Ved Fuursøen

by Hans Vilhelm Kaalund

	Ved Fuursøen.
	Hvor nylig Iis,
	O, skjønne Fuursø! bar mig paa din Vove,
	Hvor Stormen rusked' i de sorte Skove,
	Der smiler nu et Paradiis —
5	Med røde Finner Skallen lystigt spræller,
	Og Hjorden græsser trygt i Engens Skjød,
	Mens Dagen hælder
	Sit gyldne Hoved ned i Nattens Skjød,
	Og Bølgen Stranden Æventyr fortæller.
10	Hvor ofte stod jeg saa i Aftnen før!
	Nu staaer jeg atter her, af Verdens vilde,
	Forunderlige Tummel ør,
	Mens Klokkeklangen i det Fjerne døer,
	Og Lærken fløiter glad sin sidste Trille!
15	Alt blinker Freias Stjerne helligmild —
	Hvad har den seet? den smiler blidt og tier.
	Snart er det Nat; snart Vestens Ild
	Forsvinder bleg med Fuglens Melodier —
	Saa svinder Livet med sin Fryd og Sorg. —
20	See: her en Borg
	Fra denne Høi ud over Egnen skued';
	I Morgensolen Spirets Krone lued'.
	Her Atterdag var Tovelilles[1] Gjæst —
	Hvor gothisk Vinduet sig bued',
25	Hun saae ham komme paa den vilde Hest —
	Alverden, troede de, om dem sig dreie —
	I Bægret sprudlede den røde Viin;
	Nu staaer der af den hele stolte Eie
	Knap en Ruin!
30	Hvor er' nu Drømmene om Magt og Lykke?
	Hvor er nu al den Lyst,
	Den Kjærlighed, som fyldte deres Bryst?
	Er af de Mægtige ei meer en Skygge?
	Ak! Alt er svundet — Intet er der meer!
35	Dog skjælv, min Sjæl, ei i dit Jordeleer;
	Sku tryg tilbage!
	Hist af Stærkodders vilde Heltedage
	En Tue knap Du seer;
	Endnu et mægtigt Skridt for Jordemiden,
40	Endnu et Skridt i Tiden,
	Til gamle Hellas med sit Parthenon;
	Til Babylon;
	Og endnu Eet, i Tiden længer Borte:
	Til Theben med de hundred gyldne Porte,
45	Hvor i sin Urtid Memnon-Støtten klang,
	Og hvor Sesostris' Jernscepter tvang
	De Asiater, Grækere og Sorte!
	Forsvundet er det som en Boble Alt!
	Hvo har de Tusinder af Slægter talt,
50	Der kom, og svandt, som Bladene i Høsten,
	Som Bølgerne, der rulle op mod Kysten?
	Hvo har dem talt? og hvor bliver selv Du af,
	Mit lille Jeg, i dette Hav
	Af Mennesker i evig rastløs Vrimmel?
55	Dog skjælv kun ei! bag Tiden er en Himmel!
	Drøm Du kun rolig paa din egen Grav!

1. Valdemar den 4des Elskede.