Valfart/1/5
Ved mangen Fest senere stod Célimène
midt i Salene og rakte ham ubekymret begge
sine Hænder. Hun saa ud, som skulde hun
synke til hans Bryst, men hun lagde altid
sine to Fingre paa Munden og nægtede ham,
at det var Kærlighed. Alt, alt, kun ikke dette
— det usigeligste Ord. Og han beundrede
denne rødmende, stolte Mund, som ikke vilde
tilplette deres Kærlighed med Ord.
Silvio smilte.
»De elsker mig, Célimène. Og jeg elsker Dem med Deres dobbeltbundede Øjne og med al Deres Dobbelthed — Mundens Kløverblad, kruset og fyldigt, sødtduftende, fint og kysk som en dugget, nordisk Morgen. Kløveren har kun tre Blade. Men er Lykken med en, finder man Kløver med fire. Célimène, De er min Lykkes Firkløver. Gør Ende paa det Skin, der endnu skiller os ad. De vil selv blive lykkelig.«
Med Ansigtet straalende af Ømhed, men med Panden rolig hævet rystede den unge Pige to Gange eftertænksomt sin ubetvungne Nakke.
»Non, non, non!« sagde hun »Nej — nej! Jeg tror ikke, at det vilde være Lykke.«
»Du min retskafne Elskede, mit Hjærtes Hæder, Célimène,« sagde Silvio og lagde — uden at vide det — Haanden mod sit Bryst. »Jeg river dig bort fra de vinterlige Steder og tomme Glæder. Og Du følger mig et Sted hen, hvor der er Foraar og stille Bække, Pinsesol og Myrter.«
Og uden at vide det lagde ogsaa hun Fingerspidserne til sit Bryst og smilte ved at fornemme sit eget Pulsslag. Men hun rystede haardnakket og grublende paa Hovedet.
»Nej, nej, nej. Det er desuden ikke Aarstiden. Nej, nej, nej — elskede.«
(Hun vidste slet ikke af, at hun kaldte ham elskede.)
En temmelig gammel Dame, et af Tiden tilkradset Pergament, en temmelig gammel Dame tog den uforsigtige Célimène i Armen:
»Alle Mennesker lægger Mærke til Jer.«
Men den unge Pige saa sig uforfærdet om i Salen og sagde som et uskyldigt Barn, helt fortrædiget af Afbrydelsen:
»Lad os tale nu! Ellers faar vi jo ikke sagt det altsammen.«