Alexander Hamilton og den nordamerikanske Unionsforfatning

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Det Nordiske Forlag, Bogforlaget Ernst Bojesen København Mindre Arbejder


Høffding - Mindre Arbejder.djvu Høffding - Mindre Arbejder.djvu/8 113-141

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

ALEXANDER HAMILTON OG DEN NORDAMERIKANSKE UNIONSFORFATNING.


I.

Det er ofte blevet bemærket, at den historiske Opfattelse, som i vort Aarhundrede er den herskende, staar i en skarp Modsætning til den, der raadede i forrige Aarhundrede. Man var i det 18. Aarhundrede tilbøjelig til at forklare historiske Begivenheder, især Grundlæggelsen af Institutioner, der havde vist sig at være betydningsfulde, af bevidst Overlæg og Hensigt hos enkelte Personligheder. Og i naturlig Forbindelse hermed nærede man en stor, næsten ubegrænset Tillid til, hvad den ret »oplyste« menneskelige Fornuft kunde gøre for at ordne Samfundsforholdene paa bedste Maade. Det Ædleste og det Bedste, som det 18. Aarhundrede har frembragt, skyldes denne Tillid. Den nu herskende historiske Betragtningsmaade gaar derimod ud fra den Tanke, at alt Stort sker, eller i hvert Tilfælde indledes, i Tavshed, i Ubevidsthed. Grundigere Kendskab til Historien har vist, hvorledes sociale og politiske Institutioner udvikle sig langsomt, og uden at der fra først af behøver at være nogen Bevidsthed om deres Betydning og deres fjernere Virkninger. Historien staar for os som en stor ubevidst Udviklingsgang, ved hvilken de bevægende Kræfter, som fra først af raade, kunne være helt andre end de, der senere føre til at fastholde og paaskønne, hvad der har udviklet sig. Den Betydning, en Institution faar paa Højdepunktet af sin Udvikling, kan ikke antages at have gjort sig gældende i deres Bevidsthed, som lagde den første Grund til den. Og vi pleje at tilføje, at det er sundt, naar Udviklingen saaledes gaar overvejende ubevidst for sig, ligesom Barnets Udvikling foregaar heldigst, naar man lægger saa lidt Mærke til det som muligt, og først og fremmest naar det lægger saa lidt Mærke til sig selv som muligt. Naar Kraften og Formerne ere udviklede, saa er det Tid for Selvfølelsen og Selvbevidstheden at vaagne, for at det Udviklede kan fattes og fortsættes med fuld Forstaaelse af dets Værd. Men denne grundigere og sundere historiske Opfattelse, ved hvilken vort Aarhundrede staar saa højt over det forrige, har paa den anden Side berøvet os dettes store Tillid til Tankens Magt paa det sociale og politiske Omraade. Vi have set saa mange Eksempler paa, at de snildest udtænkte Ordninger ikke bestaa, hvor den naturlige Jordbund i Folkets Erfaringer og dets gennem lange Tider grundfæstede Karakter mangler. Det er intet Under, at man er bleven skeptisk over for den menneskelige Aauds Evne til med Bevidsthed at gribe ind i og paa gavnlig Maade at ordne de sociale og politiske Forhold. — En saadan Tvivl, en Tvivl, der synes saa vel begrundet ved hele den moderne opfattelse af Historien, har noget Svækkende og Trøstesløst ved sig. Er vi da henviste til at lade os glide med Strømmen? Kunne vi lige saa godt lade være at tænke og at ville?

Allerede en simpel Betragtning (som allerede er antydet i det Foregaaende) viser, at vor Opfattelse let kan blive lige saa ensidig som det 18. Aarhundredes paa sin Maade var. Den bevidste Tanke og Vilje hjælper ganske vist ikke, naar ingen naturlige Betingelser og Evner ere til Stede. De kunne Intet bygge eller skabe ud af sig selv. Men naar Tanken netop først og fremmest benyttes til at forstaa, hvilke Betingelser der ere til Stede og hvortil de kunne benyttes, — hvilke Farer der true, og hvorledes de kunne undgaas og forminskes, saa er den selv et vigtigt Led i Udviklingen, et Led, som ikke kan undværes, naar Livsgangen skal være stor og sund.

En interessant Bekræftelse heraf frembyder den amerikanske Unionsforfatnings Grundlæggelse. Her blev med klar Bevidsthed Konsekvensen dragen af en lang, i mindre Kredse forløbende Udvikling. Slutstenen blev sat paa en Bygning, som var vokset frem i det Skjulte. Med fremskuende Blik blev der lagt Midler til Rette for at forebygge Farer, om hvis Alvor det følgende Aarhundredes Historie noksom har vidnet. Og der var en bestemt Anelse om, at det grundlagte Værk vilde komme til at afgive Ramme for en storartet Udvikling, som vilde blive af Betydning ikke blot for det enkelte Folk, men for hele Menneskeheden[1]. Ogsaa denne forudskuende Bevidsthed har Historien bekræftet. Den har vist os det i nyere Tid enestaaende Syn af en demokratisk Stormagt. Der er nu gaaet hundrede Aar, siden Unionsforfatningen traadte i Kraft; og det vil sikkert have sin Interesse at dvæle ved de Tanker, og de ydre Forhold, ved hvis Vekselvirkning den blev til.

Æren for dette store Værk tilkommer først og fremmest en hel Kreds af udmærkede Mænd, som vare besjælede af de nye Tanker, det 18. Aarhundredes engelske og franske Literatur havde sat i Bevægelse, og som ikke mindre vare fortrolige med de nordamerikanske Staters Forhold og med den Folkeaand, som der havde udviklet sig, — Mænd, der i Krig og Fred havde kæmpet for Frihedens og Selvstyrelsens Sag. Men blandt dem er der igen én Mand, hvis Navn paa en særlig Maade er knyttet til Unionsforfatningen, fordi han var den første, der undfangede den Grundtanke, paa hvilken den beror, og med størst Klarhed og Energi begrundede og udviklede denne Tanke, ligesom han ogsaa med stor Kraft virkede for dens Udførelse. Denne Mand var Alexander Hamilton, en af de største Statsmænd og tillige en af de største politiske Filosofer, som nogen Sinde har levet. Det er paa Tide, at hans Navn drages frem for den almindelige Bevidsthed. Han fortjener en Plads ved Siden af Washington og Franklin i Nordamerikas Historie, og i de politiske Ideers Historie fortjener han en Plads i første Række.

Ogsaa ved sin Personlighed er han værdig til en mere almindelig Opmærksomhed, end der hidtil er bleven ham til Del. De betydningsfulde Tanker, han kæmpede for, fandt i ham ikke blot en af de mest geniale og energiske, men tillige en af de ædleste Forkæmpere, som nogen Sinde en stor og god Sag har haft. Han satte sit Liv ind for sin Sags Renhed. Under al Døgnets Strid, under den Forplumring af alle Forhold, al den Løgn og Smaalighed, som Nutidens politiske Liv saa mange Steder frembyder, er det styrkende at vende Blikket mod et Syn, som Historien ingenlunde frembyder paa mange af sine Blade: en stor og praktisk Idé, fattet med klar Bevidsthed og gennemført af en ren og energisk Vilje, hvem det lykkes i det afgørende Øjeblik at faa Folket til at lytte til sin Røst.

II

De nordamerikanske Fristater skylde Uafhængighedsdriften og Frihedsfølelsen deres Oprindelse. De grundedes af Mennesker, som vilde undfly det religiøse og politiske Tyranni i Europa. Ny-England (de nordligste af Fristaterne) blev f. Eks. til ved de saakaldte »Pilgrimsfædres« Udvandring (1620). En Flok Puritanere var 1612 udvandret fra England til Holland, men besluttede senere at drage over til den nye Verden for at kunne leve efter deres egen Overbevisning. Under store Møjsommeligheder og Farer fæstede man Bo der.

Den nye Kolonis Forfatning var i den første Tid aldeles uafhængig af Englands. Alle Menighedens Medlemmer samledes fra Tid til anden for at holde Raad, og man valgte sig selv en Guvernør, der med nogle faa Raadgivere ledede de løbende Forretninger. Da senere Folkemængden tiltog, indrettede man (1639) en Repræsentation, som skulde give Love. Hvad der mest udpræget fremtraadte i Ny-England, udviklede sig i beslægtede Former i de andre Kolonier. Den engelske Regering søgte forgæves at kue denne saa naturligt opstaaede Selvstyrelse. Gennem Deltagelsen i den indre Styrelse af de offentlige Anliggender paa de forskellige Trin udviklede der sig en Almensans og en Borgeraand, som paa den Tid var enestaaende i Verden. Selv de mest fremskredne Aander i Gammel-England forstod ikke ret hvad der gik for sig der ovre. Man ser dette f. Eks. af den Forfatning, som John Locke udkastede for Karolina. Vel blev flere af Udkastets mere frisindede Bestemmelser ændrede af de Lorder, hvem Kolonien var overdragen af Karl II; men selv afset herfra stred Udkastet mod den hele Retning, Udviklingen havde taget der ovre, og det kom derfor aldrig til virkelig Anvendelse.

Ligesom Koloniernes Borgere saaledes havde Lejlighed til at øve sig i indre Selvstyrelse, saaledes frembød de hyppige Kampe med Indianere og Franskmænd Anledning til at erfare Betydningen af Sammenslutning og Enhed mellem de enkelte Stater. Allerede 1643 sluttede saaledes fem Kolonier sig sammen som »the united Colonies of New-England« til et offensivt og defensivt Forbund. Medens enhver Koloni beholdt sin Selvstyrelse, skulde alle Spørgsmaal om Krig og Fred og i det Hele alle Sager af fælles Interesse afgøres af en Forsamling, der bestod af to Udsendinge fra hver Koloni. Et Aarhundrede senere (1754) udkastede Benjamin Franklin en Plan til et Forbund mellem alle Kolonierne under Ledelse af en af den engelske Regering udnævnt Generalguvernør. Men denne Plan blev forkastet i Kolonierne, fordi man mente, at den indeholdt for store Forrettigheder for Kronen, og af det engelske Ministerium, fordi den var for demokratisk. Franklin mente (som det ses af hans Selvbiografi), at hvis hans Plan var bleven fulgt, vilde Kolonierne have været stærke nok til at forsvare sig selv; den engelske Regering havde da manglet ethvert Paaskud til at beskatte dem, og den blodige Kamp mellem Kolonierne og England vilde være undgaaet. »Men,« tilføjer den gamle Vismand, »saadanne Misgreb ere intet Nyt; Historien er fuld af Staters og Fyrsters Vildfarelser. Se dig omkring i Verden! Hvor Faa forstaa deres eget Vel eller følge det, naar de forstaa det! De, der staa ved Statens Ror, have for det Meste Meget at gøre og gøre sig ikke den Ulejlighed at overveje og udføre nye Planer. De bedste offentlige Forholdsregler antages derfor sjeldent paa Grund af forudgaaende Visdom, men paatvinges af Omstændighederne.«

Saaledes havde det amerikanske Folk baade Lejlighed til at gøre Erfaringer og øve sine Kræfter ved selvstændig Deltagelse i indre og ydre Anliggenders Ordning. Det havde faaet den bedste Opdragelse, et Folk kan faa, den, som bestaar i at handle selv, Ansigt til Ansigt med de virkelige Forhold, uden at en arvelig Regerings Formynderskab eller et selvklogt Bureaukrati i enhver Sag træder imellem.

Den amerikanske Revolution fik derfor ogsaa en anden Karakter end den franske. Man havde i Amerika udøvet Friheden, før man officielt fik den eller tog den. Gennem lang historisk Udvikling var der bragt en solid Underbygning til Veje, som kunde holde, selv om Spiret toges bort. Med den engelske Styrelse i Amerika faldt ikke enhver Styrelse; man havde lært at styre sig selv. Kontinuiteten blev ikke afbrudt. Folket var ikke vant til at faa sin Parole fra London, og det gjorde da Intet, at Forbindelsen afbrødes. Vanskeligheden ved Unionsforfatningens Tilblivelse beroede tvert imod paa, at man var saa vant til næsten ubegrænset Selvstyrelse i de mindre Kredse, at man følte en Uvilje ved at oprette en Centralmyndighed. Men Livet opløstes ikke, fordi den øverste Autoritet stødtes bort. Anderledes i Frankrig. Her var Centralisationen trængt i den Grad igennem, at Alt tilsidst hang i én Traad, saa at det maatte falde til Jorden, naar denne ene Traad overskares. Kontinuiteten i Folkets Liv blev paa en Gang afbrudt og er aldrig bleven fuldt genoprettet siden. Udviklingen af det enevældige Kongedømme havde ført til at trykke alle Klasser ned og berøve alle Kredse ethvert Initiativ. Intet Fællesskab føltes. Kongen og hans Embedsmænd maatte gribe ind overalt, hvis ikke Alt skulde gaa i Staa. I en Indberetning til Ludvig XVI skrev Turgot: »Deres Majestæt er nødt til at afgøre Alt selv eller ved Deres Embedsmænd. Man venter Deres udtrykkelige Ordrer, før man bidrager til det offentlige Vel, før man agter Andres Ret, undertiden endog før man handler i sine egne Anliggender«[2]. Ved Revolutionen beholdt man den centraliserede Styrelsesmaade, og de jakobinske Magthavere saa vel som senere den militære Usurpator fandt derved deres Vej banet.

Hvad Amerikanerne kæmpede for i deres Frihedskrig, var den gammel-engelske Frihed, det Princip, at et Folk ikke kan beskattes, naar det ikke selv gennem sine Repræsentanter har bevilget Skatten. Dette erkendtes ogsaa offentligt af mange Englændere. Den ældre Pitt erklærede saaledes i Overhuset (20. Januar 1775): »Den Aand, som nu gør Modstand mod Beskatningen i Amerika, er den samme, som forhen modsatte sig Laan, Privilegier og Skibsafgift i England, den samme Aand, som fik hele England til at rejse sig og ved »Bill of Right« hævdede den engelske Konstitution, det samme Princip, som fastslog den store, fundamentale og væsentlige Grundsætning, paa hvilken vore Friheder hvile: at ingen engelsk Undersaat kan beskattes uden efter eget samtykke. Whiggismens hæderfulde Aand besjæler tre Millioner Mennesker i Amerika, som foretrække Fattigdom med Frihed og ville dø under Forsvaret for deres Rettigheder som Mænd, som frie Mænd.« — Selv i deres Revolution havde Amerikanerne historisk Grund under Fødderne. Vel beraabte de sig i deres berømte Uafhængighedserklæring paa almindelige og oprindelige Menneskerettigheder, og man beskyldte Erklæringens Forfatter, Jefferson, for at have skrevet den ud af Locke's Skrift »On Government«. Men de amerikanske Ledere havde en anden Forestilling om deres »Menneskerettigheder« end de franske Revolutionsmænd. De mente ikke, at Alt først maatte raseres, for at man saa paa bar Grund kunde opføre en ny Bygning efter visse abstrakte Principer. De »oprindelige« Principer betragtede man som de inderste Motiver og Tendenser i selve den historiske Udvikling, og hvad man krævede, var blot, at denne Udvikling ikke skulde stanses ved noget Magtbud.

Frihedskrigens Historie ville vi her ikke dvæle ved. Gennem skiftende Sejre og Uheld førte den til et Punkt, hvor Englands Kræfter vare udtømte. Trods sine uhyre Udgifter, trods de Grusomheder og de til Dels forræderske Midler, som anvendtes, maatte England give tabt. — Amerikanerne stode ved Maalet. Men for at blive et Folk, er det ikke nok at afkaste det ydre Aag. Store indre Vanskeligheder vare endnu at overvinde, og med Rette har en amerikansk Forfatter nyligt kaldt Tiden fra Fredsslutningen til Unionsforfatningens Vedtagelse (1783—1789) den mest kritiske Periode i Amerikas Historie.

III.

Medens det engelske Herredømme varede, havde Kolonierne ikke haft nogen stadig Forbindelse med hverandre. Enhver af dem havde havt at gøre med den engelske Regering og kæmpet for at hævde sin Selvstyrelse overfor den; men afset fra enkelte Forsøg paa Sammenslutning var Unionstanken ikke meget levende. Lige saa lidt som der var nogen stadig politisk Forbindelse, var der nogen synderlig Handelsforbindelse mellem Kolonierne indbyrdes. Nordamerika var væsentligt et agerdyrkende Land. Rejserne fra den ene Koloni til den anden vare desuden besværlige og sjældne; medens nu Tusender dagligt færdes paa Rejse mellem Boston og New-York, vare to Postkareter den Gang tilstrækkelige til at rumme alle de Rejsende. Efter Pacifikbanens Anlæg kan man rejse hurtigere fra Boston til de nordvestligste Stater end man for hundrede Aar siden kunde rejse fra Boston til Filadelfia.

Under Frihedskrigen havde der (ligesom tidligere under Kampene med Indianere og Franskmænd) været følt Savn af en fast Centralregering. En Kongres, bestaaende af Delegerede med Fuldmagt fra de forskellige Stater, var sammentraadt. Denne Kongres havde udstedt Uafhængighedserklæringen og ledet Sagernes Gang under Krigen og ved Fredsslutningen. Men Enkeltstaterne havde stadigt følt en vis Skinsyge overfor Kongressen, og man var bange for at give den for stor Myndighed. Kongressen kunde nok fatte Beslutninger, men ikke udføre dem. Den kunde kun henstille til de enkelte Staters Regeringer, om de vilde udføre dem! Egentlig Regeringsmagt kendtes kun for de enkelte Staters, ikke for hele Forbundets Vedkommende. I hver enkelt Stat var der en fri Regeringsform, som skrev sig fra Koloniernes Grundlæggelse og som havde udviklet sig under stadig Kamp med de fra England sendte kongelige Guvernører. De i hver enkelt. Stat valgte lovgivende Forsamlinger vare i Folkets Øjne de eneste Myndigheder, som havde Ret til at paalægge Skatter. Det kom derfor an paa dem, om de af Kongressen ønskede Bidrag til Krigens Førelse bleve udredede. Hver Gang en Bevilling skulde gives, maatte de alle spørges, og ofte gaves slet intet Svar. Da Kongressen i Aaret 1781 til Gældens Betaling foreslog en Indførselstold paa 5 p. c., vakte det stor Harme i de enkelte Stater. Man spurgte, hvorfor man havde modsat sig Stempelakten og Teskatten, naar der nu alligevel blev paalagt Skatter af en Magt udenfor Staten (Enkeltstaten)! Kun formedelst sin store Taalmodighed og Uegennyttighed formaaede Washington at udholde de pinagtige Forhold, i hvilke han ofte bragtes af Mangel paa Penge. Han udtalte senere, at Krigen vilde være endt tidligere og have kostet mindre Blod og Penge, hvis Unionens Regering havde haft Ret til at paalægge Skatter. Den 1. Januar 1777, ganske kort efter Washingtons berømte Overgang over Delaware og Overfaldet paa Trenton (Juledag 1776), maatte Robert Morris, som under Krigen havde den ubehagelige Post at sørge for de fælles Finanser, gaa fra Dør til Dør i New-York for at indsamle Penge til Felttogets Fortsættelse.

Værre blev det endnu efter Krigen, da den Begejstring, som stedse paany flammede op og gjorde det muligt at ende Krigen paa en saa heldig Maade, var forbi. Man vendte sig nu hver til sin Gerning, og sansen for de store og fælles Anliggender tabte sig. Man var jo paa den engelske Tid vant til ikke at have med Noget at gøre, som laa udenfor Koloniens Grænser. Der gjorde sig saa ofte en kortsynet Egenkærlighed gældende, som vægrede sig ved at opgive Noget af Enkeltstatens suverænitet til Bedste for Unionen. Dog rørte der sig tillige hos Mange, til Dels blandt de mest fremragende Mænd, en principiel Overbevisning, som frygtede for, at Oprettelsen af en fast Centralmagt skulde kue Livet i de mindre Kredse og tilsidst endog kue det frie, selvstændige Liv hos de enkelte Personligheder. Saaledes betragtede General George Clinton, hvem New-York ni Aar i Træk valgte til sin Guvernør, de enkelte Staters Suverænitet som nødvendig Betingelse for Folkets Frihed, og ansaa dem, der virkede for en stærk Unionsregering, for »Despotiets Talsmænd«. En anden anset amerikansk Statsmand, Thomas Jefferson, som dog billigede den senere Unionsforfatnings Vedtagelse, skriver i sin selvbiografi: »Det er ikke ved Konsolidering eller Koncentration af Magten, men ved dens Fordeling, at god Regering bevirkes. Var dette store Land ikke allerede delt i stater, maatte en saadan Deling foretages, for at hver Stat for sig kunde besørge hvad der direkte vedkommer den, og hvad den kan gøre langt bedre end en fjern Myndighed. Enhver stat er igen delt i Grevskaber, af hvilke ethvert skal sørge for hvad der ligger indenfor dets Grænser; ethvert Grevskab atter i Kredse eller Distrikter til Varetagelsen af mindre Enkeltheder, og ethvert Distrikt i Gaarde, der hver styres af sin individuelle Besidder. Naar vi fra Washington [Byen W.] skulde have Ordrer om, naar vi skulle saa og heste, vilde vi snart mangle Brød. Kun ved denne fra det Almindelige til det Specielle gradevis nedad stigende Deling af Arbejdet kunne de menneskelige Anliggender be,serges til Alles Held og Lykke«[3]. Jefferson var saa ivrig Demokrat, at han efter eget sigende ikke var Ven af nogen energisk Regering nogensteds i Verden. Efter de indre Uroligheder, der i Begyndelsen af Firserne fandt Sted i Massachusetts, skrev han til en Ven, at saadanne Uordener vare nødvendige, naar der skulde herske offentlig Frihed. Selv om Friheden skulde udarte til Tøjlesløshed. maatte der drages snevre Grænser for Regeringens Magt. Enhver enkelt Stat burde have udelukkende Myndighed i sine egne Anliggender. særligt Beskatningsret[4]. — Naar saadanne Anskuelser hyldedes af fremragende Mænd og havde Rod i de historiske Forhold, var det intet Under, om de Erfaringer, man havde gjort om Sammenslutningens og Unionens Nødvendighed ikke fik tilstrækkelig Paaagtelse. Der syntes at foreligge et EntenEller: enten Enkeltstaternes Suverænitet eller Unionens Suverænitet, og af disse to tilsyneladende uforenelige Modsætninger havde foreløbigt den første Folkestemningen for sig.

Overfor Udlandet var man ved Fredsslutningen optraadt som én Stat. Man havde paadraget sig Forpligtelser overfor England; men de enkelte Stater tog Forholdsregler, som aldeles stred mod disse Forpligtelser. Saaledes bleve de, der havde sluttet sig til England under Krigen, og som i Reglen kaldtes Toryer, forfulgte og mistede deres Ejendomme, uagtet disse vare garanterede dem ved Fredstraktaten. Kongressen manglede Midler til at gennemføre sine egne Forpligtelser. — Det gjaldt om at bringe den udenlandske Handel paa Fode. Men de fremmede Magter vægtede sig ved at afslutte Handelstraktater med et Folk, hvor der ikke var nogen Myndighed, som kunde skaffe sig Anseelse. Udlandet spekulerede endog i Enkeltstaternes indbyrdes stridende Handelsinteresser. Der opstod en formelig Told- og Handelskrig mellem Nabostater indbyrdes. — Endvidere skulde Hæren hjemsendes, og Officerer og Soldater skulde have deres Tilgodehavende. Men Kongressen kunde ikke skaffe de fornødne Midler til Veje. Oprørske Soldater samlede sig da udenfor Kongressens Lokale i Filadelfia og udstødte truende og haanende Udraab mod Kongresmedlemmerne. Guvernøren i Pennsylvanien vilde ikke samle Militsen, fordi det kun var Kongressen, som fornærmedes! — Ogsaa mod Enkeltstaternes Regeringer skete flere Steder Oprør, og samtidigt truede det med en Indianerkrig.

Det var da intet Under, at man baade i Udlandet og Indlandet begyndte at nære Tvivl om Nordamerikas Fremtid. De udenlandske Magter, ikke blot England, men ogsaa Frankrig og Spanien, der i Krigen have kæmpet paa Nordamerikas Side, vilde helst se Landet delt. Eller man mente, at den eneste Redning laa i Indførelsen af den monarkiske Forfatning, hvad enten det nu blev en fransk eller en engelsk Prins, som skulde over for at holde sammen paa Landet.

Og det var heller intet Under, at der blandt de fremragende Mænd i Nordamerika herskede Mismod og Betænkelighed i de nærmeste Aar efter Fredslutningen. Man følte hvad der manglede: en stærk Centralmagt; men Opgaven var, hvorledes den skulde oprettes, og hvorledes den kunde forenes med Folkets demokratiske Tankegang og med Selvstyrelsen. Det gjaldt, om det af Kongressen vedtagne Valgsprog: E pluribus unum! skulde blive til Virkelighed. Og det gjaldt, om der i Nordamerika skulde danne sig en ny Stormagt, hvis folkelige Institutioner kunde danne et Hjemsted for Frihed og Selvstyrelse, eller om dets frie Stater skulde gaa til Grunde i indbyrdes Kiv, hver optagen af sine begrænsede Interesser, et let Bytte for fremmede Magters Intriger.

IV.

En af de Mænd, som bidrog mest til dette Spørgsmaals lykkelige Afgørelse, var Alexander Hamilton.

Han var født paa den vestindiske Ø Nevis den 11. Januar 1757. Hans fædrene Familje var skotsk; han mødrene Slægt var en fransk Huguenotfamilje. Hans Moder, som skal have været en begavet og højsindet Kvinde, døde tidligt, og da hans Faders Anliggender gik tilbage, toge nogle af hans mødrene Slægtninge sig af ham og lod ham opdrage paa St. Croix. Her gik han i Skole til han var tolv Aar gammel, og har vel kun faaet de aller nødvendigste skolekundskaber. Derefter blev han anbragt paa et Handelskontor paa samme Ø, og viste sig her saa dygtig, at Forretningens Chef overlod den trettenaarige Knøs Ledelsen af alle Sagerne, medens han selv af Helbredshensyn gik paa en længere Rejse. Man har bevaret Forretningsbreve fra ham fra denne Tid, som bære Præget af tidligt udviklet Klogskab og Energi. Sin Fritid anvendte han til Læsning, især af nationaløkonomiske, historiske og filosofiske Skrifter, og lagde derved Grunden til de flersidige Kundskaber, han fik Brug for i sit senere Liv. Hans Tragten gik allerede nu ud over de snevre Forhold, under hvilke han levede. I et Brev fra Aar 1769 skriver han til en Ven: »Jeg maa bekende, at Ærgerrighed er det Fremherskende hos mig, saa at jeg foragter en Kontorists ringe Stilling, hvortil min Skæbne fordømmer mig, og gerne vilde sætte mit Liv, skønt ikke min Karakter, paa Spil for at vinde en højere Stilling. Jeg véd vel, at min Ungdom udelukker mig fra ethvert Haab om øjeblikkelig Forfremmelse, ikke heller ønsker jeg en saadan; men jeg vil berede Vejen for Fremtiden. Jeg er, som du ser, ikke Filosof, og man vil sige, at jeg bygger Luftkasteller; min Taabelighed faar mig til at skamme mig, og jeg beder dig, ikke at omtale den. Dog har man set saadanne Planer føre til Maalet, naar Ophavsmanden var udholdende. Jeg vil slutte med at sige, at jeg ønsker, der vilde komme Krig.« Sjeldent udtales vel den Unges Ærgerrighed paa en saa klar og bestemt Maade og tillige med en saa tydelig Bevidsthed om, hvad det koster at naa Maalet. Intet bestemt Maal staar for ham, men han føler sin Kraft. Han slaar med Vingerne, skønt han ikke véd, hvor Flugten skal gaa hen.

Guvernøren paa St. Croix blev opmærksom paa ham i Anledning af en Beskrivelse af et Jordskælv, han havde givet i en Avis. Der bleve nu sørget for, at han kunde fortsætte sin saa energisk begyndte Uddannelse. Han kom til New-York og studerede ved Kings College. Da Frihedskrigen udbrød, bleve de unge Studenter naturligvis stærkt grebne af Bevægelsen. Paa et Møde, som holdtes udenfor Byen den 6. Juli 1774 for at øve et Tryk paa de ledende Mænd og faa dem til at opgive deres Tøven, optraadte Hamilton første Gang som Taler. Den syttenaarige Mands fyrige og klare Veltalenhed fængslede Forsamlingen. Man vedtog, at New-York skulde følge Bostons Eksempel og afbryde al Handelsforbindelse med England. Hermed havde Hamilton betraadt den politiske Bane. I den nærmeste Fremtid forfattede han flere Smaaskrifter imod en Gejstlig, der havde forsvaret det engelske Ministeriums Fremgangsmaade. Han hævdede her borgerlig Frihed som stemmende med Menneskets Natur og som nødvendig for Samfundets Velfærd. Det engelske Parlaments Ret skriver sig fra dets Vælgere og er derfor begrænset til Storbritanien. En engelsk Vælger har Intet at sige i Amerika. Et vilkaarligt Regimente føres der overalt, hvor et Folk regeres ved Love, i hvis Tilblivelse det ikke selv har haft nogen Del. Storbritanien er kun et frit Land, fordi dets Indbyggere have Del i Lovgivningen. Vel maa der i ethvert borgerligt Samfund være en højeste Magt; men derfor behøver ikke en Del af Riget at herske over de andre Dele[5]. — Denne Pennefejde flk en ejendommelig Afslutning. Nogle ivrige Frihedsmænd bortførte Hamiltons Modstander, Præsten Seabury, som Fange og overfaldt det Trykkeri, fra hvilket hans Skrifter vare udgaaede. Dette vakte stor Harme, ikke blot hos det engelske Parti, men ogsaa hos Oppositionen. Hamilton sluttede sig selv til Militsen, da den forfulgte dem, som vilde ende Debatten paa saadan Vis. Men iøvrigt var nu den fredelige Forhandlings Tid forbi. Det første Blod var allerede flydt ved Lexington og Bunkers Hill (April og Juni 1775), og Kampen var snart i fuld Gang. Hamilton og flere andre Studerende fra Kings College vare med at erobre nogle Kanoner fra et Fort udenfor Byen. De deltog i de Frivilliges Øvelser, og ivrige militære Studier afløste for Hamilton de tidligere fredelige Studier. Efter at have underkastet sig en Eksamen blev han udnævnt til Kaptajn ved et Batteri, som Staten New-York udrustede. Den unge Kaptajn (ikke tyve Aar gammel!) tildrog sig snart ved sin Iver og Dygtighed de kommanderende Generalers, særligt Washingtons, Opmærksomhed. Han blev Oberstlieutenant, og Washington gjorde ham til sin Adjutant og Sekretær. I Hæren gik han under Navn af »den lille Løve«; Washington kaldte ham gærne »my boy«. Det nøje Forhold, som nu var knyttet mellem de to udmærkede Mænd. varede hele Livet igennem, skønt et lille Sammenstød gjorde, at Hamilton i Aaret 1781 forlod Washingtons Stab for igen at overtage en aktiv Kommando.

Hamiltons Stilling i Washingtons Nærhed gav ham Lejlighed til at følge de militære og de politiske Forholds Udvikling paa nært Hold og fra et ophøjet Stade. Han fik et dybt Indtryk af Nødvendigheden af en fast Ordning af Staternes fælles Anliggender. Ofte maatte — under de ydre og de indre Vanskeligheder — den Mulighed komme frem for ham, at Udfaldet ikke vilde blive godt. I et Brev til sin Forlovede skrev han paa denne Tid, at hvis det skulde gaa galt, vilde de bosætte sig i Sveitz; kun i et frit Land kunde de tænke sig at bo.

Midt under Krigens Sysler og Anstrengelser drejede hans Tanker sig om, hvorledes Unionen mellem Staterne kunde ordnes og befæstes. I et Brev til Duane, Medlem af Kongressen for New-York, af 3. September 1780, udvikler han, at Kongressen mangler Magt paa Grund af Enkeltstaternes af misforstaaet Frihedsaand udsprungne Skinsyge. Kongressen er bleven afhængig af Enkeltstaterne i Stedet for at staa over dem. Det er en Selvmodsigelse, at den har udøvet nogle af de vigtigste Suverænitetsrettigheder: Udstedelsen af Uafhængighedserklæringen, Oprettelsen af Hær og Flaade, Udsendelsen af Mønt, Alliancen med Frankrig o. s. v. — og saa dog ikke har besiddet Myndighed til at skaffe det Fornødne for at føre Krigen til Ende! Hvis Kongressen ikke selv vil tiltage sig den Myndighed, som aabenbart i Grunden allerede er overdragen den i Følge Forholdenes Natur, maa der sammenkaldes en Forsamling af Udsendinge fra alle Staterne, som med besluttende Myndighed kan vedtage en ny Ordning, særligt Oprettelsen af en kraftig udøvende Magt, og Folket maa beredes til at gaa ind paa dens Afgørelse ved vækkende populære Skrifter. Unionsregeringen skulde da have Suverænitet med Hensyn til Krigsvæsen, Handelspolitik, Toldvæsen og Møntvæsen.

Her blev for første Gang den Tanke udtalt, paa hvilken Unionsforfatningen kom til at hvile. Det Geniale i dette Brev, som Hamilton efter eget Sigende skrev i sit Telt midt i en Hær, der snarere kunde kaldes en Pøbelflok, en Hær, som manglede Klæder, Proviant, Penge, Moral og Disciplin, — det Geniale ligger i Tanken om, at Unionen grundes paa hele Folkets, ikke blot paa Staternes, Tilslutning. Elementerne i den nordamerikanske Unionsstat skulde være de samme som Elementerne i Enkeltstaterne. »Den nationale Magts Strøm skal«, som Hamilton et andet Sted udtrykker sig, »flyde umiddelbart fra al lovlig Autoritets Kilde« I hver Borgers Sind skal Unionen slaa Rod. Det var denne Tanke, der førte til at grunde Unionens, lige som Enkeltstaternes suverænitet paa den almindelige Valgret, og som førte til Dannelsen af en Forbundsstat i Stedet for det tidligere Statsforbund. Enkeltstaten skulde ikke være Mellemled mellem Individet og Unionen, men Individet skulde som Borger leve umiddelbart i begge, ligesom det lever umiddelbart baade i Familje, Kommune og Stat. — Denne Tanke betegner en stor politisk Opdagelse. Hverken Oldtid, Middelalder eller den senere Tid kendte noget ganske tilsvarende. Siden er den sveiziske Forbundsforfatning (af 1848) og det tyske Riges Forfatning (af 1867) grundede paa samme Princip[6].

Men der var endnu et strengt Arbejde at gøre, inden Tanken traadte ud i Virkeligheden. Aaret efter det omtalte Brevs Affattelse deltog Hamilton i Stormen paa Yorktown, en af de smukkeste Bedrifter i Krigen. Han anførte højre Fløj og var første Mand i den fjendtlige Skanse. Kort efter traadte han ud af Hæren og nedsatte sig som Advokat. En kort Tid var han Medlem af Kongressen, men han traadte ud af den, fordi han ikke formaaede at hævde sin Værdighed. Nu kom (efter Freden) de sørgelige Aar, hvor Mathed, Egennytte og Kortsynethed afløste Krigstidens Energi og Begejstring. »Jo mere jeg erfarer«, sagde Hamilton i denne Tid, »des mere Grund finder jeg for Alle, som elske dette Land, til at græde over dets Blindhed«, Forgæves havde han allerede før Freden (1781—82) i en Række Smaaskrifter, som udkom under Titel »The Continentalist«, søgt at paavirke den offentlige Mening. Og forgæves udtalte Washington sig, efter Opfordring af Hamilton, i samme Retning i en Rundskrivelse til Staternes Guvernører, da han nedlagde Kommandoen. Som Hamilton skrev i et Brev til Washington: de centrifugale Kræfter vare stærkere end de centripetale.

Dog var det ikke uden Betydning, at Tanken var kommen frem. Den maatte vente paa, at Betingelserne for dens Udførelse kom til Stede; men naar Opmærksomheden for en Tanke er vakt, opdages mulige Udgangspunkter for dens Virkeliggørelse lettere. Et Udgangspunkt fandtes nu i de materielle Interesser, og i en Sammenhæng, hvor man ikke skulde have anet det. Efter Fredsslutningen beskæftigede Washington sig med Planer om en Forbindelse mellem Ohiodalen og Østkystens Floddale, idet han klart saa Betydningen deraf for Forbindelsen mellem Østen og Vesten, især da Missisippis Udløb endnu var i Spaniens Besiddelse. Udsendinge fra de i en saadan Kanalforbindelse interesserede Stater samledes paa Mount Vernon, Washingtons Herresæde, i Begyndelsen af Aaret 1785. Han benyttede Lejligheden til at indlede en Raadslagning angaaende Told- og Møntspørgsmaal. Disse Forhandlinger førte til, at alle Stater bleve enige om at sende Delegerede til Annapolis 1786 for at drøfte en ny, fælles Ordning af Handelslovgivningen. Mødet blev ikke tilstrækkeligt fuldtalligt; men de Tilstedeværende besluttede at rette en af Hamilton forfattet Opfordring til alle Staterne om at sende Delegerede til en Forsamling i Filadelfia i Maj 1787, som skulde udarbejde Forslag til en saadan Forandring i Unionsforfatningen, ved hvilken denne kunde blive i Stand til at fyldestgøre de Krav, Forholdene stillede til den. Saaledes kom Sagen da i Gang.

Konventet i Filadelfia sammentraadte den 14. Maj 1787. Nordamerikas berømteste Mænd mødte som Delegerede fra deres Stater. Washington blev valgt til Præsident. Foruden ham vare bl. a. Benjamin Franklin, James Madison og Hamilton til Stede. Modsætningerne traadte her skarpt overfor hinanden. Medens Hamilton stillede et Forslag, der trykkede Enkeltstaterne stærkt ned og indrettede en kraftig udøvende Magt, fordredes fra den modsatte Side Unionsregeringens Myndighed indskrænket til et Minimum. Af New-Yorks Delegerede var Hamilton den Eneste, der var stemt for en virkelig Unionsforfatning; hans to Kolleger modsatte sig den og forlode Konventet, da de saa, at det blev til Alvor med den. James Madison viste sig her som den praktiske Statsmand, der lemper sig efter de virkelige Forhold. Kun gennem forskellige Kompromiser kunde det lykkes at faa et Udkast vedtaget. Af disse Kompromiser kan nævnes det, ved hvilket det bestemtes, at medens Kongressens Repræsentanthus skulde vælges af Folket, skulde dens Senat bestaa af to Delegerede fra hver Stat. Senatet udtrykker altsaa alle Enkeltstaternes Ligeberettigelse, medens Repræsentanthuset fremgaar af Folket i det Hele, uden Hensyn til Enkeltstaterne. Desuden kom man overens om, at Slavehandel kunde forbydes af Unionen fra 1808 af, medens Slaveriet vedblev at bestaa og endog skaffede Slavestaterne større politisk Magt, idet en Slave regnedes for 35 Menneske ved Fastsættelsen af hvor mange Repræsentanter enhver Enkeltstat skulde sende. Ved denne sidste Bestemmelse kom man foreløbigt ud over det vanskelige Slavespørgsmaal, som allerede nu delte Nord- og Sydstater i to Partier, som havde et helt forskelligt Syn. Stridsspørgsmaalet blev udsat[7], indtil det kunde finde sin Afgørelse gennem en klar og energisk offentlig Mening. Og selv da kom jo Afgørelsen kun efter en haard Kamp, der truede med at sprænge Unionen — og maaske havde sprængt den, hvis Grunden ikke var bleven lagt paa en saa klog og solid Maade.

Mange havde været tilbøjelige til at gaa endnu mere paa Akkord, fordi de ikke troede, at Folkestemningen var for saa megen Centralisation af Magten, som det endeligt vedtagne Udkast fastslog. Da der faldt Ytringer i denne Retning, rejste Washington sig fra sin Formandsstol og sagde: »Det er kun altfor sandsynligt, at ingen Plan, vi foreslaa, vil blive antagen. Maaske maa endnu en haard Kamp udholdes. Men hvorledes kunne vi senere forsvare vort Værk, dersom vi, for at behage Folket, tilbyde, hvad vi selv misbillige?«

Efter lange Debatter og skarpe Sammenstød vedtoges Forfatningsudkastet. Konventet havde da siddet i fire Maaneder. Det var et højtideligt Øjeblik, da Udkastet skulde underskrives. Da Washington greb Pennen, sagde han: »Dersom denne udmærkede Konstitution forkastes af Staterne, vil der neppe være Lejlighed til at sætte en anden i dens Sted; — den næste vil blive skreven med Blod!« Men den gamle Benjamin Franklin havde lysere Forhaabninger. Idet han pegede paa en Sol, som var afbildet over Formandsstolen, sagde han: »Medens vi sad og forhandlede, var jeg ofte i Tvivl, om det var en opgaaende eller nedgaaende Sol dér; nu er jeg vis paa, at det er en opgaaende Sol!« —

Endnu var der dog et stort Arbejde at gøre. Udkastet skulde vedtages af folkevalgte Forsamlinger i de enkelte Stater. Her var flere Steder en meget stærk Modstand at overvinde. Hamilton traadte nu igen i Skranken for sin Yndlingstanke. Sammen med Madison og Jay (en amerikansk Retslærd, der havde udmærket sig under Fredsforhandlingerne i Versailles) udgav han fra Oktober 1787 til August 1788 en Række Flyveskrifter under fælles Titel af »The Federalist«, i hvilke alle Forfatningens Bestemmelser forklaredes og begrundedes, dels ved almindelige, fra den menneskelige Natur udgaaende Betragtninger, dels ved historiske Eksempler, dels ved Henblik paa de faktiske Forhold. Hamilton har selv forfattet den aller største Del af dette Skrift, som man har kaldet Republikanismens Bibel, og som fortjener en Plads ved Siden af Aristoteles', Lockes og Montesquieus Skrifter. Det udmærker sig endog fremfor disse derved, at det staar den praktiske Virkelighed nærmere, — udgaar fra den og igen vil føre over i den. Den forholder sig til Unionsforfatningen som Motiverne forholde sig til et Lovudkast. Udkastet dækkede vel ikke Hamiltons oprindelige Tanke; men hans Patriotisme og hans Virkelighedssans fik ham til at sætte sig saa levende ind i det vedtagne Udkast, at han nu kunde optræde som dets vigtigste Talsmand. I hans egen Stat New-York var der en heftig Kamp. Paa det af Befolkningen valgte Konvent, som sammentraadte i Juni 1788, vare i Begyndelsen to Tredjedele af de Delegerede imod Udkastet. Ved sin Begejstring og sin Veltalenhed fik Hamilton dog et Flertal vundet for Sagen, og den 26. Juli blev Udkastet vedtaget. Ved New-Yorks Tilslutning var Forfatningen sikret, skønt Nordkarolina først tiltraadte 1789 og Rhode Island først 1790. I Foraaret 1789 traadte Forfatningen i Kraft, og Washington blev valgt til Unionens første Præsident.

Det store Tog, som efter Udkastets Vedtagelse drog gennem New-Yorks Gader, bragte særligt Hamilton sin Hylding. Hans Billede fandtes paa Fanerne, dels alene, dels sammen med Washingtons. Det var en velfortjent Hæder for den Mand, hvis Tanke og hvis Ord havde udrettet saa store Ting.

V.

Inden vi følge Hamilton videre paa hans Bane, ville vi dvæle lidt ved det mærkelige Skrift, hvis Hovedforfatter han var, og fremhæve dets Hovedtanke.

Den politiske Opdagelse, Hamilton allerede 1780 udtalte, var Unionens Gruudlæggelse paa folkeligt Grundlag, i Stedet for et statsligt Grundlag. I noget mere abstrakt Form kan den udtrykkes saaledes: der fandtes en grundigere Form for Forbindelsen af Enhed og Frihed, end der hidtil var fundet. I Oldtidens Republiker var der borgerlig og politisk Frihed; men det syntes, som om Historien havde godtgjort, at denne Frihed kun kunde bestaa med et begrænset Landomraade. Saa snart et stort Rige skulde dannes, maatte Friheden forsvinde for Enheden. Ja, selv i de antike Republiker var den individuelle Frihed paa mange Maader stærkt beskaaret, for at Statens Enhed ikke skulde lide. Montesquieu lærte udtrykkeligt, at den republikanske Forfatning kun var mulig ved et begrænset Landomraade. Kun dér kunde den Enhedsfølelse, den umiddelbare Opgaaen i de fælles Interesser opstaa, som den republikanske Regeringsform forudsætter. Alle Borgere kunde tage Del i Sagernes Afgørelse[8]. Frederik den Store, ytrede i Aaret 1782 til den engelske Gesandt i Berlin, at han var overbevist om, at den amerikanske Union ikke kunde bestaa længe i sin republikanske Form; allerede Landets store Udstrækning vilde være en Hindring, ti en republikansk Regering har aldrig eksisteret længe, hvor Territoriet ikke var begrænset og koncentreret[9]. Endnu i vort Aarhundrede er det ofte af europæiske Forfattere blevet udtalt, at kun Monarkiet kunde være Form for en omfattende Statsorganisme[10].

Det var en Indvending, som Unionens Modstandere ikke undlod at benytte sig af. Frihedens Sag var for disse knyttet til Enkeltstaternes absolute Suverænitet. Hamilton svarer, at Montesquieu kun kendte Oldtidens smaa Republiker, og at Historien endnu ikke havde vist nogen Anvendelse af Repræsentationssystemet i et stort Land med republikansk Forfatning. Oldtidens Republiker forudsatte alle Borgernes personlige Deltagelse i Sagernes Afgørelse og kendte kun Repræsentation i meget indskrænket Omfang. Hvis man altsaa vil beraabe sig paa Montesquieu, maa man være saa konsekvent at forlange flere af de største nordamerikanske Enkeltstater delte; ti de er for store til at være Republiker i den Betydning, i hvilken Montesquieu tog dette Ord. Tillige overse de, at denne udtrykkeligt anbefaler et Forbund mellem frie Stater som eneste Middel til at udstrække den republikanske Forfatning over et større Omraade. Et saadant Forbund er nu prøvet i Amerika og har vist sig utilstrækkeligt. Det har vist sig, at hvis det er Alvor med at give Unionen Styrke og Varighed, maa Forbundsmagten ikke baseres paa den gode Vilje hos Enkeltstaternes Regeringer, men den maa kunne udøve sin suverænitet umiddelbart over alle Borgere, lige saa vel som Enkeltstaterne gøre det. Det gælder blot om at fordele Rettighederne mellem Unionen og Enkeltstaterne, saa at intet Sammenstød bliver muligt. Men Unionens Myndighed maa tilsidst udspringe af samme Kilde som Enkeltstatsregeringernes Myndighed: fra selve Folkets Vilje. Enheden maa udspringe af selve Friheden[11]; saa vil den ikke vise sig at være fjendtlig mod denne, og saa vil den være stærk nok til at kunne lade de mindre Kredse bestaa uden at absorbere dem. Et stort Samfund vil meget lettere lade Selvstyrelsen blomstre end et lille. Et enkelt Parti kan ikke saa let tilrive sig en udelukkende og stadig Magt i et stort som i et lille Land, naar Institutionerne blot ere tilstrækkeligt frie. Kun Retfærdigheden og det almene Vel ville kunne samle meget store Majoriteter i et Land af stor Udstrækning.

En anden Hovedtanke, som fremtræder i »The Federalist«, er, at en konservativ Tendens i Forfatningen er meget vel forenelig med frie og republikanske Institutioner. Ligesom den amerikanske Unionsforfatning er karakteriseret ved Forbindelsen af Enhed og Frihed, saaledes er den ejendommelig ved Forbindelsen af Fasthed og Frihed, og har netop i den nyeste Tid vakt Opmærksomhed hos konservative Forfattere.

Unionsforfatningen hviler paa Folkets suverænitet. Hamilton lagde stor Vægt paa, at det i Indledningen til Forfatningen kom til at hedde: »Vi, de forenede Fristaters Folk, anordne og oprette denne Forfatning«. Forfatningen var for saa vidt grundet ikke blot paa Folkets Magt, men ogsaa paa Tillid til den Maade, hvorpaa Folket vilde bruge denne Magt. »Ligesom der«, siger Hamilton, »gives en Fordærvelse i Menneskenaturen, som gør Forsigtighed og Mistro nødvendig, saaledes er der andre Egenskaber i den menneskelige Natur, som retfærdiggøre en vis Grad af Agtelse og Tillid. Den republikanske Forfatning forudsætter Tilstedeværelsen af disse sidste Egenskaber i en højere Grad end nogen anden Forfatning. Dersom de Skildringer, som nogle Forfattere have givet, vare sande Gengivelser af den menneskelige Karakter, maatte man drage den slutning, at der ikke er tilstrækkelig Dyd hos Menneskene til Selvstyrelse, og at kun Despotiets Lænker kunne hindre dem i at ødelægge og fortære hverandre«[12]. Det republikanske Princip hviler altsaa paa en Tillid til Folket. »Men det fordrer ikke ubetinget Eftergiven for enhver opblussende Lidenskab, eller enhver forbigaaende Tilskyndelse, som maatte røre sig hos Folket ved Kunstgreb af saadanne Mennesker, der smigre dets Fordomme for at forraade dets Interesser. Det er en rigtig Iagttagelse, at Folket i Almindelighed tilsigter det offentlige Vel. I selve dets Vildfarelser viser dette sig ofte. Men dets sunde Sans vilde foragte den Smigrer, der vilde paastaa, at det stedse tænker rigtigt om Midlerne til at fremme det offentlige Vel. Det véd af Erfaring, at det undertiden farer vild; og et Under er det, at det farer saa sjeldent vild, som det gør, skønt det stadigt er udsat for Snyltegæsters og falske Angiveres Kunster, for de Ærgerriges, de Havesyges og de Hensynsløses Snarer, for deres List, som besidde dets Tillid uden at fortjene den. Naar der kommer Tilfælde, i hvilke Folkets Interesser stride mod dets Tilbøjeligheder, er det en Pligt for dem, som Folket har udvalgt, at værne om dets Interesser, at modsætte sig den øjeblikkelige Vildfarelse for at give det Tid og Lejlighed til rolig og besindig Overvejelse«[13].

Af denne Betragtning udledes Nødvendigheden af konservative Elementer i en republikansk Forfatning. De vigtigste af disse Elementer ere følgende.

1) En udøvende Myndighed, som kan optræde med Kraft og Fasthed baade udadtil og indadtil, er den vigtigste Betingelse. Kraft og Fasthed hos den udøvende Magt beror igen paa, at Magten lægges i én Mands Haand, at den har en vis Varighed, og at selve den Magt, den raader over, er tilstrækkelig stor. Naar Republikens Præsident vælges af Folket (indirekte, gennem Valgmænd, der kunne raadslaa om den Værdigste) paa fire Aar og kan drages til Regnskab for sin Embedsførelse, saa ville de to Betingelser være forenede, som synes Mange aldeles uforenelige, nemlig udstrakt Myndighed og Athængighed af Folket. (Dog havde Hamilton oprindeligt helst villet have en paa Livstid valgt Præsident, der kun kunde afsættes ved Dom af en Rigsret). Naar de frie Forfatninger i Europa indskrænke den udøvende Magt og nære en stadig Mistanke overfor den, kommer det af, at de ere Overenskomster mellem en arvelig Herskerslægt og Folket. De have en vis negativ Karakter og bestaa væsentligt i Opregning af det, som Regenten ikke maa gøre, af de Rettigheder, han ikke har. Saaledes Magna Charta, Petition of Rights, Bill of Rights. Den amerikanske Forfatning er derimod udtrykkeligt grundet paa Folkets Magt og skal hævdes af dets umiddelbare Repræsentanter og Tjenere. Derfor behøves ikke saa stor Ængstelighed. Hamilton vilde endog finde det betænkeligt, om Unionsforfatningen opregnede særlige »Menneskerettigheder«, som Regeringen ikke maatte krænke; ti man kunde da let drage den Slutning, at hvad der ikke fandtes i denne Opregning, var tilladt. Dette er Hamiltons Svar til dem, der i Udkastet savnede en udtrykkelig »bill of rights«[14] Han har her haft et klart Blik for de ejendommelige Forhold, under hvilke den amerikanske Forfatning blev til: som positiv Fastsættelse af Folkets samlede Magt, ikke som en Akkord eller en Kontrakt mellem stridende Magter i Folket. Den Grund til Skinsyge overfor den udøvende Magt, som fandtes, og stadigt findes i Europa, og som har gjort saa mange frie Forfatninger ufrugtbare, fandtes ikke i Amerika. Lockes og Montesquieus Teori om Magtens Deling kunde derfor gennemføres dér i renere og konsekventere Form. Den amerikanske Republik er ingen »parlamentarisk« Republik.

2) Det andet konservative Element ligger i Tokammersystemet. Ved den Bestemmelse, at Senatets Medlemmer skulde vælges af Enkeltstaterne, to fra hver Stat, lykkedes det at lade Staternes Selvstændighed træde frem i Forfatningen. Men tillige giver Tokammersystemet Lejlighed til grundigere Overvejelse end Etkammersystemet. En enkelt, talrig Forsamling giver let efter for en pludselig Tilskyndelse. Tillige kan i Senatet Sagkundskaben blive særligt repræsenteret.

3) For det Tredje ere Forfatningsforandringer vanskelige at gennemføre. De skulle enten foreslaas af Kongressen, naar to Tredjedele af begge Huse ere enige derom, eller af et Konvent, der sammenkaldes af Kongressen efter Opfordring af de lovgivende Forsamlinger i to Tredjedele af Enkeltstaterne. Til Forandringernes Vedtagelse udkræves, at tre Fjerdedele af Enkeltstaternes lovgivende Forsamlinger, eller tre Fjerdedele af Konventer, der sammenkaldes i Enkeltstaterne, stemme for dem. Den Bestemmelse, at Senatet skal bestaa af et lige stort Antal Medlemmer fra de forskellige Stater, kan ikke ændres. — Medens det engelske Underhus ved simpel Lov kan ændre den engelske Forfatning, saa at denne befinder sig i en uafbrudt Vorden, er der her sat større Hindringer for Forandringer.

4) Domstolene ere aldeles uafhængige af den udøvende og den lovgivende Magt. Den øverste Unionsdomstol kan erklære Love, som stride mod Konstitutionen, for ugyldige. Den har altsaa Ret til at fortolke Konstitutionen. Hensigten med denne Bestemmelse er at hindre, at den i enkelte, specielle Love udtalte Folkevilje skal komme til at stride mod den i Konstitutionen udtalte permanente og almindelige Vilje. Den Autoritet, som den lovgivende Magt har, maa være underordnet den Autoritet, som har sat selve Forfatningen i Kraft. — Ligesom Sondringen mellem den udøvende og den lovgivende Magt saaledes er ogsaa Sondringen mellem den dømmende Magt og de to andre Myndigheder skarpere gennemført i Nordamerika end i europæiske Lande. Det er et Element i Unionsforfatningen, som vi her have regnet blandt dens konservative Elementer, men som ogsaa kunde regnes til Frihedselementerne. Montesquieu (Esprit des lois XI, 6) siger med Rette, at der ingen Frihed er, hvor den dømmende Magt ikke sondres fra den lovgivende og udøvende. —

De vigtigste af de her nævnte Grundtanker har Hamilton selv fra først af undfanget. De andre (særligt den om Senatets sammensætning) har han antaget og søgt at begrunde nærmere. Kun nogle faa Bestanddele af det rige Indhold i »The Federalist« ere her fremdragne. Om en hel Række mere underordnede Punkter finder man udførlig og klar Begrundelse i det mærkelige Skrift. Man maa ønske de europæiske Folkeslag, at den Tid maa komme, da deres konservative Partier ville støtte sig til en saa klar, sund og folkelig Tankegang som den, der gaar igennem »Federalisten«. Bogen er en i sin Art enestaaende Forbindelse af et statsfilosofisk Arbejde og et Agitationsskrift. Men sjældent er et Agitationsskrift fremtraadt i en saa ren og ædel Form. For at give en Forestilling om det ophøjede standpunkt, fra hvilket dets Hovedforfatter saa paa den saa stærkt spændte Situation, under hvilken det ikke manglede paa grove og hadefulde Ord fra begge Sider, skal jeg anføre en Udtalelse fra det første Nummer.

»Blandt de frygteligste Hindringer, som den nye Forfatning vil have at overvinde, vil man let bemærke den aabenbare Interesse, som en vis Klasse af Mænd i enhver Stat har af at modsætte sig alle Forandringer, som kunde medføre en Forminskelse af den Magt, Indtægt og Indflydelse, de besidde ved deres Embeder under Statsinstitutionerne, saa vel som den fordærvede Ærgerrighed hos en anden Klasse af Mænd, der enten haabe at stige højere under de forvirrede Forhold i deres Land eller smigre sig med at opnaa større Magt ved Rigets Deling i forskellige mindre Forbund.

»Det er dog ikke min Hensigt at dvæle ved Betragtninger af denne Natur. Jeg indsér, at det vilde være uædelt uden Forskel at forklare Oppositionen fra nogen som helst Klasse af Mænd ved egenkærlige eller ærgerrige Motiver, blot fordi deres Stillinger kunde gøre dem til Genstand for saadan Mistanke. Oprigtighed nøder os til at indrømme, at ogsaa saadanne Mænd kunne være besjælede af ærlige Hensigter, og det kan ikke betvivles, at Meget af den Opposition, som allerede er fremtraadt, eller herefter vil fremtræde, udspringer fra Kilder, som ikke kunne lastes, om de ikke kunne agtes: hæderlige Vildfarelser, som ere fremkaldte ved forudfattet Mistanke og Frygt. Saa talrige og mægtige ere jo de Aarsager, der kunne føre Dømmekraften vild, at vi ved mange Lejligheder se vise og gode Mænd saa vel paa den vrange som paa den rette Side ved Spørgsmaal af aller største Betydning for Samfundet. Denne Omstændighed vil, naar den ret overvejes, stedse afgive en gavnlig Lærdom for dem, der ere indviklede i en eller anden Strid, hvor overbeviste de saa ere om at have Ret. Og en Grund til Forsigtighed ligger ogsaa deri, at vi ikke ere sikre paa, at de, der forsvare Sandheden, besjæles af renere Principer end deres Modstandere«.

Bedre vil man ikke kunne tydeliggøre, hvad der taler for at holde en Debat i rent saglig Form. Og bedre er denne Form næppe bleven overholdt i nogen politisk Debat.

VI.

I Washingtons første Ministerium traadte Hamilton ind som Finansminister. Det faldt derved i hans Lod at befæste det Værk, hvis Grundtanke han først havde fattet, og hvis Natur han grundigst havde udviklet. Han konsoliderede Statsgælden, saaledes at Unionen overtog Enkeltstaternes Gæld. Den fælles Statsgæld skulde tjene som et nyt Middel til at holde Unionen sammen ved at skabe fælles Interesser. Desuden søgte han at skaffe Unionen Indtægter ved en Lov om Accise, og han fik oprettet en Nationalbank. Det er anerkendt fra alle Sider, at det skyldtes hans kloge Foranstaltninger, at Landets Anseelse og Kredit hævedes, og at Handel og Industri kom i Flor.

Da Talleyrand i 1794—1795 opholdt sig i Amerika (fordi han hverken maatte opholde sig i England eller Frankrig), omgikkes han meget fortroligt med Hamilton, for hvem han nærede den største Beundring. Han betragtede i sin Alderdom Napoleon, Fox og Hamilton som de største Mænd, han havde mødt paa sin mærkelige og bugtede Vej, og skulde han sætte en af dem højst, var han tilbøjelig til at give Hamilton denne Plads. Han sagde om ham, at »han havde gættet Europa«, hvormed han hentydede til Hamiltons skarpe Blik for den politiske Situation og de Muligheder, den rummede.

Men Hamiltons Personlighed egnede sig dog ikke for den specielle Politik med dens Partikampe og dens personlige Sammenstød. Han var uheldig som Partifører, og han forstod bedre at kæmpe paa egen Haand end at faa en sluttet Skare til at følge sig gennem den politiske Kamps mange Svingninger. Men lige saa uheldig, som han i denne Henseende var, lige saa rolig og bestemt gik han den Vej, ad hvilken hans Overbevisning førte ham, hvad enten han var ensom eller blev fulgt af Mange.

Partikampen begyndte snart igen efter Forfatningens Vedtagelse. I Washingtons Kabinet sad overfor Hamilton Jefferson som hans ivrige Modstander, der hævdede den diametralt modsatte politiske Opfattelse. Han saa med Betænkelighed paa Hamiltons Bestræbelser for at befæste Unionen. Disse Bestræbelser maatte, frygtede Jefferson, føre i Retning af et Monarki. Han hævdede Enkeltstaternes Ret til at nægte Lydighed mod Unionsregeringen, naar de mente, at denne overskred sin Kompetence. Det var det saakaldte Nullifikationsprincip, der i de følgende Tiders Kamp mellem Norden og Syden kom til at spille saa stor en Rolle.

I Aaret 1795 traadte Hamilton ud af Ministeriet og levede nu Resten af sit Liv som Sagfører. Kun én Gang kom han endnu i offentlig Tjeneste, da han under den Troppesamling, der med Washington som Overgeneral foretoges i Aaret 1798 i Anledning af det spændte Forhold til Frankrig, efter Washingtons Ønske udnævntes til Næstkommanderende. Da Washington døde, blev han Overgeneral i hans Sted.

Da Hamiltons Parti, de saakaldte Føderalister, ikke havde Held med sig overfor de stedse mægtigere »Republikanere« (saaledes kaldte Jeffersons Parti, der svarer til de senere »Demokrater« sig som en Protest mod Føderalisternes foregivne monarkiske Sindelag), viste mange af dets Tilhængere en upatriotisk Fanatisme, som Hamilton var langt fra at dele. Han støttede saaledes Jeffersons Valg til Præsident, da man kun havde Valget mellem ham og den forbryderiske Eventyrer Oberst Burr, hvilken Sidste Føderalisterne stemte paa af Had til Jefferson. Og da det lykkedes Jefferson at erhverve Louisiana fra Frankrig, billigede Hamilton dette Skridt, medens hans fanatiske Partifæller vare imod det, fordi de frygtede, at Syden, hvor »Republikanerne« stedse vandt flere Tilhængere, derved skulde blive mægtigere. Nogle Føderalister, bl. A. Burr, fattede endog den Tanke at opløse Unionen og danne en særlig Union for Nordstaterne. Intet kunde stride mere mod Hamiltons Overbevisning, og han bekæmpede derfor af al Magt og med stærke Ord Burrs Forsøg paa at blive valgt til Guvernør i New-York, da han frygtede for, at Burr vilde benytte denne Stilling til at virke for sine landsforræderiske Planer. Dette gav Burr Anledning til at udfordre Hamilton, og skønt denne ansaa Dueller for utilbørlige, mente han dog ikke at kunne afslaa Udfordringen, Kun 47 Aar gammel blev han haardt saaret af Burrs Skud den 11. Juli 1804 og døde Dagen efter. Han ofrede sit Liv for sin Sags Renhed.



  1. Paa Konventet i Filadelfia, hvor Unionsforfatningen blev udarbejdet, var især James Madison virksom for dens Vedtagelse. Han stod tilbage for Hamilton som Tænker, men havde mere Blik for de Kompromis'er, som de politiske Forhold gjorde nødvendige. Forhandlingerne paa Konventet holdtes hemmelige, men Madison skrev om Natten en udførlig Beretning om dem, for — som han sagde — „at bevare Materiale til en Konstitutions Historie, paa hvilken et — endog i sin Barndom stort — Folks Lykke beror, ja paa hvilken maaske Frihedens Sag i hele Verden beror“. (Curtis: History of the Constitution of the United States. I. p. 427). Det første Nummer af „The Federalist“ (27. Oktbr. 1787) aabnes med følgende Udtalelse af Hamilton: „Efter tilstrækkelig Erfaring om den bestaaende Forbundsforfatnings Utilstrækkelighed opfordres I nu, Medborgere, til at forhandle om en ny Forfatning for de forenede Fristater i Amerika. Emnets Betydning er klar. Det indeslutter i sig ikke mindre end Unionens Eksistens, dens enkelte Deles Sikkerhed og Velfærd, det Riges Skæbne som i mange Henseender er det mærkeligste i Verden. Det er ofte blevet bemærket, at det synes at være blevet forbeholdt for dette Lands Befolkning ved deres Adfærd og Eksempel at afgøre det rigtige Spørgsmaal, om menneskelige Samfund virkeligt ere i Stand til at oprette en god Regering ved Overvejelse og Valg, eller om de for evigt ere bestemte til at afhænge af Tilfældet og Magten, hvad deres politiske Forfatninger angaar .... Denne Forestilling maa, ved at forene Menneskekærlighedens Tilskyndelser med Fædrelandskærlighedens, forøge den Bekymring, som alle betænksomme og gode Mennesker maa føle for, hvad Udfaldet bliver.“
  2. Smlg. Tocqueville: L'ancien régime et la revolution. 7. ed. p. 158.
  3. Th. Jeffersons Works. I. p. 82.
  4. Smlgn. Curtis: History of the Constitution of the United States. II. p. 507.
  5. Disse Smaaskrifter findes i 2. Del af Hamiltons samlede Værker.
  6. Tocqueville erklærede i sin Bog om „Demokratiet i Amerika“ at Sproget manglede et Ord til at betegne den ejendommelige Blanding af national og føderativ Forfatning, som Unionsregeringen hviler paa. — Bluntschli har (i sin „Politik als Wissenschaft“ 1876) sammenstillet den med den sveiziske og tyske Forfatning, efterat allerede tidligere en sveizisk Forfatter (Rüttimann) havde anstillet en Sammenligning mellem nordamerikanske og sveiziske Statsforfatninger.
  7. En Hovedgrund til Udsættelsen var vistnok ogsaa den Forventning, man nærede om, at Slaveriet snart vilde falde bort af sig selv. Man anede ikke, at der forestod et uhyre Opsving af Bomuldsdyrkningen, foranlediget ved Opfindelsen af Maskiner i den engelske Bomuldsindustri. Der sendtes paa den Tid endnu slet ikke Bomuld fra Sydstaterne til England, og der dyrkedes i det Hele ikke megen Bomuld. Med Bomuldsdyrkningens Opsving bleve Sydstaternes Politikere snart fanatiske Modstandere af Negeremancipationen. Smlgn. John Fiske: The critical Period of Amercian History. London 1888. p. 266 f. — Et interessant Eksempel paa, hvorledes økonomiske Forhold faa Indflydelse paa etiske Anskuelser!
  8. Esprit des Lois. III, 3, kfr. IX, 1.
  9. Bancroft: History of the Constitution of the United States. I p. 71.
  10. Se f. Eks. Hegel: Philosophie der Geschichte. 3. Aufl. p. 379. — J. N. Madvig: Blik paa Oldtidens Statsforfatninger. (Universitetsprogram). København 1840. p. 12 og 21.
  11. I det tyske Rige er den almindelige Valgret indført som nødvendigt Middel til at styrke Rigets Magt overfor Enkeltstaterne. Smlgn. Bismarck: Reden. III. p. 194. Men medens man i Amerika har ladet Enheden bestaa, for saa vidt den var forenelig med Friheden, er man i Tyskland gaaet den omvendte Vej, idet Friheden kun faar Lov til at bestaa, for saa vidt den er forenelig med den stramme Enhed, som det nye Riges Bestaaen og Magt synes at fordre.
  12. At Hamilton selv ikke just havde høstet gode Erfaringer om Menneskene, ses af en karakteristisk Udtalelse af ham i et Brev til hans Ven Meade (i Aaret 1782): „Intet skal afbryde vort Venskab. Mit Venskab for dig er bygget paa det solide Grundlag af en fuld Overbevisning om, at du fortjener det, og at det er gensidigt; og det er saa meget des fastere grundet, som du har faa Medbejlere. Erfaring er en stadig Kommentar over den menneskelige Slægts Uværdighed, og de faa Undtagelser, vi finde, have saa meget des større Ret til at skattes, jo sjeldnere de ere. Jeg kender Faa, som ere agtværdige, Færre endnu, som fortjene at elskes; og naar jeg møder Nogen af sidstnævnte Art, staar det ikke i min Magt at holde mine Følelser tilbage.“ (Works I. p. 298).
  13. The Federalist. Philadelphia 1889. p. 497, 533.
  14. The Federalist, p. 360. — Denne Bemærkning er træffende, især naar man tænker paa den i mange europæiske Lande herskende Antagelse, at hvad der ikke med rene Ord er forbudt en Regering, er tilladt den.