Tordenveiret

by Hans Vilhelm Kaalund

	Tordenveiret
	Mat gisped' Luften som den Syges Lunge,
	Og rødligt brændte Aftensolens Blik —
	Ei hørtes Fuglene i Skoven sjunge;
	Hvert Græsstraa, som en febertørstig Tunge,
5	Sig strakte frem med Bøn om Lædskedrik —
	Men meer og mere trak det op paa Himlen,
	Til Reden flygted' ængstlig Fuglevrimlen;
	Tungt nikked' Kornet i den lumre Vind,
	Og Kyllingen krøb under Hønen ind —.
10	Som et Uhyre, der har længe sovet,
	Det skumle Uveir hævede sit Hoved;
	Lig Bjerge taarnede sig Sky paa Sky,
	Mens Bonden jaged' mod den fierne By,
	Mens Frøen dukkede tilbunds i Parken,
15	Og Koen brøled' ængstelig paa Marken.
	Jeg stod blandt Stammerne i Skovens Læ,
	Alvorlig, hældet til et Bøgetræ,
	Og saae den store, høitidsfulde Scene:
	Først greb et mægtigt Vindstød Skovens Grene,
20	Saa blev det atter tyst, indtil et Skrald
	Henrulled' i den hvalte Tempelhal.
	Som røde Slangebraade Lynet sisked',
	Og Stormens Vinge Bølgetoppen pisked',
	Alt var et Billede af Sjælens Kamp —
25	Regnskyen svulmed' lig en Kæmpesvamp;
	Da brast med eet den mørktilslørte Himmel
	Som et beængstet Bryst, i mægtig Graad;
	Det strømmed' ned paa Engens Blomstervrimmel. —
	Jeg mærked' intet til, at jeg blev vaad;
30	Thi Mark og Eng og Høi og grønne Lunde
	Drak Draaberne som Viin, med tusind Munde.
	Snart meer og meer, i Horizontens Kant,
	De mørke Tordenskyers Bulder døde;
	Og Bonden kom og saae den rige Grøde,
35	Og reiste Axet, som han nedtraadt fandt.
	Jeg aanded' atter henrykt Aftenluften —
	Fra Græs og Urter opsteg Ambraduften,
	Og tusind Fugle sig mod Himlen svang
	Og Skaberen en Jubelhymne sang.
40	Med henrykt Øie jeg mod Himlen skued',
	I navnløs Pragt den som et Guldhav lued';
	Men hvad jeg følte — dertil er ei Ord;
	Det sang Alverdens Skjalde ei i Chor!