Valfart/1/6
Der var ikke Ende paa Silvios Fryd og
Ulykke. Hun vidste med alt, hvad hun foretog
sig, at forpligte ham til at blive og elske
hende. Men en Aften blev han mistænksom
— utaalmodig efter Kendsgærninger. Og den
forfængelige, unge Kvinde, som maatte stille
ham tilfreds, mens hun et Øjeblik talte med
sine Beundrere, trak sine lange Handsker af
og bad ham opbevare dem for hende.
Den Nat gik Silvio atter alene og omfavnede sine ufølsomme Brødre, Træerne, mens han græd Célimènes lange, trøsterige Handsker fulde af salte Taarer.
Ved en Bygning med graa, middelalderlige Mure standsede han pludselig.
Hvilken Tid at have levet i, tænkte han — Fejdernes, Klostrenes og de gamle Lensherrers Tid. At bygge Broer og rejse Stormstiger til en Fæstning paa en høj Alp! Med matematisk, guddommelig Ingeniørkunst at skalle en saadan Ørnerede ned fra Klippen, bortføre Borgfrøkenen, der ikke forlanger noget bedre. Men naar den Borg, man belejrer, kun er en lille, selvstændig Skønjomfru, naar det Slot, man vil bestige med Blus og Brande, er et af tusind Hensyn omringet, uindtageligt Pigesind — hvad nytter det da at være Silvio — en fattig Brobygger og Ingeniør (eller Napoleon og Hanrej)? Her hjælper ikke Sværd og Brand, intet Blændværk og intet Fuskeri. Her skal Aritmetiken være guddommelig rigtig — eller man dør som fortjent.
Havde Silvio manglet den guddommelig rette Beregning, den store Sjæl, den fulde Menneskelighed? Havde hans Tanke ikke gennemtrængt Tingenes Indvolde? eller . . . . .
Han standsede og stampede i Jorden.
Eller var Célimène en forfængelig Kvinde, der ikke kunde leve uden en sukkende Elsker ved sin Dør? Behøvede hun — for at udfylde sin egen klamme Tomhed og sætte Kronen paa sin Ørkesløshed — at en Mand, hvis Hjærte var rigere end hendes, hulkede hendes Navn fattig og ensom og bed sig i Tungen af Skam over at være forsmaaet?