men paa den Betingelse, at du ikke bliver vred paa mig, hvis du ikke kan betale mig dem tilbage.“

Giv hellere ved saadanne Anmodninger Beløbet som en Gave i saa stort Omfang, som De kan det, og med en taktfuld, helst spøgefuld Tilkendegivelse af, at De ikke ønsker nogen Sinde at se Pengene igen.

Hvis Nogen ved Tidernes Ugunst skylder Dem Penge, saa vej enhver Bemærkning, som kunde indeholde en Hentydning til, at De tænker paa Gælden. Det uskyldigste Ord kan bibringe et giftigt Stik, som aldrig glemmes.

Lad Dem ikke altfor let forlede til at være Garant. Intet Hverv er utaknemligere. Der er ingen, der takker Dem for det, og De løber ligefuldt den Risiko at maatte af med Deres Penge. Hvor hjælpsom De end er, vær alligevel ikke for ivrig efter at tilbyde at lægge ud. Hvis man ikke paataler det, faar man aldrig sine Penge igen, og siger man noget, faar man Skyld for Nærighed. I hvert Fald faar man ingen Tak. Se venlig ud, og lad de Andre om Udlægget.

Vær varsom, naar De har mistet Penge eller Værdigenstande, med at mistænke Nogen for at have tilegnet sig dem, enten blandt Deres daglige Omgivelser eller tilfældigt tilkomne Personer. Og hvis De ikke kan udelukke en saadan Mistanke, gem den da godt hos Dem selv, indtil noget mere faktisk foreligger.

Man tør vist trygt sige, at intet virker mere fornærmeligt end uforskyldt at faa en saadan Mistanke rettet mod sig. Det tilgives aldrig og bør ikke tilgives. Den letsindige Raskhed, hvormed det daglig sker, bidrager ikke lidet til at udsaa en vis Bitterhed i den retskafne, arbejdende Klasse mod dem, der er anderledes stillet og dog behandler Medmenneskers mere ublide Kaar paa en krænkende Vis. Naar en Brillantbrosche er forsvundet fra en Skuffe, tænkes og siges øjeblikkelig: Hvem har været her? Ikke andre end Madam Thomsen, Rengøringskonen. Spørg i Køkkenet, om hun – eller noget i den Retning. Og saa findes Broschen i mange Tilfælde i en anden Skuffe eller paa Politikamret som tabt paa Koncert. Men Madam Thomsen, hvis hun har faaet det at vide, hvad hun?

Løb ikke straks til Politiet, naar De er bestjaalet eller mener at være det. Tænk først efter, om ikke det kan bero paa en Fejltagelse, eller, hvis det virkelig er Tilfældet, om De ikke selv har nogen Skyld deri ved at have ledet i Fristelse.

Testamente bør foreligge ved ethvert Dødsfald, hvor der er blot det mindste at efterlade. Ved ikke at gøre Testamente i Tide, kan man udvise en saa hjerteløs Uretfærdighed, f. Eks. mod fattige Slægtninge og mod gamle trofaste Tjenestefolk, at man næsten synes, det gamle Udtryk om ikke at finde Ro i Graven maa ske Fyldest.

Man bør ikke, ved at skrive sit Testamente, føle sig familieforpligtet i altfor snever Forstand, men ogsaa betænke samfundsnyttige og velgørende Institutioner.

Uventet at efterlade en Sum til Venner, der er En kære og som har det smaat, er ligesaa sjældent som det er smukt. Hvis De har mange penge, og De har Venner, der ikke har det, da husk paa at efterlade dem noget, naar De affatter Deres Testamente. Der vil da være idetmindste Enkelte, som erindrer Dem og velsigner Deres Minde.

Man bør ligeledes skrive op, hvilke Ejendele man efter sin Død ønsker skænket til Paarørende og Venner. Selv om en saadan Optegnelse ikke har retslig Gyldighed, vil de Efterlevende i de fleste Tilfælde efterkomme en Afdøds Ønske, og selv en mindre Genstand, der har tilhørt en bortgangen Ven, vil være Modtageren kær ved Tanken om, at Den, man ikke mere skal se, tænkte kærligt paa En.

Assurance. Forsøm ikke at assurere mens Tid er, paa alle Omraader, hvor der kan være Brug for det. Hvis ikke De har assureret, gør det da den Dag i Dag.

KORRESPONDANCE. At kunne skrive Breve er en Kunst for sig, en Ævne af stor Værdi til Bevarelse af Livets nære og kære Forhold. Et Brev, der formaar at give Udtryk for de bedste Følelser, kan varme Modtagerens Hjerte, næsten mere end de udtalte kærlige Ord, og Den, der har levet i et fremmed Land, ved, hvad et Brev fra Hjemmet kan betyde.

Ævnen og Lysten til Brevskrivning er omtrent gaaet tabt i vore Dage, undtagen hvor det gælder et forelsket Par, der maa sende et Brev en Time efter, at man skiltes.

Hvem skriver ellers lange Breve? Tiden er blevet saa forjaget, at de Fleste nøjes med et Telegram eller et Prospektkort, som ganske vist kan bringe en venlig Hilsen, men intet derudover.

Man bør ikke nøjes med at sende Postkort til dem, man holder af. Man skal tværtimod opøve sin Ævne til at forme sine Tanker skriftligt, og man skal ikke lade være at skrive et Brev til En, man har kær, fordi man tilsyneladende ikke har noget at fortælle. Det er ofte Dagliglivets Smaating, der morer Modtageren mest og giver det friskeste og mest livfulde Billede af Brevskriverens Færden og Leven. Ævnen til at skrive Breve er i særlig Grad kvindelig. Damebreve er, fraset Skribenters og Videnskabsmænds velskrevne Breve, som oftest mere fortællende og indholdsrige end Skrivelserne fra Mænd, formodentlig fordi Kvinder er mere impulsive og følelsesfulde. Som Regel vil man se, at Moderens Breve til en Søn eller en Datter er smukkere og mere kærkomne end Faderens.

Gem saadanne Breve, hvis De ejer dem, og tag dem undertiden frem.

Husk at tilintetgøre de Breve, som De ikke ønsker skal læses af Andre. Tro ikke, at Papirkurven er nok.

Betragt Privatbreve som betroet Gods. Vær forsigtig med at vise et Brev, kun bestemt for Dem, til Andre. Gør det kun, hvor det er Deres Mening at vække Glæde dermed, aldrig, hvis det berører vanskelige Forhold eller indeholder nedsættende Udtalelser. Tag hellere et Uddrag af dets Indhold, hvis dette er nødvendigt for en Sags Forløb.

Glem ikke i Stridens Hede, at man ved Offentliggørelsen af et Privatbrev under en Polemik er ude paa Umulighedernes Gebet hvad angaar Takt og Hensyn.

Gør Dem det til en Vane foruden Dato og Aarstal at forsyne ethvert Brev med Adresse og Telefonnumer, hvilket er til stor Lettelse for den eventuelle Besvarelse.

Vær varsom med, naar De retter et skriftligt Spørgsmaal til Nogen, da at lægge en Konvolut forsynet med Adresse og Frimærke i Brevet. Det kan ganske vist i mange Tilfælde fremme Besvarelsen, men det betragtes af mange som mindre taktfuldt.

Tilintetgør ikke Breve, der har mindste Udsigt til at kaste Lys over en Sag eller et Mellemværende. Den Plads, de optager, er kun lille, og deres Forsvinden kan fortrydes saa bitterligt.

Betænk Dem vel paa at sende Breve uaabnede tilbage, selv om De mener at have nok saa megen Grund til at være forbitret paa Afsenderen. Glem ikke, at det i de fleste Tilfælde er et Skridt, der gør et Brud ulægeligt. Desuden opnaar De ikke altid at give Fjenden det tilsigtede Stød i Hjertekulen, men ligesaa ofte at kaste et komisk Skær over Dem selv, som ved de fleste overflødigt stærke Demonstrationer.

Læs ved en Uoverensstemmelse med En, der har staaet Dem nær, den Paagældendes gamle Breve igennem, de giver Udtryk for en varm Følelse. Maaske der i dem kan ligge nogle Sædekorn skjult, af hvilke en Forstaaelse kan gro frem.

Naar De mener det heldigt at sende et til Dem rettet Brev til en anden for eventuelt at meddele Oplysninger eller konstatere et eller andet, bør Vedkommende sende Dem Brevet tilbage med en høflig Tak. Hvis De ikke faar det, og De er interesseret i at faa det igen, er De i Deres Ret til at anmode om det.

Hvis De giver Nogen en Anbefalingsskrivelse eller blot et Brev til Besørgelse enten personligt i Hænde eller tilsendt, regnes det for god Tone at lade Konvolutten med denne Skrivelse være aaben.

Hvis Den, til hvem De betror den, er kendt med de finere Omgangsformer, vil den ikke blive læst paa Vejen, men den maa være stilet saaledes, at dette kan gøres uden Ubehagelighed paa nogen af Siderne.

I Tilfælde af Bortrejse er det Den, der er taget bort, som først har at skrive.

Efter et Besøg som liggende Gæst, sender man et lille Brev med Tak for udvist Gæstfrihed og mere eller mindre Begejstring over Opholdets Behagelighed.

Hvis De ikke faar Svar paa en skriftlig Forespørgsel eller en Indbydelse i Løbet af nogle Dage, er De i Deres gode Ret til at skrive paa Ny eller til pr. Telefon at forespørge, om Brevet er indtruffet, hvilket er saa meget mere berettiget, som man jo aldrig kan vide, om Adressaten er bortrejst og derfor afskaaret fra at svare.

Vær forsigtig med, hvad De skriver. Paastand kan staa mod Paastand angaaende det, der er blevet sagt, og man kan som oftest snakke sig fra det, men hvad der staar Sort paa Hvidt, er uomstødeligt. Kun altfor ofte er gamle Breve kommet Afsenderen dyrt at staa, og frister overhovedet mere end noget andet til Misbrug. Hvad vilde Folk ikke ofte give for at kunne tilbagekalde et Brev?

Skriv især ikke, mens De er optændt af Harme, men lad Solen gaa ned over Deres Vrede, før De tager Pen i Haand.

Hvad enten De er vred eller ikke, brug da ikke ubeherskede Udtryk i en Skrivelse. De vil altid fortryde det. Læg Dem den latinske Regel paa Sinde: Fortiter in re, suaviter in modo.

Sky ikke den Ulejlighed, det kan være at erkyndige Dem om et Navns rette Stavemaade ved et Brevs Afsendelse. Det kan være kedeligt at slaa det op, men Folk kan ikke lide, at deres Navn staves forkert, og hvis De vil opnaa noget gennem en skriftlig Henvendelse hos en Potentat, der hedder Hanssen med dobbelt s, maa De være forberedt paa en Skuffelse, hvis De i Brevet har stavet ham slet og ret Hansen.

Hvis De modtager et uartigt og ubehersket Brev, undlad da helst at besvare det.

En Dame, der skriver til Fremmede, med Forventning om Svar, bør i sit Brev give til Kende, om hun er Frue eller Frøken. Som oftest findes denne Angivelse ikke i Breve fra fremmede Damer, hvilket foraarsager Forlegenhed ved Besvarelsen.

Hvis det ikke er Dem en Fornøjelse at skrive Breve, besvar da ethvert Brev hurtigt. Jo længere det varer, jo længere maa ogsaa Brevet blive.

Lad Deres Underskrift altid være tydelig og let læselig. At lægge sig en flot Underskrift til, som Ingen kan tyde, giver Anledning til mange Misforstaaelser og ubesvarede Breve.

Udskrift. Læg Vægt paa at forsyne Deres Breve med en tydelig Udskrift og Adresse og med rigtig Angivelse af Adressatens Titel eller Livsstilling. En Ukorrekthed paa det Punkt bliver i mange Tilfælde opfattet som Mangel paa Dannelse. Begyndelsesbogstaverne til indenlandske Ordenstegn bliver som oftest vedføjet Navnet udenpaa Breve, saasom R. af D. Dm. (Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand). Dog begynder denne taabelige Skik at forsvinde. Drejer det sig om Skrivelser, der er Privatlivet uvedkommende, gør dem da saa koncise og kortfattede som muligt, og bland aldrig personlige og udenforstaaende Ting ind i dem. Jo klarere og kortere de er affattede, jo større er Udsigten til, at et Resultat opnaas.

Herrer underskriver sig som bekendt til Fremmede: Ærbødigst N. N. og til Damer af deres Bekendtskabskreds: Deres ærbødigst hengivne N. N.

Damer bruger endnu ikke Formen „Ærbødigst“ trods den efterstræbte Lighed med Mændene paa alle Punkter. Til Fremmede anvendes da gærne Formen: Forbindtligst eller Venligst Deres X. Y.

Skriver man til en Adressat, der er En fuldstændig ukendt, bruger man som Overskrift kun Navnet Hr. (Titel eller Bestilling) N. N. eller Fru X. Y.

Søg i Privatbreve at finde en lidt mindre banal Over- og Underskrift end Kære N. N. og Deres hengivne X. Y.

Vær varsom med at skrive til Folk paa aabne Brevkort. Mange synes ikke om det.

Naar De modtager et Brev, mens De har Gæster eller selv er Gæst, kan De ikke lukke det op, før De er alene. I hvert fald maa De sige: „Tillader De“, før De læser det. Det kan være en sand Tantaluskval at sidde og se paa et uaabnet Brev, som man véd indeholder en vigtig Meddelelse, mens der snakkes om ligegyldige Ting, men man maa holde Stand.

Husk aldrig at aabne Andres Breve, selv ikke Deres Nærmestes, med mindre De bar Bemyndigelse dertil.

Afsend ikke et unavngivet Brev. Den, der skriver anonyme Breve med det Formaal at skade og saare, har omtrent samme Stilling mellem Menneskene som Væggetøj mellem Dyrene.

---