Breve fra Helvede/25
XXV.
Det er længe siden, jeg skrev Dig til. Mange Gange har jeg havt Pennen i Haand; men jeg lod den igjen falde. Hvad jeg havde oplevet, var det umuligt at beskrive. Og dog, mit Hjerte er saa tungt og trangt. Jeg maa udtale mig; jeg maa, ja, jeg maa efter fattig Evne gjøre Dig til min Fortrolige. Saa hør da, hvad jeg i min Vaande har at sige:
Det store Øjeblik nærmede sig, stedse hastigere. I stedse dybere Drag slugte Afgrunden Mulmet; Lyset havde naaet sit Højeste i et klart, gjennemsigtigt Tusmørke. Ligesom en Morgenrøde brød frem i det uendelige Fjerne hiinsides Afgrunden. Jeg vidste det, der laa Lyksalighedens Land. Hastig bredte Glandsen sig ud og blev højere og højere. Det var Farver af en ukjendt, unævnelig Dejlighed. Kun i Drømme eller gjennem Tonerne faa Menneskene stundom en Anelse om en saadan Herlighed.
Alting hvilede i Helvede, eller rettere, Alt gik op i een Tanke, saa vidt som Helvede strakte sig. Millioner af higende Væsner vare vendte i den samme Retning. Nogle stode stive som Saltstøtter og stirrede ind i den opstigende Glød; Andre vare sunkne i Knæ, atter Andre laa paa deres Ansigter. Men der var ogsaa dem, der trodsig havde bortvendt sig. Jeg stod, spændt og bævende, blandt de Første, og havde glemt Alt omkring mig.
Pludselig var det, som om et Forhæng eller Dække brast, og i almægtige Strømme vældede Lyset frem; det var, som om Alverden stod i Flammer. Et kvalt Suk lød igjennem Helvede fra de Milliarder fortabte Hjerter. Men jeg sandsede Intet mere. Ligesom truffen af Lynet faldt jeg paa mit Ansigt til Jorden.
Hvor længe jeg laa saaledes, blændet og bedøvet, veed jeg ikke; det varede dog vist kun nogle flygtige Øjeblikke. Da jeg atter kom til mig selv, var Lyset blevet stadigt og mildt; lidt efter lidt vænnede jeg mig dertil, og jeg kunde, uden at blændes, see ind deri. Længe saae jeg dog Intet. Men da jeg, i den faste Overbeviisning, at der dog maatte være Noget at see, vedblev at stirre, — o, vidunderlige Ting! — dæmrede en heel uendelig Verden frem for mit Blik, i aldrig anet, i utrolig Herlighed. Ja, jeg maa sige: utrolig, skjøndt jeg ikke tvivlede noget Øjeblik. Jeg vidste, at det var Lyksalighedens Land, at det var Paradiset, som udbredte sig for mig. Først var det, som om Øer og vidtudstrakte Kyster dukkede frem af Lyshavet i den blideste Farvepragt. Men efterhaanden samlede disse adspredte Dele sig til et Heelt af en saa umaadelig Udstrækning, at selve Jorden kun syntes at være en Plet derimod. Men saa stor denne nye Verden end var, saa udgjorde den dog kun eet eneste Sted, en ynderig, lystelig Have, velsignet over al Forstand og Maade. Selv de dejligste Egne paa Jorden ere derimod kun at betragte som Elendighedens Boliger. Mere kan jeg ikke sige. For at kunne sige Mere, maatte jeg være en Engel. Ak, Du veed, hvad jeg er! — Gud være dog lovet, ikke nogen Djævel. Kun en stakkels elendig Sjæl, som seer Fortabelsen for sig.
Bævende mellem Henrykkelse og en skjærende Smerte saae jeg ind i Paradiset, dybere og dybere, vel de Tusinder af Mile. Ja, ligesaa vidunderligt, som Skuet var, ligesaa vidunderlig var min Rækkeevne. Alle Paradisets Egne kunde jeg i Aanden ligesom gjennemvandre, og dvæle paa hver en Plet. Og Intet undgik min ekstatisk opvakte Sands. Jeg fornam de milde, balsamiske Luftninger, Træernes blide Susen, Kildernes Rislen, hvor jeg i Aanden dvælede eller foer forbi. Jeg kunde beundrende iagttage hver herlig Frugt, hver enkelt lille Blomst, ja, hver en Dugperle i Græsset. Jeg saae, hørte og følte til samme Grad af Fuldkommenhed. Der var Musik overalt i denne himmelske Natur. Ingen Vanddraabe faldt, intet Blad rørte sig, ingen Blomst aabnede sig uden at give sin Klang. Og alle disse søde Toner fløde sammen i een henrykkende Harmoni. Endnu saae jeg ikke noget levende Væsen. Men det var, som om Glædesraab og Jubelsange overalt løde mig imøde. Natur og Aand forenede sig i een Lyksalighedshymne. Dette uendelige Velvære, denne fuldendte Lykke og Fred, som Alting aandede, gik mig med tusinde Henrykkelser til Hjertet, men, ak, kun for at volde mig tusinde potenserede Smerter!
I denne Stund begreb jeg først ret, hvad det er at længes. Hvorledes udstrakte ikke min Aand sig, i en Længde af det ene Tusinde Miil efter det andet! Det var en usigelig piinlig Fornemmelse. Har Du hørt tale om Prokrustes' Seng? Saa kan Du gjøre Dig et svagt Begreb om denne min Pine. Men jeg kunde ikke Andet end længes; jeg kunde ikke Andet end udstrække mig efter min tabte Salighed. Eden laa for mig; jeg var der, og jeg var der dog ikke. Af al denne Herlighed var ikke en Lysstraale, ikke en Vanddraabe, ikke saa meget som en Blomst eller et Blad til for mig. — O Du evige Barmhjertighed, blot en Vanddraabe, — jeg mener, blot een eneste Taare!
Men hvor var den talløse Vrimmel af lyksalige Sjæle? Endnu havde jeg ikke seet een eneste. Edens Have syntes ligesaa tom som paa den Dag, da Adam og Eva vare blevne uddrevne derfra. Jeg følte mig pludselig greben af et brændende Savn. — O, I mine Dyrebare, Uforglemmelige, hvor ere I henfarne, hvis I ikke er her? — Min Sjæl ligesom streg efter dem. Først faldt min Tanke paa Tante Betty. Hvorfor netop først paa hende, kan jeg ikke forklare. Der var jo dog en Anden, som stod min Sjæl endnu langt nærmere.
Men i samme Øjeblik saae jeg hende for mig! Uvilkaarlig udbredte jeg mine Arme og styrtede frem. — Ak, der er endnu længer mellem Pine og Paradiis, end der er mellem Helvede og Verden, og, hvad Mere er, der er en svælgende Afgrund imellem, saa at Ingen kan komme hverken hid- eller didover! Men jeg saae hende for mig, den kjære Tante Betty, saa tydelig, som om der kun havde været en Armslængde imellem os. Det var hende lyslevende, dog, hvor forandret! Hun var forklaret i en evig Ungdom og Skjønhed. Hendes Skjønhed var ligesaa pletfri og fuldkommen som det hvide, skinnende Klædebon, hvori hun var hyllet. Blidt bevæget af lykkelige Tanker vandrede hun stille frem ad en ynderig Sti, paa hvilken der ikke fandtes nogen Steen, hvorpaa hun kunde støde sin Fod. En himmelsk Fred var udbredt over hendes dyrebare Aasyn. Hvad hun følte, hvor lykkelig hun var, det sagde mig i eet Træk Smilet i hendes Øje, om hendes Mund. Hun havde overvundet Alt, ja Alt! Ikke saa meget som en Skygge af Sorg eller Vee var bleven tilbage.
Jeg kunde have grædt bitterlig i dette Øjeblik. Ak, hvor ofte hændes mig ikke dette! Men mit Hjerte forblev tørt og brændende uagtet al sin Rørelse; Velsignelsens Kilde var ganske udtørret. Alt, hvad Tante Betty havde været for mig, al hendes Kjærlighed og Opoffrelse randt mig ihu. Og nu forstod jeg hende fuldkommen, først nu. Thi — det er det Vidunderligste — jeg ikke alene saae hende lige for mig, men jeg kunde see ind i hendes Inderste. Alt, hvad hun aandelig havde oplevet, hvad der var foregaaet i hende, hvad hun havde lidt og stridt, laa for mig ligesom et opgjort Regnskab. Ja, nu forstod jeg hende. Engang, medens hun var ung, havde min Fader i en haard Strid broderlig staaet ved hendes Side; hun havde i en øde Verden fundet et Asyl i hans Kjærlighed. Det kunde hun aldrig glemme ham. Til Gjengjæld havde hun afgjort med sig selv, at offre ham hele sin øvrige Tilværelse. Det var Nøglen til hendes Liv, for saa vidt som jeg havde lært det at kjende. Og denne sin Iid var hun bleven tro indtil Enden. Men Opoffrelsen var ikke alene kommen min Fader tilgode, men utallige Andre. Blandt disse Andre var jeg den Allernærmeste.
Min Fader — Lili! — Samtidig blev Tanken om disse mine Kjære levende hos mig. Og i samme Nu traadte de frem for mit Blik, ud af Lundens Skygger. Tante Betty syntes at være gaaet dem imøde.
Ved at see Lili blev jeg ligesom ude af mig selv. Min Sands forvirredes; det svimlede for mig. Det var, som om Synet igjen skulde forsvinde. Men det forsvandt ikke; med den samme fuldkomne Klarhed og Ro traadte ogsaa disse elskede Skikkelser frem for min Betragtning. Der var intet Træk, hverken i deres indre eller ydre Væsen, som undgik mig. Med Grund kunde jeg sige, at jeg aldrig havde kjendt, ja aldrig seet dem ret for mig førend i denne Stund.
O Lili! Allerede i Verden var hun forekommen mig at bære en uforkrænkelig Dejligheds Krone. Men Lili nu og Lili før vare ligesom Dag og Nat i Forhold til hinanden; En saadan fuldendt, straalende, ligesom gjennemsigtig Skjønhed er det aldrig blevet forundt noget dødeligt Øje at skue, endikke nogen menneskelig Fantasi at forestille sig. — Hellig, Hellig! — lød det over til mig fra hvert af hendes Træk, hver Form i hendes Skikkelse, fra Kronen paa hendes Isse, fra Palmegrenen i hendes Haand, fra hver en Fold i hendes hvide Klædebon. Da hun slog det lysende Blik ivejret, var det, som om dets Straaler traf mig, og jeg bævede og blussede ligesom en Flamme i Vinden. Og det englelige, salige Smiil, som ledsagede Blikket, det var livagtig, som om det gjaldt alene mig. Men det var kun en Indbildning. Ingen kan hisset ovrefra see herover, — Gud være lovet derfor! Hun var nær, ganske nærved mig, idet jeg længtes og i Aanden udstrakte mig over alle Grændser. Men jeg var langt, langt borte fra hende. Thi vistnok længtes ogsaa hun, men ikke ud over Afgrunden, ikke i Retning af Helvedes Pine. Fra hendes Tanke, fra hendes Hjerte var jeg dog ikke langt borte. O vee mig, vee! — Skal jeg hyle eller juble? — Jeg kunde nu læse i hendes fromme Hjerte som i en opslagen Bog. Og jeg læste. — — I klare Træk stod der skrevet, at hun virkelig, at hun af sin ganske Sjæl havde elsket mig. Hun havde elsket mig med hele et jomfrueligt Væsens ubevidste, men dybe, hellige Kjærlighed. Hun elskede mig endnu. Hun bar mig i sit Hjerte, jeg kom aldrig ud af hendes Tanker; hun længtes inderlig efter mig, men uden Smerte. Det var paa min Side, paa denne Side af den svælgende Afgrund, at al Smerten var.
Hvad skal jeg sige? Fortvivlelsen er mig en tilvant, dagligdags Ting. Den er ligesom en evigbrændende Lampe i mit Indre. Snart blusser den ivejret, snart døer den hen, men udslukkes aldrig. I dette Øjeblik blev der gydt Æther i min Lampe; Henrykkelse kom til Fortvivlelsen, Du maa vel kunne fatte, med hvilken Virkning. Højt slog Flammen ivejret og udbredte sig gjennem hele mit elendige Væsen. Jeg gik ligesom op i Flammer! — —
— See, see, saa meget har Du forspildt! — skreg det uafladelig i mit Indre. — Kan Du undre Dig over, at jeg neppe agtede paa min Fader, min fromme og gode Fader, ved Siden af hende, at jeg ikke kan huske eet eneste af de blide, søde Ord, som mine Kjære vexlede med hverandre? Sandsynligviis vilde jeg ogsaa have hørt mit Navn nævne i en usigelig Kjærlighed. Men jeg saae og hørte Intet mere, efter at have seet Lili og erfaret, at hun elskede mig. — See, see, saa meget har Du forspildt!—Jeg var Fortvivlelsens værgeløse Bytte. Forgjæves stred jeg imod for endnu blot at faa et Glimt af hende — hende! Ude af mig selv sank jeg sammen.