Valfart/4/15
Hvad mere er der at fortælle?
Der var en stum Forundring i Rapallos Gader den næste, sollyse Formiddag over at se den fremmede Silvio med en stolt og statelig Dame, der hængte ved hans Arm, iført en mat rosenrød Kjole, og købte Ferskener, Druer og Figener hos Konerne i Buegangene, uddelte Kobbermønter til Smaabørn og fattige gamle.
»Lad os ikke gaa gennem den Gade, hvor Carlotta bor,« sagde Silvio.
»Hvem er Carlotta, amante mio?« sagde Damen og slog smilende sin Vifte ud.
»Carlotta er en fattig, ung Pige, som jeg nødig vil bedrøve.«
»Saa vil vi ikke bedrøve hende, amante mio.«
Og de drejede om ad en Gade, og de kom over en tørlagt Bæk, ud mellem Haver og ind i en Lund, hvor Græsset voxede grønt og frodigt.
Mens de gik, svingede hun sin Vifte og nynnede en lille, pudsig Vise i milanesisk Dialekt: »Silvio søde — jeg dig elsker — elsker dig — saa jeg gærne — gærne vilde — dø for dig.«
»Her er grønt og skyggefuldt,« sagde hun pludselig, »her vil jeg sidde.«
Og hun satte sig ned i Græsset, og hun samlede i et Øjebliks Frygt for Slanger sin Kjole forsigtigt om sine Fødder.
»Sæt dig der, Silvio mio, lidt borte, saa at jeg kan se dit Ansigt, dine smukke og elskede Øjne . . . Hvor du er smuk, Silvio!«
Og lidt efter:
»Silvio, ved du, hvad jeg har drømt denne Morgenstund? Nu skal du høre (tu stai a mi sentire). Tænk dig; jeg drømte, at jeg endnu var i Milano, at jeg spadserede med min Veninde Sofia, og pludselig befandt vi os i en stor, mørk Kirke, Domkirken, som var ganske mennesketom. Vi knælede begge to ned ved Skriftestolen.
Og da hørte jeg lige bagved mit Øre en dyb, mumlende Stemme — jeg hører den endnu —
»Va vesti ti da rosa! va vesti ti da rosa!«
»Klæd dig i Rosenrødt« (va vesti ti da rosa) — sagde jeg forundret til min Veninde. »Men det er der jo ingen Mening i. Og hvem er den Stemme, som taler? Hvem kan det være, som siger til mig: Klæd dig i Rosenrødt.«
Men Sofia strakte Haanden ud og lo:
»Det er jo Sommerfuglen. Ser du da ikke Sommerfuglen, som kredser om dig. Der, der lige ved dit Øre.«
Og Sommerfuglen hviskede til mig:
»Følg efter mig. Klæd dig i Rosenrødt!«
Det er forunderligt, at jeg slet ikke blev bange for Sommerfuglen. Men dens Stemme lød saa venligt, næsten som kunde det være min Broder eller min kære, afdøde Fader.
»Skal jeg ikke følge med?« spurgte min Veninde.
»Nej, ikke du — kun Clara!« sagde den.
Og jeg rejste mig og fulgte efter den fra den mørke, kølige Domkirke ud i det klare, straalende Dagslys i Milano. Og den blev ved at flyve og flyve og gentage de samme Ord: »Klæd dig i Rosenrødt.«
Men med ét fandt jeg det paafaldende at løbe der efter en Sommerfugl. Og jeg standsede rask, og jeg vrængede ad den: »Va vesti ti da rosa! Va vesti ti da rosa!« Men hvem er saa egenlig du med dit »Klæd dig i Rosenrødt?«
Men Sommerfuglen sagde: »Klæd dig i Rosenrødt. Jeg er Døden!«
. . . »Ser du, Silvio — sagde Fru Clara
og rejste sig pludselig — det var det, jeg
drømte denne Morgenstund, da du hørte mig
tale i Søvne. Jeg vilde strække Haanden ud
efter Sommerfuglen; da vaagnede jeg op og fandt ikke Døden, men dig ved min Side.
Til Ære for dig sprang jeg op og iførte mig
den lyserøde Kjole, som jeg ellers vilde have
skaanet. Jeg elsker dig, Silvio caro, og
festklædt vil jeg vandre lige ind i Døden, hvis
du forlanger det af mig,« — hun
omfavnede ham.
»Men nu skal du give mig din Arm og føre mig til Jærnbanen. Jeg vil strax til Genova for at hente min Bagage, som jeg lod staa paa Albergo Cavour. I Aften kommer jeg tilbage med Toget til Santa Margherita, og der vil vi blive i vort eget Hus.«
De begav sig til Jærnbanestationen. Under Vejs bad hun ham gaa op i Hotellet og hente tredje Del af den guddommelige Komedie, »Paradiset«, som han havde i pyntelig Udgave særlig indbunden. Hun vilde føre noget af hans med sig til Genova, sagde hun.
Skønt hun lod en lille Vadsæk med en Kjole og Natlinned staa paa Hotellet, blev han ganske angst for, at hun vilde sige ham det sidste Farvel her paa Perronen i Rapallo — efterlade ham ussel og alene i Rapallo. Hun smilte, gættende hans Frygt.
»Farvel, elskede Silvio!«
Hun børstede nogle Støvgran af hans Frakke, strøg hans Haar fra Panden: »Du skal være smuk, ogsaa naar jeg er borte.«
I Døren til Kupéen vendte hun sig, tog noget frem af sit rosenrøde Kjolebryst.
»Gem dem for mig, amante mio. Jeg kunde tabe dem, og det er foreløbig omtrent alt, hvad jeg ejer.«
»Det var to Sedler, hver paa hundrede Lire — af dem, Italiens Bank udsteder: rosenrøde som Kærlighedsbilletter eller som de Sommerfugle, Clara saa i Drømme. Hun havde faaet dem af sin rige Broder, da hun ikke med egne Midler kunde bestride det Middelhavsophold, som Lægen havde befalet.
Nu gemte hun omhyggelig Dantes »Paradiset« paa det samme Sted, hvor Sedlerne havde hvilet.
»Paa Gensyn, elskede Silvio!« Toget gled.
. . . . Det var den fjerde Dag af deres Bekendtskab. Og skønt han — som sagt — i sit Værelse havde hendes Kjole, Natdragt og mange smaa Ting, der tilhørte hende, og skønt han i Lommen stadig følte hendes lille Pengetaske, blev han for hver Time, som gik, mere overbevist om sin egen Uværdighed. Han antog, at den højmodige Signora havde ladet baade Penge og Ejendele i Stikken blot for at kunne skilles fra ham i skønt Venskab, og han havde næsten opgivet Haabet om et Gensyn, da Toget omsider peb, og hun i den lyse Aften virkelig steg ud under de grønne Plataner ved Santa Margheritas Station — saa uroskælvende som han selv:
»Silvio caro, ja, nu maa du beholde mig til Efteraaret, naar min Broder kommer hjem fra Frankrig. Han har bedt mig holde Hus for ham i Rom. Og da skal du blive fri for mig.«