Til Høsten

by Hans Vilhelm Kaalund

	Til Høsten.
	Nu søger Kjøbstadfolket Læ,
	Og bladløs Pilen gynger;
	Til Stalden flytter Markens Fæ;
	Men i det gamle Pæretræ
5	Jeg sidder her og synger:
	Vær mig velkommen, kolde Høst,
	Min stormende Veninde!
	Vildt hæver sig dit nøgne Bryst,
	Din Kind er rød af Jagtens Lyst
10	Og friske Nordenvinde!
	Mit Hjerte elsker Dig fast meer
	End selv den kjælne Sommer!
	Omkring din Lok jeg Rønnen seer;
	I Favn Du røde Æbler bær,
15	Kastanier og Blommer.
	Indhyllet i et Farveslør
	Af Taager frem Du iler;
	Og Flinten knalder, Hunden gjø'r,
	Vildanden flagrer bag sit Rør,
20	Og Skovens Hjort ei hviler.
	Og herligt funkler Nattens Telt
	Af blege Nordlys-Flammer,
	Mens Stormen, over Hav og Belt,
	Høit sjunger for den faldne Helt
25	Ved Høiens Sovekammer.
	Og er der Alvor i mit Qvad,
	Den blev, o Høst! din Gave,
	Da jeg som Barn bag Ruden sad,
	Og saae nedfalde Blad for Blad
30	Paa Kirkegaardens Grave!
	Og saae, hvor Gartneren bar ind
	Sin Frugt i gule Kurve,
	Og saae, hvor Folk, for Veir og Vind,
	Sig putted' lunt om Lampens Skin
35	I Reden som Smaaspurve.
	Sving Dig kun paa din Stormhests Ryg,
	Og rusk kun Væg og Rude:
	Jeg har et Hjem, med Muren tyk;
	Der leer jeg mellem Mine tryg
40	Ad al din Harm derude!
	Men naar jeg flytter hen en Gang
	Til Gravens snevre Stue,
	Da suus mig op din friske Sang,
	Og dands ad Lindegangen trang
45	Hen til min lille Tue!