Takt og Tone/X. Sygdom, Dødsfald og Begravelse

by Emma Gad

TIENDE AFSNIT

SYGDOM, DØDSFALD OG BEGRAVELSE

Det er i Livets alvorlige Timer, at man ikke alene skal lære Venners Sindelag at kende, men ogsaa helt forstaa Værdien af de Følelser, der besjæler dem, som man har levet Livet sammen med. Der er Nogle, der passer bedst for de glade Dage og de lyse Indtryk, og som i Samlivet spreder Solskin over det daglige Livs Ensformighed, men ikke forstaar at give nogensomhelst Trøst i de mørke Stunder. Der er Andre, som kan være lidt tunge og træge, naar Tilværelsen ligger i Solskin, men som saa til Gengæld blot ved et Haandtryk, et Smil, et Par Ord kan virke med en saadan Følelsens Inderlighed, naar det staar galt til, at deres blotte Nærværelse er som en Lægedom for Den, der er angst og sorgfuld. Det er disse, blandt Ens Nærmeste, man helst vil have hos sig, naar man er syg eller ved at dø — de eneste, de bedste.

FORSIGTIGHEDSREGLER. Naar De bærer paa en Svaghed eller blot befrygter det, opsæt da ikke af Angst eller af Slendrian at gaa til Lægen og lade Dem undersøge. Man vil altid gerne opsætte det, men det kan have de alvorligste Følger, og man kender kun altfor godt de Ord: „Var det blot blevet taget i Tide!“

Forsøm ikke en Gang imellem at lade Deres Øjne undersøge, naar De kommer en Smule til Aars, eller hvis De bruger Briller, at lade en Øjenlæge bestemme Numret. Daarligt Syn, Overanstrengelse og Hovedpine skriver sig ofte kun fra urigtige Briller.

Vær ikke altfor bange for Besøg hos Tandlægen. Selv om det er lidt pinligt — eller meget — i Øjeblikket, har en kyndig Tandbehandling eller vel anbragte kunstige Tænder en saa afgørende Betydning for Befindende og Udseende, at De er en Taabe, hvis De holder Dem tilbage af manglende Mod.

Drag Omsorg for, at de andre Medlemmer af Husstanden iagttager samme Forsigtighedsregler.

SYGDOM. Naar der kommer en alvorlig Sygdom i Ens Hus, er det passende, at Familiens Paarørende underrettes derom, idet det ikke kan gaa an, at man pludselig paa Gaden erfarer, at En af Ens Nærmeste er døende, uden at man har anet det mindste derom.

Paa den anden Side bør der vises en vis Takt i Forholdet til et Hus, hvor En ligger livsfarlig syg. Den kærlige Deltagelse bør afvejes med Hensynet til den Ro, som Sygdommen kræver, saa vel Patienten som de ængstelige Paarørende.

En Invasion af deltagende Tanter og pligtmæssigt ængstelige Svigerinder tjener tilvisse ikke til at formindske Situationens Uhygge, ligesom de idelig gentagne Bulletiner om Temperaturens Stigen og Fald virker opslidende og enerverende.

End mindre bør Telefonen anvendes til Forespørgsel. Denne snerrende Metalklokke gaar direkte paa Nerverne af dem, der omgiver den Syge og har Brug for hele deres Sindsligevægt. Det heldigste vil sikkert være, at et andet Hus af Familiens Nærmeste udvælges til Central, hvorfra alle Oplysninger kan indhentes, og som saa bagefter maa haabes at afgive ærlig Beretning om udvist Deltagelse og ikke glemme Nogen.

Ved enhver alvorlig Sygdom bør man, hvis den forløber i Hjemmet, og det er En muligt at udrede Omkostningerne, tilkalde en udlært Sygeplejerske. Hun vil, mens Krisen staar paa, bedre end Familiens Medlemmer, kunne tage et Tørn med Døden med Udsigt til at vinde, og det vil altid være en Beroligelse at vide den Syge i kyndige Hænder. I de fleste Tilfælde vil Lægen ogsaa forlange det.

Den vanskeligste Tid kommer, hvis Krisen overstaas heldigt, naar deltagende og velvillige Nærstaaende strømmer til med Buketter og Vingelée og beder om at maatte se Patienten „blot et Øjeblik“. Det klogeste vil da være at lægge helt i Plejerskens Haand, hvor mange Besøg den Syge kan taale, selv om det opvækker lidt Misstemning.

De Omværende er nemlig selv saa lettede og glade ved en Vending til det bedre i en kær Patients Befindende, at de nemt glemmer den fornødne Forsigtighed.

Langvarig Sygdom er en af de største Prøvelser i et Hjem baade for Patienten og Omgivelserne. Der er ikke andet at gøre end at væbne sig med Taalmodighed.

Patienten maa ikke kræve mere end det højst nødvendige af Pasning og Underholdning, idet han eller hun maa forstaa, at Livet trods alt maa gaa sin Gang for de Andre.

Paa den anden Side maa de Raske i Hjemmet være saa opofrende som muligt overfor den Syge og gøre, hvad de kan, for at holde Modet oppe uden nogensinde at vise, hvor trættende, anstrengende og bekostelig Tilstanden er.

Hvis Sygdommen ikke har anden Udgang end Døden, bør dette ikke siges til den Syge, medmindre vigtige Bestemmelser skal træffes.

Patienten bør ogsaa selv afholde sig fra at tale om sin mulige forestaaende Død af Hensyn til de Andre, for hvem det er vanskeligt at drøfte Æmnet i den lyse Tone, som man helst vil anslaa.

DØDSFALD. Naar ingen Redning har været mulig, og Døden er indtraadt, da træder, sammen med Sorgen og den aldrig udeblivende Nerveslappelse hos de Efterlevende, en lang Række ydre Formaliteter til, ganske fraregnet Bladannoncerne og Forberedelserne til Begravelsen, som sædvanligvis overlades til en Bedemand. De Nærmeste skal underrettes om Dødsfaldet, de Nærboende pr. Telefon, de Fraværende pr. Telegram eller Brev. Sørgeklæder skal skaffes, deltagende Besøgende strømmer ind, Alle lidt agtpaagivende overfor „hvordan man tager det“, og i mange Tilfælde ringer Pressen op for at faa Meddelelser. Altsammen ret besværligt og angribende, men maaske dette udenoms hjælper de virkelig Bedrøvede over den første Sørgetids frygtelige Chok og gør den til Sorgens Festdage, mens Savnet først egentlig tager fat efter Begravelsen sammen med det graa Dagligliv.

Bekendtgørelse. Gør ikke en Dødsannonce i Bladene svulstig og højtravende og sæt ikke en lang Række Navne under den, hvis Slægtskabsforhold til den Henfarne ikke er til at hitte Rede i. Naar disse er særlig indviklede, vil De Efterladte være at foretrække.

Saa snart man erfarer, at En, man holdt meget af, er død, bør man straks gaa hen til de Efterlevende, hvis man staar dem meget nær, eller ogsaa sende et Brev.

Det er et kønt og som oftest velkomment Bevis paa Deltagelse straks at sende Blomster til den Dødes Leje og paa den Maade komme Begravelsesdagens uhyre Blomstermængde i Forkøbet.

Alle vil gærne smykke sine Kæres Dødsleje med al den Skønhed, der kan tilvejebringes.

Naar den Afdøde føres bort er vel nok den Stund, der er den sværeste at komme over for de Efterladte.

Det bliver mere og mere Brug at gøre det til en lille privat Sørgefest i Hjemmet ved at underrette nære Slægtninge og Venner om Tidspunktet. De Fleste giver da Møde, hvis det er dem muligt. Den Afdødes Ægtefælle, Fader eller Søn siger da som Regel nogle Afskedsord og undertiden synges en Salme.

De Allernærmeste følger da efter Rustvognen til Kapellet tilfods eller tilvogns.

BEGRAVELSE. I gamle Dage gik Damer ikke med til Begravelser, men denne Skik er forsvundet sammen med saa mange andre Urimeligheder.

Naar Damer har kendt og skattet den Afdøde, er det naturligt at vise ham eller hende den sidste Ære, men det maa stærkt fordømmes at betragte en Begravelse som et gratis Skuespil, som det kun altfor ofte sker ved celebre Dødsfald, der drager en stor Jordefærd efter sig med Kirkemusik, Faneopstilling o. l. Fremmede og Uvedkommende burde have saa megen Agtelse for Døden, at de holder sig borte. Trængsel af nysgerrige Uvedkommende ved en Begravelse er noget af det mest uskønne i Samfundslivet og en Forhaanelse mod de Efterlevendes Sorg.

Det bruges saa godt som altid, at de nærmeste mandlige Slægtninge staar opstillet ved Kirkedøren og bringer alle de Udgaaende en Tak for Tilstedeværelsen ved et Haandtryk.

Det kunde maaske tilraades for dem, der ikke holder af denne Skik, at lade fremlægge en Liste, paa hvilken man kan skrive sit Navn.

Kranse. Spørgsmaalet er, hvor nær man skal have staaet den Afdøde, eller hvor nøje man skal kende de Efterladte for at have Pligt eller Adkomst til at sende Krans til en Begravelse. At dømme efter Antallet af Kranse ved de fleste Begravelser, spørges der overhovedet ikke. Man har Indtryk af, at blot man har set et Menneske og været i en Smule Ordveksling med Vedkommende, sender man en Krans, som knap ses paa, smides paa Kirkegulvet og læsses paa en Arbejdsvogn ud til Kirkegaarden sammen med de Hundreder andre.

Man kan ikke sige: Lad være, for Skikken at forskønne Dødens Gru med Blomster er smuk, men den har vel nok antaget for vidtstrakt et Omfang.

Naar man er kommen i et Hus, bør man sende en Krans, selv om det ligger længere Tid tilbage.

Naar man slet ikke har kendt den Afdøde, men kender de Efterladte nøje, kan man naturligvis for deres Skyld sende en Krans, men det er ikke nødvendigt, og man kan nøjes med at vise sig ved Begravelsen.

Man bør ved at sende en Krans til sin fraskilte Ægtefælles Baare give et Vidnesbyrd om, at Døden udsletter alle Tvistemaal.

Man bør være særlig nøjeregnende med at sende Krans, naar det gælder et Dødsfald blandt de Smaa og Glemte i Samfundet. Denne Opmærksomhed vil altid blive modtaget med Erkendtlighed af deres Efterlevende.

Kapelbegravelse. Ved Begravelser i Kirkegaardenes Kapeller, som jo nu er de almindeligste, er det Skik, at det hele ofte talrige Følge gaar med hen til Graven for at være Vidne til Jordpaakastelsen. Dette burde ikke finde Sted, særlig i den kolde og vaade Vinteraarstid. Man kan meget vel ønske at hædre den Afdøde og de Efterladte ved at komme til Stede ved Sørgehøjtiden uden at finde det nødvendigt at følge med ud til Graven, hvilket i Virkeligheden kun kan paahvile de Nærmeste.

Det maa tilraades, at Disse, ligesom ved en Kirkebegravelse, hilser paa de Tilstedeværende ved Udgangen af Kapellet og lader Enhver afgøre, hvorvidt han ønsker at udstrække Høfligheden videre.

En smuk Skik er det, at en Kreds af dem, der har staaet i Taknemligheds- eller Arbejdsforhold til den Afdøde, paa Forhaand samler sig om at ville bære Kisten ud af Kirken eller Kapellet. En af de Paagældende angiver da dette paa Forhaand organiserede Forehavende for de Nærmeste, som da overlader til Graveren at ordne det Fornødne.

Hvis man staar paa en lidt usikker Fod med den sørgende Familie, f. Eks. som ikke rigtig accepteret Frier, er det et godt Middel til at fastslaa sin Position, ved en saadan Udbæring at ile til og bemægtige sig en Plads ved Kisten. Situationen synes dermed givet for alle Tilstedeværende.

Gravøl. Endnu opretholdes i mange Kredse den Skik, at der af de Efterladte indtages et stort Maaltid i Fællesskab paa Begravelsesdagen. Paa Landet kan det maaske paa Grund af de lange Distancer have sin Begrundelse, men i Byforhold virker det ikke tiltalende.

Sorg passer ikke til en duftende Steg og klirrende Glas. Det er under et saadant Sørgemaaltid vanskeligt at opretholde den til Anledningen passende alvorlige Stemning, der bedre kommer til sin Ret, naar de forskellige Grene af Familien gaar Hver til Sit.

En helt folkelig Skik er det, at Ligfølget trøster sig, saa godt det lader sig gøre, med, efter Begravelsen at samles i de omkring Kirkegaarden beliggende Beværtninger. Det er da heldigt, naar Stemningen ikke stiger til at staa i Misforhold til det Sørgeskrud, der bæres.

Sørgedragt. For Enhver, der bivaaner en Begravelse, er det Brug at møde sortklædt. Da der altid vil forefalde Begravelser i Ens Slægt eller Interessesfære, som man er nødt til at bivaane, bør man til Stadighed have en sort Dragt hængende til dette Brug, Herrer i hvert Fald et Par sorte Hansker og en høj Hat.

De Nærmeste forventes først fra Begravelsesdagen at være i dyb Sørgedragt, men selvfølgelig ifører man sig i Dagene forud for denne ikke gærne spraglede Klædningsstykker.

Det er uheldigt selv ved et ventet Dødsfald allerede Dagen efter at udfolde en altfor flunkende Sørgepragt, som klart viser, at man har truffet sine Dispositioner i Tide.

Officielt betragtes Døden altid som en sørgelig Overraskelse.

Herrer anlægger gærne om den høje Hat et saakaldt Flor, hvis Bredde afpasses efter den Nærhed, hvori man har staaet til den Afdøde og Testamentet. Hattemageren ved Besked herom.

Dyb Sørgedragt kræver en vis højtidsfuld Fremtræden og egner sig daarligt til munter Idræt som Karussel, Rutschbane, Skøjter o. l., som det ofte ses.

Sørgetiden for en Enke regnes sædvanligvis til et Aar, for Forældre, Svigerforældre og Søskende til et halvt Aar. Dog maa det siges, at det kun er i Begyndelsen af Sørgetiden, at Folk lægger særlig Mærke til denne besværlige Skik, som i Grunden er en Levning fra Fortiden, men vanskelig at udrydde som alle Skikke, fordi Ingen har Mod til at gøre det første Skridt, særlig paa dette Omraade.

Dog er der gjort en Slags Begyndelse ved den stærkt stigende Brug af et Flor om Armen sat paa den almindelige Dragt. Dette bruges dog mindre af Damer end af Herrer.

Om Sommeren, under et Landliv, overholdes Sørgedragten dog sjælden med videre Strenghed, da sort Crêpeflor og Uldstof næsten er uforeneligt med støvede Landeveje.

Takkekort. Efter en Begravelse sender de Efterladte Kort med Sørgerand til alle, der har vist Opmærksomhed i Anledning af Dødsfaldet. Der vil som oftest staa: For udvist Deltagelse i Anledning af Fru N.N.s Jordefærd bringes en hjertelig, Tak fra de Efterladte.

Kondolencebesøg. Ved Dødsfald aflægges Besøg tidligst en Ugestid efter Begravelsen, hvor det kun drejer sig om almindelig Omgang, men i meget nære Forhold indfinder man sig selvfølgelig straks. Hvor hurtigt disse Besøg returneres, om de overhovedet bliver det, maa bero paa Omstændighederne. Ved Kondolencebesøg bør man helst være sortklædt.

Forholdet til Omverdenen. Vis ved et Dødsfald i Deres Familie den yderste Forsigtighed med Deres Optræden, selv om De ikke tager Dem det synderlig nær, eller Deres Sorg dulmes af en længe paaregnet og stærkt tiltrængt Arv. Intet ægger nemlig i højere Grad Deres Medborgere eller rettere sagt Medborgerinder til en hvas Kritik end Mangel paa Hensyn til Skik og Brug lige omkring et Dødsfald. Allerede en Maaned efter er man for længst gaaet over til andre Ting paa Dagsordenen, men mens den Afdøde endnu hører ind under de Levendes Interessesfære, bør man give nøje Agt paa sin Optræden, hvis man ikke vil have Skyld for Hjerteløshed.

Undlad ikke at gaa i Sorg, især ikke i den første Tid, selv om den Afdøde ikke stod Deres Hjerte nær — ja, spar da især ikke paa Sørgefloret.

Vis Dem ikke i Selskaber og især ikke ved nogen Art af offentlige Forlystelser i et Tidsrum nogenlunde svarende til Deres Slægtskab med den kære Afdøde.

Send resolut Afbud til alle, De selv maatte have indbudt. Besvar straks — eventuelt paa sortrandet Papir — de deltagende Breve, der indløber. Jo, længere De udsætter det, jo længere maa ogsaa Brevene blive. Det er drøjt, men De maa igennem det. Hvis De synes, det er mere end De kan staa for, at tage imod Kondolence-Visiterne og sige det samme om og om igen, da rejs bort lige efter Begravelsen, om ikke andet til et stille Sted paa Landet. Man kan altid motivere det med nedbrudte Nerver og Ens Læges Paabud.

Sørgetid og Livserhverv. Den skarpe Kritik over Efterladte, der gaar i Teater, Koncert o. l. kort efter et Dødsfald, er ikke paa sin Plads overfor dem, hvis Erhverv eller Kald ligger indenfor Kunstens Omraade. Det er da ikke alene en Fornøjelse, men en Del af en Livsgærning at besøge Teatre og Koncertsale.

Testamentets Aabning sker lige efter Begravelsen, sædvanligvis Dagen efter, hos den juridiske Raadgiver, hvis det overhovedet forefindes; en Akt, der i velhavende Forhold ofte imødeses med Spænding og indeholder Stof til Tilfredshed og Misfornøjelse, Forventninger og Skuffelser. At det opfylder Sindene kan ikke undre, da Arv unegtelig er den nemmeste Maade, hvorpaa man kommer til Penge. Mange forlader et saadant Møde med Sindet fyldt af bitre Følelser, Andre med Taknemlighed.

Smukkest er det dog, naar det er Minderne om et godt og kært Samliv, der danner Grundlaget for den Pietet, hvormed Slægtninge, man har mistet, bevares i Erindringen.

Ligbrænding vinder mere og mere Indpas, og man behøver ikke mere, for at kunne blive brændt, at melde sig ind i Ligbrændingsforeningen, mens man er i Live.

Sædvanligvis vil man dog efterlade sig en skriftlig Bestemmelse desangaaende. Man bør, før man gør dette, nøje betænke, hvad det vil betyde for Ens Efterlevende. Hvis man staar isoleret med sin Mening paa dette Punkt, er det smukkest at se bort fra den personlige Opfattelse og bøje sig for de Synspunkter, der er raadende hos Ens Nærmeste.

En Ligbrændingsfærd i et Krematorium har efterhaanden antaget en tiltalende Form og forrettes snart af en Præst paa kirkelig Vis, snart med en Højtidelighed af mere borgerlig Karakter med Taler af Venner og Kaldsfæller. Det maa dog siges, at en Jordefærd i en Kirke har lettere ved at antage et højtidsfuldt Præg.

De samme Hensynsforhold mellem de Efterlevende og Følget gør sig gældende ved begge Arter af Begravelse.

Omhu med Gravsteder. Det er smukt, naar de Levende ikke forsømmer de Dødes Hvilesteder, men finder Tid og Raad til at værne om dem med Pietet og Omhu som et talende Vidnesbyrd om, at Kærlighed naar ud over selve Døden.

---

I de store Træk er nu Hensynsforholdet mellem Mennesker fulgt fra Vuggen til Døden. Kun ved den er man den Ene, der ingen Pligt har, ellers maa man altid helt igennem regne sig selv som Den, der har alle Pligter, Den, som altid skal yde uden at kræve.

Kun paa den Vis naar man til Lykke. Man høster, hvad man saar. Jo mere man kræver, jo fattigere bliver man, og jo mere man giver, jo rigere bliver Ens Liv.