Vor Tids Muhamed/I
Den almindelige Frihed, som Grundloven af 1849 skjænkede det danske Folk, gav, som bekjendt, Stødet til en aandelig Vækkelse og et indre kraftigt Liv, som ytrede sig paa mange Maader. Uagtet eller maaske netop paa Grund af den langvarige, byrdefulde Krig (1840-50), luede Fædrelandskjærligheden da høiere end nogensinde i Menigmands Bryst. Det var ikke enkelte Patrioter, men hele det danske Folk, som sørgede over Skjærtorsdagsaffæren og jublede over Fredericiaslaget. — Gemytterne synes i den Tid at have besiddet en særdeles Modtagelighed for Indtryk af Begivenheder, som ellers tildels laa udenfor Interessen. Ogsaa i det kirkelige Liv herskede dengang et usædvanligt Røre, især hos de forskjellige Sekter, hvis Tilhængere i de foregaaende Aar havde lidt megen Forfølgelse og Undertrykkelse.
Under disse gunstige Omstændigheder optraadte pludfelig en hidtil i Danmark ukjendt Sekt, som kjækt kaldte sig selv „Jesu Kristi Kirkes sidste Dages Hellige“ — men senere, da dens Fremgang begyndte at vække Opmærksomhed, oplyste en Artikel i „Fædrelandet“ Lægfolk om, at Sektens almindelige Navn var „Mormoner!“
I Amerika havde dette ny Evangelium allerede været forkyndt i mange Aar, og derfra udsendtes fire Missionærer, som kom til Kjøbenhavn i Sommeren 1850. Det var to Amerikanere, Erasthus Snow og G. P. Oykes, en Dansk ved Navn P. O. Hansen og endelig en Svensk. Snow, en af det ny Zions tolv Apostle, var Missionens Formand, Hansen var dens Tolk og Secretær.
Forfatteren besøgte dengang undertiden en Baptistmenighed som holdt Gudstjeneste i Hotel Skandinavien paa Hjørnet af Kongens Gade og Kongens Nytorv. Præsten, en vis Hr. Mønster, gjorde Indtrykket af at være en i alle Henseender høit begavet Mand, ligesom Menigheden i kristelig Henseende syntes at befinde sig i en blomstrende Tilstand; men mærkeligt nok vandt den ny Sekt netop sine første Proselyter i Danmark blandt disse Baptister.
En Søndag saa vi de ovenomtalte fire Fremmede komme ind i Forsamlingssalen og tage Plads i Nærheden af Døren. Ingen lagde videre Mærke til dem og anede endnu mindre deres Hensigter; men den beskedne, næsten ydmyge Andagt, som de i Lighed med alle Amerikanere udviste under Gudstjenesten, opvakte hos Mange en gunstig Mening om dem. De kom oftere, gjorde Bekjendtskab med Præsten og mange Menighedsmedlemmer, fik Adgang til disses private Huse, og nu begyndte de forsigtigt lidt efter lidt at omtale deres Mission og forkynde det ny Evangelium. Deres Fortællinger om den nye Prophets vidunderlige Kaldelse og Aabenbaringer vakte naturligvis megen Opmærksomhed og Omtale, derfor tog Pastor Mønster sig for at undersøge Sagen; men Apostelen Snow satte ham saaledes ind i den, at han selv, uden just at blive Mormon, for en Tid syntes aldeles henreven og overbevist om den ny Prophets guddommelige Kaldelse. Hans Prædikener svulmede da af det gamle Testamentes Prophetier med Udlæggelse af Citater fra Johannes Aabenbaring, af origanale Forudsigelser om kommende store Begivenheder, thi „Tidens Fylde var kommet nær“ etc. etc. Og dette tjente naturligvis til at gjøre Meningheden betænkelig og berede Veien endnu mere for Mormonerne. Disse havde udtænkt en lang Række af Argumenter til Fordel for deres Lære, støttet paa snildt anvendte Brudstykker af Bibelen og Historien. Gangen deri var omtrent følgende: Den sande kristne Kirke var gaaet til Grunde under de første Aarhundreders Kristenforfølgelser; Romerkirken, som siden anmassede Kristenforfølgelser; Romerkirken, som siden anmassede sig det aandelige Herredømme i Kristenheden og derved blev Moder til alle nuværende Kirker og Sekter, kunde selvfølgelig ikke besidde nogen „apostolisk Succession“ eller geistlig Myndighed, som nedsteg direkte fra den første apostoliske Kirke. Den var tvertimod „Skjøgen“, som omtales i Joh. Aab. 17, 3-6. De henviste til Kristenhedens nuværende Strid, Adsplittelse, Sekter og Partier og spurgte triumpherende, om det kande være den Kirke, der skulde have „een Tro“, een Daab, een Gud og Alles Fader?
Eftersom intet Præstedømme saaledes kan bevises at nedstamme direkte fra Apostlene, og det staaer skrevet at „Ingen tager sig selv denne Ære, uden at han er kaldet dertil af Gud ligesom Aron var“, hvorfra skulde saa Myndigheden komme, undtagen ved „en ny direkte Aabenbaring fra Himlen?“ — Men dette var ru sket! Gud havde igjen besøgt Jorden, opreist en Prophet ligesom i gamle Dage og befalet ham at forkynde det „evige Evangelium (Aab. 15, 6), til alle Slægter, Stammer, Tungemaal og Folk“. Kristi Kirke var igjen oprettet paa Jorden, og den var i Besiddelse af alle de aandelige Naadegaver og Velsignelser, som den havde i „Begyndelsen“. — „De adspredte Faar af Israel“ skulde atter blive samlede, saa at der blev „en Hjord og een Hyrde“. Som videre Bevis for Ægtheden af deres Lære og Tro, henvistes til de Lidelser og Forfølgelser, deres Kirke alt havde udstaaet i Amerika, hvor Propheten Joseph Smith, hans Broder Hyrum og mange af de „Hellige“ havde beseglet Læren med deres Blod og lidt Martyrdøden.
Missionærernes Lærdomme fandt i Baptistkirken en frugtbar Jordbund. Der var endogsaa Tale om at hele Menigheden med Pastor Mønster i Spidsen vilde gaa over til Mormonismen. Saavidt kom det vel ikke, men Mange gik over til den nye Apostels Lære, og der blev i Hast organiseret et nyt Kirkesamfund under Navn af „Jesu Kristi Kirkes sidste Dages Hellige“. Disse Proselyters Enthusiasme var ubegrændset, thi det syntes virkelig som om den Ild, der besjælede de første Kristne, igjen var kommet tilbage i deres Samfund. De Nydøbte bleve velsignede ved Haandspaalæggelse for at modtage „den Hellige Aands Gave“ i Forbindelse med den prophetiske Udtalelse: „Og Du skal leve og se Kristus igjen komme til Jorden for at regjere med sine Hellige“.[1] Forældrene frembar deres smaa Børn, for at disse kunde modtage lignende Velsignelser o. s. v.
Jeg (Forfatteren) forblev ikke uberørt af denne almindelige Bevægelse; i Førstningen søgte jeg længe oprigtigt at bekæmpe deres Beviser og Argumenter, men disse Mænd vare i Besiddelse af en overordentlig stor Bibelkundskab og forstod udmærket at benytte denne. — Snart var jeg i Hjertet overbevist om Lærens bibelske Sandhed, men min Fornuft stred endnu længe mod det Uhørte, det Utrolige ved Sagen. Kunde Missionærerne ikke enten være Bedragne eller Bedragere?
Det var egentlig ikke rimeligt at antage dem for Bedragne, thi deres Kundskab og Udsagn om den ny Lære vare altfor bestemte og fuldstændige. I flere Aar havde de personlig kjendt og havt Omgang med Joseph Smith. Religiøs Fanatisme var fjernt fra dem Alle; deres Virksomhed var derimod praktisk og deres Maal nærliggende. Desuden havde jo alle disse Begivenheder, hvorom de vidnede, fundet Sted fornylig i et oplyst og kristeligt Land. Selve Propheten med sin Ungdom og ringe Lærdom kunde kun synes daarlig skikket til at føre saa oplyste og dybttænkende Folk bag Lyset.
Endnu mere urimeligt forekom det mig at antage dem for Bedragere, thi, hvad var da deres Hensigt? — De havde forladt Hus og Hjem, Hustru og Børn, for at begive sig til langt bortliggende, fremmede Verdensdele for at forkynde Evangeliet for deres Medmennesker, uden nogetsomhelst Vederlag. Deres Liv og daglige Omgang syntes tillige at stemme strengt overens med den Lære, de forkyndte.
Saadanne Reflexsioner maatte nødvendigvis omsider føre mig igjennem mange indvortes Prøvelser og Anfægtelser til et uundgaaeligt „Enten-Eller“: Enten at antage den ny Lære eller opgive min Tro paa Bibelen som Guds Ord. — Jeg valgte det Første. — Blev altsaa døbt og optaget i den „gjenoprettede kristne Kirke“. Dette skete i Slutningen af 1850.
Hvad der foregik i Kjøbenhavn med Hensyn til Mormonismens Indførelse, blev kort efter gjentaget i Aalborg, hvor der ogsaa var en anselig Baptistmenighed. Dertil sendtes G. P. Oykes, og han var desuden den af Udsendingerne, som besad størst aandelig Dannelse i Forbindelse med et ualmindeligt indtagende og dannet ydre Væsen[2]
I 1851 blev Mormonismen derpaa overført til Norge af en Skipper, Gwen Larsen, som seilede mellem Aalborg og Øster Ris Øer. I den førstnævnte By var han bleven omvendt og døbt. — „Mormons Bog“, som P. O. Hansen allerede i Nauvoo havde oversat paa Dansk, var nu bleven trykt og udgivet tilligemed „Pagtens Bog“, men da disse Bøgers Indhold ingenlunde svarede til de Forventninger, man ifølge deres vidunderlige Oprindelse havde gjort sig derom, saa vedblev Bibelen endnu at være deres ufejlbare „Prøvesten“ og deres Troes Vaaben baade til Angreb og Forsvar. Men ved at bese Mormonernes Skrifter, saa vidt som de endnu vare udkomne paa Dansk, fandt jeg snart ud, at vi endnu kun havde faaet fat i Begyndelseslæren; thi Apostlene meddelte kun „lidt her og lidt der“, da de formodentlig kun troede os istand til at taale „Mælk og ikke haard Føde“. Fuld af Længsel efter at trænge tilbunds i Sagen, besluttede sluttede jeg da reise til Liverpool, hvor en mormonsk Kirke havde bestaaet siden 1839, for at lære det engelske Sprog og gjøre mig bekjendt med alle Mormonismens Skrifter. Erasthus Snow billigede og understøttede min Beslutning, men Skjæbnen vilde det anderledes, thi medens jeg ventede, at Dampskibet til Liverpool skulde anløbe Kjøbenhavn, ankom der Brev til E. Snow fra Skipper Larsen i Norge, med Begjæring om at sende nogle Ældste derover. Det var et nyt Raab fra Macedonien: „Kom over og hjælp os!“ Brevet blev oplæst i Brødrenes Raadsforsamling, og Apostelen udtalte det som fin Mening og sit Ønske, at jeg skulde gaa til Norge istedetfor til England. Da Lydighed er en Kristens og navnlig en Mormons første Pligt erklærede jeg mig villig til at forandre min Bestemmelse. Han ordinerede mig den for til Ældste, og snart var jeg paa Reisen til Norge i Forening med Áldste H. P. Pedersen fra Aalborg.
I Norge havde Mormonismen god Fremgang; mange troede og bleve døbte. Paa enkelte Steder dannedes blomstrende Menigheder f. Ex. i Øster Riis Øer. Men pludselig kom der Modstand fra en uventet Side; nemlig fra Landets Regjering. Normændene havde nok fri Religionsudøvelse, men ikke aldeles uindskrænket som de Danske. Loven fordrede nemlig, af alle Dissenter (Afvigende fra Statskirken) først skulde sende en Ansøgning derom til Regjeringen i Christiania, som da bevilgede Ansøgningen, hvis den ansaa Sekten for kristelig, men i modsat Fald afslog den. At en saadan Ansøgning derom til Regjeringen i Christiania, som da bevilgede Ansøgningen, hvis den ansaa Sekten for kristelig, men i modsat Fald afslog den. At en saadan Ansøgning i sin Tid var indsendt af „Jesu Kristi Kirkes sidste Dages Hellige, følger af sig selv, men Regjeringen eller Kirkedepartementet fandt Sagen betænkelig og henviste den til det theologiske Facultet. Theologerne fandt den ny Religion endnu mere betænkelig, og spekulerede længe forgjæves paa, om den var kristelig eller ei. Tilsidst tog den særdeles dygtige og dristige Amtmand i Smaalehnene, Birch Reichenwald, fat paa Sagen og fremtvang en Afgjørelse. Da nogle af Missionærerne nemlig engang traf sammen med ham, og i al Enfoldighed fortalte ham deres Ærinde, lod han dem udenvidere Allesammen“ arrestere og indsætte i Frederiksstads Borgerfængsel. De vare fire Danske og to Normænd, deriblandt den fornævnte Skipper Larsen, som enthusiastisk havde opgivet sin Forretning for at prædike det ny Evangelium.
Medens dette foregik i Østlandet, var jeg i Øster Riis Øer paa Vestlandet. Rygtet om Arrestationen naaede dog snart ned til os, men samtidig dermed fik jeg en høflig Anmodning om at komme op til Byfogden, som underrettede mig om, at han havde faaet Ordre fra Amtmanden i Smaalehnene til at lade mig arrestere og bringe til Frederiksstad med Dampskibet „Constitutionen“ som anløb Byerne ved Fjorden paa sin Route fra Bergen til Christiania.
Byfogden, hvis Navn jeg nu ikke erindrer, var forresten en meget honnet, gammel Mand. Han forundrede sig lige saa meget over denne Ordre som jeg, og forlangte kun mit Løfte om at give Møde naar „Constitutionen“ anløb Havnen. — Dampskibet kom endelig, jeg mødte punktlig og havde en lige saa billig som behagelig Seiltour langs Østlandets afverlende Klippepartier, indtil vi naaede Frederiksstad. Med Undtagelse af, at jeg maatte melde mig hos Amtmanden i Moss, var der Intet i mine ydre Forhold, fom kunde minde mig om, at jeg var Arrestant.
I Frederiksstad blev jeg modtaget af Byens Underfoged, J. Fjeldstad, som efter et kort Ophold paa Fogedkontoret førte mig op til min fremtidige Bolig, Byens Borgerarrest. Løjerligt nok ventede mig her en særdeles behagelig Overraskelse, jeg havde nemlig gjort Regning paa at sidde i et mørkt og ensomt Fængsel, men istedetfor førte den brave gamle Underfoged mig lige ind til mine tidligere fængslede „Troesbrødre“ ind i et Iyst og temmelig bekvemt Værelse.
Efterat vor Sag med Sneglefjed var gaaet fra Sorenskriveriet til Over-Retten, som afgav sin Kjendelse i vor Favør, lod Amtmanden den gaa til Høiesteret, og der sov den rolig til Efteraaret 1852, og vor Sag var tabt. Det theologiske Facultet havde imidlertid ogsaa afgivet sin Betænkning, som blandt andet indeholdt den mærkelige men træffende Paastand: at „Mormonismen“, var et „politisk System“, som gik ud paa at danne „et Rige i Riget, en Stat i Staten“[3]. Skjøndt vort Fangenskab var saa mildt som muligt, forekom det dog vor Medfange, den nidkjære Kapt. S. Larsen, med flere ansete Normænd, der havde sluttet sig til Mormonismen, at den norske Frihed ikke svarede saa ganske til deres egne Tanker i denne Retning. Som norske Borgere og med den enhver Normand medfødte National-Stolthed forekom det dem uden Tvivl krænkende, at se sig selv med deres Venner forfulgte og fængslede for deres Troes Skyld. Højrøstede Protester og Ansøgninger udgik derfor fra Fængslet i Frederiksstad til Reajeringen i Christiania, med Raab om Retfærdighed for „Jesu Kristi Kirkes sidste Dages Hellige. Men med lukkede Øine og en kold Mine syntes Retfærdighedens Gudinde vedvarende at vende sig bort fra os! Hun havde ligesaa lidt Øre for vore Bønner, som for vor Sang, der daglig opsteg i svulmende Toner fra Raadhusets anden Etage. — Men havde den kjære Gudinde ingen Øre for os fangne Mormoner, saa syntes hun at have saa meget mere Hengivenhed for den dygtige Amtmand af Smaalehnene; — og der er nu ikke ringeste Tvivl om, at Statsmanden Birch Reichenwald og den blinde Gudinde saa dybere ind i Tingene end vi, skjøndt det ikke var saa let at indse den Gang. Hvad der ogsaa bidrog til at gjøre os Tiden taalelig, var den meget liberale Omgang, som blev os bevist af den gamle Underfoged Fieldstad. Da han var Enkemand, forestod den ældste af hans hjemmeværende tre Døtre Husholdningen og var Familiens Majorus Domus. Skjøndt den gamle Mand ikke kunde undgaa at lytte til sine Fangers Udvikling af deres Tro, saa var han dog altfor gammel og erfaren en Verdensmand til selv at lade sig henrive deraf. Som Mennesker if Ungdommens bedste Aar, fuld af Haab og en levende religiøs Begeistring, forekom vi den gamle Mand ingenlunde frastødende, — men den amerikanske Mormonisme kunde han paa ingen Maade fordrage, og det var ogsaa af denne Aarsag, at han var imod sin ældste Datters Forlovelse med Forfatteren af dette lille Værf; men som det i stige Tilfælde gjerne gaaer, hans Modstand udrette intet. Hun blev min Hustru, og endnu efter mange Aars Forløb fremdrage vi ofte Mindet om hine Ungdommens og Haabets Dage. Da Amtmanden omsider paa visse Betingelser tilbød os vor Frihed blev hans Tilbud modtaget, og efter syv lange Maaneders Fængsel forlod de sidste af os Frederiksstads gjæstfrie Borgerarrest. I November 1853, paa samme Tid som Høiesteretsdom blev bekjendtgjort forlod jeg Norge og reiste tilbage til Kjøbenhavn.
Under min Missionsreise i Norge var Mormonismen i Danmarks Hovedstad undergaaet en stor Forandring. „Polygamilæren“ var bleven bekjendtgjort som en guddommelig Aabenbaring, og skjøndt endnu kun kjendt i en meget modificeret Form, havde den dog havt en forstyrrende og demoraliserende Indflydelse paa mange af de Ældste saa vel som paa Kirken i det Hele taget.
Willard Snow, der havde efterfulgt sin Broder, Erasthus, som Missionens Præsident, var død. Han blev afsindig og døde i denne Tilstand paa en Reise fra Kjøbenhavn til England. John van Cott blev derpaa Missionens Præsident og han gjorde Indtrykket af at være en dygtig og troende Mand, som tidligere maatte have hørt til den „bedre Klasse“ i Amerika, men det Danske Sprog forstod han endnu ikke. — Det var min Bestemmelse, da jeg forlod Norge, at afrejse fra Kjøbenhavn i Efteraaret med et stort Antal Emigranter til Saltsøstaden i Utah, men under Kirkens ovenomtalte mislige Tilstand anmodede Hr. John Van Cott mig indstændig om at blive i Danmark, indtil han selv blev afløst fra Missionen. Dette havde sine Betænkeligheder; — jeg var nemlig bleven forlovet og havde allerede taget Udlysning i Trinitatis Kirke for at blive gift efter „Landets Love“ i Overensstemmelse med et Ønske af min Forlovedes Fader, Hr. Underfoged Fjeldstad i Frederiksstad; dog dette blev arrangeret tilfredsstillende, fredsstillende, og jeg holdt Bryllup den 9de Dec. 1853, blev derpaa beskikket som omreisende Ældste over hele Missionen. Mormonmenighederne i Danmark vare dengang organiserede i sex „Conferencer“, som hver dirigeredes af en Præsident. Det blev nu min Pligt at være tilstede ved disse Conferencers halvaarlige Møder for at se til, at Alting skete efter Kirkens Lære og Anordninger etc. Ingen af de Mange, som dengang kjendte mig, vil nægte, at jeg udførte dette mit Hverv efter bedste Evne og Skjønnende; jeg havde nemlig antaget Troens Sandhed og klyngede mig endnu til den af hele mit Hjerte, trods det, at Mormonismen gradvis antog nye Former ved ny og hidtil aldeles uhørte Lærdomme. — Blandt dem var Polygamiaabenbarelsen en slem Anstødssten. Skjøndt den endnu kun blev fremstillet i et saa mystisk svævende Lys, at den syntes mere beregnet for salige Aander end sandselige Væsner, og naturligvis ikke kom i praktisk Anvendelse i Danmark; men det værste ved Sagen var, at Mormonerne hidtil paa det Bestemteste havde benægtet en saadan Læres Existents. Det var, hvad man i jevn Tale kalder en forsætlig Løgn, men Mormonapostlene havde ikke læst Biblen omsonst; Abraham bildte Pharo ind, at Sarah var hans Søfter og kaldtes ligefuldt de Troendes Fader, hvorledes kunde da saadan en lille Historie, lavet i et kristenkjærligt Øiemed for ikke at vække Forargelse, lægges en Mormon-apostel til Last. I det Hele taget paastod de, som nu ogsaa var blevet en faktisk Kjendsgjerning, at man kun kunde komme tilbunds i Mormonlæren ved at reise til „Zion“, hvor „Herrens Prophet“ var, og hvor hans hellige Tempel skulde bygges. Dette Zion blev ikke alene fremstillet som et Tilflugtssted for de Hellige, hvor de skulde undfly Herrens Vrede, som inden lang Tid vilde hjemsøge Jordens Nationer for deres Synders Skyld, men man var ogsaa blevet forvisset om, at der var visse „aandelige Naadegaver“, som kun kunde modtages der. Hvad disse Naadegaver egentlig bestod i, kunde ikke forklares, kun vidste man, at de vare forbeholdne det høiere Præstedømme og kaldtes Begavelse eller Besegling for „Tiden og al Evigheden“ Disse hemmelige melige Naadegaver kaldtes paa Engelsk: „Endowment“ og Stedet hvor de meddeles kaldes „Endowment-House“. Vi skulle senere komme tilbage til denne Institution, men Læseren faaer alligevel her et Begreb om, hvor vel-beregnet Mormonernes Fremgangsmaade var: idet deres Proselyter for at opnaa Troens vigtigste, herligste Naadegave, først maatte reise til Utah ↄ: ganske og aldeles give sig i Mormonernes Vold.
Folk spekulere undertiden paa, hvorledes det er muligt, at noget Menneske med sund Forstand kan gaa over til Mormonismen, og man har søgt at møde Mormonismen med Bemærkninger om, at dens Bekjendere vare en Hob uoplyste og uvidende Mennesker. Meget muligt, men hvad udretter saadanne Argumenter? Ingenting. Bestod den første kristne Menighedskirke maaske af sin Tids Iærdeste og mest verdsligvise Mænd?. Var Kristi Lære ikke en „Forargelse“ for de skriftkloge Jøder, „en Daarlighed“ for de philosophiske Græker? Og dog triumpherede den over baade Grækerne og Romerne. Mormonismen er ikke Dumhed og Galskab; den er derimod et udmærket detailleret System til at bringe Folk under en fuldkommen despotisk Præstvælde; men kun med særdeles Forsigtighed og kun gradvis meddeles dette Proselyten; først efter et Ophold i Utah bliver Sagen ham klar, og saa kan han kun med stor Vanskelighed trække sig tilbage. Det er betegnende, at Mormonismen først fremtraadte i Amerika. Oplysning og Folkefrihed som stedse burde gaa Haand i Haand, staaer som bekjendt ofte der i en skrigende Modsætning og følgelig er Massen af det amerikanske Folk saa godt som altid tilbøielig til at gaa ind paa ethvert Humbugvæsen, med en ubegribelig Letsindighed og villig til at arbeide i Humbuggets Tjenste med den „Nankeerne“ egne Udholdenhed og Energi. I et Land, hvor Ukrudet eller Lasten, med Frækhed kan reise hovedet og paaberaabe sig „Frihed og Lighed“, der kan Mormonismen først ret forstaaes og opfattes. Hvad der i andre Lande maa betragtes som noget uhørt og utroligt forekommer her som noget ganske naturligt, som Moget der hører til Dagens Orde
- ↑ Joseph Smith siger i sin Autobiographi: „Jeg bad engang meget inderlig til Gud om at saa at vide Tiden til Menneskets Søns Tilkommelse“, og jeg hørte en Røst som svarede. „Min Søn Joseph, hvis Du lever til Du bliver femogsirsindstyve Aar gammel, skal Du se Menneskets Søns Aasyn, derfor lad dette være nok og uleilig mig ikke med denne Sag“. Joseph Smith var født 1805, følgelig skulde denne store Begivenhed finde Sted i 1890.
- ↑ Efter sin Tilbagekomst til Utah forlod han Mormonismen.
- ↑ Paa samme Tid blev Mormonismen ligeldes i Hamburg erklæret for „staatsgefarlich“ og dens Missionærer udviste af Byen.