Betænkning afgivet af Forfatningskommissionen af 1937/Særudtalelse af Venstres Medlemmer

←Særudtalelse af Det Konservative Folkepartis Medlemmer

Betænkning afgivet af Forfatningskommissionen af 1937
Særudtalelse af Venstres Medlemmer
af Forfatningskommissionen af 1937

Flertallets Forslag til Ændringer i Grundloven med Bemærkninger→

Venstres Medlemmer (Brorsen, Elgaard, Krag, Hauch og Stensballe) ønsker at udtale:
De skelsættende Aar i dansk Forfatnings Historie er 1849, 1866 og 1915. I 1849 fik vi en efter Datidens Forhold udpræget helstøbt frisindet Forfatning, medens 1866-Grundloven var af en anden Natur med Indførelse af Valgrets-Privilegier til Landstinget, Privilegier, der i en lang Periode skulde medføre bitre politiske Kampe; først ved Grundloven af 1915 vendte man tilbage til Juni-Grundlovens Principper med almindelig Valgret til begge Rigsdagens Ting.
Grundloven er Landets vigtigste Lov, men dog alligevel kun en Ramme om Folkets Liv og Virke. Det afgørende vil til enhver Tid være, om den af Grundloven udgaaede Folkerepræsentation udfører et Arbejde, hvorved Befolkningen kan kende, at der ad politisk Vej øves en Virksomhed af Betydning for og i Pagt med hele Samfundets Udvikling.
Grundlovs-Revisionen i 1915 blev gennemgaaende hilst med stor Tilfredshed i Befolkningen. Privilegierne bortfaldt; Kvinderne fik Valgret i Lighed med Mænd, hvad de ikke havde haft tidligere, og paa en Række Omraader indføjedes Bestemmelser, der gav gode Løfter for Fremtiden. Ikke mindst de nuværende Regeringspartier var med i Jubelkoret, der sang den nye Grundlovs Pris. Det varede imidlertid som bekendt ikke længe, før der fra den Side kom Røster frem om, at den nye Grundlov burde ændres og det paa et Tidspunkt, hvor der kun havde været afholdt eet Valg efter dens Vedtagelse. Navnlig Social-Demokratiet satte sig i Bevægelse med en kraftig Agitation for, som man kaldte det, en mere moderne Forfatning. Som Forbillede anførtes den nye Grundlov, der var indført i Tyskland efter Sammenbruddet og efter det tyske Samfunds Overgang til republikansk Styreform. I de nye Krav, som Social-Demokratiet rejste, savnedes derfor heller ikke en Bestemmelse om, at Republikken skulde indføres i Danmark, og Valgretsalderen foreslog man nedsat til 21 Aar.
Da disse Krav ikke kunde gennemføres, indtog Social-Demokratiet i 1920 en meget passiv Holdning over for saadanne Ændringer i Forfatningen, som det var nødvendigt at gennemføre, for at Sønderjyderne efter Genforeningen kunde vælge Repræsentanter til den danske Rigsdag.
I Rigsdagssamlingen 1934—35 fremsatte den nuværende Regeringskoalition Forslag til Ændringer i den bestaaende Grundlov af 1915, og de vigtigste af de Forandringer, der efter Forslaget skulde foretages, var Etkammersystemets Indførelse og Valgretsalderens Nedsættelse til 21 Aar. Forslaget kunde ikke gennemføres, da Venstre og Det konservative Folkeparti, der paa det Tidspunkt havde Flertal i Landstinget, gik imod det. I 1936—37 kunde det samme Forslag have været gennemført paa Rigsdagen idet Regeringspartierne efter Valget i 1936 ogsaa opnaaede et Flertal i Landstinget. Imidlertid fremsattes der nu Forslag om at nedsætte en Kommission til Behandling af Forfatningsproblemet. Dette Forslag om Kommissionsnedsættelse fik Tilslutning fra konservativ Side, medens Venstre var imod Forslaget, som man fandt overflødigt i Betragtning af, at de Ændringer i Forfatningen, som Regeringen ønskede gennemført, paa normal Maade kunde forelægges og behandles af Rigsdagen.
Efter at det var vedtaget at nedsætte Kommissionen, har der dèr fundet en almindelig Drøftelse Sted, en Drøftelse som ogsaa Venstre har deltaget i. Fra Regeringens Side blev der forelagt en Skitse, som indeholdt Bestemmelse om Landstingets Afskaffelse, medens man til Gengæld foreslog indført en ny Institution, som kaldtes Lovraadet, der kun skulde være raadgivende, men hvor Lovforslagene skulde behandles, inden de blev ophøjet til Love. Fra konservativ Side blev der fremlagt 2 Udkast, hvoraf det ene bibeholdt Tokammersystemet, medens det andet var en Blanding af Et- og Tokammersystem.
Skønt Venstre har givet Udtryk for den Anskuelse, at det ikke er Grundlovs-Ændringer, der er særlig paakrævede i Øjeblikket, men at det er ganske andre Spørgsmaal af økonomisk og social Karakter, Befolkningen er optaget af, udtalte vi vor Villighed til Forhandling om visse Punkter i den bestaaende Grundlov. Venstre var f. Eks. villig til at nedsætte Valgretsalderen til Landstinget, saa den blev 25 Aar altsaa ens Valgretsalder til begge Rigsdagens Ting som i Juni-Grundloven. Opstod der i Fremtiden Uoverensstemmelser mellem Folketing og Landsting, var man villig til at skabe Mulighed for, at saadanne kunde løses, eventuelt ved at lade Tingene træde sammen til en forenet Rigsdag. Om de landstingsvalgtes Stilling og Maaden at vælge dem paa var Venstre ligeledes forhandlingsvenlig.
For at Landstinget imidlertid fremdeles kunde bevare et Præg, noget forskelligt fra Folketinget, burde Tinget have en længere Valgperiode, være vanskelig opløseligt og vælges ad indirekte Vej, ved Valgmænd som nu. Paa den Maade blev Grundloven af 1915 ført à jour, og saaledes ændret kunde det have tilfredsstillet alle berettigede Krav. Om disse forskellige Udkast blev der derefter forhandlet i Kommissionen, men Enighed mellem Partierne kunde ikke opnaas, og det var derfor naturligt, at det fra Venstres Side blev gjort gældende, at Regeringen, hvis den vilde fremme Sagen, maatte fremlægge et virkeligt gennemarbejdet Grundlovsforslag til Forhandling i Kommissionen. Dette skete først i et Møde den 13. Juni, og da Kommissionen som bekendt skal være færdig med sit Arbejde inden 1. Juli, blev der meget kort Tid til Behandling af Landets vigtigste Lovgivningsarbejde. Ogsaa af den Grund har Venstre besluttet ikke at stille Forslag i Kommissionen, men afvente Regeringens Forslag i næste Rigsdagssamling.
Det er i Rigsdagen — over for den store Offentlighed — Venstre ønsker, at de endelige Forhandlinger skal foregaa, og indtil da agter Venstre at staa frit.
I Kommissionen er der imidlertid fremsat et Grundlovsforslag, der har faaet Tilslutning fra Regeringspartierne og Det konservative Folkeparti. Om visse Bestemmelser i dette Forslag skal her gøres enkelte Bemærkninger. Man forlader efter Forslaget Tokammersystemet, men indfører ikke et rent Etkammersystem; man konstruerer noget der imellem — altsaa et baade-og, ikke et enten-eller. Rigsdagen, der skal bestaa af 205 Medlemmer, deler sig i et Førstekammer med 69 Medlemmer og et Andetkammer med 136 Medlemmer. Til Behandling af forskellige Sager træder Kamrene sammen til Den forenede Rigsdag. Af de 205 Medlemmer kredsvælges 170, medens 34 udtages paa Lister, som forud for Valget er affattet af de Partier og Vælgergrupper, der har opstillet Kandidater til Kredsvalg. Hvor stor Andel det enkelte Parti faar i de 34 Liste-Kandidater afhænger af Partiets Stemmetal ved Kredsvalgene. Førstekammeret kommer der efter til at bestaa af 34 kredsvalgte, udpeget blandt og efter Forholdstal af de 170 Medlemmer, og 34 listevalgte samt en Repræsentant for Færøerne, Andet-Kammer som omtalt af 136 Medlemmer.
Det bestemmes nærmere (§ 43), hvorledes Arbejdet vil være at fordele, hvilke Spørgsmaal der alene skal behandles i Den forenede Rigsdag (3 Behandlinger), og hvilke der skal behandles særskilt i de 2 Kamre (3 ＋ 2 Behandlinger). I den forenede Rigsdag behandles f. Eks. Ændringer i Grundloven, Finanslov og andre meget vigtige Love af finansiel Natur, og saadanne Love af stor Betydning faar altsaa 3 Behandlinger, medens mindre vigtige Spørgsmaal skal underkastes 5 Behandlinger i de to Kamre og eventuelt en sidste Behandling i Den forenede Rigsdag. Forslag om Dagsordener behandles snart i et af Kamrene, snart i Den forenede Rigsdag.
Efter Venstres Opfattelse er det et noget indviklet og kunstigt System, der her etableres. Stillet overfor et saadant Forslag maa Venstre anse det for rigtigt, at Spørgsmaalet om et rent Etkammersystem under de fortsatte Forhandlinger i Rigsdagen drages i Forgrunden, og samtidig erklærer vi os for Tilhængere af en Valgretsalder for Mænd og Kvinder paa 25 Aar, medens denne efter Forslaget skal nedsættes til 23 Aar. Andre Spørgsmaal, som f. Eks. Spørgsmaalene om, hvorvidt Rigsdagen skal indkaldes en Maaned senere (November) end nu (Oktober), eller om Finansloven først skal forelægges i Januar i Stedet for nu i Oktober, kan der antagelig nok opnaas Forstaaelse om. Hvad Spørgsmaalet Folkeafstemning angaar, maa Venstre forbeholde sig nærmere Overvejelse vedrørende Paragraffens Udformning, men vi er Tilhængere af at anvende Priticippet om Folkeafstemning i begrænsede Tilfælde.
Ved Siden af det, der alt er omtalt, er det efter Venstres Anskuelse meget vigtigt, at bl. a. følgende Spørgsmaal underkastes den grundigste Behandling:

Borgernes lige og fri Adgang til Erhverv og Arbejde, eventuuelt Understøttelse, uanset organisationsmæssige og andre Forhold.
Domsmagtens og Anklagemyndighedens Uafhængighed at Administrationen.
Ejendomsrettens Ukrænkelighed.
Sikring af Ytrings- og Organisationsfrihed.
Sikring af Kirke- og Skolefrihed samt Kirkemidlernes Anvendelse i Overensstemmelse med de Formaal, hvortil de i sin Tid er tilvejebragt.

I det Venstre som allerede sagt venter med at tage endelig Stilling, indtil Sagen kommer til Behandling paa Rigsdagen, ønsker vi paa ny at betone, at de Krav, den politiske og økonomiske Situation i denne Tid stiller til Regering og Lovgivningsmagt, i første Række samler sig om Løsningen af andre og mere paakrævede Opgaver end Forfatningsændringer. Den nuværende Regering kan jo ikke beklage sig over Forholdene paa Rigsdagen, hvor den har et Flertal bag sig i begge Rigsdagens Ting, og hvor der derfor ikke er nogen Hindring for saadanne Forslag, der ønskes gennemført.
Samtidig med Gennemførelse af Ændringer i Grundloven skal den gældende Valglov revideres, men om dette er der saa godt som ikke forhandlet i Kommissionen. Venstre maa derfor afvente et Forslag fra Regeringens Side, før vi nærmere kan udtale os.