Social Pessimisme

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Det Nordiske Forlag, Bogforlaget Ernst Bojesen København Mindre Arbejder


Høffding - Mindre Arbejder.djvu Høffding - Mindre Arbejder.djvu/8 142-157

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

SOCIAL PESSIMISME.

Ferdinand Tönnies: Gemeinschaft und Gesellschaft. Leipzig 1887.


I.

Naar en optimistisk og en pessimistisk Anskuelse staa overfor hinanden, er det vel i Regelen Stemninger, som ere det Bestemmende, Stemninger, der enten have deres Oprindelse fra Individernes Temperament eller fra de begrænsede og tilfældige Erfaringer, de have gjort eller mene at have gjort. Dog vil der undertiden kunne være Tale om mere end blot Stemning. Det er saaledes klart, at Processerne i et organisk Legeme kunne tage et Forløb, der gør det muligt for den Kyndige at forudsige en Opløsning af Livet. Og Fysikere have søgt at vise, at den Tid vil komme, da alt Liv og al Bevægelse i vort Solsystem vil ophøre, idet der vil indtræde en ligelig Fordeling af Varmen, og ingen Omsætning af Varme til Bevægelse længere vil finde Sted. De udlede dette af, at medens al Bevægelse kan omsættes til Varme, kan ikke al Varme igen omsættes til Bevægelse, men en Del af den vil udbrede sig til Omgivelserne. Tænker man sig denne Proces fuldført, faa vi Stilstanden. Skulde det nu ikke paa lignende Maade være muligt at afgøre, om der paa det menneskelige Samfundslivs Omraade finder en Opløsning og en Tilbagegang eller en Fremgang Sted?

Man kunde mene, at Sagen maatte være klar i deres Øjne, som hylde Udviklingshypotesen. Men man vilde da forveksle Udvikling og Fremskridt. Udvikling er en Tillempelsesproces, ved hvilken Individer og Arter antage saadanne Former og blive i Stand til at udøve saadanne Virksomheder, som Livsforholdene, de ydre Omstændigheder kræve. Men en saadan Tillæmpelse kan under visse Betingelser føre til, at Former og Evner forminskes og forringes i Stedet for at udfolde sig rigere og mangfoldigere. Hos Snyltedyr findes saaledes Spor af en afgjort Tilbagegang, idet Organer, der hos beslægtede Dyrearter fremtræde med en rig Bygning, ere indskrumpede til svage Antydninger, og de tilsvarende Evner ligeledes ere forsvundne. Ogsaa Mennesker kunne tillempe sig efter saa ringe og simple Forhold, at de miste de højere Evner, som vare anlagte hos dem. Det er dog ikke blot ved Overgang fra mangfoldigere og større Forhold til snevrere og ringere, at en saadan Tilbagegang kan ske. Ved Overgang fra simple og jevne, men let overskuelige Forhold til mere sammensatte og omfattende, men tillige ogsaa mere kunstige Forhold kunne Evner af stor Værdi ogsaa gaa tabte. Der kan gaas frem i Mangfoldighed, og dog finde et væsentligt Tilbageskridt Sted i Koncentration, i indre Sammenhæng og Kraft. Dette sker saaledes let, naar det begrænsede, men sikre og trygge Instinkt afløses af den mere omfattende, men ofte tvivlende og fejlende Fornuft. Hos Mennesket blive derfor Udskejelser og Unaturligheder mulige, som det af Instinktet ledede Dyr ikke kender. Efter Darwin's Opfattelse er der sket et Tilbageskridt kort efter »det meget tidligere Tidspunkt, da Mennesket lige var blevet Menneske«, og da Fornuften paa saa mange Punkter skulde til at afløse Instinktet[1]. Den menneskelige Udvikling, baade hos det enkelte Individ og hos hele Folkeslag, viser ofte den Tilbagegang, der i hvert Tilfælde paa visse Punkter — kan være forbunden med en Overgang fra simple og begrænsede til sammensatte og mangfoldige Livsbetingelser. De Indsigelser mod Kulturens Værdi, som under Tiden fremkomme med stort Eftertryk, have deres relative Berettigelse ved denne Omstændighed.

De senere Aars Undersøgelser af Samfundsforholdenes og Retsforestillingernes Udvikling hos de indoeuropæiske Folkeslag have nu endog ført til Opstillingen af en hel social Patologi. Man har søgt at begrunde den Paastand, at hele den moderne Kulturudvikling i Virkeligheden er en stor Opløsningsproces, der skrider stille og umærkeligt frem, kun aabenbarende sig for den sammenlignende og konsekvente Forsker. Det ovenanførte Skrift af Ferdinand Tönnies (fra Husum, Docent i Kiel) er et interessant og, som det forekommer mig, meget lærerigt Indlæg i denne Retning. Forfatteren, der tidligere har gjort sig bekendt ved sine Studier over Hobbes og Spinoza, Arbejder, der høre til det Fortrinligste, som er ydet paa Filosofiens Histories Omraade, har den samme objektive Ro og Uforstyrrethed i Betragtningen af det menneskelige Livs Fænomener, som udmærker hine ældre Tænkere, han har beskæftiget sig saa meget med. Man mærker ikke hos ham en Rousseaus eller en Schopenhauers Lidenskabelighed. Han undersøger og konstaterer paa rent teoretisk Vis, og fordrer at imødegaas paa samme Vis. Han forbinder paa en ejendommelig Maade Sociologi og Psykologi, idet han viser, hvorledes den sociale Udvikling nødvendigvis hænger sammen med og har sit sidestykke i en tilsvarende Udvikling af de menneskelige Aandsevner. Det rige Stof, han bygger paa i sin Undersøgelse, har han saaledes gjort til sin Ejendom, at han har omsat det til en Kreds af Tanker, der udvikles ofte i meget abstrakt Form og med Benyttelse af nydannede Begreber og Udtryk, men stedse saaledes, at man mærker fast Grund under Fødderne. Skønt Bogen kræver indtrængende Stadium for at forstaas, lønner den det Arbejde, som anvendes paa den. Meget som hidtil var kendt, kommer til at staa i ny Belysning, og adskillige nye Synspunkter fremføres. Den, der for Alvor vil forstaa sin Tid og dens Tendenser, bør ikke sky det Arbejde at prøve en Dyst med denne Forfatter. Jeg vil her indlade mig paa en saadan Dyst, idet jeg vil gøre Rede for hans standpunkt og dernæst undersøge, hvad der kan gøres gældende imod det.

II.

De europæiske Folkeslags nuværende moralske og sociale Forhold have i Følge de nyere Undersøgelser udviklet sig af en tidligere Tingenes Orden, i hvilken den skarpt udprægede Retsorden med bestemt Fastsættelse af enhver Persons Krav og Pligt ikke eksisterede, lige saa lidt som den store Interessekamp fandt Sted, under hvilken hver Enkelts Vinding eller Tab bestemmes ved Forholdet mellem Tilbud og Efterspørgsel. Der eksisterede hverken den juridiske eller den økonomiske Sondring mellem Individerne, som har udviklet sig hos de indoeuropæiske Folkeslag, der fra deres Hjem i det fjerne Østen efterhaanden bosatte sig i de vestlige Egne. Levninger af den gamle Samfundsorden findes nu til Dags paa Landet mere end i Byerne, hos Almuen mere end hos de saakaldte Dannede, i de østlige Lande mere end i de vestlige. I Indien bestaar saaledes endnu den gamle, paa Familje- og Naboforholdet grundede Landsbyordning. Det var Blodets og den rumlige Nærheds Baand, som forenede Menneskene. Umiddelbar Sympati og Forstaaelse, personligt Kendskab og en ved Samliv styrket Samvirken vare de Kræfter, der bar Samfundet. Det var et naturligt, selvfølgeligt, uvilkaarligt Samliv, ikke indgaaet med klar Bevidsthed og i Haab om bestemte individuelle Fordele. De enkelte Individer følte sig umiddelbart som Dele af et Hele og tillagde sig ingen Eksistens udenfor dette. Reglerne for deres Færd vare givne i urgamle Skikke, Anordninger og Overleveringer, der ikke drøftedes, men fulgtes som en Naturorden og betragtedes med Ærefrygt. Ogsaa det større Verdensløb, af hvilket Familiens og Stammens Skæbne var afhængigt, opfattedes og vurderedes ikke med prøvende Forsken og Beskuen, men med levende Indbildningskraft, Følelse og Tro. Ogsaa her saa man en Tingenes Orden, der traadte de enkelte Individer i Møde, paa én Gang som noget Nært og Hjemligt, og dog som noget Ærværdigt og Raadende.

Kulturens Gang har nu — som Tönnies viser — mere og mere ført ud over denne Tilstand. Der er foregaaet en fremskridende Emancipation. Individet har faaet en selvstændig Ret, afset fra det snævre, naturlige Samfund, det hører til. Der er sat bestemte Grænser mellem de enkelte Individers Raaderum. De ere revne ud af deres umiddelbare Sammenhæng, ere blevne Centra hver for sig i Stedet for at have et fælles Centrum. Der finder vel Samkvem og Forbindelse Sted imellem dem, men samkvem og Forbindelse bestemmes nu mere og mere ved hvad den Enkelte mener at kunne opnaa af de Andre. Selskabet (Gesellschaft) træder mere og mere i Stedet for Fællesskabet (Gemeinschaft). I Stedet for Instinktet og den ved Tradition, Autoritet og Broderskab umiddelbart bestemte Følelse træder nu det forstandige, beregnende Overlæg. Ydre Interesser forbinde Menneskene, uden at de derfor staa i nogen væsentlig indre Forbindelse. Den Ene vil med det mindst mulige Offer fra sin Side opnaa det mest mulige af det for ham Attraaværdige, som den Anden besidder. Handelsforholdet er det mest fremtrædende Eksempel paa Selskabet i Modsætning til Fællesskabet, og Handelen er tillige det vigtigste Middel til, at Selskabet afløser Fællesskabet[2]. Ved »Selskabet« ses der bort fra alle oprindelige eller naturlige Forhold mellem Menneskene indbyrdes. Et Selskab forudsætter kun en Flerhed af nøgne Personer, der ere i Stand til at yde, følgeligt ogsaa til at love. Mod selv at faa Midler til sine Formaal yder den Ene den Anden Midler til hans Formaal. Ved Overgangen fra Fællesskab til Selskab nærme vi os en Tilstand, hvor Enhver er Købmand.

I Fællesskabet, i det gamle Samfund, var Forbindelsen mellem Individerne given, før de gensidigt kunde yde hverandre Tjenester, og før de kunde gøre Regning paa saadanne gensidige Ydelser. I Selskabet derimod faa Individerne for det Meste kun med hverandre at gøre, naar deres Interesser mødes paa harmonisk eller disharmonisk Maade. En kunstig, mekanisk Sammenhæng træder i Stedet for den indre. Aktieselskabet er den karakteristiske Type for Selskabet, ligesom Familien for Fællesskabet. I Stedet for Agerbrug, Haandværk og Kunst træder Industri og Handel. I Stedet for det personlige Forhold mellem Haandværkeren og hans Kunde træder det upersonlige Forhold mellem Masseproducenten og hans tilfældige, ubekendte Købere. Storstaden med sit brogede, internationale Liv træder i Stedet for Huset, Familien og Landsbyen. Selskabet tilspidser sig tilsidst i Forholdet mellem Kapitalist og Arbejder som et rent Købs- og Kontraktforhold. For at bruge Sir Henry Maine's Udtryk: den naturlige, overleverede Tilstand (status) afløses mere og mere af den vilkaarligt, med bevidst Overlæg tilvejebragte (contractus).

Der foregaar her, i Følge Tönnies, en patologisk Udviklingsproces, som vel kan ændres, men ikke hindres af Filantroper og Lovgivere. Om hin »dualistiske Konstruktion af Selskabet«, der viser sig i Modsætningen mellem Kapitalister og Arbejdere, er den eneste mulige, — hvad der vil ske, naar Linen er løben ud, og alle Forhold ere blevne Kontraktforhold, — det er Spørgsmaal, som Forfatteren erklærer for at være ham uvedkommende.

At det er en patologisk Udvikling, der her er beskreven, ses især, naar vi betragte den psykologiske Side af Udviklingen, ikke blot den sociale. Som Selskabet forholder sig til Fællesskabet, saaledes forholder den vilkaarlige Villen sig til Væsensviljen. Ved Væsensvilje forstaar Tönnies Instinkt, umiddelbar Tilskyndelse, der med indre Nødvendighed gaar imod sit Maal. Den virker overvejende ubevidst, efter Naturanlæg og Vane eller bestemt ved Efterligning og umiddelbar sympati. Ved vilkaarlig Villen skelnes derimod bestemt mellem Formaal og Middel, og det bliver Genstand for Overvejelse, hvor meget det er værdt at ofre paa Midlerne for at opnaa Formaalet. Enhver vilkaarlig Villen er et Køb, ofrer Noget for at vinde Noget. Det Ejendommelige ved den vilkaarlige Villen træder tydeligt frem, naar Midlet ene og alene villes for Formaalets Skyld. Der er derfor ved den vilkaarlige Villen noget Unaturligt, en vis Selvtvang, en Falskhed. Naar man gør sig klart Rede for hvad man ofrer, og hvad man derved vil opnaa, vil tillige Egoismen ligge nær og vil fortrænge den umiddelbare Hengivelse. Det er ved Vilkaarligheden ikke Godheden, men kun Klogskaben og Konsekvensen, som er at beundre. Livet staar ikke længere som et Kald, i hvilket der skal arbejdes, men som en Forretning, der skal gøres.

Selskabets Udvikling begunstiger Tendensen til vilkaarlig og egoistisk Villen paa Bekostning af Væsensviljen og Hengivelsen. Under den stadige Kappestrid bliver Vilkaarlighedens hensynsløse Brug en Betingelse for Individets Bestaaen. Den klare Forstand træder i hele det aandelige Liv i Stedet for den umiddelbare Følelse, Fantasi og Tro. Der finder en fremskridende Intellektualisme Sted; den videnskabelige Refleksion træder mere og mere i Stedet for den barnlige Tro. Det religiøse og det sociale Problem ere saaledes Grene af et og samme store Problem, som Tönnies behandler dels fra den sociologiske, dels fra den psykologiske Side.

III

Ingen vil kunne negte, at der foregaar en saadan sociologisk og psykologisk Udvikling, som Tönnies skildrer. Kulturen trænger ind, hvor der før kun var Natur; Livsformerne blive stedse mere sammensatte og i højere Grad Frugten af vilkaarlig Ordning; der stilles stedse større Fordringer til Kløgt og Beregning. Vi synes for saa vidt stedse mere at fjerne os fra det Primitive, Naturlige og Uvilkaarlige. Vil Linen da ikke løbe ud, saa det menneskelige Liv forstenes eller opløses, ligesom det efter en fysisk Teori vil gaa med Jordklodens og vort Solsystems Liv og Bevægelse i det Hele? Eller skulde den af Tönnies skildrede Udvikling blot være én Side af Sagen, idet der for det opmærksomme Blik vil fremtræde andre Udviklingstendenser, som kunne holde dem Stangen, saa at den ikke kommer til at løbe Linen ud?

Lad os i Korthed se, hvilke Erfaringer og Betragtninger der kunne føre til at afvinde Sagen en lysere Side. —

Pessimismen er her som saa ofte beslægtet med Romantiken. Den ser Fortiden i et straalende Lys, medens Nutiden synes kold, tom og mørk. De gamle Samfundsforhold forud for den store Emancipationsproces, der udfylder saa stor en Del af Historien, vare dog ingenlunde ideale. De fremtræde for os med Enhedens og Sluttethedens Karakter og tillige med et vist idyllisk Præg. Menneskelivet og de menneskelige Følelser fremtræde i simple, intensive og elementære Former, der ere velgørende for det af Nutidens brogede, delte og stridende Liv trættede Øje. Hos Tönnies forekommer det mig særligt, at man mærker den pietetsfulde Vedhængen ved Livet som det former sig paa Landet og i de smaa Flækker; han skildrer det og dets Former med en Varme, som denne klare Tænker ikke formaar at vedligeholde, hvor det gælder Forstaaelsen af Storstadens og det sammensatte Kulturlivs Forhold, og som ganske sikkert ogsaa er vanskeligere at bevare der. Men Idyllen er ofte kun et Skin — i den menneskelige Verden som i den øvrige Natur. Der kunde f. Eks. ved det gamle patriarkalske System gaa megen Grusomhed og Undertrykkelse i Svang. Husfaderen herskede uden Kontrol, kun underkastet Gudernes Straf; men de lod ikke altid høre fra sig. Om det Værste tier endda maaske Historien, ti de aldeles Retsløse faa ingen Historie. Det var i Virkeligheden intet Fald, da det gammelariske, til Dels paa præstelig Tradition og Præsteherredømme byggede Familiesystem afløstes af det klart udviklede græsk-romerske Borgersystem, indenfor hvilket Privatretten undergik sin grundlæggende Udviklingsproces. Det var ikke blot Egoisme og selvisk Erhvervsinteresse, som sprængte den gammelariske Husorden og i en senere Tid den middelalderlige Lavsorden. Det var ikke mindst en — ved de forandrede økonomiske Forhold vakt og næret — udtrykkeligere Anerkendelse af den enkelte Personligheds Værd og Evne.

Tönnies ger vistnok med fuld Ret opmærksom paa den store Forskel mellem Trællene indenfor de gammelariske Familier og senere Tiders Slaver. Trællens (der Knecht) Stilling nærmede sig ofte til Sønnens eller Vennens; han var et Medlem af Husstanden saa vel som Hustru og Bern. »Idet han deler Familiens Glæde og Sorg, yder sin Herre en voksen Søns Ærefrygt og nyder en Hjælpers eller endog en Raadgivers betroede Stilling, er han efter hele sin Beskaffenhed et frit Menneske«. Kun undtagelsesvis trykkes han ved Mishandling ned til en virkelig slavisk Stilling. Senere har Leist fremhævet, at Trællevæsenet i Oldtiden, endnu hos Grækerne, hverken maa betragtes og bedømmes fra et rent privatretligt Synspunkt eller fra den offentlige Rets Synspunkt. »I Husordningen have vi et arisk Urretsinstitut for os, som er ældre end Sondringen mellem privat og offentlig Ret. Den er den juridiske Mikrokosme, af hvilken Privatretten og den offentlige Ret først efterhaanden have udviklet sig«. Ligesom ved Erhvervsvirksomheden saaledes forstaa vi ogsaa her Aristoteles's Standpunkt (særligt hans bekendte Forsvar for Trælleinstitutionen) som et Forsøg paa at fastholde den gamle Husordning overfor den fremskridende Individualisme.

Dette er en vigtig Betragtning, hvorved Meget i Historien bliver bedømt paa en retfærdigere Maade end en abstrakt filantropisk og naturretlig Anskuelse er i Stand til. Men netop naar Trællens Stilling ofte og maaske i lange Tider har været forholdsvis god og betrygget ved patriarkalsk Omsorg, vil det være aldeles uforstaaeligt, hvorledes der kunde opstaa Ønsker om at forlade denne Stilling, hvis der ikke fandt Misbrug og Undertrykkelse Sted. Det er formodentligt gaaet her som ved Udviklingen af den frie Arbejderstand ved Middelalderens slutning, der blev fremkaldt ved den Egoisme, hvormed Lavsmestrene søgte at holde deres Fordele og Rettigheder indskrænkede til saa lille en Kreds som muligt, samtidigt med, at (som allerede berørt i en anden Sammenhæng) Markedet udvidedes og stedse flere Arbejdskræfter maatte tages i Beslag[3].

Det gamle System var ikke blot et patriarkalsk Hussystem; det var tillige et Tvangssystem, eller det havde i hvert Tilfælde hvert Øjeblik Muligheden for at gaa over til et Tvangssystem. Men hvad enten det virkede ved omsorgsfuld Mildhed eller ved Tvang, en Ting var det ikke egnet til: at udvikle Selvstændighed i Evne og Drift og den dertil knyttede Selvfølelse hos de enkelte Individer. Disse stode — med Undtagelse af dem, der var Autoriteter (Fædre, Præster, Profeter osv.) — som mere eller mindre selvløse Dele af det Hele. Men de vare ikke hver for sig smaa Helheder. Overgangen til den mere individualistiske Ordning (fra Fællesskabet til Selskabet), hvad enten den nu mest er fremkaldt ved de autoritære Magthaveres Egoisme eller ved de formedelst ydre Forhold ændrede økonomiske Betingelser, har da i hvert Tilfælde bevirket det Gode, at der blev Mulighed for og vaktes Drift til Udfoldelsen af Evner og Kræfter, som hidtil laa slumrende hos de Enkelte. Derved muliggjordes ganske vist ogsaa Isolation og Udvorteshed i Forholdet mellem Individerne. Men der stilledes dog den store Opgave for hver Enkelt at blive til en selvstændig og ejendommelig Personlighed; der blev anlagt en Mængde selvstændige Udgangspunkter for Slægtens Liv. En større Inderlighed i det menneskelige Liv, helt nye Erfaringsomraader af stor Værdi banedes der derved Vej til. Selv om Individernes Virken ikke gaar saa let og instinktmæssigt for sig som i det gamle Samfund, saa er der dog opnaaet et stort Gode. Under Udviklingens Gang tabes der uundgaaeligt Noget, hver Gang der vindes Noget. Det er nu én Gang saa. Men det er uberettiget blot at se paa hvad der tabes. Det Højeste vilde ganske vist være at forene det Værdifulde fra de tidligere Udviklingstrin med det Værdifulde fra de følgende Trin. Men det er et Ideal, som ikke fuldt kan naas, skønt det har sin store Betydning at holde sig det klart for Øje. Den pessimistiske Anskuelses Mission er at hindre os i at glemme det.

Ikke blot en større Selvstændighed og Inderlighed bliver mulig, men ogsaa et større Samfund. Staten og Menneskeheden, det er Begreber, der først kunne udvikles, naar den patriarkalske Ordning løslader de enkelte Individer og tillader dem at føle sig i menneskelige Forhold, selv om de skilles fra det oprindelige Hjemsted. Ogsaa denne Side af Udviklingen frembyder sine Farer; de snevrere Kredse, med deres umiddelbare og derfor hjerteligere Berøringer, skydes let til Side for de større, men mere abstrakte Forhold, og Livet kan derved lide i Kraft og Varme. Men i sig selv var det dog en stor og betydningsfuld Udvidelse af Menneskelighedsfølelsen, der fandt Sted, da Stat og Menneskehed bleve ledende Ideer i det menneskelige Liv. Skranker nedbrødes, som paa mange Maader medførte Hæmmelse og Strid[4]. —

Vanskeligheden ved at forene de tidligere Udviklingstrins Goder med de seneres lettes nu for en stor Del ved, at Slægten i en vis Forstand stedse begynder forfra. Det gaar her som i Naturen, hvor vi mere og mere have lært, at de Kræfter, der have virket i de tidligere Jordperioder, ikke ere væsensforskellige fra dem, der den Dag i Dag ere i Virksomhed rundt om os. Ogsaa paa det menneskelige og sociale Omraade gælder Aktualitetsprincipet. Al mulig Emancipation og Individualisme kan ikke ophæve de simple Grundforhold, som stedse paany sætte Fællesskabet i Selskabets Sted. Familien maa stedse vedblive at være et Fællesskab. Forholdet mellem Forældre og Børn og mellem Mand og Hustru lægger Grunden til de stærkeste og varigste Følelser, som Menneskelivet kender. Indenfor det Samfund, som bestemmes ved disse Følelser, begynder ethvert Menneske sit Liv. Her finder et Samliv Sted, som er Medfølelsens og Menneskelighedsfølelsens stadige Hjemsted. Fra det udgaar stedse paany de Kræfter, der holde Menneskelivet sammen. Her bøjes og lempes Egoismen; her undergaar Brutaliteten en stille Ændring. Ingen Retsmekanik, selv den kløgtigst udtænkte, og ingen Oplysning, selv den mest grundige, kan erstatte det Væld, som her har sit Udspring. 0g denne inderliggørende, mildnende og sammenholdende Magt er ikke svækket, fordi Livets ydre Orden er bleven en anden end den var, da man ikke kendte andre Samfundsformer end dem, der grundedes paa Blod og Naboskab. Familien kommer netop først til sin Ret, naar den ikke længere er det eneste, eller saa godt som det eneste Samfund. Magtforholdet træder da tilbage; de Elementer udskilles, som i den gamle Familie altfor meget mindede om et Forhold mellem Hersker og Beherskede[5]. Den almindelige Frigørelsesproces er ogsaa kommen Familien til Gode; dens egentlige Væsen har først kunnet udfolde sig, efter at det gamle, patriarkalsk ledede Fællesskab var ophørt. Ikke blot virke altsaa endnu de samme Kræfter i det menneskelige Liv, som for Aartusinder siden; men der er endog Grund til at tro, at de virke under heldigere Vilkaar! —

Og selv om Individerne udenfor Familien ere komne til at staa mere i Kontraktforhold end i naturligt Sammenhøringsforhold til hverandre, — selv om contractus breder sig paa Bekostning af status, — saa føre dog atter disse forandrede Forhold til nye Former for Fællesskab gennem fri Association. Ikke alle Associationer have nemlig Aktieselskabets løse og selviske Karakter. Hvor der ikke blot er fælles Formaal, men hvor der arbejdes og stræbes, lides og taales i Fællesskab, vil der efterhaanden udvikle sig en Fællesskabsfølelse, et Kammeratskab, som kan faa et større Sving og besidde en større Styrke, end den rent egoistiske Forventning om bestemte ydre Formaals Opnaaelse kan forklare. Selv om Associationen fra først af indgaas fra de Enkeltes Side af overvejende egoistiske Grunde, saa vil der under samlivet og Samvirksomheden foregaa en Forskydning af Motiverne, saaledes at det oprindelige Formaal træder tilbage for Følelsen af Fællesskab. Ad denne Vej bliver den Enkelte delagtig i Slægtens fælles Liv; naar han lægger sit lille Lod i Vægtskaalen, er det ikke i Tanken om, hvad han selv vil opnaa derved, men det er den fælles Skæbne, han derved vil gøre Sit til at bøje i den Retning, han anser for gavnligst for den Helhed, til hvilken han hører. Det bedste og mest kendte Eksempel herpaa frembyder Arbejderfagforeningernes Historie. Hvad vi kunne lære af denne, har jeg et andet Sted (Etik p. 244)[6] udtrykt saaledes: »Den kameratlige Følelse, Sympatien med Andre vokser. Den Enkelte ser, at hans Adfærd under og udenfor Arbejdet, hans Dygtighed, Flid, Selvbeherskelse og Sparsommelighed blive af Betydning for langt Flere end ham selv. Der dannes saa at sige en etisk Sfære omkring ham, en stor Familie, af hvilken han føler sig som Led. Han lærer Broderskabet at kende, som før næsten glemtes for Frihed og Lighed. Han lærer at underordne sine egne Interesser under de fælles. Og han faar gennem de fælles Erfaringer og det Overblik over Handels- og Fabrikforholdene, der bestemmer Fagforeningernes Politik, en klarere Opfattelse af Arbejdernes Stilling til de andre Samfundsklasser, lærer baade sine Rettigheder og Pligter som Led af Slægten bedre at kende. Det er kort sagt en hel Opdragelse fra Egoisme til Sympati, fra blind Raahed til klart seende Kraft, fra Kamp til fredelig Forhandling, som her foregaar. Og alt dette sker ad Frihedens Vej. Der gives intet bedre Svar til dem, der betragte vor Tid som en blot Opløsningens Tid, end at henvise dem til den Samfundsdannelse og den etiske Udvikling, som her er gaaet for sig.« —

Kun med nogle faa Ord kan jeg her omtale den psykologiske Udvikling, som i Følge Tönnies gaar parallelt med og tillige staar i real Sammenhæng med den sociale. Ogsaa den var jo af patologisk Beskaffenhed: Forstand og Refleksion afløse Indbildningskraft og Tro; i Stedet for Følelsens umiddelbare Varme træder Tænkningens kølige Klarhed; det aandelige Liv bevæger sig ikke længere efter naturlige Tilskyndelser, men efter kloge Beregninger. Men ogsaa her gælder det, at nye naturlige og umiddelbare Tilstande og Motiver kunne danne sig, efter at man har løsrevet sig fra det Instinktmæssige og Overleverede. Hvad vi først kun omfatte med Erkendelsen, kan tilsidst igen sætte Følelsen og Fantasien i Bevægelse. Jo mere vi leve os ind i den vundne Erkendelse, des mere vil ogsaa den kunne blive en Ramme eller et Grundlag for et nyt umiddelbart aandeligt Liv. Den moderne Verdensopfattelse har sin Storhed og Ophøjethed, som — naar den forberedende Forsken og Kritik, der foreløbigt lægger Beslag paa de bedste Kræfter, har gjort sit Værk — vil kalde Fantasien og Følelsen til Virksomhed. Naar vi betænke, hvor kort den videnskabelige Erkendelse har virket, og hvor snevre Kredse den endnu er indskrænket til, er det med fuld Ret, vi antage, at vi leve i en Overgangstid. Strid mellem Viden og Tro er karakteristisk for en saadan Overgangstid. Men der er ingen Grund til at antage, at denne Strid — i sin nuværende Form — skal vare bestandigt. Den Harmoni, som nu den Enkelte møjsommeligt tilstræber i sin Livsanskuelse, naar Bruddet med Traditionen er sket, vil til sin Tid træde ud i fælles Symboler, i Tanker, om hvilke store Kredse kunne samle sig. Vi leve i en »kritisk« Periode; men den vil — det er ikke en ubegrundet Tro — blive afløst af en »organisk« Periode. —

Ville nu alle disse Betragtninger gøre noget Indtryk paa den sociale Pessimist?

Som i Begyndelsen omtalt, ligger der bag Striden mellem Optimisme og Pessimisme to forskellige Grundstemninger. Det gælder selv her, hvor vi staa overfor en klar og energisk Tænker, der raader over et rigt Materiale af Kendsgerninger og over Analysen med stor Indsigt. Bag de Grunde, der lade sig formulere, skjule sig dog stedse Stemningsgrunde, der ikke lade sig formulere. Hvad et enkelt Punkt angaar (en vis romantisk Forkærlighed for de primitive, naturlige, begrænsede Livsformer), er der henpeget derpaa i det Foregaaende.

Desuden ere de Forhold, det her gælder om, saa indviklede, at Ingen kan overskue eller beregne de forskellige Samvirkende og modvirkende Tendensers Magt. Hverken Sociologien eller Psykologien vil her kunne opstille nogen aldeles sikker Deduktion, der kunde afgøre Striden.

Vor Modstander vil svare os: »Selv om Alt, hvad her er fremført, er rigtigt, selv om der f. Eks. stadigt sker Nydannelser i Retning af umiddelbart socialt og aandeligt Liv, — den modsatte Tendens, der gaar i Retning af Mekanisering, Isolation og Intellektualisering, virker i stedse større Omfang; maa den da ikke tilsidst løbe Linen ud, saa at Livet opløses?«

Nu ja, det gælder en Prøve. Ingen alvorligt Tænkende kan være blind for Faren. Livet er en stadig Kamp, og dennes Resultat kunne vi ikke paa Forhaand kende. Pessimismen har den store Fortjeneste at indskærpe, at vi ikke over en Fremgang paa Overfladen glemme og miste det, der dog tilsidst er Livets Kærne og Kraft. Deri har Tönnies Ret, at hvis »Væsensvillie« og alt »Fællesskab« opløstes, vilde Livet med det Samme blive et Skinliv, en tom Form. Den udtrykkelige Bevidsthed om, hvad det gælder, vil kunne skærpe Sansen for de virkelige Værdier og Viljen til at bevare dem. Tilbage kunne vi ikke komme, og staa stille kunne vi heller ikke; vi maa fremad og ville fremad, men en af de vigtigste Betingelser for den virkelige Fremgang er, at vi ikke miste hvad der én Gang er naat, og hvad der er en stadig Fornødenhed for et sundt Liv.



  1. Se „Menneskets Afstamning og Parringsvalget”. Dansk Overs. II p. 364, 379, 400. — Der kan i denne Sammenhæng mindes om Kants og Schillers Fortolkning af Myten om Syndefaldet som Udtryk for Overgangen fra Instinkt til Fornuft.
  2. Ogsaa i Følge Leist (Alt-arisches Jus Gentium. Leipzig 1889 p. 523—525) er den gammelariske Husordning gaaet til Grunde ved Handelens og Pengevæsenets Opsving, der havde den skarpe Udvikling at det rent privatlige Ejendomsbegreb til Følge. Det er „den dæmoniske Kapitalmagt“ der omdanner Forholdene. I Stedet for Husfællesskabet og den til det knyttede Erhvervsvirksomhed trænger nu Egeninteressen sig frem, som er fjendtlig mod ethvert varigt Fællesskab. Leist gør træffende opmærksom paa, hvor forstaaelig og historisk betydningsfuld i denne Sammenhæng Aristoteles's Polemik (i hans Statslære) mod enhver Stræben efter Erhverv, der gaar ud over det for Husstanden Nødvendige, kommer til at staa for os. Det var dog en reaktionær Tankegang, der ikke formaaede at stanse Udviklingen. — Paa lignende Maade har Handelen virket ved Overgangen til den nyere Tid. Det var de forandrede Afsætningsforhold, Dannelsen af et Verdensmarked i Stedet for de tidligere begrænsede Afsætningsforhold, der førte til Bruddet med den gamle Lavsorden, til Haandværkets Afløsning ved Storindustrien, til Opfindelsen af Maskiner og til hele den moderne Konkurrence. Smlgn. L. Brentano: Über die Ursachen der heutigen socialen Noth. Leipzig 1889 p. 16. Brentano bebrejder Marx (hvem Tönnies paa dette Punkt følger vel meget), at han vender Forholdet om, idet han lader den store Industri udvikle sig af sig selv og derpaa frembringe Verdensmarkedet, ligesom Marx i det Hele i sine Teorier overser Efterspørgselens Betydning.
  3. L. Brentano skildrer (i sit Værk: Die Arbeitergilden I p. 59) denne Sag saaledes: „Industriens Opblomstring og den større Anvendelse af Kapital i den, hvilke gensidigt fremkaldte og betingede hinanden, trak nødvendigvis de Livegne i Mængde til Byen. Derved sørgedes der vel paa den ene Side for det større Antal Arbejdskræfter, som Industriens Fremskridt fordrede, men paa den anden Side opstod der i enhver ny Arbejder en mulig fremtidig Konkurrent. Udbyttet af Kapitalanlæggelse i Industrien truedes altsaa; Bekymringen herfor vakte Haandværkernes Monopolaand, og der opstod en Mængde Bestemmelser, der indskrænkede hine ny fremtrædende Familiers Konkurrence. Betalingen for Indtrædelse i Lavet forhøjedes; paa Fastlandet opstod den Skik, at der af Enhver, der vilde drive selvstændigt Haandværk, forlangtes et for det Meste kostbart Mesterstykke, hvorimod Sønner og Svigersønner saa vel som de, der ægtede en Enke, som hørte til Lavet, nød Lettelser.“
  4. I „Dansk Bondeliv, saaledes som det i Mands Minde førtes, navnlig i Vestjylland“ (København 1889) har Pastor H. F. Feilberg givet en interessant Skildring af Livet, ogsaa samfundslivet i Landsbyen, saaledes som det førtes, for de moderne Reformer, de udvidede Færselsmidler. Oplysningen og den politiske Bevægelse bragte nye Forhold og en ny Aand til Veje. Jo større den Kærlighed og Forstaaelse er, med hvilke Forfatteren dvæler ved den gamle Tingenes Orden, des interessantere er det at høre hans Dom om den Forandring, der er i Færd med at foregaa og til Dels allerede er foregaaet. Han fremhæver, hvilket snevert Syn og hvilke Standsfordomme der maatte opstaa under den Isolation og Begrænsning, under hvilken Livet førtes. Man saa kun „til sin egen Marks Grænse, eller naar det kommer højt til Sognets Skel; underligen vilde det have været og hartad ubegribeligt. om man havde truffet Folk med Syn for det store Samfund, Land og Folk“. Der er nu som Følge af de nævnte Aarsager, ikke mindst af den politiske Bevægelse selv i de usleste Hjem kommet „noget af en Fællesskabsfølelse, som vist aldrig har været der før“. Arbejderen og Husmanden have lært, at „de høre et Folk til, at de har fælles Interesser med deres Folk, at de har en Ret og et Ansvar“ (p. 130, 137). — Hvis Forfatteren har Ret heri, se vi, hvorledes Opløsningen af de gamle Bykommuner med deres Fællesskab og deres paa Naboforholdet hvilende humane og sociale Forbindelser kan være en Overgang til en større og mere omfattende Fællesfølelse og til en Bevidsthed om større Opgaver og Synspunkter, end den gamle Ordnings begrænsede Horizonter gjorde mulige.
  5. Den russiske Dramatiker Ostrovsky har skildret Familielivet, saaledes som det var for 40 Aar siden i Byerne i det indre Rusland. Man ser her, i hvilken Grad selv Familien under den gamle Tingenes Orden var et Tvangssystem. Hans „Oeuvres dramatiques“ have derfor ikke blot en overordentlig stor poetisk, men ogsaa en meget stor kulturhistorisk og etisk Interesse.
  6. 2. Udgave p. 336.