Vor Tids Muhamed/IX
Under Mormonismen, saaledes som den viser sig for os, ligger der en hemmelig, skjult Organisation, som mere end noget andet har bevirket de praktiske Resultater, som Mormonerne have opnaaet og hvilke de gjerne ville anføre for andre, som et Bevis paa deres Læres guddommelige Sandhed. Saalænge vi ikke ere i Stand til at løfte Sløret for denne Hemmelighed, som lige fra Begyndelsen har udgjort en af Mormonismens Hovedingredientser, vedbliver i Grunden hele Lærens Fremgang og de Ledendes Fremgangsmaade at være uforstaaelig for os. — Man kan vel indse, at Folk i fremmede Verdensdele, ubekjendte med Mormonismens sande Væsen og dens Historie, kunne lade sig besnære og til en Tid aflægge mange Beviser paa sand Opoffrelse for Troens Skyld. Men at de samme Mennesker, efter at have opholdt sig i Utah og lært det afskyelige Bedrageri at kjende, ikke alene vedblive at bekjende sig til Mormonismen, men endogsaa tilsyneladende vedblive at opofre sig for deres Troes Skyld idet de ofte forlade Hjem, Hustru og Børn for uden Vederlag at gaa til fremmede Lande som Missionærer — dette bliver os uforklarligt, saalænge vi ikke vide, at disse Mennesker, som oftest bære Tegn paa deres Legemer, der gjør dem afhængige af deres Lederes Villie og bestandig paaminder dem om den store og altomfattende Dogma: „Lydighed!“ Blind og ubetinget Lydighed, er det første og store Bud hvoraf al Loven og Propheterne hænger i Brigham Youngs Stat. De gode Missionærer fra Zion blive i Reglen slet ikke spurgte om deres Tro eller Lyst til at gaa ud som Missionærer, men faa simpelthen Ordrer af deres Herrer og Mester, Brigham Young, til at gaa ud og „fiske Mennesker“ i den eller den Del af Verden og de adlyde. Der gives endog Exempel paa, at Propheten har sendt Folk paa Mission for at straffe eller ruinere dem og ligefuldt have de ikke vovet at undslaa sig for at reise. Men Hensigten med at sende Folk ud kan naturligvis ogsaa være god, thi Propheten er en Fader for sit Folk; saaledes sendte han 1853 sin egen og sine to Raadgiveres Sønner til England for at de tre unge Kirkeprindser kunde blive reformerede og faa Smag paa Menneskefiskeriet i Stedetfor at holde natlige Fester i Saltsøstaden til Ære for Bachus; men til stor Forargelse for „de Hellige“ og Propheten. Denne Lydighed gjælder naturligvis i alle Forhold, befaler Brigham en af de Hellige at gaa ud og slaa en Frafalden ihjel vil rimeligvis i ni Tilfælde af ti, foregaa et Mord. Hvem troer f. Ex. at blot Halvdelen af de Mormoner som deltog i „Mountain Meadows Myrderiet“, gjorde dette af egen fri Drift? Siger ikke selve Blodhunden Bill Hickman i sin Bekjendelse at de Mord, som han udøvede, var paa Kommando? — Man kan naturligvis spørge hvorledes disse Mænd, som oste ere fødte og opvoxede under ganske andre Forhold kunne underkaste sig et saa nedværdigende, aandeligt Slaveri. Ja dette er naturligvis et dybt og vanskeligt Spørgsmaal at klare tilbunds. Gradvis gaaer det, saa meget er afgjort, og den engelske Digter, Pope, forekommer det mig, antyder Graderne paa en tenmelig slaaende Maade, der hvor han i sin „Essay of man“ siger:
„Vice is a monster with such a frightful mien
- As to be hated, needs but to be seen
But seen to oft', familiar with its face
- We first endure, then pity, then embrace!“[1]
Der gives heller ikke noget saa forunderligt, som Menneskenes Anskuelser eller rettere den Grundvold, hvorpaa disse støtte sig. Det man idag anser for Uret og Synd, afser mon maaske faa Aar efter for en meget rigtig og tilladelig Ting. De gamle Theorier om Samvittigheden eller Guds Stemme i os, synes udelukkende at hidrøre fra ydre Paavirkning og Vanens Magt, thi visse Kannibaler føle ingen Samvittighedsnag ved at spise deres døde Forældre; Indianeren ligesaalidt, naar han stjæler og røver, alt det kan han overkomme, og jo flere Skalper han besidder, jo større er hans Anseelse. De gamle Nordboer endelig følte sig meget besværede af Samvittighedsnag, naar de ikke udførte den Blodhævn, som muligvis paalaa dem. Men ved at bruge Sværdet flinkt: ↄ: slaa saa mange Fjender ihjel som muligt, gjorde de sig værdige til at deltage i Valhals Glæder. Katholiken anser sin Saligheds Sag for at være betrygget mod al Fare, naar den hviler i Pavens og den ene saliggjørende Kirkes Skjød, medens Kvækeren derimod sikkert stoler paa sin egen indre Renhed. Altsaa: Menneskets moralske og religiøse Begreber ere ikke medfødte Naturgaver men udelukkende Produkter, som fremkomme ved de ydre Omgivelsers Paavirkning.
Saaledes naar den ærlige og godtroende europæiske Proselyt først ankommer til Utah og lærer at kjende Forholdene, gyser han som oftest derover, men formedelst sin egen Hjælpeløshed er han i REglen tvungen til at taale dem. Dersom han da ikke er i Besiddelse af moralsk og physisk Mod nok til at rive sig løs, mens det er Tid, saa vil Tiden forandre Forholdene og give dem et nyt Udseende for hans Øine, og halvt tvungen, halvt ligegyldig følger han derefter med Strømmen, indtil det Øieblik kommer, da Kirkens Authoriteter anser det for klogt at lade ham blive Medvider i „Rigets Hemmeligheder“, er i Forbindelse med Flerkoneriet for stedse nedsænker ham i den sorte Afgrund af hemmelige Eder, Pagter og Tegn, der udgjør den hemmelige Mormonisme, og som meddeles Kandidaten i Utah under Navn af Begavelse fra det Høie og først nu er han anset for at staa i fuldt Fællesskab i Mormonkirken i Utah.
Ved Behandlingen af nærværende Emne maa jeg først bemærke, at skjøndt jeg ikke selv har gjennemgaaet denne mystiske Ritus, da jeg, som sagt, holdt mig udenfor al Deltagelse i Mormonsamfundet under mit Ophold i Utah, saa var der dog mangfoldige Ting, som allerede dengang overbeviste mig om Karakteren af dette „Endowment“. Der faldt mig navnlig, medens jeg opholdt mig i Salt Lake City, en lille Phamphlet omhandlende denne Gjenstand i Hænderne, den var, saavidt jeg erindrer, udgivet af et Ægtepar ved Navn van Dusen og bebekræftet ved Ed. Den var illustreret med smaa Træsnit, som forestjllde de samme Scener om „Skabelsen“, „Tvætningen“, „Salvelsen“ etc., som Ældste John Hyde beskriver i sin Bog, „Mormonismen“, der først udkom et Aar efter.
John Hyde, fra hvis Bog jeg har uddraget den følgende Beskrivelse, var en ung, begavet of kundskabsrig ung Englænder, som tilligemed sin Fader emigrerede til Utah i 1853. Ligesom saamange Andre fandt han snart at det var langtfra det „forjættede“ Zion. I 1856 sendtes han som Præsident for et Missionsselskab til Sandwichs Øerne, og det var paa Reisen dertil, at han tog Mod til sig og fældede Dommen over den Lære, som han siden sit 15de Aar havde troet paa. Ved Ankomsten til Sandwich-Øerne fortalte han de øvrige Medlemmer af Missionen sine Anskuelser om Sagen og begyndte at holde Foredrag der og siden i Californien. Da han havde udgivet sin Bog „Mormonismen“, reiste han til England, hvor han nu er en anset Geistlig. — Jeg var personlig tilstede i Tabernaklet, den 11te Januar 1857, da Profeten Heber C. Kimball oplæste to Breve, som vare ankomne fra Hydes Kolleger paa Sandwich Øerne; disse Breve syntes at inspirere denne Mormonismens „Abu Bekr“ med en næsten satanisk Fjendskhed. Han gjorde det Forslag, som blev sekunderet af Kirkens tredie Dignitar, D. Wells, at John Hyde skulde „skjæres bort“ (to be cut off) fra Jesu Kristi Kirkes sidste Dages Hellige og overantvordes i Satans Vold etc., etc.
I et Brev til Brigham Young, dateret „New York i Juli 1857“, udtaler Mr. Hyde sig paa følgende Maade: „Jeg har aabenbaret Mysterierne ved eders hemmelige Orden med dens forræderiske Eder; og dette har jeg gjort, ikke for at tilfredsstille nogen overspændt offenlig Nysgjerrighed men for at vise eders Tilhængere udenfor Utah, hvilke Planer det er, de opfordres til at understøtte og hjælpe, og hvad Slags Velsignelse det er, som De paastaaer, Gud har opbevaret for dem der. Jeg har ogsaa gjort det for at henlede de Forenede Staters Regjerings Opmærksomhed paa den sande Hensigt og Karakter af Eders System....Jeg føler, at baade Gud og min Fornuft tilfulde samtykker i, at jeg bryder disse hemmelige Eder, og lige saa fuldt føler jeg mig berettiget til at byde mit Lydighedsløfte At jeg derved udsætter mig for den Straf, som De har knyttet til hine Forpligtelser, er mig fuldkommen bevidst, men jeg troer, min Pligt er større end den are, som kan paafølge. Dersom deres Lære er sand, behøver den ikke at frygte Dagens Lys, er den derimod falsk, da vinder baade De og Menneskeslægten i det Hele taget ved, at den bliver kjendt og forstaaet. Jeg vil tilstaa, at De efter min Mening stoler oprigtigt baade paa Joseph Smiths og deres egen særlige Udvælgelse, men der er tydeligt, at De paa samme Tid leder Tusinder tillidsfulde Sjæle til Ruin og Ødelæggelse. En Følelse af Medlidenhed med disse er ogsaa en af mine Bevæggrunde til at tilintetgjøre deres Planer........“[2]
Vi ville nu gaa over til John Hydes Beretning om hvorledes han modtog „Begavelsen fra det Høie“.
„....Meget har været sagt angaaende Mormonernes Begavelse eller Endowment. De som havde modtaget eller gjennemgaaet Hemmeligheden, søgte stedse at fremstille det som noget overordentlig stort og ophøiet, indtil man virkelig antog, at der var noget sublimt deri. De, som vare i Besiddelse af Hemmeligheden lode af Stolthed derover, og for at Enhver skulde one dette Fortrin, undertiden dunkle Hentydninger falde. De fremviste besynderlige Underklæder besat med mystiske Mærker, hvilke de havde modtaget i Templet og som de bestandig bare. De fortalte deres forbansede Tilhørere at dette Endowment var Fylden af de himmelske Begavelser etc...., men hvad det i Virkeligheden var eller bestod af, forblev en dyb Hemmelighed, da Enhver som havde gjennemgaaet Mysterierne vare hjemfaldne til frygtelige Straffedomme, hvis de aabenbarede noget derom. — Eder maatte aflægges som forpligtede Vedkommende til at underkaste sig en øieblikkelig og voldsom Død, hvis han aabenbarede Hemmeligheden. Jeg er nu ifærd med at give en Beretning om disse Ceremonier saa nær, som jeg kan erindre dem, og følgende Grunde bevæge mig til at bryde mine Eder: 1. Da Ingen kjendte Indholdet af disse Eder, førend man hørte dem, og da Ingen efter at have hørt dem turde nægte at aflægge dem, ere de i retslig Henseende ikke bindende. 2) Disse Løfter indbefattede ogsaa Lydighed etc., men da jeg ikke mere har i Sinde at adlyde, saa kan det ikke være mere upassende, at bryde Taushedsløftet end Løftet om ubetinget Lydighed. 3. Disse Forpligtelser indbefatte Forræderi mod de Forenede Stater og ere derfor ulovlige, — endvidere da Loven anseer Dølgsmaal om Forræderi for lig med Forræderi, bliver det en Pligt at aabenbare Samme. 4. Da Løftet om dette Endowment er at af de vigtigste Lokkemidler for at bevæge Mormoner til at emigrere til Utah, er det billigt, at de komme til at kjende Værdien af disse forventede Velsignelser. 5. Der er bedre at bryde et syndigt Løfte end at holde det, og det havde saaledes været bedre for Herodes at bryde sit Løfte end at dræbe Johannes den Døber.
Med Hensyn til den Straf, jeg paadrager mig, da har jeg kun en Pligt mod Gud og Verden, og min Sikkerhed henstiller jeg da ogsaa til Gud og Verden. Fredagen den 10de November 1854 gik jeg med min Hustru efter forudgiven Underretning til Endowmenthuset i Salt Lake City hvor vi traf sammen med 30 andre Personer, som ventede der, og som tilligemed os paa denne Dag skulde modtage Begavelsen fra det Høie. Vore Navne, Fødsler, Ægteskabsdato etc. bleve indskrevne i en Bog og vore Kvitteringer fra Tiendekontoret eftersete; thi førend man hører Musiken maa man betale Musikanterne. De af os som, ikke tidligere vare blevne beseglede til vore Koner, bleve nu beseglede af Heber C. Kimball, hvis særlige Forretning det var at meddele Begavelsen. Derpaa førtes vi ind i et langt Værelse, som ved Hjælp af flere hvide Forhæng var afdelt i flere mindre Rum; Damerne til en Afdeling af Huset og Herrerne til en anden. Alt var høitideligt og stille, intet Ord blev talet undtagen af de Tjenstgjørende i en sagte, hviskende Tone.
En efter anden blev indkaldt, og omsider kom Turen til mig. Jeg afklædte mig efter Befaling og blev derpaa lagt ned i et almindeligt Badebassin, gjort af Blik, men malet baade ind- og udvendig. En Doktor Sprague, som i Forbigaaende sagt, er en af de mest raa og vulgære Personer, jeg nogensinde har set, gjorde Tjeneste ved Tvætningen, hvilken Ceremoni bestod i at blive vadsket med lunket Vand over hele Legemet, fra Hovedet nedad, medens en passende Velsignelse bliver udtalt over enhver LEgemsdel, saaledes over Hjernen, at den bliver stærk, Ørerne, at de blive hurtige til at høre Guds Ord og saa fremdeles. Tvættet og erklæret ren fra denne Slægts Blod, blev jeg overladt til Parley Pratt, som sad i et Hjørne for at give enhver ren Mand et nyt Navn, ved hvilket han skulde kjendes i Guds himmelske Rige. Han kaldte mig „Enock“. Derpaa førtes vi tilbage til det første Rum, hvor vi alle bleve satte paa Stole og en stærk lugtende Olie blev heldt over vore Hoveder fra et Kar af Mahognitræ i Form af et Kohorn. Vore Øine, Øren, Næse og Mund vare imidlertid blevne indgnedne med denne Salve, indtil vi følte os overmaade fedtede og duftende. Salvingen besørgedes af de to Ældste, Taylor og Cumming. Og ledsagedes af en Række Velsignelse lignende dem, som vare anvendte under Tvætningen. Salvningsceremonien var et forberedende Skridt for Ordination til „Konge og Præst for Gud og Lammet“, hvilken høitdelig Indvielse dog kun kan udføres i det virkelige Tempel[3]. Saaeldes salvede og velsignede maatte vi iføre os et Slags ny Klæder (the garments), som vare forfærdigede af Musselin eller Lærred. De maatte bæres nærmest til Kroppen, naaede fra Hovedet til Fødderne og lignede forresten et Barns sædvanlige Nathabit. Over disse iførtes man en Skjorte og derover igjen en Linned Mantel, som naaede til Gulvet, hængte løst over den ene Skulder og var forsynet med et Bælte, omkring Livet. En Hue, forsærdiget af en Alen firkantet Lærred, sammenviklet saa at den passede om Hovedet; Strømper og hvide Linned-Sko suldstændiggjorde Kostumet. Medens vi saaledes bleve paaklædte opførtes der i det tilstødende Værelse en Farce, som skulde gjengive „Skabelsen“: „Elohim“ raadslaaer med „Jehovah“, Jesus og Michael om at befolke Jorden, og sender de tre sidste ned for at bringe ham Underretning om Udsigterne. De gaa, komme tilbage; og dermed er det første Kapitel af Genesis udført. Elohim er ‚Herren’, o.s.v., de andre tre udførte hans Befalinger og sige: „Og der blev Lys“ etc. Denne hele Komedie gjorde Indtrykket af at være en forrykt Gudsbespottelse. — Ved Slutningen af Farcen kom „Jehovah“, „Jesus“ og „Michael“ ned til os, for at udføre den sjette Dags Arbeide eller Menneskets Skabelse, som gik for sig ved at berøre vore Legemer, blæse os i Ansigtet etc.
Vi antoges nu at være lig Adam, nylig skabte og aldeles lydige og føielige i vor Skabers Hænder, (en Allegori, som snart paa en frygtelig Maade skulde blive til Virkelighed) men vi vare „alene“. Dog — efter lidt mer Komedie — bleve vore Koner indførte. De vare paaklædte ligesom vi, og havde gjennemgaaet de samme Ceremonier. Deres Betjening var naturligvis udført af Damer: Miss E. R. Snow og andre. — Man befalede os nu at lukke Øinene og forestille Søvn, og paa Kommando: „staa op og se“, bleve vore Koner os givne tilbage. Glæde fyldte naturligvis vore Hjerter, og saa maatte vi parvis marshere ind i det Værelse, hvorfra vi havde hørt Elohims Røst. Ved Hjælp af nogle smaa Grantræer etc. skulde dette Værelse forestille Paradiset. W. C. Staines og Miss E. R. Snow spillede Adam og Eva og alt, hvad de gjorde skulde vi efterabe. Nogle Rosiner (det burde jo have været Æbler), hængte paa en Busk og W. W. Phelps, som forestillede Satan (og den Rolle spillede han udmærket), søgte at faa os til at spise af dem. — Kvinden fristede mig selvfølgelig og jeg spiste; men saa bleve vi forbandede af Elohim, som kom for at se til os. Satan blev udjaget og denne lærde Astronom og Apostel, krøb pibende og jamrende bort paa Hænder og Fødder!
Derefter betragtedes vi som Faldne og Fortabte og nu begyndte den alvorlige, frygtelige Del af disse ellers saa naragtige Forestillinger.
Af vor faldne og hjælpeløse Tilstand kunde vi kun reddes ved en høiere Magt og en høiere Lov; men denne Magt og denne Lov beskikkes af Gud, idet han opretter Præstedømmet, som er begavet med den nødvendige Authoritet. Dets Magt er ubegrændset, dets Befalinger uimodsigelige, dets Dom urokkelig og dets Myndighed uoverstigelig.
Præstedømmet blev Guds Stedfortræder, det skulde handle med Guds Myndighed og i Guds Sted. Eder om ubrødelig Taushed, om Lydighed, om Afhængighed af Præstedømmet, og især om ikke at røre ved nogen Kvinde undtagen hun var ham givet af Præstedømmet, ved Præsidenten bleve nu forelæste for de halvtindviede, forfærdede Begyndere. Et Tegn, et særegent Haandtryk og en Parol blev nu meddelt og indprentet i vor Hukommelse og bermed var den tredie Grad af Mormon Begavelsen eller den første Grad af Aarons Præstedømme os meddelt.
Mennesket — saaledes fortsætter Allegorien — gaaer nu ud i Verden, hvor Mørke er Lys og Lys er Mørke. Han svæver i Uvished om, hvad der er det Rette, idet han kun har en ringere Lov og et ringere Præstedømme til at lede sig. Paa denne Maade kom vi ind i et Værelse, hvor vi antoges at være midt iblandt vor egen Tids Sekter, og hvor forskjellige Repræsentanter for vor egen Tids Sekter saasom Kvækere, Methodister o. s. v., bleve foreviste. Satan, W. W. Phelps, møder og hilser enhver af dem med et „God Morgen! Broder Methodist“ etc. etc. Jeg elsker Eder Alle, I ere alle mine Venner etc.“ Men saa møder der tre Apostle, Peter (P. Pratt), Jakob (J. Taylor) og Johannes (E. Snow), hvilke forstyrre det gode Forhold mellem „den Gamle“ og Sekterne. Efter endel Kjævleri mellem ham og Apostlene befaler Peter tilsidst Satan at „vige bort i den Herre Jesu Christi Navn, og formedelst det hellige Præstedømmes Fuldmagt“ og Satan farer ud i et rædsomt Raseri! — Nu begynde de tre Apostle at undersøge vor Stilling og give os ny Instruktioner, ikke alene med Hensyn til Præstedømmet i Almindelighed som en abstrakt Ide men ogsaa med Hensyn til de mormonske Kirkefyrster, som de eneste Repræsentater for dette Præstedømme.
Hensigten hermed var at vise, hvorlunde de tre nævnte Apostle kom ned til Joseph Smith og meddelte ham Præstedømmet, som fra ham overgik til Brigham Young. Al Ærefrygt, som der ellers kunde tilfalde Kristus og Apostlene, tilfalder følgelig nu Mormon-Præstedømmet; man bør vise det en øieblikkelig, ubetinget og fuldkommen Lydighed og være, som Kimball sagde: „lig en fedtet Pjalt i Brigham Youngs Hænder!“ Nu ere vi, ifølge Allegorien, paa Veien til Guds Rige! Gud har forbarmet sig over den faldne Verden og aabenbaret sit Evangelium for Smith, som han har begavet med Præstedømmet, men nu fordrer Gud ogsaa en ubetinget Lydighed mod Smith og hans Efterfølgere. — Straffen for at bryde Tausheds-Eden af den første Grad var, at Halsen skulde skæres over; ved den anden Grad, skulde Hjertet rives ud og saa fremdeles — udtrukket i rædsomme Detailler, thi Farcen var nu gaaet over til en frygtelig Virkelighed.
Alle Graderne endte med ny Tegn, Haandgreb og Paroler. Allegorien fremstiller nu Mennesket i en tildels frelst Tilstand. Vi føres ind i et andet Værelse med et Alter i Midten. Her paalægges vi ubrødelig Troskab mod Brødrene og især „aldrig at tale ilde om Herrens Salvede“, eller med andre Ord, at holde vor Mund lukket overfor enhver Last; at se, men ikke at tale. Vi skulle ikke alene tænke med deres Tanker, føle, som de føle, handle, som de handle, men ogsaa komme til dem som Mæglere mellem Kristus og Mennesket — ligesom Kristus er Mægleren mellem dem og Gud — og endelig at vise ubetinget Lydighed mod enhver Befaling, hvor forr derisk, forbryderisk, unaturlig og ugudelig den end kunde synes.
Vi skulde først have Kirken i vore Tanker og ofre den vor udelukkende Hengivenhed; stedse staa beredte til paa deres Opfordring at ofre vor varmeste Ven, nærmeste Slægtning, kjæreste Hustru, ja vort eget Liv og Blod, — og ikke holde nogetsomhelst i vor Besiddelse helligt, intet Løfte eller nogen Cd bidende, som i mindste Maade modstred eller hæmmede Kirkens Interesser.
Efter at denne Ed var aflagt, modtog vi ny Tegn med Haandgreb og Parol, og dermed havde vi taget den første Grad i det høiere eller melchisadekske Præstedømme. Straffen for at overtræde eller aabenbare denne Ed var, at faa Navlen overskaaret, Indvoldene udrevne etc. etc., udtværet paa alle mulige skrækkelige og afskyelige Maader.
Forstummede, trætte, nedbøiede under en Følelse af et frygteligt, unaturligt Ansvar, og agiterede af en Slags Anelse om, hvad der endnu stod tilbage, førtes vi ind i det næste Værelse. Her stod et Alter i Midten og paa dette laa Bibelen, Mormons Bog, og Smiths Aabenbaringer (Pagtens Bog). Mænd og Kvinder bleve vi opstillede omkrig dette Sted. Kimball stod nær os; Brigham i det næste Værelse og saa til. Parley P. Pratt var Tjenestgjørende, og den fjerde Ed blev oplæst. — Allegorien forudsatte nu, at Mennesket var paa en taalelig sikker Vei til Frelse; men havde for Tiden en stor Pligt at opfylde. Det var ikke en abstrakt Theori om Lydighed, heller ikke Lydighed i visse abstrakte Tilfælde, men en vigtig og paatrængende Pligt: Vi maatte sværge, at nære et stedsevarende Had til de For. Staters Regjering, fordi den ikke hævnede Joseph Smiths Død eller gjorde noget med Hensyn til de Helliges Forfølgelser — at gjøre Alt, hvad vi kunde for at nedrive og styrte denne Regjering, søge at forstyrre dens Planer og tilintetgjøre dens Hensigter, at frasige den al Troskab og nægte den al Underdanighed Hvis vi ikke selv kunde udrette noget i denne Retning, skulde vi indskærpe det hos vore Børn og paa vort Dødsleie efterlade det til dem som vor sidste Villie, hvilken skulde være deres hele Livs helligste Pligt og ledende Tanke; — paa det at Guds og Kristi Rige (Mormonhierarchiet) maatte underlægge sig alle andre Riger, indtil det opfyldte Jorden! De skrækkeligste Forbandels r og mest barbariske Straffe stilledes i Udsigt, for dem, som ikke holdt sig disse Punkter efterrettelige, eller vovede at aabenbare dem. Et nyt Tegn og Haandgreb og en Parol — og anden Grad af det melchisadeske Præstedømme var meddelt. Nu vare vi, ifølge Allegorien, antagelige for Gud og kunde komme til ham som hans Børn, — men man fortalte os, at vor Overkjortel hængte paa den forkerte Skulder og som et Tegn paa vor Afhængighed af Præstedømmet toge de og lagde den paa den Rette.
For at give disse Handlinger en dybere religiøs Form lærte de os nu en ny Maade at bede paa: Vi bleve alle stillede i en Cirkel for i en sagte Tone at gjentage alle Tegnene etc., som havde ugjort Begavelses-Formularerne, og derpaa sammenkjæde vore Hænder og Arme paa en fanatisk Maade. Saaledes opstillede, faldt en dertil beskikket ned paa sit høire Knæ, tog fat i den nærmeste Broders Haand og bad derpaa langsomt, medens Enhver i Cirkelen gjentog hans Ord.
Denne Slags Bedecirkler anses for at være særdeles mægtige hos Gud. Brigham og de tolv Apostle bede ofte paa denne Maade tildels for at gjentage og erindre de bestemte Tegn etc.
Ved denne Leilighed bad Parley P. Pratt, som var den Tjenestegjørende, at Gud vilde forbande eller velsigne os i samme Forhold, som vi adlød eller forsømte derne Pagt, som vi her havde indgaaet, og det, som han bad, maatte vi gjentage Ord for Ord.
Dermed vare vi Brødre og Medlemmer af Herrens Præstedømmes hellige Orden og havde Adgang til alle dette Broderskabs Herligheder. Vi kunde til enhver Tid gjenkjende hverandre, uhyre Hemmeligheder sammenbandt os, og ved frygtelige Eder vare vi lænkede til Præstedømmet.
Vi skulde nu gaa forbi „Forhænget“ (et Forhæng af hvidt Lærred) og paa samme Tid gjentage hele den foregaaende Formular. Et Par Mærker bleve klippede paa Brystet af vor Skjorte og et andet Navn tilhvisket os, men saa hurtigt og sagte, at det var vanskeligt at opfatte. Gjennem Forhænget spadserede vi saa ind i „Guds himmelske Rige“; hvorpaa Enhver gik tilbage og indlod sin Hustru, som havde at repetere de samme Formularer. I det „himmelske Rige“ var Brigham og flere andre, som ventede paa at høre de „Begavelses-Forelæsninger“, som blive givne ved saadanne Leiligheder.
Vi fik Tilladelse til at tage vore Klæder paa, og da Klokken imidertid var blevet fire, nød vi ogsaa i Hast nogle Forfriskninger, hvorpaa vi begav os tilbage til „Himmeriges Rige“ for at høre Forelæsningen. — Denne gaves af H. C. Kimball, som deri yderligere forklarede Allegoriens dybe og alvorlige Betydning, og gjentog de givne hemmelige Tegn same hele Formularen, for at indprente dem i vor Hukommelse. Da disse Tegn etc. ere nødvendige for at gjenkjendes af de Indviede. Det Hele endte med nogle frygtelige, betydningsfulde Trusler. Da Klokken var sex, gik vi alle tilbage til Samlingsrummet, hvor vi atter iførte os vor egen Garderobe, og dermed var Affæren sluttet“.
„Der er kun faa Mennesker“, — siger Hyde, — som have Sjælsstyrke eller Mod nok til at afkaste det bedøvende Indtryk eller beseire den Indflydelse paa Sindet, som en saadan Dags Erfaringer efterlade!“ Og derpaa gives intet bedre Bevis end den Kjendsgjerning, at af de mange Hundreder, som lig John Hyde have gjennemgaaet dette Pandæmonium, men senere forladt og fornægtet Mormonismen, have — saavidt jeg ved — kun to vovet at aabenbare og fortælle, hvad det er.
At de Grunde, som Hr. Hyde fremfører for sin egen Tilsidesættelse af disse Eder, Pagter etc., ere gode og fornuftige, vil vist intet rettænkende Menneske benægte. Jeg har gjengivet hans Aabenbaring, fordi der uden Tvivl ere Tusinder af Landsmænd i Utah, som, skjøndt de have modtaget den saakaldte Begavelse, dog paa Grund af deres Ubekjendtskab med Sproget — endnu ere forholdsvise uvidende om dette Endowments sande Betydning og Karakter. I det Haab at ogsaa disse maatte komme til at indsee, at et Samfund, som behøver at skjule sig i Mørket, ikke kan være af ham, som selv er Lyset og Lysets Fader — er min Bevæggrund til, at jeg her har bragt det frem for Lyset.
- ↑ Hvilket paa Dansk omtrent lyde saaledes:
- Last er en Trold med saa hæslige Lader,
- Men altsom Bekjendtskabet fremskrider, den
- Først taales, saa ynkes, saa favnes som Ven.
- ↑ Se „Mormonism“ af John Hyde.
- ↑ Disse kostbare „Templer“, som Mormonerne ere saa ivrige i at opføre; ligne mere hedenske Templer end kristelige Kirker og Forsamlingshuse.