Spring til indhold

Vor Tids Muhamed/VIII

Tilføj links
Fra Wikisource, det frie bibliotek






Joseph Smitth, Mormonismens Stifter er født den 23de Dec. 1805 i Sharon, Windsor County, i Staten Vermont. I April 1815 flyttede hans Fader, som ogsaa hed Joseph Smith, fra Sharon til Palmyra, Ontario Co., i Staten N. Y., og fire Aar senere til Byen Manchester i samme County. Manchester blev derved Udgangspunktet for en ikke mindre Personlighed end „Propheten“. Ikke en Prophet saaledes som de hebræiske, der medens de prædikede Herrens Ord, foragtede Verden med dens Forfængeligheder og Laster, og levede afsondrede i Jordens Huler og Kløfter — nei! men en Prophet, der lig Muhamed ikke alene var kaldet til at gjengive Verden den rene Lære og sande Tro, men ogsaa kaldet til at regjere og beherske, den. — I 1820, altsaa 15 Aar gammel, modtog Joseph Smith sin første Aabenbaring, da han var ude i en nærliggende Skov for at bede om Oplysning med Hensyn til hvilken af de mange Religionspartier, som han var kommet i Berørelse med, var det sande og rigtige. Der herskede just paa denne Tid i hans Egn, en af de i Amerika saa hyppigt forekommende religiøse „Vækkelser“ (Revivals), hvori næsten alle derværende Religionspartier deltoge. Den Smithske Familie bestod af ni Børn, 3 Døtre og 6 Sønner, hvoraf Joseph var den Yngste. Han syntes at føle sig mest tiltalt af Methodismen, men Moderen, to af hans Brødre og en Søster lode sig omvende til Presbyterianismen. Under disse Forhold ere Diskussioner og Disputer naturligvis hyppigt opstaaede om de forskjellige Sekters mere eller mindre bibelske Grundvold etc., og det er meget naturligt at en 15 Aars Dreng som selv famlede efter Sandheden kunde blive ganske confus og forstyrret i Hovedet derved. — „Medens jeg var beskjæftiget med at bede“, fortæller han selv, „blev jeg omringet af et tykt Mørke, der syntes at true mig med fuldkommen Ødelæggelse“. Derpaa saa han et Lys nedstige over sit Hoved, og to Personer, hvis Klarhed overgik al Beskrivelse svævende i Lys glandsen. Den ene af disse Personer kaldte Joseph ved Navn og sagde, pegende paa den Anden: „Denne er min elskelige Søn, hør ham!“ — Joseph fik derpaa at vide, at han ikke skulde forene sig med noget Religionsparti; thi de vare alle „fordærvede og afskyelige i Herrens Øine“, etc. etc — „Da han kom til sig selv, laa han paa Ryggen og saa op mod Himlen“.[1] Omtrent saaledes beretter Joseph Smith selv sit første Syn. Det er neppe sandsynsynligt, at han har grebet hele Fortællingen ud af Luften og man har da forsogt at give forskjellige Forklaringer om hvad der først har bibragt ham Ideen. Nogle have forsøgt af gjøre ham til et af de „Aandemedier“, som Spiritualisterne tale saa meget om, men derved vinder Sagen virkelig ikke det mindste i Forstaaelighed; hvad er derimod rimeligere og naturligere end at den 15 aarige Dreng som var gaaet ud i Skoven for at bede, er faldet i Søvn og i denne Tilstand havt den Drøm eller det Syn som han fortæller. Om sine Følelser i den nærmest paafølgende Tid fortæller han følgende: „Forbudt at forene sig med nogen af Dagens Sekter, og meget ung af Alder, blev jeg forfulgt af dem, som burde have været mine Venner og behandlet mig med Kjærlighed; hvis be antoge at jeg var bedraget, saa burde de med Kjærlighed og paa en passende Maade have søgt at vende mig tilbage“.

Kort efter synes Smith at have forglemt sin høie Kaldelse, i det han efter sin egen Tilstaaelse faldt i mange Slags Laster og Ugudeligheder. Men i September 1823 modtog han liggende i sin Seng et Besøg at en Engel som fortæller ham Historien om Amerikas Urindvaanere samt om Guldpladerne og Stedet, hvor disse vare nedgravede. Dog tillades det ham ikke at modtage Guldpladerne med Urin og Thummim etc. indtil September 1827, da han modtog dem af Engelens Hænder og strax begyndte at oversætte med Martin Harris og Oliver Cowdrys Assistance. Oversættelsen udkom trykt i 1830 under Navn af „Mormons Bog“. — Perioden fra 1823-30 kan man kalde Prophetens Forberedelsestid. Han blev besøgt af Johannes den Døber, som ordinerede ham til Præst, og senere af Peter, Jakob og Johannes, som udnævnte ham til Apostel. Dette var det første Skridt til Præstedømmets og Kirkens Gjenoprettelse. Den 6te April 1830 organiseredes det første Mormon-Kirkesamfund bestaaende af 6 Personer nemlig Joseph Smith, sen., Hiram og Samual Smith, Oliver Cowdry, Joseph Knight og Propheten selv. I August Maaned samme Aar blev Parley Pratt og Sidney Rigdon omvendt til Mormonismen. Disse Mænd, som begge vare meget begavede Baptist-eller Oampbelit Prædikanter, gav Mormonismens dens bibelske og dogmatiske Udvikling og fra den Tid begyndte den ny Lære at uddvikle sig. Missionærer bleve udsendte og mange troede paa den ny Prophet. I 1831 flyttede Mormonsamfundet til Byden Kirtland i Ohio, hvor Rigdom havde gjort en Del Proselyter og paa dette Sted byggedes det første Mormontempel, som kostede 40,000 Dollars og blev fuldført 1836. Ved dets høitidelige Indvielse, som overværedes af omtent 1,000 Hellige, „fyldte Herrens Herlighed Templet“ og Moses og Elias, saaledes fortælles der af „Kirkens“ Skribenter, men benægtes af Andre, som ogsaa vare tilstede, lode sig tilsyne for Propheten. I 1833 overgaves Mormonsamfundets Bestyrelse til det saakaldte „Præsidentskab“ bestaaende af Joseph Smith fom Præsident, med Rigdon og en vis G. Williams til Raadgivere. Først i Februar 1835 ordineredes det saa kaldte „Quorum“ bestaaende af tolv Apostle.

Propheten vedblev stadig at modtage Aabenbarelser fra Himlen angaaende Kirkens aandelige og verslige Forhold og dette i Forbindelse med en vis Snuhed er rimeligvis Grunden til at han, skjøndt omgivet af Mænd, som i Lærdom og Dannelse vare ham langt overlegne, bog stedse vedblev at indtage første Plads og høieste Rang. Men man beskylder Joseph Smith for at have handlet efter den Grundsætning at en Hyrde ikke alene bør vægte men ogsaa klippe sin Hjord. Vist er det, at han indlod sig paa mange kommercielle Foretagender som enten laa over hans Horizont eller ogsaa grændsede nær til det kriminelle. I 1831 oprettedes saaledes „Kirtland Sikkerheds Bank“, som fik Ret til at udstede Sedler; disse, som vare smukt udgraverede med Joseph Smiths Navn paa som Bankens Kasserer og Sidney Rigdon som dens Præsident, havde i Førstningen en god Afsætning; thi Ingen ventede, at Folk, som daglig havde Sammenkomster med Herren selv og hans Engle, kunde sinde paa at udstede Sedler, uden at være i Besiddelse at det tilsvarende Kontantbeløb. Men Boblen brast omsider, nogle Bankierer i Pittsburg sendte en vis Mr. Jones til Kirtland Sikkerheds Bank for at saa en hel Mængde Sedler omvexlede med Valuta. Mr. Jones gjorde sin Opvartning hos Bankens Præsident, Sidney Rigdon, og forhørte først med megen Deltagelse om de „sidste Dages Hellige“ og „den gode Sags Fremgang“ i det Hele taget. Sidney Rigdon følte sig meget smigret ved disse Forespørgsler, men da Seddelbunken derefter kom for Dagen tog Bankpræsidenten Anledning til at bemærke, at Mr. Jones opførte sig som „en Ulv i Faareklæder“. Banken vilde ikke indfri disse Sedler, thi det vilde skade den og „Sedlerne kunde kun gjøre Nytte, naar de cirkulerede imellem Folk“. Mr. Jones bad om, at der maatte blive gjort en Undtagelse fra Bankens Regler til Fordel for ham; men Rigdon var komplet urokkelig i saa Henseende og gjorde ham bekjendt med at han aldrig havde anmodet ham eller nogen anden om at tage Sedlerne, og henledede sluttelig hans Opmærksomhed paa det interessante Tidspunkt, da Vexelererne med Spot og Spe bleve „udjagede af Templet i Jerusalem“. — Jones reiste tilbage til Pittsburg med sine Sedler og Historien hvilede for en Tid, men omsider blev Tingenes virkelige Stilling bekjendt og den 12te Januar 1838 maatte de to Bankører Joseph Smith og Sidney Rigdon midt om Natten i al Skyndsomhed toge Flugten tilhest for at undgaa personlig Overlast af deres Kreditorer. Dette var altsaa den ny Mahomeds Hegira eller Flugt.

Kirtland blev paa den Maade for stedse umulig som Centrum for den ny Prophet og hans Disciples Virksomhed; og en ny Skueplads var allerede udset og bekræftet ved en Aabenbaring til Propheten som bestemte, at et nyt Tempel og et nyt Jerusalem skulde opbygges i Jackson Co. i Staten Missouri, thi der havde Paradiset eller Edens Have ligget, og det var der Adam og Eva havde vandret Ansigt til Ansigt med deres Skaber. En ny By blev anlagt paa Nordsiden af Grand River; Brødrene kaldte den „Spring Hill“, men Propheten gav den Navn af Adam ondi Ahman, hvilket er udlagt „Guds Dal i hvilken Adam velsignede sine Børn!“ Byen Independence, som blev omdøbt til det ny Jerusalem, skulde være det ny Zions Hovedstab og de Hellige fik Befaling til at tage Landet deromkring i Besiddelse! Men det gaaer ikke saa let i vare Dage at tage Land i Besiddelse i en civiliseret Stat; Mormonerne havde hverken tilstrækkelige Penge til at kjøbe Landet, eller Kræfter nok til at tage det med Magt; de kunde kun forsikre om deres særlige Udvælgelse af Himlen og de Rettigheder som deres Hellighed gav dem fremfor andre ugudelige Hedninger, men disse vilde ikke vide af saadant Snak og der opstod en Række Stridigheder som endte med, at Pøbelen i Independence tvang de Hellige til at gaa ind paa at forladt Zion og det ny Jerusalem i Foraaret 1834. Da Efterretningen derom naaede til Kirtland sik Propheten en Aabenbaring som foranledigede ham til at samle en lille Arme af Mormoner og i Spidsen for den under Navn af Beurak-Ale at marshere ned til Missouri for at ødelægge de Ugudelige og skaffe de Hellige Ret. Midt i Juli ankom Propheten med sin Hær bestaaende af 205 Mand til Clay County i Missouri, hvor de fra Independence fordrevne havde søgt Tilflugtssted, men de, som vare komme for at ødelægge, bleve selv ødelagte af en Slags ondartet Kolera, som hjemsøgte Prophetens Leir og bortrykkede mange af hans Krigere. Denne Omstændighed i Forbindelse med, at Hedningerne stode parate til at modtage Profeten fremkaldte en ny Aabenbaring, hvori han meddelte Zions Hær, at dette var Straffen, fordi de ikke havde lyttet til Herrens Ord etc., og dermed var Felttoget til Gude. Propheten drog tilbage til Kirtland og det ny Jerusalem forblev i Hedningernes Besiddelse. Da Joseph Smith efter sin Flugt fra Kirtland kom tilbage til Missouri opstod der snart igjen, som man kunde vente nye Uroligheder. Fjendtlighederne udbrød 6te Angust paa en Valgdag i Gallatin, Davis Co.; dette var egentlig kun et simpelt Slagsmaal, men Hadet mellem Befolkningen og Mormonerne var allerede saa stærkt, at man strax væbnede sig paa begge Sider. Hele Missouris nordlige Del holdtes i Aande af de mest overdrevne Rygter om blodige Sammenstød med Mormonerne, og Statens Guvernør, Boggs, lod Generalmajor Atchison marschere derhen med 400 Militstropper, der senere bleve endnu yderligere forstærkede, for at opretholde Ordenen.

Den 23de Oktober forefaldt det første Sammenstød mellem Mormonerne og en vis Kaptain Bogarts Militskompagni. I dette havde Mormonerne tre Døde og ni Saarede, medens Bogart kun mistede en Mand, men ikke destomindre benyttede nogle ildesindede Personer sig af Omstændighederne til at sætte de taabeligste Rygter i Omløb. Man fortalte saaledes, at hele Bogarts Kompagni var nedsablet af Mormonerne og deraf tog Guvernør Boggs Anledning til at udstede den Ordre, at alle Mormoner skulde enten udryddes eller bortjages af Staten.

En saa grusom og uoverlagt Ordre til en i Forvejen stærkt, ophidset Befolkning havde naturligvis de beklageligste Følger, som f. Cr. det beklagelige Myrderi ved Haun Mills, hvori atten eller nitten mormonske Mænd, Kvinder og Børn bleve myrdede paa den mest skjændige Maade, af en vajende Milits under Anførsel af en vis Kaptain Nehemia Comstock.

Det var ikke Mod, som fattedes Joseph Smith; han havde nok Lyst til at føre en aaben Krig med Hedningerne for at hævne saadanne Forurettelser; men heldigvis havde en Mand ved Navn Oberst Hinckle faaet Overbefaling over Mormonernes Tropper som laa indesluttede i en lille By ved Navn Far West, og denne paatog sig for at forhindre Blodsudgydelse det moraliske Ansvar at udlevere Mormonlederne til Statens Militær, da dette blev opstillet som en Betingelse for Fredens Bevarelse. Propheten, Sidney Rigdon, Lyman Wight, Parley Pratt og Gerge W. Robinson bleve da stillede for en Krigsret og dømte til at skydes, men til Missouris Ære, opponerede en brav Officer, General Doniphan, mod Krigsrettens Bestemmelse og sagde, at hverken han eller hans Brigade vilde være Medskyldige i et Mord begaaet med koldt Blod. Paa den Maade blev Mormonledernes Liv forelobig sparet; man nøjedes med at føre dem som Fanger til Independence og senere til Richmont i Clay County, hvor de holdtes strængt under Bevogtning.

Størsteparten af de øvrige Mormoner fik Tilladelse til at vende tilbage til deres Hjem; men stedse udsatte for Angreb af Pøbelen og med de blodige Forurettelser friske i deres Erindring, udvandrede de efterhaanden under Brigham Youngs Ledelse til Staten Illinois, som gjæstfrit skjænkede de Forfulgte Ly og tilbød dem Land paa forskjellige Steder. Der foregik ogsaa efterhaanden et saa stort Omslag i Folkestemningen i Missouri med Hensyn til Mormonnrolig hederne, at man tillod Joseph Smith og hans Medfangne at undvige af Fængslet, og snart derefter lod han sig som en frelsende Engel tilsyne blandt de udvandrede Mormoner, som i stort Antal befandt sig i Byen Quincy, Illinois. En vis Dr. Galland tilbød derpaa Mormonerne et stort Stykke Land i Illinois mellem Burlington og Quincy paa den Betingelse, at de skulde nedsætte sig det, og efter at have beset Stedet modtog Propheten Tilbudet.

En ubetydelig lille By ved Navn „Commerce“ i Nærheden af Mississippifloden blev udset til det „Ny Zions“ Hovedsæde og omdøbt til „Nauvoo“, hvilket efter Joseph Smiths „forbedrede Ægyptiske“ er udlagt den „Yndige“. Og denne skulde nu blive Herresædet for det ny Zion. Ved en ny Aabenbaring befalede Herren gjennem sin Tjener Joseph „de Hellige“ at nedsætte sig der, og snart opstod en blomstrende By omgivet af et veldyrket Opland. Byen Nauvoo blev indkorporeret og fik sin egen Bylov af Illinois lovgivende Forsamling i 1840-41. Dr. J. C. Bennett, en af Prophetens Yndlinge, blev valgt til Byens første Borgemester, og man oprettede et Militærkorps under Navn af „Nauvoo Legionen“, for hvilken Joseph Smith blev „Generalløitnant“. Den 6te April 1841 blev Grundstenen lagt til et nyt stort Tempel i Nauvoo med overordentlig Pragt, som man kan se i Kirkens Organ ‚Times & Seasons’, der paa følgende Maade beskriver Begivenheden:

„Tidlig om Morgenen afgaves Melding til Generalløitnant Smith at Nauvoolegionen stod beredt til at holde Revue; og ledsaget af sin Stab, som bestod af fire Adjudanter og 12 Vagthavende, næsten alle i glimrende Uniformer, begav han sig da til Paradepladsen. Ved Ankomsten hilste Musikkorpset ham med en Trompetfanfare og marscherede dernæst med klingende Musik foran Generalen til den Plads, som var bestemt for ham. — Kanonerne bleve da igjen affyrede til Ære for ham, og hele Legionen saluterede. Dette var i Sandhed et herligt Syn, hvis Lige vi aldrig have set eiheller vente mere at se i Vesten. De forskjellige Kompagnier afgave et smukt og interessant Skue, medens Officerernes brillante og kostbare Uniform vilde have prydet en Washington eller en Bonaparte“. Man tænke sig Propheten, der tumlede en vælig Stridshingst omgivet af en saadan Glands! Se ham stige ned af dette stolte Dyr for paa LEgionens Vegne af de smukkeste Damers Hænder at modtage en nydelig Silkefane, som han derpaa overgiver til sin Næstkommanderende Generalmajor Bennett med det Løfte til Damerne, at „Fanen aldrig skal blive vanæret saa længe han kommanderer“ — og Enhver maa indrømme, at Joseph Smith var en romantisk, lige saa vel som en tragisk Personlighed. Men paa den Tid stod hans Lykke ogsaa i Zenith; de forskjellige politiske Partier anerkjendte og søgte at sikre sig hans Indflydelse. I Februar 1844 havde Propheten endog den Nedladenhed, eller Frækhed, hvad man vil kalde det, at fremstille sig for den amerikanske Nation som Kandidat for Præsidentposten og offenliggjorde en høitravende politisk Adresse til Folket, hvori han gjør Rede for sine politiske Anskuelser og forelægger i store Træk, hvilke Herligheder, der kunde ventes, hvis han skulde blive valgt. Som tidligere bemærket, havde Joseph Smith stedse megen Sands for det praktiske. Det var ikke alene Ære og Titler han attraaede, men ogsaa de dertil hørende verdslige Goder. Saaledes modtog han en Aabenbaring i Nauvoo den 19de Januar, hvori Herren blandt mange andre forunderlige Ting ogsaa befaler de Hellige at bygge et Hotel, som skulde kuldes ‚Nauvoo House’ og opbygges ned Hjælp af Aktier, der ikke maatte være mindre end 50 Dollars og ikke være større end 15,000 Dollars til hver Mand og „lad min Tjener Joseph faa Plads deri fra Slægt til Slægt, thi denne Salvelse har jeg lagt paa hans Hoved........ lad derfor min Tjener Joseph og hans Sæd efter ham have Plads i dette Hus evindelig, siger Herren!“ Paa et andet Sted i samme Aabenbaring, hedder det: „........Vaagn op I Jordens Konger! kommer, o, kommer med Eders Sølv og Guld til mit Folks Hjælp til Zions Døtres Hus!“ „De Hellige“ som bo andre Steder faa følgende Opmuntring: „....Kommer med Eders Guld og med Eders Sølv og med Eders kostbare Stene og alle Eders Antikviteter og alle som have Kundskab om Antikviteter og lign........“ Nauvoo House blev naturligvis bygget og Propheten sik en Bolig, som var ham værdig. Men de Ruiner, som endnu ere tilbage af denne Bygning, det pragtfulde Tempel og den blomstrende By, ere kun lige saa mange sørgelige Kommentarer til Prophetens høittravende „fra Slægt til Slægt, evindelig“.

Joseph Smith blev selv den Første til at nedrive, hvad der var bygget op, derved at han fremkom med sine taabelige Aabenbaringer om Flerkoneriet; thi dette skabte Stridigheder mellem Mormonerne indbyrdes og stillede dem i et slet Lys overfor deres Naboer. Vi have paa et andet Sted omtalt selve Polygamilæren og skulle her kun holde os til dens Virkninger paa Mormonernes Stilling. Propheten fik den Ide, at bemægtige sig en Kvinde som var gift med William Law, Generalmajor ved Nauvoo Legionen, men Ægtemanden forstod Uret og dannede tilligemed flere af Byens anseteste Mænd et Parti for at modsætte sig Prophetens ulovlige og despotiske Fremfærd. De anskaffede sig et Trykkeri og udgav et Blad, ‚Nauvoo Expositor’, for deri at fremstille deres Anskuelser og afsløre Propheten; men der udkom kun et Nummer af Bladet. Den 6te April 1844 blev hele Trykkeriet ødelagt paa Smiths Befaling. Eieren af Bladet lod derpaa en Stats-Arrestordre udstede mod Propheten og hans Hjælpere; men Nauvoo civile Øvrighed kasserede Ordren og løslod Fangerne. Dette nkloge Skridt forøgede naturligvis Ophidselsen, paa begge Sider, der nu stode bevæbnede, og Smiths Modstandere afsendte en Committe til Statens Guvernør, Ford, for at gjøre ham bekjendt med Sagen. Guvernøren reiste selv til Nauvoo, men da han ankom der var Joseph og hans Broder Hyrum flygtet over Mississippifloden til Montrose i Iowa, hvorfra han siden havde i Sinde at begive sig til Kanada eller de østlige Stater. Men efter Modtagelsen af et Brev fra sin Kone Emma, hvori hun temmelig skarpt lod de to Brødre vide, at de vare „frygtagtige Hyrder, som forlod Hjorden, saasnart der var Fare paafærde“, besluttede han sig til at gaa tilbage. Ved sin Tilbagekomst blev han arresteret og ført fangen til den nærliggende By Carthage, som var Countyets Hovedsæde. Dette skede den 24de Juni, men den 27de samme Maaned, blev Joseph Smith og hans Broder Hyrum Smith dræbte i Carthage Fængsel af en bevæbnet og maskeret Pøbelhob, som havde omringet og taget Fængslet i Besiddelse.

Fra Guvernør Fords egen Beretning om disse Begivenheder nedsætte vi følgende: „Overbevist om at Mormonlederne havde begaaet en Forbrydelse ved at ødelægge „Expositors“ Presse og i at modsætte sig Udøvelsen af den lovlige Myndighed, var jeg bestemt paa om nødvendigt, at anvende Statens hele Magt, for at bringe dem til Lydighed og til at underkaste sig Loven. Men da jeg fandt den offentlige Mening saa ophidset, at der syntes at være Fare for, at det kunde udarte til et Pøbeloprør, besluttede jeg, forinden jeg skred til Handling, at tage det Løfte af Militæret, Officerer og Mandskab, at understøtte mig i udelukkende lovlige Foretagender og at beskytte Fangerne, hvis disse overgave sig........ De forsamlede Tropper syntes, at være meget tilfredse med min Tale, og da jeg havde endt, besluttede baade Office erne og Mandskabet enstemmig ved Acclamation at understøtte mig i udelukkende lovlige Foretagender oa lovede, at Fangerne skulde blive beskyttede mod Voldsomheder........ Det forekom mig, at denne Afstemning berettede mig til at love de Anklagede Lovens Beskyttelse, hvis de overgave sig, og de blev følgelig paa passende Maade underrettede herom, samt om, at hvis de modsatte sig, vilde hele Statens Styrke om nødvendigt blive kaldt ud for at tvinge dem til Underkastelse. En Kommando bestaaende af en Konstabel og 10 Mand blev afsendt for at arrestere dem og bringe Fangerne til Hovedkvarteret. Imidlertid havde Joseph Smith i sin Egenskab af Generalløitnant erklæret Byen Nauvoo i Beleiringstilstand og kalt Legionen under Vaaben......Nauvoo lignede en stor Krigsleir og blev strengt bevogtet saaledes, at Ingen kunde komme ud af eller ind i Byen uden at blive nøiagtig undersøgt. Ikke destomindre blev Constablen strax ved sin Ankomst underrettet om, at Borgmesteren og Raadet var villig til at overgive sig og at de vilde indfinde sig i Carthage næste Morgen Kl. 8“. Dette Løfte blev dog ikke opfyldt, thi det var den Gang Smith og Hyrum flygtede til Montrose og da Arrestordren næste Dag blev fornyet, rapporterede Konstablen, at de Anklagede ikke vare til at finde........ „Den 23de eller 24de Juni“, vedbliver Guvernøren, „kom Joseph Smith, som ogsaa var Borgemester i Nauvoo, tilligemed hans Broder Hyrum, Medlemmerne af Byraadet, i Forening med andre, som vare indstævnede, til Carthage og overgave sig selv som Fanger, anklagede for Oprør, i Konstablens Hænder. Alle de Anklagede mødte frivilligt for Fredsdommeren, og bleve derpaa igjen løsladte, efter at have forpligtet sig til at møde for Domstolen naar Anklagen igjen kom op, med Undtagelse af Joseph og Hyrum Smith mod hvem Fredsdommeren havde udfærdiget en ny Anklage for Forræderi......“

„Strax efter Smiths Arrestation og paa hans eget Forlangende afsendte jeg Kaptain Singleton med sit Kompagni fra Brown County til Nauvoo for at bevogte Byen og tage Kommando over Legionen. To Timer efter at han havde beordret Legionen til at møde for Inspektion, mødte den 2000 Mand stærk i fuld Væbning, skjøndt Statens Vaaben vare fratagne dem..........Forhøret over Smith i Anledning af Anklagen for Forræderi blev udsat af Fredsdommeren fordi Ingen af Parterne havde deres Vidner tilstede. De Anklagede bleve derfor indtil videre satte ind i Countyfængslet....... Hverken De eller jeg havde nogen alvorlig Frygt for at Fængslet skulde blive angrebet af Vagten, som var sat til at forsvare dem. Det faldt mig endnu mindre ind, at ængste mig for, at Fangerne skulde rømme bort, thi et saadant Forsøg vilde blot have hidført deres øieblikkelige Død........ Der befandt sig paa den Tid 12-1300 bevæbnede Mænd i Carthge og 4-500 flere i en By ved Navn Warsaw. De vare allesammen be gjærlige efter at komme til at marshere imod Nauvoo, men ved Smiths Overgivelse havde jeg afskediget Militsen med Undtagelse af den lille Afdeling, som under General Demmings Kommando sattes til at bevogte Fængslet i Carthage“.

„Derefter“, vedbliver Guvernøren, „begav jeg mig strax paa Veien, ledsaget af Oberst Buckmaster og Kapt. Dunnis Dragonkompagni, til Nauvoo, som ligger 18 Mile fra Carthage. Da vi havde tilbagelagt 4 Mil gjorde Oberst Buckmaster mig opmærksom paa, at han nærede Mistanke om, at Fængslet vilde blive angrebet. Denne Mistanke grundede sig paa en hemmelighedsfuld Samtale, som han havde hørt mellm to Personer. Selv havde jeg ingen Anelse om et saadant Angreb, thi Enhver vidste i Carthage, at vi havde bestemt at blive borte i to Dage og om nogen angreb Arresten, medens vi vare i Nauvoo, da vilde det blot være at udsætte mit og mine Ledsageres Liv for Mormonernes øieblikkelige Hævn. Imidlertid, for at forebygge en næsten usandsynlig Begivenhed, sendte jeg et Kompagni tilbage med en direkte Ordre til Kaptain Smith, at han under Fortabelsen af sit eget Liv skulde holde streg Vagt over Fængslet indtil jeg kom tilbage“.

Kl. 4 om Eftermiddagen ankom Guvernøren med sit Følge til Nauvoo hvor han sammenkaldte Byens Borgere og i en Tale fremstillede deres Lederes ulovlige Handlemaade for dem etc. etc........ „Kort efter Solens Nedgang“, siger Guvernøren videre — „forlod vi atter Byen og begav os paa Veien til Carthage; men et Par Mil fra Nauvoo modte vi to Mænd, som fortalt os, at Smith og hans Broder vare blevne myrdede i Fængslet omtrent Kl. 5 eller 6 samme Dags Eftermiddag. Denne Nyhed syntes at bedøve os, jeg selv var i høieste Grad forbauset og forudsaa de alvorligste Følger af denne Begivenhed. De to Mænd lod jeg føre tilbage til Carthago, som en Forsigtighedsregel for at faa Tid til at træffe de nødvendige Anstalter i Tilfælde af, at Mormonerne skulde søge efter Hævn[2].

I Nauvoo spredte Nyheden den følgende Morgen Sorg og Fortvivlelse blandt Folket; en Følelse af dyb Forbitrelse fyldte Enhvers Bryst. De to Apostle Richard og Taylor, som vare tilstede da Propheten blev dræbt, havde rigtignok for at berolige de Hellige afsendt et Brev til Nauvoo, hvori de formanede dem til at være rolige og taalmodige. Guvernøren indsendte et lignende Brev, hvori han lovede ben sin Beskyttelse, men det er ikke sandsynligt, at Mormonerne stolede derpaa, thi selvsamme Løfte havde Guvernøren givet deres myrdede Prophet. Samme Dags Eftermiddag ankom de Dræbtes Legemer til Nauvoo. De sørgende Mormoner modtoge dem en masse, og fulgte dem til Nauvoo House, hvor Ligene bleve henstillede indtil de nødvendige Anstalter kunde træffes for Begravelsen, som for Resten fandt Sted i al Hemmelighed, for at sikre Ligene Gravens Fred[3].

Paa denne tragiske Maade endte „det 19de Aarhundredes Prophet“ sin korte, men paa Afvexlinger saa rige Løbebane. Af Person var han høi, kraftig og velbygget, og han havde et særdeles indtagende Ydre. I sit Væsen var han utvungen og selskabelig, uden at genere sig selv eller andre med at bære sin prophetiske Værdighed til Skue. At han ligeledes har været i Besiddelse af store medfødte, skjøndt misledede Naturgaver er indlysende.

Hvor vidt hans Planer have strakt sig, da han først begyndte at optræde som Prophet er naturligvis vanskeligt at afgjøre, men efterhaanden som Sagen skred fremad, indsaa han hvor mangelfuld og ufuldkommen hans Opdragelse havde været lige over for det Værk, han havde paataget sig at udføre, og begyndte derfor strax at oprette en Skole i Templet i Kirtland, hvori han selv blev en af de flittigste Disciple. Dog forstod han paa samme Tid at indtage den høieste Rang baade som Prophet og Lærd. Thi Ingen af de Andre havde det afgjørende: „Sandelig, sandelig, saa siger Herren........“ til sin Raadighed, og det blev ikke Enhver givet, at oversætte „forbedret Ægyptisk“ ved Hjælp af „Urim og Thummim“ — Guds Gave og Kraft“. Det er ikke uden Grund, at man har søgt at sammenligne Joseph Smith med Muhamed; dog har han vist snarere selv havt Moses til sit Forbillede; thi Mormonismen gaaer hovedsagelig ud paa at gjenoprette det gamle mosaiske Theocrathi.

Joseph Smith kjendte iøvrigt ligesaa lidt til Tolerance mod de forskjellige kristelige Troesbekjendelser som Muhamed. Den arabiske Prophets Motto var „Alcoranen eller Sværdet!“ og Amerikaneren paalagde sine Tilhængere at „tage Landet i Besiddelse“, enten ved „Penge“ eller ved „Blod!“. Havde de begge raadet over de samme Kræfter og under ens Forhold, vilde man have set omtrent de samme Handlinger og de samme Resultater. For at Joseph Smiths Handlemaade konsekvent kan havde staaet i Samklang med hans Tankegang, maa han have ræsoneret omtrent saaledes:

„Jeg har ligesaa god Ret til at stifte en ny Religion som Moses og Muhamed og til at bruge de samme Midler dertil som de“. Samme Ide findes ogsaa hos vor Tids Fritænkere og Spiritualister, hvilke, ifald de tro paa et „høiere Væsen“, stedse søge at løse Troens Hemmeligheder ved naturlige Experimenter og sætte den dyriske Magnetisme etc. ved Siden af Guds Aands Virkninger og Gaver, samt søge at forklare disse vid hine.

Efter Prophetens og Hyrum Smiths Mord gik Zions eller Mormonkirkens høieste Magt over til de tolv Apostle og for disse var Brigham Young Præsident. Sidney Rigdon, som ifølge sin Rang etc. stod nærmest Propheten, blev ikke alene forbigaaet, men endog excommuniceret af Kirken, da han søgte at gjøre sin Ret gjældende.

Rigdon havde været Joseph Smiths Sidemand og den Kilde, hvorfra han drog sine Inspirationer, men Brigham Young var bestemt paa at høste Frugterne og lod sig den 24de December 1847 udnævne til Kirkens Præsident og Overhoved.

Før vi gaa videre, ville vi give en lille Skizze af det nye Overhoved for Mormonkirken.

Brigham Young er født i Whittingham, Windham Co., i Staten Vermont, den 1ste Juni 1801. Han opvoxede som en fattig Dreng, der efter hans eget Udsagn, „kun har erholdt 11 og en halv Dags Skole-Undervisning“ og lærte Maler og Glarmester Professionen, men havde ofte trællet som simpel Arbeider for 75 Cts. om Dagen. Den 14de April 1832 blev han ved Daab optaget i „Jesu Christi Kirkes sidste Dages Hellige“ og kort efter flyttede han til Kirtland, hvor han uden Tvivl gjorde store Fremskridt i sine theologiske Studier under den skriftlærde Rigdons og den veltalende Pratts inspirerede Ledelse. Angaaende sine religiøse Anskuelser, eller ‚‚‚Følelser’’’, som han selv kalder det, meddeler han følgende: „Kun en Gang har jeg følt Tvivl og Mistillid til Broder Joseph Smith“, men udtaler endvidere, at „denne Følelse ikke varede mere end 60, eller maaske næppe mere end 30 Minuter“. Men Brigham fortæller, at han meget hurtig kom til at fortryde denne sin Vildfarelse. „Fra denne Tid“, fortæller han, „har jeg aldrig et eneste Øieblik troet at nogen Mand eller noget Væsen paa den ganske Jord, har havt noget at bestille med ham (Smith), for han var Alles Overhoved og han holdt Frelsens Nøgle over dem Alle........ Han var Guds og ikke min Tjener, og han hørte ikke til Menneskene men til Gud og om han skulde tillade ham (Smith), at lede Folket i Vildfarelser eller til Ødelæggelse, saa skete dette fordi de fortjente det. Dette var og er endnu min Tro“[4].

Joseph Smith som Præsident, og hans Broder Hyrum Smith og Sidney Rigdon udgjorde Kirkens høieste Styrelse i Nauvoo, da Joseph og Hyrum bleve myrdede i Carthage Fængsel. Rigdon var derfor den, der stod nærmest Prophetembedet ved Joseph Død; men han havde i længere Tid med sin Familie levet i Pitsburgh, paa Grund af Utilfredshed med Propheten, paa hvem han var blevet fornærmet, fordi denne havde forlangt hans Datter Nancy til Kone.

Ved Underretningen om Smiths Død, begav han sig dog strax til Nauvoo for at tage Rigets Styrelse i sine Hænder. Men her mødte han Modstand. Brigham Young, som paa samme Tid havde naaet at blive den Ældste i Apostelembedet og følgelig Præsident for de 12 Apostles Quorum, lod nu Sidney Rigdon anklage og indkalde for Kirkens Høiraad i Nauvoo. Anklagen mod ham lød paa, at han havde isinde enten at „regjere eller ruinere Kirken“. Resultatet af Forhøret blev, at Rigdon, som selv ikke var tilstede, blev udelukket fra Kirken. „Brigham Young“ hedder det i Forhandlingerne, „stod op, op overleverede ham til Satans Tugtelse“, og dermed var Veien aaben for Brigham Young til Magt og Storhed. Skjøndt Brighams Overhøihed strax blev anerkjendt af det store Flertal af Mormonerne, blev han dog først i December 1847 regelmæssig valgt og anerkjendt som Præsident for Mormonkirken. Selv ulært og uoplyst er han en Hader af Lærdom og har lige til nu med Held modstaaet det over hele Amerika indførte offenlige Skole System (Public Schools). Af Person og Udseende er han ingenlunde frastødende, han har lyse og næsten behagelige Ansigtstræk, et Udtryk, der vidner om Fasthed og Selvtillid. I sin Omgang, baade med sin egen talrige Familie og Fremmede er hans Opførsel bestandig afmaalt og beregnende og han forstaaer afvexlende at udføre Løvens og Lammets Rolle. Praktisk og med den Yankeen medfødte spekulative Snuhed og en Samvittighed, der besidder en utrolig Elasticitet, — har Brigham Young i de 30 Aar, han har regjeret over Mormon Kirken, anmasset sig en næsten utrolig Rigdom, der bestaaer i By og Landeiendom, Møller, Fabriker, Jernbaner etc., fra hvilke, efter hans egne Ord, han modtager i aarlig Indtægt „kun 480,000 Dollars!“ For at denne lille Indtægtskilde ikke ved hans Død skal forlade det Brighamske Dynasti, har han i flere Aar bestræbt sig paa at faa sin Søn, Brigham Young, jun., indstillet som sin Efterfølger i Embedet, som Præsident etc. over Kirken. Til denne Hensigt lod Brigham Young i Hemmelighed ordinere sine 3 ældste Sønner til Apostle under sine egne og den nu afdøde Heber C. Kimballs Hænder! Dog er det høist usandsynligt, at Brigham vil opnaa sin Hensigt i denne Retning. Det er snarere sandsynligt, at Kirken ved hans Død vil splittes i en Mængde Sekter og Partier, der hver vil følge sin egen Prophet og Leder. Af saadanne existerer der allerede nu et meget virksomt Parti, der under Ledelse af den myrdede Prophets Søn — Joseph Smith, jun. — kalde sig selv de „Sande sidste Dages Hellige“ eller Josephiter i Modsætning til „Brighamiter“. Disse nægte Polygamilæren, og paastaa endog, at Joseph Smith aldrig lærte eller praktiserede noget saadam. Der er derimod al Grund til at antage, at den unge Joseph Smith m. fl. af Familien have til Hensigt at forsvare og værne om den Myrdedes Navn.

Mordet i Carthage havde i den Grad ophidset baade de Hellige og Hedningerne, at Mormonerne ikke længere kunde holde sig i Nauvoo, Ill. Selv Statens Guvernør formaaede ikke, med alle sine tilsyneladende Anstrengelser, at skaffe dem Fred eller opretholde Lovens Authoritet, overfor det brændende Had, som nu luede mod Mormonerne, selv i Tilfælde, hvor Retten var paa deres Side.

Folket i de omliggende Countier, som havde sat deres „Liv og Ære i Pant“ paa at uddrive Mormonerne, begyndte at angribe dem og afbrænde deres Huse og ødelægge deres Ejendele. Følgelig besluttede et Høiraad bestaaende af Kirkens Apostle og ledende Ældste, som blev afholdt den 20de Januar 1846, at de Hellige skulde forlade Landet og drage ud i det endnu ubeboede Vesten. — Den 2den Februar begyndte de allerede at forberede sig til Udvandringen, og tre Dage senere begyndte Emigranterne at gaa over den tilfrosne Mississippiflod. Ved Maanedens Slutning var henved 1200 Vogne gaaede over og laa paa Vestsiden af Mississippifloden i Staten Iowa.

I Mai Maaned befandt omtrent 10,000 Pilgrimme sig paa Reisen gjennem Iowa for at naa et fælles Mødested ved Missourifloden, det nuværende Council Buffs. I en Petition, som nogle af disse Udvandrere tilstillede Guvernøren i Iowa skildres deres Stilling paa følgende Maade: „........At blive er det Samme for os som at dø ved Ild og Sværd, og at gaa i Landflygtighed uberedte, det Samme som at dø af Hunger. Og dog har flere Hundreder af os under disse hjerteskjærende Omstændigheder maattet begive os ud paa denne besværlige Vandring og ere nu leirede i Lee County, hvor vi lide meget af Vinterens gjennemtrængende Kulde. — Nogle af os ere allerede uden Proviant, Andre have næppe Forraad til nogle faa Uger, og Hundreder flere ville snart komme efter os i samme ulykkelige Stilling!“

Omtrent 1000 Mormoner vare blevne tilbage i Nauvoo, mest paa Grund af Fattigdom, Sygdom og andre Omstændigheder, som gjorde det umuligt for dem at reise paa denne strænge Aarstid; men heller ikke dette kunde Pøbelen taale. Midt i November sammenrottede henved 800 Mand sig og indtog Nauvoo efter tre Dages Beleiring. Og dette blev Enden paa Mormonernes store Forhaabninger og Planer i Illinois.

Prophetens skjønne Stad, som engang talte henved 15,000 Indbyggere, kom til at staa forladt; og af det pragtfulde Tempel, som efter Sigende havde kostet en Million Dollars, blev kun Ruiner tilbage!

Den 14de April 1847 brød de første Mormoner op fra deres Vinterkvarter ved Council Bluffs og reiste videre mod Vest. Ved at følge Sporene af General John C. Freemonts Expedition, naaede de Saltsødalen den 23de og 24de Juli. Syner af denne Dal med dens Sø og Floder syntes som ved en uimodstaaelig Inspiration at overbevise de trætte og haarde medtagne Pligrimme om, at dette var Stedet, hvor Herren havde bestemt dem til at standse, for tredie Gang at grundlægge og befæste det ny Zion.

Landet blev høitideligt taget i Besiddelse af Brigham Young, der nu lig Josva havde ført Herrens Folk ind i det forjættede Canaan. De Mangler som den ny Prophet, baade i personlig og romantisk Henseende, maatte have i Sammenligning med Joseph Smith, syntes nu i fuldt Maal at erstattes ved de naturlige Fortrin, som det ny Zion havde fremfor det tidligere; thi her havde man hele det poetiske Natursceneri, som de gamle mosaiske Propheter og Sangere saa smukt omtale, og snart svulmede de mormonske Prædikener og Skrifter saa stærkt af Udtryk som „Zions Dale“ og „Zions Bjerge“ etc., at enhver følte sig forvisset om at det amerikanske Zion oppe i Rocky Mountains overgik ethvert andet Zion paa Jorden; og „det glade Budskab“ udgik mere høittravende end nogensinde fra „Jesu Christi Kirkes sidste Dages Hellige“ til den formørkede og faldne Menneskeslægt“. Missioner bleve atter udsendte for at prædike det evige Evangelium. De Hellige strømmede ind til det nye Zion fra alle Kanter, dyrkende den jomfruelige Jord og havde i Reglen en rig Høst; man kan saaledes tænke sig, at Mormonkolonien snart var i en saa blomstrende Forfatning som nogensinde. I politisk Hensende havde Territoriet tidligere hørt til Mexiko, men i Juli 1848, efter en foregaaende Konvention, afsendte Mormonerne Delegerede til Washington, med Ansøgning til Congressen, om at Utah maatte blive optaget i Unionen; men først den 9de September 1850, bestemte de For. Staters Regjering Territoriet Utahs Grændser og udnævnte Brigham Young til Guvernør og Indian Commissær, hvilken Værdighed han paa en kort, betydningsløs Afbrydelse nær beklædte indtil i Foraaret 1857, da James Buchanan blev valgt til Præsident for de For. Stater. Der var ved den Tid opstaaet en almindelig Forbitrelse i de Forenede Stater over den lovløse Vilkaarlighed og det intolerante Despoti som herskede i Brigham Youngs Rige, hvor Polygamilæren og den aldeles forrykte Blodforsoningslære, som vi senere skulle omtale, prædikedes offentlig, medens Mord og Foragt for Lovene hørte til Dagens Orden. Præsident Buchanan og hans Kabinet besluttede, at Mormonerne skulde bringes til at respektere Lovene, og som det første Skridt dertil udnævntes en fuldstændig ny Besætning af Embedsmænd til at bestyre Utah Territorium. Alfred Cumming fra Georgia udnævntes til fremtidig Guvernør, D. R. Eckles blev Overdommer, John Cradlebough og C. F. Sinclair Meddommere, John Harnett, Sekretair og P. R. Dotson som Territoriets Marshall. En Militærstyrke bestaaende af to Regimenter Infanteri, et Regiment Cavalleri og to Batterier under General Harneys Kommando beordredes til at ledsage den ny Guvernør til Utah, for der at haandhæve Lovenes Authoritet. — Armeens Kvartermester van Vleit, som var sendt i Forveien for at gjøre Anstalter til Troppernes Modtagelse, kom til Saltsøstaten i September, blev modtaget af Guvernør Young med megen Artighed, men samtidig betydet, at, skjøndt der var Overflødighed af Alt, hvad han trængte til, saa blev dog Intet deraf solgt til de Forenede Staters Regjering og Ingen af de Soldater, som nu var paa Veien til Utah, skulde faa Lov til at komme ind i Territoriet, og erklærede, at „hvis Guvernør Cumming kom ind i Territoriet, vilde han (B.Y.) sætte ham i sin Karet og sende ham ud igjen. Med denne Underretning forlod Van Vleit Salt Lake City, den 14de September og Dagen efter udstedte Brigham Young en Proklamation til Borgerne i Utah, som ender saaledes:

„........Jeg Brigham Young, Guvernør og Superintendent for Indianeranliggenderne i Utah Territorium erklærer i dette Folks Navn: 1. At ingen bevæbnet Styrke af nogensomhelst Art maa komme ind i dette Territorium under nogensomhelst Betingelfe. 2. At alle Territoriets bevæbnede Mænd skal holde sig rede til paa et Minuts Varsel at marschere ud, for at tilbægeslaa ethvert fjendtligt Angreb. 3. At dette Territorium herved er erklæret i Beleiringstilstand. Det tillades ingen Person at komme ind i eller forlade dette Territorium, med mindre han har Tilladelse dertil fra de behørige Authoriteter.

Giver under min Haand og Territoriets Segl den 15de September, A.D. 1857 og de For. Staters 82de Uafhængighedsaar.
Brigham Young“.

Ovenstaaende Proclamation overleveredes til den kommanderende Officer, saa snart som den første Afdeling af Regjeringsarmeen naaede Utahs Grændser, tilligemed en Befaling fra Brigham Young om „uopholdelig at forlade Territoriet ad samme Vei, som han kom derind“.

Den 4de Oktober udstedte Prophetens anden Raadgiver, som tillige var Høistkommanderende over Mormonhæren, følgende Dagsbefaling:

„........Begynd øieblikkelig at forurolige og forstyrre Armeen paa enhver optænkelig Maade saa snart som I have fundet dens Route og Opholdssted. Gjør de yderste Anstrængelser for at bortdrive dens Trækdyr og opbrænde dens Tros og Bagagevogne. Afbrænd hele Landet baade foran og paa dens Flanker. Forstyr dens Nattero ved natlige Overrumplinger. Ødelæg Færgestederne hvor I kunne og spær Veien ved at nedfælde Træer over den. Benyt enhver fordelagtig Leilighed til at sætte Ild paa Vindsiden af deres Provianttræn for om muligt at omringe og opbrænde dem og efterlad intet Græs, som kan brændes, foran dem. Hold Elder skjulte saa godt som muligt og tilsted ingen Overraskelse.

Bevogt uophørligt Fjenden ved Spioner og hold Forbindelsen aaben med Oberst Burton, Major McAllister og P. Rockwell, som opererer efter de samme Instruktioner. Underret mig daglig om deres Bevægelser og om ethvert Skridt somt i hvad Retning Armeen bevæger sig.

Gud velsigne og give Eder Held.
Eders Broder i Herren
Daniel Wells“.

Disse Ordres bleve bogstavelig adlydte. Ikke mindre end tre store Transporttræn med Proviant, Klæder, Telte osv. bleve opbrændte og deres Trækdyr til et Antal af omtrent 1,300 drevne ind i Saltsødalen som „Krigsbytte“. Vinteren var tilmed i Anmarsch og hvad Mormonerne ikke kunde stjæle eller ødelægge, sik nu ogsaa at kæmpe imod Hunger og Kulde. Armeens Marschroute betegnedes stadigt ved døde og ihjelfrosne Dyr, og dens Leir ved „Black Forks“, hvor 500 Kreaturer døde Natten mellem den 6te og 7de November, fortjente fuldt vel sit Navn „Dødsleiren“ — Stillingen var saa godt som uudholdelig, da Oberst Sidney Johnston, en af de forenede Staters bedste Officerer, ankom dertil med en lille Forstærkning og overtog Overkommandoen over „Utah Expeditionen“. Da han ikke saa nogen Mulighed for at kunne trænge gjennem Bjergpassene inden Foraaret, besluttede han at gaa i Vinterkvarter i Nærheden af er Sted som kaldtes Fort Bridger 150 Mile fra Salt Lake City. Expeditionen ankom til den ny Leir, fom fik Navn af „Fort Scott“, den 16de September, efter at have været 15 Dage om at bevæge sig de 35 Mil, Afstanden fra „Dødsleiren“ ved Black Fork til Fort Scott. De Lidelse General Johnstons Armee maatte udstaa i sit Vinterkvarter, kan man knap forestille sig; Soldaterne maatte spænde sig selv for Vogne og trække Brændsel hjem fra Bjergene paa samme Tid som de i Nødsfald maatte stille dere Hunger paa de døde Dyrs Huder. Da Brigham fik at vide, at Armeen led meget af Mangel paa Salt, sendte han General Johnston et Forraad af denne Artikel til Foræring, men Generalen tilbageviste det med Foragt.

Mormonerne vare imidlertid de lykkeligste Mennesker under Solen. Deres Skrifter og Sange fra denne Tid udvise en Fanatisme og et Overmod, som næsten lyder utroligt hos fornuftige Mennesker! Dog var Brigham Young snild nok til at forbyde sine Krigere at „udgyde Blod“ og indskrænke dem til at ødelægge Armeen ved Krigslist.

I Længden havde Krigen dog naturligvis endt med Forskrækkelse for de „Hellige“, hvis ikke imidlertid en vis Oberst Kane fra Philadelphia havde sat sig i Bevægelse for at redde dem ud af Kniben.

Oberst Kane hørte til en meget indflydelsesrig Familie og var selv en særdeles høitbegavet Mand. Paa en Reise i Vesten var han bleven bekjendt med Mormonerne under deres Uddrivelse fra Nauvoo og havde sandsynligvis dengang sympathiseret med dem i deres Lidelser, men dette alene begrunder dog neppe hans slaaende overlegne Optræden i nærværende Sag; noget mystisk bliver dog altid tilbage, hvilket vi dog ikke her skulle søge at forklare, men blot berette de simple Kjendsgjerninger.

Kane begav sig til Præsident Buchanan og efter en hemmelig Konference med ham, tog han under Navn af „Dr. Osborne“ pr. Dampskib fra New York til San Francisco og derfra over Land til Salt Lake City, hvor han ankom i Slutningen af Februar Maaned 1858. — Obersten var i Besiddelse af en Skrivelse fra Buchanan, hvori denne erklærede, at „intet uden ren Menneskekjærlighed og en stærk Disposition til at yde Mormonfolket Tjenester, kunde have bevæget ham (Kane) til at paatage sig en saadan Forretning (som at være Fredsmægler), der var „saa stridende mod hans private Interesser etc.“ Det er ikke bekjendt, hvilke hemmelige Brevskaber eller Tilbud Kane overbragte Brigham Young, men Hovedhensigten har udentvivl været at love Propheten Benaadning for alle hidtil begaaede Forbrydelser etc. samt om at overbevise ham om det Haabløse i at føre Krig med de Forenede Stater.

Efter at have forhandlet med Brigham Young drog Oberst Kane igjen afsted til General Johnstons Hoved kvarter i Fort Bridger, hvor han ankom den 12te Marts og begjærede Audience hos „hans Excellence“ Guvernør Cummings uopholdelig. Denne Mangel paa Etiketten, ikke at melde sig først hos den kommanderende General, havde nær skaffet den „menneskekjærlige“ Oberst en Duel paa Halsen, hvis ikke Guvernør Cummings og Overdommer Eckles havde forstaaet at gyde Balsam paa General Johnstons saarede Følelser. Ogsaa hos Guvernør Cummings bragte Oberst Kane sin Mission tilende paa en særdeles heldig Maade; thi han havde ikke alene vundet Guvernøren for sine Planer, men ogsaa forstaaet at sætte ondt Blod mellem Guvernøren og General Johnston, og da disse to naturligvis kun kunde udvirke noget i Fællesskab, var Krigen i Virkeligheden ogsaa dermed til Ende.

Den 3die April underrettede „hans Excellence“, Guvernør Cummings, General Johnston om, at han nu var færdig til at begive sig til Salt Lake City for at overt age Bestyrelsen af sit Embede som Utahs Guvernor[5], og to Dage efter forlod han Fort Scott, ledsaget af den diplomatiske Oberst.

Saasnart de vare udenfor General Johnstons Militærlinie modtog en mormonsk Vagt dem med militær Honør og paa hele Touren til Salt Lake City hilsede den mormonske Milits den ny Guvernør sam om han havde været deres egen Seiershelt, eller Triumphator, ligesom „Rigets Stormænd“ ogsaa strax ved hans Ankomst til Salt Lake City den 12te April gjorde ham deres Opvartning og hans „Excellence Ex-Guvernør Young var ikke blandt de sidste!

Præsident Buchanan havde imidlertid udnævnt to Kommissærer, som skulde reise til Salt Lake og tilbyde Brigham Young og hans Medskyldige ubetinget Pardon, hvis de vilde nedlægge Vaabnene og underkaste sig de For. Stater. Den 7de Juni ankom Commissærerne til Salt Lake City og Buchanans Pardon blev modtaget af den mægtige Prophet og hans Apostler[6], men for at give General Johnston og hans medtagne Tropper en Slags formel Satisfaktion tillodes det dem den 23de Juni at foretage en Slags Parademarsch gjennem Salt Lake Citys Hovedgader. Byen var forresten aldeles forladt, thi over 30,000 Mormoner vare flygtede fra Salt Lake til Utah Dalen, hvor fra de kom tilbage, da de saa, at der intet Overgreb fandt Sted paa Person eller Fiendom. Denne Flugt synes at bekræfte den gamle Sætning: „De Onde frygte altid!“ Tropperne sloge siden Leir nogle Mil fra Saltsøstaden ved Jordans Flod, hvor de forbleve uvirksomme indtil Striden mellem Nord- og Sydstaterne kaldte dem tilbage.

Saaledes endte altsaa Krigen mellem Præsident Buchanan og Propheten Brigham Young. Den store Utahexpeditionen, som havde kostet de Forenede Stater flere Millioner Dollars og mange Menneskeliv, bragte kun simple Resultater og liden Ære for Nationen. Brigham Young og Mormonerne berigedes ved det umaadelige Bytte og Commissæriat som Expeditionen bragte i deres Hænder, og Propheten, skjøndt ikke længere „Guvernør“ af Utah, vedblev dog at være supreme Autokrat ove r Mormonerne til Trods for de For. Staters Love og Au toritet.

  1. ↑ Se Smiths „Authobiographi“.
  2. ↑ Se Guvernør Fords, ‚History of Illinois’
  3. ↑ Det er endnu en Hemmelighed, hvor de ligge begravede. Det rygtedes nemlig, at man for den spekulative Videnskabs Fordel vilde bemægtige sig Prophetens Hoved.
  4. ↑ Se Mormonkirkens Organ „Journal of Discourses“, 4de Del, Pag. 298.
  5. ↑ Saasnart Mormonerne havde anerkjendt Cummings som Guvernør i Utah, havde han ogsaa Overkommandoen over alle Tropperne i Territoriet. General Johnston kunde derfor intet udrette undtagen efter Cummings Ordre. Resultatet af denne store og kostbare Utah Expedition endte derfor som en elendig Farce.
  6. ↑ I September 1856 havde Brigham fra Talerstolen i Tabernaklet meddelt Folket følgende stolte Erklæring, med Hensyn til sin egen og sit Riges politiske Udsigt: „....Jeg siger Eder, saa vist som Herren lever, saa vist skal vi blive en uafhængig Stat i Unionen — eller en uafhængig Stat for os selv! Jeg er nu og skal vedblive at være Guvernør for dette Territorium, og dette tiltrods for mine Fjenders bestandige Harme og de Krænkelser, som de stedse have beflittet sig paa at udvise imod mig ....“. „ ...Og vedbliver den inspirerede Prophet, „sexogtyve Aar skulle ikke hengaa, inden denne Kirkes Ældste, skulle være ligesaa høiagtede som Kongerne paa deres Throner.
    „Deseret News“.
Hentet fra "https://da.wikisource.org/w/index.php?title=Vor_Tids_Muhamed/VIII&oldid=31236"