Valfart/1/2
Silvio traf en forfængelig, ung Kvinde,
og da han saa i hendes dybe, smigrende Øjne,
var det som hans Livs Kroningsfest.
Han troede ikke mere paa den ydre Nødvendighed.
I disse to Øjne havde han omsider opdaget, at Sjælen er uendelig som en Stjærnehimmel, at Rummet og Tingenes haarde Skal kun er Indbildninger, tomme og letgennemtrængelige for den, der ejer den rette, den mandige Indbildning. Verden er ikke mere krinklet, end at man kan spidde den paa en Tanke.
Han troede pludselig, at han kunde se igennem et Par Kvindeøjne som igennem et klart Vand. Og da han havde Evnen til at læse rigtigt i disse dobbeltbundede Øjne, skulde han ogsaa kunne befale over dem. Naar han tog sit Hoved mellem sine to Hænder og begærede at huskes af hende, vilde han til enhver Tid — om hun sov eller var vaagen, om hun var nær ham eller langt i det fjærne — kunne naa hende med sin Tanke.
Han saa smilende paa hende og sagde:
»Jeg har bygget en Himmelbro mellem min inderste Tanke og Baggrunden af disse to Øjne. Jeg er ingen Stjærnetyder eller unyttig Poet, heller ingen dybsindig Filosof. Jeg er kun Silvio, en ung Ingeniør og Brobygger, der ønsker at ophænge Jærnbroer som dristige Stormstiger over alle stejle Afgrunde.«
Og Silvio greb hendes Haand, der laa planløst foran hende paa Borddugen, knugede den saa stærkt, at det gjorde ondt.
»Maa jeg tale frit ud?« spurgte han.
Og altid svarede hun: »Tal kun«.
Saa lo han og løftede sin Haand over den unge, franske Kvindes Pande som til Velsignelse.
»Jeg vil rede Deres Brudeseng paa en Klode. Naar jeg handler paa Deres Vegne, har jeg Almagt. De skal bo i Himmelrummet og have Mandoliner paa alle Væggene.«