Valfart/1/3
Han vidste ikke helt nøjagtigt, paa hvilken
Klode eller i hvilken Tid, han selv befandt
sig, om han virkelig var i Paris ved et
Nytaarsselskab, eller om han var med ved et nu
længst forglemt Gæstebud i Ekbatana. Her
sad han bænket ved Gæstebudet mellem de
viseste Mænd og de sjældneste Kvinder, og
da Bægrene og Hjærterne var fyldte til Randen
— i det Øjeblik, da Festen allerede syntes
fuldkommen — begyndte Luften uventet at
genlyde af nyt Bifald, og én efter én i en
lang Rækkefølge opdukkede de forsinkede
Kongedøtre, som ikke før havde kunnet pryde
Taflet med deres Nærhed. De bøjede hilsende
Hovedet og tog Plads i Stilhed, én efter én
— Ekbatanas Kongedøtre.
Silvio havde trukket sin Stol hen til den unge Kvinde, han sad til Bords med. De ringeagtede begge de medindbudnes Nysgærrighed, saa at de midt for alles Blikke kom hinanden nærmere, end hvis de havde været alene. De saa hinanden lige i Øjnene. Og de var saa stolt og fuldt ud Mennesker, at der var intet, de ikke kunde sige hinanden.
»Jeg lover, at jeg altid skal tale til Dem saa hensynsløst som nu,« sagde den unge, danske Ingeniør, mens han med egne Hænder dristig plantede nogle Blomster i den forfængelige Kvindes Haar. »Skønt De er den yndigste og jomfrueligste Skabning ved denne Fest: til Dem kan jeg sige alt. En mørk og kølig Ranke slynger sig stedse om vore Ord, en bred, mangedobbelt Ranke, som altid sætter Tingene hver paa deres Plads. Gid De i Deres Liv ingensinde maa vaagne af denne Aftens højmodige Rus. Fra nu af skal De lukke Portene for Ædruelighedens Djævel.«
Og Silvio tænkte, da hans Fod rørte ved hendes kyske Fod og hans Haand ved hendes Hænder, at intet Kærtegn længer er uværdig Mønt, naar det er Kongedøtres Hænder, Kongedøtres Fod, man kærtegner. »Fra i Aften elsker jeg kun Kongedøtre,« tænkte Silvio. Hendes Øjne samtykkede til alle hans Ord. Og den lette Berøring af deres Klæder lod hun saa upaaagtet, som var deres Hænder og Fødder trolovede.
»Vi er Gudernes Børn,« sagde Silvio. »Mod os har Djævelen paa Forhaand tabt enhver Proces. Célimène, min Elskede, De ligner en stedsegrøn Myrtehæk med smaa, tætte, mangedobbelte Kviste. I Morgen vil jeg være helt smykket med usynlige Myrter. Min Søster og Elskerinde — Du mit Hjærtes Hæder — jeg omfavner dig.«
Og idet han sagde; »Jeg omfavner dig,« flyttede han sig netop langt fra hende for paa den Maade at omfavne hende bedre. Hun talte ham frisk i Møde og blev ham ingensinde Svaret skyldig.