Valfart/4/14

by Sophus Claussen

En lykkelig Brobygger

Silvio har videre fortalt:

I flere Dage havde ingen Kat og intet Menneske i Rapallo set noget til Silvio, ikke Naboen, den grove Slagter, og ikke hans fine Datter, der altid stod tavs paa sin Tærskel, ikke Madammen paa Torvet, hvor han plejede at drikke sin Vermut, ikke Værten og Vært­inden i Gæstgivergaarden, hvor han spiste, eller Carlotta i sin Buegang, eller Sømanden Vesco, som til daglig roede ham ud paa Bugten og fyldte ham med Skipperløgne. De tænkte vel — som rimeligt var — at han adspredte sig i Genova.

Da han vendte tilbage i en solstraalende Middagstime paa den fjerde Dag, var den ensomme Brobygger ikke mere alene. Og han steg ud allerede ved Santa Margherita — en ligurisk Fisker- og Badeby — kun en halv Mil borte fra Rapallo, hvis man vil følge den gamle Landevej langs med Havet og Klipperne.

Paa det mest solide Gæstgiveri i den lille, nærsomme By maatte Konen og hendes Op­varter, der begge før havde beværtet ham, skynde sig at skaffe ham og hans Selskab en Ret af Havets Fisk, to fortræffelige Kote­letter og en Salat, som den Person, der var med Silvio, nøje undersøgte og forlangte at tillave med sine egne Hænder.

Dertil forlangte den samme Person den bedste Vin, som Huset formaaede, smagte for­standig paa de forskellige Prøver, spurgte ogsaa om Priserne og valgte med god, økono­misk Omsigt det allerbedste.

Ja, hun var strax bleven som en be­skyttende Veninde for alle i Gæstgiveriet, fra Ejerinden til den mindste af Tyendet. Og de var lige ivrige efter at lystre hendes Vink. Midt i disse Tilberedelser spurgte hun ogsaa, om hun og Silvio i Fisker- og Bade­byen Santa Margherita kunde finde et smukt og anstændigt Sommerophold. »Intet er let­tere,« svarer den flinke, tjenstvillige Kelner og retter Fisken an.

Og Signoraen satte sig overfor Silvio ved det lille Bord, fyldte hans Tallerken og hældte Vin i hans Glas.

Hvorefter hun sagde:

»Spis, min Elskede!« (Mangia, amante mio!)

Hun havde selv slet ingen Appetit.

Hun skød mæt Tallerkenen fra sig efter de to allerførste Bidder, slog sin Vifte ud og forsikrede ham, at det var hendes Lyst kun at se ham spise. Med Øjnene vilde hun nyde hver Bid, hvormed han gjorde sig til gode. Og det vilde styrke hende selv, det vilde gøre hende glad, at Maaltidet blot smagte ham.

Bagefter viste man dem Huset, hvor de kunde bo. Det var femoghalvfemsindstyve Marmortrappetrin i Vejret; hvidkalkede Sale og røde Tremmeskodder til at lukke for Vin­duerne. Og Silvios Ledsagerske undersøgte med Omhu Forstuen, Salen og Sovekamret, Køkkentøjet og Køknet, slog sin Vifte ud og saa paa Silvio:

»E che ti piace — synes du om det? — amante mio!«

Og Silvio, som fra Køkkenvinduet saa ud over Haverne, Cypresserne og Bjærgene, fra Salsvinduet ud over Havnen og Skibene og Havet, løftede pludselig den fremmede Dame højt paa sin Arm:

»Alt, som du vil, min Elskede.«

Men Italienerinden rystede stærkt, meget stærkt paa Hovedet:

»Nej — nej! som du vil!«

De betalte strax Huslejen og sagde, at de vilde flytte ind om to Dage.

Og for at forudføle kommende Dages Fryd, for sammen at nyde den rene Luft og det kølige Middelhav, tog de den brændende Solskinseftermiddag et Bad. Men i det vaade Element og klædt i en mørkgul Svømmedragt havde den unge Signora pludselig tabt hele sit Mod og sin altbeher­skende Sikkerhed:

»Jeg drukner, jeg drukner, min Elskede!« raabte hun forfærdet og maatte kærlig om­favnes og understøttes her i det kolde Ele­ment, mens den godlidende Befolkning fra Santa Margherita Ligure stod paa Badehus­broen og saa til.

Om Aftenen kom den fremmede Signora vandrende med Silvio ad Vejen langs Stranden til Rapallo. Træt af den lange Vej støttede hun sig til ham. Og i Gæstgiveriets store Løvhytte, hvor han ellers plejede at gruble alene over en Flaske Vin, satte de sig for at nyde Aftensmaaltidet. Henne fra Kirketaarnet lød det middelalderlige Klokkespil som en stivbenet Ridderdans i Jærn og Plade.

Og Værtinden i Huset, en flink Familie­moder, der altid havde beværtet Silvio med Omhu, gjorde sig i Aften yderligere Flid med Anretningen, da hun nu ikke havde én men to fremmede Gæster.

De to nyankomne var ikke bleven fær­dige med Maaltidet og Vinen, før de begyndte at tale og tale igen, som de havde gjort hele Dagen, og rakte hinanden Hænderne tværs over Bordet og blev saaledes siddende, skønt Løvhytten var fuld af Myg, der drog ud paa Aftenæventyr, ophidsede ved at lugte varmt Menneskeblod. Men tilsidst maatte de flygte og bestilte Kaffen til deres Værelse, som laa med Døren aaben ud til en Terrasse og til en raslende Poppellund. Den frem­mede Signora trak sine Sko af og flakkede halvpaaklædt om paa Terrassen for at nyde Køligheden.

Saa løste hun sit Haar og iførte sig en hvid Natdragt.

»Hvor længe er det, du har kendt mig, Silvio caro?« sagde hun pludselig, mens hun sad der paa Stolen lige overfor ham.

»Tre Dage,« sagde Silvio.

Hun rystede paa Hovedet:

»Tre Dage . . . det er ikke muligt. Husk dog paa, at jeg er en anstændig Kvinde. Du fornærmer mig, amante mio.«

Silvio lagde sig paa Knæ foran hende:

»Jeg vil aldrig fornærme dig . . . aldrig . . .«

Men hun rynkede Brynene fanatisk.

»Men fortæl mig da: hvem er jeg, Silvio mio? Jeg, som sidder her, skønt du kun har kendt mig tre Dage.«

Han smilte:

»Du er Clara, fireogtyve Aar, en Officersenke fra Milano.«

Hun rystede paa Hovedet og kyssede ham:

»Jeg er Clara, den mest egensindige Kvinde i Rom og Milano, som vil ofre sig, dø for dig, Silvio mio.«

Og henne fra Kirketaarnet lød atter det middelalderlige Klokkespil som en stivbenet Ridderdans i Jærn og Plade.

---