Tordenveiret

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning


Tordenveiret

 
Mat gisped' Luften som den Syges Lunge,
Og rødligt brændte Aftensolens Blik —
Ei hørtes Fuglene i Skoven sjunge;
Hvert Græsstraa, som en febertørstig Tunge,
5 Sig strakte frem med Bøn om Lædskedrik —
Men meer og mere trak det op paa Himlen,
Til Reden flygted' ængstlig Fuglevrimlen;
Tungt nikked' Kornet i den lumre Vind,
Og Kyllingen krøb under Hønen ind —.
10 Som et Uhyre, der har længe sovet,
Det skumle Uveir hævede sit Hoved;
Lig Bjerge taarnede sig Sky paa Sky,
Mens Bonden jaged' mod den fierne By,
Mens Frøen dukkede tilbunds i Parken,
15 Og Koen brøled' ængstelig paa Marken.
Jeg stod blandt Stammerne i Skovens Læ,
Alvorlig, hældet til et Bøgetræ,
Og saae den store, høitidsfulde Scene:
Først greb et mægtigt Vindstød Skovens Grene,
20 Saa blev det atter tyst, indtil et Skrald
Henrulled' i den hvalte Tempelhal.
Som røde Slangebraade Lynet sisked',
Og Stormens Vinge Bølgetoppen pisked',
Alt var et Billede af Sjælens Kamp —
25 Regnskyen svulmed' lig en Kæmpesvamp;
Da brast med eet den mørktilslørte Himmel
Som et beængstet Bryst, i mægtig Graad;
Det strømmed' ned paa Engens Blomstervrimmel. —
Jeg mærked' intet til, at jeg blev vaad;
30 Thi Mark og Eng og Høi og grønne Lunde
Drak Draaberne som Viin, med tusind Munde.
Snart meer og meer, i Horizontens Kant,
De mørke Tordenskyers Bulder døde;
Og Bonden kom og saae den rige Grøde,
35 Og reiste Axet, som han nedtraadt fandt.
Jeg aanded' atter henrykt Aftenluften —
Fra Græs og Urter opsteg Ambraduften,
Og tusind Fugle sig mod Himlen svang
Og Skaberen en Jubelhymne sang.
40     Med henrykt Øie jeg mod Himlen skued',
I navnløs Pragt den som et Guldhav lued';
Men hvad jeg følte — dertil er ei Ord;
Det sang Alverdens Skjalde ei i Chor!


PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.