Takt og Tone/IX. Skilsmisse

by Emma Gad

NIENDE AFSNIT

SKILSMISSE

Enten man er tilbøjelig til at mene, at Udviklingen gaar i den rigtige Retning eller ikke, kan man ikke se bort fra, at Ægteskabet er mindre stabilt end det var i forrige Tider. Skilsmissernes, og særlig Separationernes Antal stiger med en saa rivende Fart, at der snart ikke er en Familie, hvor de ikke har faaet Indpas, saa at, hvordan man end tænker derom, nødes man samfundsmæssigt og selskabeligt set til at tage Stilling dertil og indrette sine Omgangsforhold derefter.

Da Skilsmisse er en forholdsvis ny Form i det sociale Samkvem, eksisterer der endnu ikke fæstnede Begreber om, hvordan man har at forholde sig overfor Fraskilte, i Ens Slægt og Vennekreds. Heller ikke berøres det i den tidligere Literatur vedrørende Takt og Hensyn, hvordan man skal stille sig, ikke alene til den anden Part, men til forhenværende Svigerforældre, Svigerinder, Fætre, Kusiner, Venners fraskilte Hustruer, Veninders aflagte Mænd o. s. v. Det afhænger nu alene af Taktfølelsen hos den Enkelte. Det gør ganske vist, naar alt kommer til alt, ethvert Samkvem med Andre, men i alle andre forhold har man aarhundredgamle Vedtægter at støtte sig til og arbejde videre paa. Ved Skilsmisse maa nye Former skabes, og kun lidt efter lidt kan der opstaa den Etikette eller Omgangsform mellem Fraskilte og deres Slægtninge, som endnu haardt savnes. Dog, enkelte Henstillinger er der jo, som allerede nu kan optages til Drøftelse.

FORHOLDET MELLEM DE TO PARTER. Der er to Hoved-Arter af Skilsmisse og Separation: Den ene, hvor der foreligger et absolut Brud mellem de to forhenværende ægtefæller, ofte udviklet til gensidigt Had, og den anden, der hovedsagelig mest foreligger i Teorien, hvor der ikke er Spor af Uvilje til stede, og hvor kun Forskellighed i Livssyn eller en ny Følelses Opstaaen har bevirket, at et Ophør af Samlivet fandtes heldigst for Sagernes Udvikling, men hvor noget Samkvem og en Omgang i det Stille ikke er udelukket. Det er ikke let at fastslaa, hvilket af de to Forhold er det mindst vanskelige, selskabeligt set, for de Paagældende og deres Nærmeste. I saa nære forhold som mellem Ægtefæller, selv efter Ægteskabets Opløsning, indtræffer der altid Tilfælde, hvor det for den Ene er umuligt at se bort fra den Andens Eksistens, særlig ved Livets Højtider, og hvor de da maa træffe sammen, hvor dybt end Naget sidder.

Og hvorledes man end bærer sig ad, kommer der let et vist latterligt Skær over for stærk Familiaritet imellem Fraskilte, naar f. Eks. en Mand stadig ses at optræde mellem to Koner, eller en meget skilt Frue holder Omgang gaaende med flere af sine Ægtemænd.

Da dette uomtvisteligt er af en lidt komisk Virkning og giver et vist mormonagtigt Sving, bør det vist tilraades at indskrænke Omgangen med sin forhenværende Ægtefælle saa meget, at den ikke vækker offentlig Opmærksomhed.

Ved Ægteskabs Opløsning begynder det sædvanligvis med at ulme saa smaat. De dermed følgende Opgør bør holdes saa lidet stormfulde som muligt.

Fremfor alt maa der ved en afgørende Samtale mellem uenige Ægtefolk passes paa, at der ikke udtales Ting, som bliver siddende i Hjertet som en Brod, i hvert Fald ikke før enhver Tale om Forsoning er opgivet. Og selv da bør de stridende Parter aldrig forglemme sig saa stærkt, at de ser bort fra Hensynet til Velanstændighed og Takt.

Hvor Lidenskabernes Bølgegang er særlig høj, bør det tilraades at tage en paalidelig og især diskret Ven eller Veninde ind i sin Fortrolighed for at kunne virke dels som Stødpude dels som Lynafleder.

Den uundgaaelige Vandring til de adskillende Myndigheder bør, hvad enten Skilsmissen er af de stormende eller de forsonlige, helst antage en rent konventionel Form. Det virker forvirrende paa Folk at se et Par, spisende Frokost med hinanden paa en mondæn Restaurant, kommende fra Overpræsidenten.

SKILSMISSEN OG BØRNENE. Hvad der end kan være passeret under Ægteskabet og ved dets Afslutning, har begge Forældre en naturlig Ret til at elske deres Børn og følge deres Udvikling, og ethvert Forsøg paa at hindre det fra den anden Side er smaaligt og forkasteligt ogsaa for Barnets Skyld.

Naar Opgør og Storme ikke kan undgaas ved en Skilsmisse, og det kan de sjælden, saa maa man i ethvert Tilfælde sørge for, at de holdes fjernt fra Børnene. Medens Nutidens Børn saa nogenlunde har vænnet sig til at tage Skilsmisse og Separation som noget, Livet fører med sig, saa bør de dog kun se det som en fuldbyrdet Kendsgerning.

Børn kræver nemlig overhovedet klare Forhold, fordi de maa have en rolig Underbund, der giver en Følelse af Tryghed i Modsætning til den Uro og Udviklingsgæring, der karakteriserer Barnesindet.

Naar Separationen er vedtaget og bestemt, maa Anliggendet forklares Børnene nænsomt af Den af Forældrene, der staar dem nærmest. Naar de er smaa, vil dette vel oftest være Moderen, hvorimod det er naturligt, at en Fader selv taler med sin store Dreng. En Forklaring maa der gives, da Barnet ellers vil søge den selv. Og selv om Børnene vel som oftest ved bedre Besked end godt er, bør man søge at lægge Hovedvægten ved Forklaringen paa Uoverensstemmelser, som ikke kan slaa noget Skaar i Barnets Kærlighed til den ene af Forældrene. Især maa Uoverensstemmelser af erotisk Natur selvfølgelig lades uomtalte, ligesom begge Forældre, i den forudgaaende Periode, hvor disse maaske har spillet en Rolle, maa forenes i en fælles Bestræbelse for at holde dette skjult for Børnene, hvor uenige Forældrene end ellers kan være.

Begge Forældre maa overhovedet være enige om aldrig at nedsætte hinanden overfor Børnene. Disse maa altid kunne tage smukke og gode Minder med sig fra deres Barndomshjem, underbyggede af det Indtryk, at deres Oprindelse fremgik af Kærlighed.

Regelen er den ved en Skilsmisse, at Manden opdrager Sønnerne og Moderen Døtrene, men naturligvis ordnes det ved fælles Overenskomst ofte paa anden Maade. Hvorledes Ordningen end bliver, bør det staa klart, at Den, der har Børnene hos sig, ikke bør forholde den anden Part Glæden ved at se sine Børn og følge deres Udvikling og Vækst, en Hensynsløshed, der ofte forvolder bitterlig Sorg og Savn.

I rent ydre Henseende gør Skilsmisse mellem Forældrene sjælden noget Skaar i Børnenes behagelige Livsvilkaar; tværtimod kappes skilte Forældre som oftest i en Slags Konkurrence at vinde deres Hjerter gennem Forkælelse og Dyrkelse, der giver sig Udslag i Gaver og Adspredelser. Hver Gang den Fader eller Moder, der har maattet give Afkald paa sine Børn, imødeser et Besøg af dem, bliver der som Regel planlagt Besøg i Teatre og andre Forlystelser, forenet med Traktement med Livretter og Slikkerier, for at Børnene med Glæde skal se hen til de kommende Besøg.

Dette er selvfølgelig ikke godt for Børn. Inderst inde er det derfor dem, der trods alle Anstrengelser i modsat Retning, lider mest ved et Barndomshjems Forlis, fordi deres Sjæleliv let tager Skade deraf.

Det er ikke ved Forkælelse, at fraskilte Forældre skal erstatte deres Børn, hvad de ved det fælles Hjems Opløsning har mistet, men ved at gøre Samværet under Besøg paa det nye Sted saa frugtbringende og smukt som muligt blandt andet ved i rigt Maal at drage Børnenes unge Venner til Huse.

Hvor fraskilte Forældres Dyrkelse af Børnene antager grelle Former, eller hvor de Livsvilkaar, der bydes Barnet, findes utilfredsstillende ved Forsømmelse eller derved, at Den af Forældrene, som Barnet er betroet, ikke fører et Liv, der er overensstemmende med den Andens Ønsker, vil Denne tidt føle sig foranlediget til at gribe ind og ofte være berettiget dertil.

Man kan kun tilraade, at dette da sker med den største Takt og Nænsomhed, og kun igennem Andres Mellemkomst, ligesom Barnet bør anbringes ikke hos En selv, men hos en fornuftig Slægtning, hvilket formentlig vil formindske Stridens Bitterhed.

Fraskilte Forældre bør aldrig glemme, at de ved at bryde deres Ægteskab har paadraget sig et Ansvar overfor deres Børn. At være opvokset i et lykkeligt og harmonisk Hjem, hvor Mand og Hustru elsker og ærer hinanden, og lader Hjemmets gode Aand ubevidst indvirke paa Børnene gennem kærlige Ord og et glad Sindelag, det er maaske den største Lykkegave at tage med sig ud i Livet og senere hen den bedste Arvelod at have faaet.

Skilsmissen og Betjeningen. Der er en anden Part, man ogsaa helst maa holde udenfor Stormene, og som er endnu mere lydhør overfor dem, og det er Husets tjenende Personale. Det vækker sikkert altid dets levende Interesse, naar der er Uoverensstemmelser mellem Herskabet, og det er antageligvis ad denne Vej, at Rygter om at Herren og Fruen skal skilles i de fleste Tilfælde kommer ud før Tiden, selv om Fruerne og deres Veninder vel nok ogsaa har deres store Andel deri.

Man bør derfor under en saadan stormfuld Livsepisode vise saa stor Agtpaagivenhed som muligt overfor nysgerrige Husassistenter.

Noget andet er, hvis der blandt disse findes en fuldt paalidelig og trofast Ven. Det vil da være klogest at sætte hende ind i Forholdene, hvorved hun ofte kan afbøde en Del ubehagelig og nysgerrig Interesse.

SKILSMISSEN OG OMGANGSKREDSEN. Hvor megen Forsigtighed der end vises, saa siver Forlydender om en forestaaende Separation dog ud, og afstedkommer en vis Bevægelse i de to Paagældendes Familier og Omgang. I Regelen styrter Svigermødre, Søstre o. l. til for at forsone, en Virksomhed, der dog ikke i alle Tilfælde kan anbefales, da den som oftest ikke lykkes, men blot forplumrer Sagen yderligere i et Mudder af giftigt Vrøvl.

I den Periode, der ligger imellem det ægteskabelige Stormcentrum og Separationen, bør Omgangsvennerne helst lade som ingenting.

Man undlader ved saadanne Lejligheder at spørge til eller bede hilse den anden Ægtefælle, ligesom man heller ikke ved Spørgsmaal bør fremkalde nogen Art af Forklaring angaaende Fremtidsdispositioner e. l. Folk tror i Regelen, at deres tilkommende Skilsmisse er et ganske ubekendt Fænomen, mens hele deres Kreds ikke taler om andet, og der er derfor ingen Grund til at tvinge dem ud i taagede Forklaringer, som Ingen tror.

Familien ved en Skilsmisse. Sympathien deler sig ved en saadan Katastrofe ofte familiemæssigt i to Lejre, der staar stejlt og bidsk overfor hinanden. I saadanne Tilfælde er det heldigt, naar de kan beherske deres Følelser saa meget, at de ikke indblander Fremmede i dette dog ganske private Anliggende, men selvfølgelig vil det være naturligt, om al Omgang ophører. Helst maa jo Stridighederne neutraliseres, naar man mødes paa andre Gebeter hos fælles Bekendte eller ved Familiefester o. l.

Det vil da være heldigt at kunne opretholde Høflighedsformerne saa vidt, at man veksler nogle Ord, og endog viser Selvbeherskelse nok til at spørge f. Eks. til en forhenværende Svoger, hvorpaa det farlige Æmne hurtigst forlades.

Men der gives jo ogsaa Tilfælde, hvor Skillelinjen ikke falder familiemæssigt, hvor man simpelthen er kommet til at holde af hinanden, og Skilsmisse-Tabet af en kær Svigersøn kan maaske føles ligesaa bittert som et Barns Død. I saa Tilfælde er det meget uelskværdigt at forlange, at saadanne Hengivenhedsbaand skal overskæres, fordi det ægteskabelige Samliv af ganske andre Grunde maatte ophøre.

Den ene af Parterne bør altsaa ikke forhindre sine Paarørende i at vedblive at pleje Omgang med den tidligere Ægtefælle. Men selvfølgelig maa det gøres med Takt.

Man skal ikke vælge at indbyde forhenværende Slægtninge til store Selskaber, hvor mange Fremmede faar Lejlighed til med Nysgerrighed at iagttage disse Gæsters interessante Tilstedeværelse. Det vil være heldigst at indskrænke Omgangen til Samvære med nogle faa fælles Venner fra den Tid, hvor man kom meget sammen. Eller helt alene.

Vennernes Forhold til Fraskilte. Naar der ved en Skilsmisse er nogen Bitterhed til Stede, vil Ægteparrets Venner have at træffe Valg om, hvem af dem de i Fremtiden agter at staa nær. Ikke saadan at forstaa, at de behøver at bryde med den Anden, men selv om man godt kan staa paa en fjernt venskabelig Fod med begge Parter, vil det altid vise sig, at staar man den ene af Parterne nær som Ven, vil det i Længden vise sig umuligt at pleje selskabelig Omgang med den Anden.

Man maa derfor ved en Separation indenfor Ens Vennekreds vælge, hvem af de To man vil vise Hjertelighed og hvem blot Korrekthed.

Hvis Forsoning imellem de Paagældende skulde blive iværksat, maa man nemlig have vist en urokkelig Korrekthed, hvis man ikke vil miste ogsaa Den, man havde tiltænkt Hjertelighed, ligesom man maa være klar over, at man maa lade overfor begge Parter, som om denne lille Episode aldrig havde eksisteret, i Lighed med Dramaets Hovedpersoner, der aldrig overfor Udenforstaaende vil eller bør vise, at deres nuværende gode Forhold er et Stille efter Stormen.

Man maa være forsigtig med at gaa ud fra, at den Bekendte, man genser efter længere Tids Forløb, stadig er gift med den Samme. Man maa føle sig for.

Hvis man gratulerer en Ven til hans Giftermaal eller Forlovelse, og han lidt flov meddeler En, at det er forbi dermed, bør man hverken se hjælpeløs ud eller udtømme sig i Beklagelser, men hellere tage det spøgefuldt og sige: Maa jeg saa gratulere dobbelt. Som oftest er der god Grund til det.

Deling af Bohavet er en af de vanskeligste Episoder ved Separationens Indtræden, og den, der i de fleste Tilfælde forandrer en fredelig Skilsmisse til en stormfuld. Det nytter slet ikke her at give Raad, thi Erfaringen viser, at selv fredelige og kultiverede Mennesker kan blive til glubende Løver over et Bord med hollandske Klinker eller en Pastel af en Grandtante.

Fordelingen sker ofte efter Stuer. Hver tager sin Stue og det andet fordeles efter bedste Skøn. Eller der afholdes en indbyrdes Auktion, efter at Hver af Parterne har fradraget sit Bidrag fra den Tid, Boet stiftedes.

Hvilken af Vejene man end vil gaa, bør man sikre sig Bistand og Mægling af en Sagfører, der vil paatage sig dette ikke stærkt behagelige Hverv.

Naar den ene af Ægtefællerne ved at være Samler eller ved at have stor Indsigt ved Anskaffelsen af Indbo, har formaaet at paatrykke det fælles Hjem sit personlige Præg, er det Tegn paa en tarvelig Karakter hos den Anden, naar der ikke foreligger pekuniær Trang, at undlade at tage Hensyn til, at der i saa Tilfælde foreligger inderligere Ejendomsret til de paagældende Dele af Indboet.

Man bør i dette Tilfælde, ogsaa fordi det er værdigst for En selv, vise en forstaaende Resignation og lade den Anden faa de Ejendele, der er særlig værdifulde for Vedkommende.

I det gode Selskab vil det sjælden forefalde, at Gaver, der er skænket Ægtefællerne af deres forskellige Familier, ikke paa Forhaand udtages for at tilfalde Den, fra hvis Familie eller nærmeste Vennekreds de skrev sig, et Forhold, der selvfølgelig i ligesaa høj Grad gør sig gældende overfor Arvestykker.

Naar Fordelingen, efter de Lidelser den medfører, er overstaaet, bør man lade den være endelig og ikke atter begynde at skændes om en Sølvkaffekande eller en Chiffonière. En saadan Opgravning af Stridsøksen fører kun til ny unyttig Blodsudgydelse.

FRASKILTES PEKUNIÆRE FORHOLD. Hvordan man end ser paa Skilsmisse, om man regner den for et socialt Gode eller ikke, saa er der i hvert Fald den kedelige Egenskab ved den, at den til Slut munder ud i et Pengespørgsmaal, som det meste andet i Livet.

Den almindeligste Ordning er den, at der ved Separationen fastsættes en aarlig Understøttelse til den fraskilte Hustru, som Manden har at udrede. Selv om det unægtelig er en Udgift, som hører til dem, man ikke personligt har Glæde af, bør der dog i dette Forhold vises saa liden Smaalighed, som det ifølge den Paagældendes Karakter er muligt at præstere, idet Manden maa gøre sig klart, at det for en fintfølende Kvinde maa være en af de pinligste Omstændigheder i hendes Liv at maatte modtage Penge af den Mand, hun ikke har kunnet leve sammen med.

Men samtidig med, at man forlanger den størst mulige Takt af Manden, maa man ogsaa kræve den af Hustruen, der ogsaa maa gøre sig klart, at den stipulerede Apanage kan være en alvorlig Byrde for Manden, ikke mindst naar han gifter sig igen.

I de fleste Tilfælde bør man dog sige, at disse Understøttelser er satte for lavt. De burde stige i en bestemt Skala, hvis Manden erhverver sig store Rigdomme, ligesom der ogsaa bør tages Hensyn til de stigende Varepriser. Maaske var det heldigst, om det hele blev lidt mere glidende, saa at den fraskilte Hustru blev i Stand til fortvarende at leve paa den samme Fod som paa det Tidspunkt, hvor Summen blev fastsat.

I denne Forbindelse bør det fastholdes, at Manden har den selvfølgelige Pligt i fuldeste Maal at bidrage til sine Børns Opdragelse og Uddannelse, selv om de har Ophold hos Moderen. Forøgede Omkostninger hertil bør han ikke regne sin tidligere Hustru til Last.

Ved dette Spørgsmaals Ordning maa man gøre sig klart, at det som oftest gaar omtrent, som man fortjener det. Hvis en Hustrus Færd har været i høj Grad dadelværdig, faar Modparten en Berettigelse til at stille sig mere afvisende, end det maaske ellers vilde have været Tilfældet. Naturligvis vil det ogsaa afsætte en vis Bitterhed hos Manden, naar hans fraskilte Hustru foretrækker at undlade at gifte sig paa Ny, og føre et frit Samiiv med Andre for stadig at kunne oppebære hans Understøttelse.

Værdigst og smukkest vil det altid være, naar en Kvinde vælger ved Selverhverv at ernære sig selv istedetfor at leve af en fraskilt Mand. Særlig agtværdigt er det, naar hun tilmed er i Stand til selv at kunne ernære og opdrage de Børn, hun har boende hos sig.

Ved Indgaaelse af nyt Ægteskab bortfalder selvfølgelig enhver Understøttelse af den forrige Mand, med Undtagelse af det, der direkte er nødvendigt til Børnenes Opdragelse, hvis disse forbliver hos Moderen.

En ondartet Form for Forretningssans er det, naar en Ægtefælle sætter en opskruet Pris for Indvilligelse i en Skilsmisse, der er den anden Part magtpaaliggende for at kunne indgaa nyt Ægteskab.

Der bør da søges nedsat en lille Voldgiftsret af fælles Venner, der har saa megen Sympathi for begge Parter, at de vil tilstræbe en retfærdig og passende Ordning.

HENSYNSFORHOLD MELLEM FRASKILTE. Hvor fjendtligt end Forholdet har udviklet sig, bør en ydre Høflighed altid senere i Livet gøre sig gældende. Ikke at hilse hinanden paa Gaden eller ikke at ville modtage den Andens Hilsen er saaledes et Tegn paa svigtende Velopdragenhed, ligesom man bør kunne veksle nogle Ord, naar man tilfældigvis træffes.

Ved alvorlig Sygdom vil det være heldigt, om den anden Part viser Deltagelse, selv om det naturligvis vanskeliggøres, hvis nyt Ægteskab har fundet Sted. Det maa da helst gaa gennem en fælles Ven, eller en Slægtning, der staar Begge nær.

Alvorligere bliver Forlegenheden ifølge selve Sagens Natur ved den fraskilte Ægtefælles Død og Begravelse. Paa den ene Side vil der opstaa den Følelse, at Døden udsletter al Uret og Strid, og at det kun vil være en Tribut til forrige Tiders Kærlighed, at gaa til Begravelsen.

Dette er smukt i Teorien, men kan let falde en Smule komisk ud i Praksis. Det er ikke saa vanskeligt, hvor begge de forhenværende Ægtefæller paa det Tidspunkt er ugifte. Man kan da blot gaa hen og anbringe sig paa en lidet opsigtvækkende Plads.

Værre er det, naar man selv, eller den Hensovede eller begge to er forsynet med en ny Ægtefælle. Da man ikke godt kan gaa til sin forhenværende Ægtefælles Begravelse i Selskab med den nuværende, har man allerede Vanskelighed ved Bortgangen fra Hjemmet. Klædt i demonstrativt Sort, som man nødvendigvis maa til en Begravelse, kan man i heldigste Tilfælde kun opnaa enten at vække Munterhed hos sin nuværende Mand eller Kone eller risikere at genopfriske gammel til daglig begravet Bitterhed.

De fleste vil sikkert blive nødt til at se at komme ubemærket afsted, dog kun for i Kirken eller Kapellet at finde nye Vanskeligheder. Thi hvor har den tidligere Ægtefælle sin Plads i Begravelsesceremoniellets strenge Rangforordning? Naturligst og lettest er det at søge en saa lidet opsigtvækkende Plads som muligt mellem Kontoristerne og de forhenværende Hushjælpersker, eller paa Pulpituret, om et saadant findes. Men selv da lykkes det ikke at foretage et ubemærket Tilbagetog, idet den fæle Skik jo findes, at Ens Efterfølger besætter den eneste Udgang, hvor han, flankeret af sine Slægtninge, trykker alle Tilstedeværende i Haanden med et vemodigt Blik. Det maa derfor tilraades ikke at give personligt Møde ved Begravelsen, hvor nyt Ægteskab er indgaaet, men at indskrænke sig til at sende en Krans.

Det samme gælder, naar Ens tidligere Ægtefælles Forældre eller nære Paarørende afgaar ved Døden.

Man bør overhovedet undgaa personlig Tilsynekomst, hvor denne vilde medføre en Takskyldighed fra Nogen af dem, med hvem Ægteskabets Ophævelse har medført et Brud.

Det er selvfølgelig urimeligt at bære Sorg ved en fraskilt Ægtefælles eller Dennes nære Paarørendes Død, men det er paa den anden Side heldigt at undgaa et altfor spraglet Udseende paa Gaden eller offentlige Steder.

Er et fraskilt Ægtepars Barn afgaaet ved Døden, vil det af Hensyn til Alle være heldigst, at Begravelsen foregaar i stor Stilhed, idet det maa forventes, at begge Forældre da vil være til Stede, uden at nye Ægtefæller eller „Forloveder“ er med. I det Øjeblik Forældre staar ved deres Barns Baare, bør alt være glemt, og i den halve Time, det varer, bør de uden Nag kunne mødes i den Sorg, de begge maa føle.

Der findes andre Forhold, hvor det er vanskeligt at undgaa en vis Art Berøring, f. Eks. naar Børnene vokser op og betræder de samme Baner, som mislykkedes saa grundig for Forældrene, særlig Forlovelser og Brylluper. En Datter eller en Søn bør f. Eks. straks efter sin Forlovelse gaa hen til Den af sine Forældre, hun eller han ikke lever sammen med, og meddele ham eller hende Begivenheden, før den bliver bekendtgjort, og derefter aflægge et Besøg sammen med sin Forlovede.

Det vil være heldigt, om de to Forældre da udveksler en lille Tilkendegivelse af Tilfredshed med deres Barns Forlovelse, der forhaabentlig vil faa et bedre Forløb end deres egen i sin Tid havde.

Den af de fraskilte Forældre, der ikke har levet sammen med sit Barn, maa selvfølgelig give Afkald paa ved Datterens eller Sønnens Bryllup at være til Stede i Kirken eller den derpaa følgende Fest, men det unge Par maa give den Paagældende Lejlighed til i Dagens Løb at være sammen med dem for at have Indtrykket af at høre til i deres Liv.

I det hele taget medfører det at have skilte Forældre en vis Tvedeling, ikke alene ved Forlovelse og Bryllup, men hele Livet igennem ved højtidelige Lejligheder.

FRUENS NAVN. Hvis den Skik bredte sig, at en Kvinde beholder sit eget Navn Livet igennem ligesom Manden, hvad enten gift eller ugift, vilde den Vanskelighed bortfalde, at hun ved en Skilsmisse staar der med en for Fremtiden fremmed Mands Navn.

Det kan ikke tilstrækkeligt tilraades, at en fraskilt Hustru straks ved Separationen atter antager sit oprindelige Navn.

Det hører til en af de uløste Gaader, at Mændene, der dog hidtil har været Mestre for Lovene, ikke forlængst har forordnet dette ved Lov. Hvad kan være mere pinligt for en Mand, end at det er tilladt den Hustru, hvis dadelværdige Opførsel gjorde et Ægteskab med hende umuligt, at fortsætte denne Livsførelse under hans Navn, som derved bringes i den uheldigste Omtale.

Desuden tager det sig jo lidt latterligt ud for en Mand at staa omgivet af to, undertiden tre Fruer, der bærer hans Navn med mere eller mindre Ære.

Men det synes indtil videre ikke at genere D'Hrr. Ægtemænd.

Valg af Bopæl. Det er en beklagelig Kendsgærning, at fraskilte Hustruer har en Tendens til at plante sig i Nærheden af deres forhenværende Mand og hans Interessesfære. Denne Indiskretion bør undgaas. De bør have den Taktfølelse, hvis de bor i samme By som han, ikke at bosætte sig i samme Nabolag. Naar han bor paa Landet og vil spasere i Skov og Eng med sin nye Kone, virker det mere end pinligt bestandig at møde den Forhenværende, som bor i samme Fiskerleje.

Men ikke destomindre kan tilfældige Møder sjælden helt undgaas, naar man bor i samme Land og By. Man maa da sørge for at gøre dem saa lidet opsigtsvækkende som muligt.

Hvis et Par fraskilte Ægtefæller i Teatret kommer til at sidde ved Siden af hinanden, eventuelt ledsaget af deres Efterfølgere, bliver det den mandlige Parts Sag at vige Pladsen og forføje sig bort snarest muligt. Det er kedeligt, hvis det har været dyre Billetter til en Festforestilling, men derved er intet at gøre. Han kan ikke blive siddende flankeret af en Kone paa hver Side.

Naturligvis er det umuligt at give Raad for ethvert af de utallige Tilfælde, hvor Skilsmisse skaber Vanskeligheder og Afbræk. Men een Ting kan man altid sige, og det er, at man selvfølgelig saa vidt muligt bør undgaa at tale om sin forhenværende Ægtefælle, medmindre det er lejlighedsvis til en god Ven, eller det viser sig nødvendigt af praktiske Grunde, og det maa altid være uden Bitterhed og uden at rippe op i gamle Stridspunkter. Om forhenværende Ægtefæller gælder det i endnu højere Grad end om Afdøde: Nil nisi bene — intet, hvis det ikke er godt.

Separation. Ægteparret bør have en Sagfører til at ordne Sagen. Han bringer de nødvendige Konferencer i Stand, først med Præsten, saa med Overpræsidenten. Skønt disse Møder har Navn af Mæglingsforsøg, er de i Praksis dog naaet til nærmest at være Kontorforretninger.

Det drejer sig ved disse Lejligheder kun om at tilvejebringe en fuldkommen korrekt Ro og at udelukke ethvert Stemningsudbrud.

Det er ret almindeligt, at man nøjes med Separation, men man kan da ikke indgaa nyt Ægteskab.

Den endelige Skilsmisse nødvendiggør ikke nye Møder. Med Sagførerens Bistand indsendes Sagen, efter den nugældende Lov, tre Aar efter Separationen til Ordning af Justitsministeriet. Hvis de Paagældende før den Tid ønsker at gifte sig paa Ny, maa det sættes igennem ved et særligt Andragende til samme Ministerium.

OPHÆVET FORLOVELSE. De samme Forhold som ved Skilsmisse gør sig gældende ved en ophævet Forlovelse, kun i en mindre Maalestok. Den Tid lig- ger ikke langt tilbage, hvor et Brud mellem Forlovede betød det samme i Familielivet som Skilsmissen nu- omstunder, men efter dennes hyppige Anvendelse er en opslaaet Forlovelse svundet ind til en ren Bagatel, der ikke sjælden gentager sig ret hyppigt for den samme Person.

Ringe og Gaver sendes selvfølgelig tilbage. Det gaar ikke godt an at smykke sig med en Diamantbrosche, man har faaet af sin Forlovede, naar man ikke mere vil vide af ham selv. Det samme vil vist som Regel gælde kostbare Gaver fra de respektive Paarørende.