Breve fra Helvede/24

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

G. E. C. Gad Kjøbenhavn


Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/9 429-448

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

XXIV.

Jeg havde næsten opgivet at træffe Anna mere; saalænge havde jeg forgjæves søgt efter hende. Hun var ligesom bortblæst af mine Veje, og de vare baade mange og lange. Men Helvede er rigtignok stort, og uden Tal ere dets Indvaanere.

Jeg var for en Tid kommen ganske ud af mine Vaner, jeg kunde gjerne sige, ganske ud af mig selv, ved at strejfe om efter hende, som en sand Vagabond, paa kryds og tværs, baade i og udenfor Sværmen. Men en uudslukkelig, higende Kval drev mig afsted. Det ligesom brændte i mine Indvolde. Jeg tørstede, — slig en Tørst har aldrig noget Menneske følt, selv ikke i en Ørken, med Døden paa Læberne — efter hende tørstede, vansmægtede jeg. Ikke fordi jeg troede, at hun kunde slukke min Tørst; jeg veed kun altfor vel, at hun kun er en udtørret Kilde, udtørret allerede i Verden, endsige i Helvede. Forgjæves vrider hun sine Klæder, Hænder og Haar; der flyder ikke en Draabe Vand af hende. Men hun bærer Nøglen i sig til en skrækkelig Hemmelighed, uden selv at vide deraf. Hun har derved faaet en ny Betydning for mig; hun er atter bleven en Gjenstand for mine Efterstræbelser. O, hvor forskjellige fra hine Dages, da Vellysten under Skikkelse af Blod flød igjennem mine Aarer, da jeg i hende kun saae en Blomst i Naturens store Rige, som det vel lønnede sig Umagen at bryde! Jeg maatte see hende igjen, for i Studiet af hendes Træk at finde en ny Bekræftelse paa det Forfærdelige, som ved forrige Møde var, gaaet op for mig. Ikke just fordi jeg tvivlede; men Vished, hvad Man i Verden kalder haandgribelig Vished, havde jeg dog ikke. Jeg maatte atter og atter tage Sagen for paany, afhøre Vidnerne og fælde Dom — over mig selv. Det var derfor nødvendigt, at jeg igjen fik hende at see. Dog, det var endnu ikke Nok; jeg maatte ogsaa bringe hende til at tale. Hendes Ansigtstræk vare vistnok gode, gyldige Vidner; men hendes Tunge var det sidste store Vidne, hvormed Sagen maatte ansees for afgjort. Om det vilde lykkes mig at faa hende til at staa for Spørgsmaal, det var rigtignok tvivlsomt. Men lige meget, rimeligt eller urimeligt, jeg maatte finde hende og forsøge derpaa!

Endelig, nu ganske nylig, traf jeg hende igjen. Ikke alene traf jeg hende, men kom bag paa hende. Hun sad ved Floden og stirrede saa ubevægelig ned i det sorte, slimede Vand, som om hun omgikkes den Tanke, at styrte sig ud deri. Isandhed, der gives i Helvede dog i det Mindste Noget, som ligner Tilfredstillelse! Jeg glemte for et Øieblik mig selv og Alt over hende. Jeg sneg mig forsigtig nærmere; som en Skygge i Solskin paa Jorden strakte jeg mig fladt ud paa Flodbredden, og kom hende ganske nær. Graat i Graat, jeg var neppe til at adskille fra den dyndede Bred.

I Ro og Mag, skjøndt med feberagtig brændende og bævende Sjæl, gav jeg mig til at betragte hende. Først i dets Heelhed, dernæst Træk for Træk, tog jeg hendes Ansigt for mig. Denne Analyse var ubeskrivelig piinlig; men jeg gjennemførte den trolig. Men Resultatet var overraskende; nær var jeg sprungen op og havde røbet mig. Jeg kunde nu ikke mere begribe, hvorledes jeg engang havde kunnet finde, at Martin ligesom var skaaren hende ud af Ansigtet. Nogen Liighed var der maaskee; ja, den lod sig vel endog paavise. Men hverken i det Hele eller i det Enkelte lignede Martin og Anna hinanden mere, end der retvel kunde skrives paa Tilfældets Regning.

Denne Opdagelse, der med Overbeviisningens Kraft gik mig til Hjerte, skaffede mig en i Helvede hidtil ukjendt Lettelse. Jeg havde endnu aldrig følt Mage til den Hvile, jeg for Øjeblikket fandt i Flodbreddens Mudder.

Jeg fortsatte min Betragtning af hende. Det var mig nu snarere en Nydelse end en Pine. Hver ny Iagttagelse bekræftede min Overbeviisning. Visselig, Martin lignede hun ikke, i det Mindste ikke synderlig! Men — Hvem lignede hun? Pludselig faldt det mig paa Sjælen, at hun lignede En eller Anden i paafaldende Grad. Men Hvo var denne Anden?

Kun kort havde min Ro varet; atter blev jeg heed og kold og ængstelig bevæget. Jeg gav mig tilat grunde og gruble, og var strax igjen midt inde i Pinen. Pludselig gik det med et Stod i Hjertet op for mig: det var ikke Martin, der lignede Anna, men Martins Kjæreste, — den smukke unge Pige, paa hvem jeg havde kastet mit sidste Elskovsblik i Verden, som jeg havde taget op fra Gaden, men som havde foretrukket Gaden med Martin fremfor et Palads med mig!

Det var umuligt at tage fejl; jo længer jeg saae, desto mere udtrykkelig blev Ligheden. Og Martins Hemmelighed, der efter Sigende skulde klare Alt imellem os, fandt fuldt saa vel sin Opløsning i den Antagelse, at Tøsen var min Datter, som i hiin anden, at Drengen var min Søn. Virkelig, dersom det var kommet for Dagen, at Pigen var min Datter, vilde Alt have været klart imellem os!

En ny Rædsel havde grebet mig. Vel maatte jeg grue. Atter stod det for mig, at Fædrenes Misgjerninger straffes paa Børnene. Nu forstod jeg, hvorfor den unge Pige i en saa høi Grad havde pirret min allerede sløve Sands. Det var den vanhellige Ungdomslyst, vakt ved Ligheden, som igjen var bleven levende hos mig.

Pigen var min Datter: der kunde neppe være Tvivl tilbage. Saa nær havde jeg været ved at begaa en Forbrydelse imod Naturen, som endog selve Luften med Gru maa bæve tilbage for! Min egen Datter! Forbarmende Gud! Saa vederstyggelige Følger kan Synden drage efter sig!

Jeg vred mig i en unævnelig Pine. Det var mig umuligt at holde det længer ud. Der sad hun for mig, mørk, stirrende, uden al Sympathi, liig en ubønhørlig Skjæbne. Hun holdt mit Liv i sin Haand, ligesom jeg engang havde holdt hendes. Kun et Par Ord fra hendes Mund, og jeg vilde være udløst af denne dræbende Uvisheds Pine.

Men hun havde endikke et Ord tilovers for mig. Hun vilde ikke længer, hvad jeg vilde. Engang fulgte hun efter mig, hvor jeg gik, endog til sin Undergang. Nu flyer hun for mig paa alle mine Veje; selv om jeg kunde vise hende Vejen til Himmerige, troer jeg ikke, hun vilde følge mig.


Naar jeg seer tilbage over mit Liv, finder jeg et stort, svælgende Mørke. Men utallige Lys glimte frem af Mørket, store og smaa, himmelske og jordiske. Jeg tænker nu nærmest paa de første, de talrige Tegn i mit syndige Liv paa Guds faderlige Forbarmelse. Ligesom Stjerne ved Stjerne paa en mørk Himmel træde de frem for min jammerfulde Betragtning.

Jeg seer nu, hvorledes Gud var mig nær og greb ind i mit Liv den ene Gang efter den anden, for at bringe mig til Besindelse, advare, røre mig, drage mig til sig ved sine Velgjerninger. Der lader sig ikke tænke nogen ømmere, taalmodigere, mere udholdende Kjærlighed end den, Gud har viist mig Elendige. Men den samme — agter derpaa, alle I, som endnu have Øjnene oppe — den samme Kjærlighed viser han alle Mennesker, skjøndt under meget forskjellige Kaar. Jeg i min Tid agtede ikke derpaa eller slog det hastig hen; derfor er Døden bleven mig et Fortabelsens Mørke, og jeg er bleven kastet ud, hvor der kun, ved Mindet om den misbrugte Tid og den forspildte Kjærlighed, er Graad og Tænders Gnidsel tilbage.

Det er sandt, stundom lod jeg mig virkelig røre. Guds Haand fra det Høje var altfor tydelig, og Velsignelsen, den bragte, var altfor stor, til at det kunde undgaa min Agt. Jeg kunde i Øjeblikket have kysset, jeg kunde have grædt over denne velsignede Haand. Mit Hjerte var blødt og inderlig bevæget. Var jeg end kun svag i min Anger, saa var jeg dog stærk i gode Forsætter. Og det stod fast hos mig, at jeg aldrig vilde kunne glemme, hvor god Gud havde været imod mig.

Men jeg glemte det altsammen, Forsæt, Rørelse, Velgjerning, selve Gud! Det var ikke blot Letsindighed; jeg ogsaa vilde glemme. Jeg glemte det altsammen saa grundig, at, naar jeg atter befandt mig i Nød og Kvide, faldt det mig ikke engang ind, til hvem jeg havde at henvende mig for at finde Hjælp og Forbarmelse.

Sandelig, lad mig bekjende det saa højt, jeg formaaer, Skylden er ikke Guds, naar jeg ikke som en frelst, lyksalig Sjæl udgik af al Jordelivets Vaade.

Ligesaa rørende som simpel er hiin Fortælling om den gode Hyrde, som har en saadan Kjærlighed til Hjorden, at han endog er rede til at hengive sit Liv for den. Og hvert enkelt Faar er ham saa kjært, som om det var hele hans Hjord. Naar et Faar forvilder sig, forlader han alle de øvrige for at søge det ene fortabte, og han aflader ikke, med Smerte at søge, førend han finder det. Og naar han har gjenfundet sit Faar, bærer han det med Fryd tilbage paa sine Arme.

Naar jeg nu seer tilbage over mit Levnet, er det mig grangivelig, som om En havde søgt efter mig hele mit Liv igjennem, med al Kjærlighedens Smerte. Og jeg blev ofte, ak, ofte funden! Men atter og atter rev jeg mig løs for at gaa mine egne vilde Veje. Saa maatte jeg da tilsidst fortabes.

I hele mit Manddomsliv vidste jeg ikke af nogen alvorlig Sygdom at sige; min Natur syntes lige indtil det Sidste at ville trodse enhver Art af Skrøbelighed. Det Værste, jeg af Sygdom har prøvet, var en Øjensvaghed, som i nogle Uger tvang mig til at holde mig inde i et næsten fuldkomment Mørke. Det var en kummerlig Tid for mig, ikke alene kjedelig, men, jeg kunde gjerne sige, frygtelig. Ved denne Indespærring fik jeg ret en tydelig Forestilling om, hvad Cellesystemet i Fængslerne har at sige. Der gives ikke nogen større Pine end at være ene med sig selv, naar Hjertet er fuldt af onde Erindringer. Nat og Dag gik næsten i Eet for mig; det var mig ikke alene, som om Mørket bestandig tog til, men som om jeg bestandig sank dybere og dybere i Mørket. Og dog var dette Mørke kun en ringe Forsmag paa det Mørke, hvori jeg nu sidder. Dengang forekom det mig saa grueligt; men det var Intet, slet Intet! Nu vilde et saadant Mørke være mig idel Lys og Lyksalighed.

Jeg havde Venner nok; men dog fik jeg kun sparsomme og korte Besøg. Det var ikke Enhvers Sag, saaledes at sidde hos mig i Mørket og anstrenge sig for at underholde mig i min vrantne og vanskelige Stemning.

Der sad jeg altsaa, for det Meste muttersalene. Dog ikke alene; vi vare To. Mit andet bedre Jeg var hos mig. Det var længe siden, jeg havde havt Lejlighed til at omgaaes det. Det var, rettere talt, ganske blevet borte for mig. Nu sad det hos mig; nej, ikke hos mig, men lige overfor mig, Ansigt til Ansigt med mig. Mellem os To var Mørket ikke til Hinder. Jeg kan ikke sige, at jeg just holdt af dette Selskab; men jeg var nødt til at taale det. Det havde kun indfundet sig for at gjøre mig Bebrejdelser. Saa kivedes vi da med hinanden, og havde aldrig Fred.

I ethvert Menneske er der af Naturen saadanne to Personer, og de kunne ikke enes, skjøndt de ikke alene ere Brødre, men udgjøre et Tvillingpar, i Liighed med Kastor og Pollux. Det er ikke fordi det skorter Paa en naturlig Kjærlighed imellem dem; en saadan Kjærlighed er forhaanden; men kun under Strid og Kiv finder den sit Udtryk. Denne Tvehed i Mennesket er Syndens Karakteermærke. Kunde denne Tvehed hæves, vilde Synden og dens ulyksalige Følger ikke være mere.

Og den kan hæves; det erfoer jeg i hine mørke Dage. Som sagt, vi kivedes og kjævledes, og der var ingen Mulighed i at komme til Forstaaelse. Der gives ikke noget mere haardnakket og paastaaeligt Væsen end et saadant bedre Jeg. Intet vilde det opgive selv, men fordrede, at jeg skulde opgive Alt, at jeg skulde fornægte mig selv indtil Blodet, indtil Døden, for ganske at gaa op i det. Det hverken vilde eller kunde jeg.

Dog, jeg kunde. Snart mærkede jeg, at der var ikke to, men tre Personer tilstede. Foruden os To, som kivedes, var der endnu en Tredie, som mæglede os imellem, fuld af Alvor og Kjærlighed. Mit eget Jeg kunde jeg modsige; men ham kunde jeg ikke sige imod. Jeg følte, at han havde Ret i Alt; jeg følte ogsaa, at jeg igjennem ham kunde komme til Forstaaelse og Eenhed med mig selv, og begynde en ny og bedre Tilværelse. Jeg vidste, hvem Mægleren var, ikke alene en Mægler mellem mig og mig selv, men mellem mig og min Gud. Det var jo Guds egen Søn, engang født i Kjødet.

Dengang var jeg ganske i hans Magt. I den mørke Krog, hvorfra ingen Undvigelse var mulig, havde den gode Hyrde endelig faaet fat paa sit arme, vildfarende Lam. Han holdt det allerede i sine Arme. Men det var kun ham, der vilde; jeg vilde i Virkeligheden ikke. Det var kun modstræbende, at jeg føjede mig i hans Favnetag; der var Noget i mig, der ligesom kun lurede paa Lejlighed til at undvige.

Og denne Lejlighed udeblev heller ikke; den udebliver aldrig, hvor Daaren i os er rede til at benytte den. Den Onde, som endnu ingenlunde havde opgivet sin Ret til mig, behøvede kun at gjøre en ganske lille Opfindelse.

Han opfandt et Spil, som lod sig spille i Mørke. Een af mine gode Venner gav han Æren for Opfindelsen, og førte ham til mig. Jeg modtog ham naturligviis med aabne Arme, ikke alene som Ven, men som Befrier. Hvilken prægtig Opfindelse, dette Hazardspil, dobbelt interessant, fordi det lod sig spille, ja, egentlig kun lod sig spille i Mørke!

Og vi gave os til at spille, jeg og min Ven, nej, — jeg og den arge Fjende. Min Medspiller var i Virkeligheden ikke nogen ringere Person end selve Mørkets Fyrste. Og Spillets Gjenstand — det vidste jeg ikke dengang, men det veed jeg nu — var intet Mindre end min evige Velfærd. — Jeg maatte naturligviis blive den Tabende.


Jeg kommer saa levende en velsignet Aftenstund ihu paa Middelhavets Vover. Dagen havde været trykkende hed; men henad Aften var der sprunget en blid Vind op fra Nordvest. Luften var igjen ligesom bleven levende, og bølgede i friske, balsamiske Strømme henover Dækket. Voverne hævede sig atter med en mild Brusen og et let Skum paa Toppene. Lystige Delfiner tumlede sig trindtom Skibet.

Solen var lige gaaet ned i hele sin Pragt; i et brændende Rødt med lyse Guldstriber glødede den vestlige Horizont over det joniske Hav. Hastig vilde Tusmørket falde paa, og Glandsen svinde. Det var kun et Moment, men ubeskrivelig dejligt. Tilvenstre havde vi Cytheras henrivende Ø; over den hævede sig Mainas Bjergland i alvorsfuld Højhed med sine skarpe Konturer og stærke Skygger. Der var fordum Sparta. Tilhøjre havde vi det vidt udstrakte Kreta med det himmelhøje Idabjerg; dets Snetop glødede i Aftenrøden.

Endelig vare vi for en Stund blevne alene, Lili og jeg. Paa Dækket faldt det kun sjelden i min Lod, at være alene med hende. Hendes Skjønhed og blide, yndige Væsen havde fortryllet hver Sjæl ombord, og Hvo som blot kunde vinde Adgang til hende, forsømte ingen Lejlighed til at bringe hende sin Hylding. Og herved kom jeg til at gjøre en ganske mærkelig Opdagelse med Hensyn til mig selv. Jeg havde en meget stærk Tilbøjelighed til Skinsyge; men paa Lili, som dog var mig det Kjæreste, jeg havde kjendt i Verden, kunde jeg ikke blive skinsyg. Jeg kunde blive utaalmodig, ærgerlig over al denne Paatrængenhed, hvori Lili fandt sig med saa godt Lune; men skinsyg følte jeg mig aldrig noget Øjeblik.

Vi vare altsaa alene. Men disse kostbare Øjeblikke syntes at skulle gaa ubenyttede forbi. Lili sad lænet tilbage, med Hænderne trykkede mod Barmen, og var bleven ganske stille; med et aandsfraværende Blik var hendes Øje henvendt paa Moreas Kyster. Jeg paa min Side var ligesom deelt imellem det store, herlige Panorama omkring mig og en ganske lille Ting, dog ikke mindre herlig, en Lok af glindsende sort Haar, hvormed Vinden paa den kjælneste Maade legede paa Lilis runde Skulder. Men brat blev denne lykkelige Betragtning afbrudt. Det forekom mig, som om Lili drog sin Aande uregelmæssig og tungt, og, da jeg saae hende i Ansigtet, var der et paafaldende Udtryk deri. Det var ikke alene, som om Rødme og Bleghed strede med hinanden om Herredømmet derpaa, men tillige, som om Aanden stred en Kamp fuld af Ængstelser.

Med Magt betvang jeg min egen Ængstelse, og spurgte: — Hvad fejler Dig, Lili? —

— Jeg veed det ikke. — svarede hun efter et dybt Aandedræt: — Mit Hjerte blev pludselig saa uroligt, og jeg følte mig saa inderlig beklemt. Men, ængst Dig ikke, min Ven! Nu er det bedre. —

Og det lod virkelig til at være blevet bedre. Jeg tog hendes Haand, og vi sade igjen en Stund ganske stille hos hinanden. Natten var ved at bryde ind, en paradisisk Nat. Kysterne svandt mere og mere hen liig graalige Skygger; kun Idabjergets Top havde en svag Glands endnu. Stjernerne brøde i Myriader frem paa den mørke Himmel; ogsaa Havet begyndte at give Glimt paa Glimt.

— Hvad tænker Du paa, min egen Lili? — spurgte jeg, idet jeg blidt trykkede hendes varme Haand.

— Vil Du vide det, Otto, — svarede hun sagte, og lagde ogsaa den anden Haand uvilkaarlig indeni mine: — saa lad mig fortælle Dig en lille Historie, som netop falder mig ind! —

Og Lili fortalte:

— Der var engang et stakkels Menneske, hvem gudfrygtige Forældre kun havde efterladt et godt, ærligt Navn og et fromt, gudhengivent Hjerte. I sig selv er dette Meget; men i Verdens Øjne gjælder det kun Lidt.

I Begyndelsen gik det ham vel i Verden, men senere desto værre. Først mistede han sin suurt erhvervede Formue. Da pegede Folk ad ham og sagde: — See, hvilket elendigt Menneske! —

— Ikke endnu. — svarede han: — Gud er min Trøst! —

Men Ulykken vedblev at forfølge ham. De fleste af hans Venner faldt fra; de faa, som bleve tilbage, forraadte ham. Han blev bedragen, bagvadsket, almindelig miskjendt.

Da rystede Folk paa Hovedet ad ham og sagde: — Nu maa Du dog vedgaa, at Du er et elendigt Menneske? —

— Ikke endnu. — svarede han stille, med bævende Stemme: — Gud er min Trøst! —

Saa leed han det største og smerteligste Tab; han mistede sin dyrebare Hustru, og kort efter sit eneste Barn. Han stod paa sine gamle Dage ene i Verden, fattig og hjælpeløs.

Da trak Folk paa Skuldrene ad ham og sagde: — Nu nytter det ikke længer, at Du siger Nej; Du er dog ret et elendigt Menneske. —

— Nej, Venner, ikke endnu. — svarede han med tilbagetrængte Taarer: — Gud er min Trøst! —

Da fandt Folk, at der ikke var noget Udkomme med det Menneske, og vidste ikke at gjøre Bedre end at give ham Øgenavnet Paul Trøst.

Men han blev i Virkeligheden aldrig elendig. De sidste. Ord, han talte i Verden, vare disse: — Gud er min Trøst! —

Saa var han i Himmerige. —


— Elskede hun mig? — Dette Spørgsmaal vender uophørlig tilbage hos mig. Det vil maaskee falde Dig ind at sige, at det vel nu maa være mig ligegyldigt. Men nej, det er det ikke. Her er Intet; Man maa nøjes med det, som har været. Og det vilde, hvis jeg da ikke bedrager mig selv, være mig en ubeskrivelig Trøst at vide, at jeg havde været elsket af hende. Men heri Helvede gives der ingen Trøst af nogensomhelst Art; det er netop det Fortvivlende. Det vil altid forblive mig uklart; jeg vil aldrig faa det at vide.

Jeg har allerede mange Gange gjennemgaaet vort Forhold fra Begyndelse til Ende. Snart synes mig, snart synes mig ikke; det er og bliver tvivlsomt. I sig selv er det sletikke sandsynligt, at hun skulde være kommen til at elske mig, som hun havde kjendt fra Barndommen af, i hvem hun ifølge Alt snarest maatte see en Broder, en ældre Broder. Alderen var ogsaa en Hindring; jeg var jo meget ældre end hun. Det er heller ikke rimeligt, at hun, hvis Hu fra tidlig Alder var himmelvendt, skulde have bundet sin Sjæl til en saadan Jordklods af Menneske, som jeg var. Og hun døde jo saa ung, i Idealernes lykkeligste Alder.

Men, uagtet alt dette, naar jeg mindes den Inderlighed, hvormed hun hang ved mig, hendes mageløse Hengivelse i Stort og Smaat, den milde, men stærke Glad, som saa ofte brød frem af hendes Væsen i Forholdet til mig, — naar jeg dernæst betænker, at jeg var saa godt som den eneste yngre Mand, hun nogensinde lærte at kjende, hvor meget jeg i Virkeligheden var for hende, jeg kunde gjerne sige: Alt, hvorledes jeg, saa at sige, var eneraadig over hendes Væsen og Skjæbne, — saa forekommer det mig umuligt Andet, end at hun maa have elsket mig. Ikke med min Kjærlighed, naturligviis ikke med den, men med hendes egen, med hiin guddomlige Kjærlighed uden Lidenskab, hvoraf jeg saa tidt i Omgangen med hende blev berørt, men som aldrig kunde fæste blivende Bo i mit Hjerte.

Elskede hun mig da? Hvad skal jeg svare? Saa meget er vist, nogen Anden lærte hun aldrig at elske. For Skinsygens Kval blev jeg i det Mindste fri, og er det endnu.

Hvad jeg aldrig kan glemme, er, at hun paa sit Dødsleje øjensynlig havde Noget paa Hjertet, Noget, som lignede en Kvindes fulde, hellige Kjærlighed. Hun anstrengte sig for at faa det frem; det ligesom spillede hende paa Læberne. Men det vilde ikke lykkes for hende. Det var ikke modnet endnu, og døde med hende, ligesom det ufødte Barn med sin Moder. Hvad var det, som gjorde hendes Hjerte saa brændende varmt, saa nidkjært paa det Sidste? Hvad var det, hvis det ikke var Kjærlighed?

Elskede hun mig da? — Ja eller Nej? — Ak, det er forgjæves, at jeg bryder mig med dette Spørgsmaal; jeg maa bekjende, jeg veed det ikke. Aldrig i sit Liv havde hun nogen Hemmelighed for mig. Hvis hun har elsket mig, saa var det hendes eneste, en Hemmelighed ganske vist ogsaa for hende selv, og den tog hun med sig i Graven.


Ligesom en Drøm staa de Dage for mig, hvilke jeg sidst tilbragte vi Bethlehem, ligesom en Drøm, uagtet der i al denne Tid neppe kom Søvn i mine Øjne.

Der var efter mange Vanskeligheder blevet anviist os et lille Huus afsides i et Hjørne indenfor Klosterhegnet. Et uhyggeligt Rum var det; men vi førte mange Bekvemligheder med os, og ved Penge lod endnu flere sig bringe tilveje. Der laa hun paa sit sidste Leje, i det dæmpede Lys fra det høje, smalle Buevindue, som næsten forsvandt i den tykke, raa Muur, — der laa hun, bleg som en Lilie, dejlig selv i Døden, lige indtil det sidste Øieblik. Eftersom Blegheden tog til, blev hendes mørke Øje stedse mere straalende. Det var, som om Stjernen, der engang havde staaet over Bethlehem, lyste frem derigjennem. Og det var ikke hiin gustne Bleghed, som maler Døden i de indfaldne, stivnende Træk; det var hiin skjære, gjennemsigtige Bleghed, som vi ikke kunne give andet Navn end Forklarelse, som vidner højere imod Døden end selv de rødeste Kinder. Hun fik ikke Tid til at hentæres; hun døde i hele sin Ungdoms Glands og Fylde.

Nat fulgte paa Dag og Dag paa Nat, uden at vi agtede derpaa; der gaves ingen Tid for os længer. Næsten uafladelig ringede Klokkerne i Klosteret. Disse Klokker voldte mig en ubeskrivelig Pine; det var mig, som om de paastaaende og ubønhørlig krævede den Elskedes Liv af mig. Iøvrigt bekymrede Ingen sig om os. Prioren sendte os nogle indviede Palmer. For dem var jeg ham takskyldig; de syntes at glæde Lili. Jeg befæstede dem over hendes Hovedgjærde.

Hastig gik Kræfterne fra hende, og i samme Forhold blev hun bestandig uroligere. Hun vilde idelig flyttes og vendes paa Lejet. Selv var hun magtesløs; jeg maatte tage hende i mine Arme som et lidet Barn. Ak, det var første Gang, siden hun var bleven voxen, at jeg saaledes vovede at savne hende! Naar jeg saaledes tog hende i mine Arme og løftede hende op, slog hun uvilkaarlig sine Arme om min Nakke. O, hvor kjærligt! Men hvor silde kom ikke denne Kjærlighed! — Jeg kunde ikke holde Taarerne tilbage; de dryppede paa hendes Ansigt.

— Min Ven, — sagde hun, og som en Engel smilede hun ad mig, — endnu bringer det mit Hjerte til at bæve, dette søde, overjordiske Smiil: — Min Ven, græder Du, mens jeg smiler? Jeg føler slet ingen Smerte, og snart vil jeg være fuldkommen lykkelig. Det er kun denne Uro, som piner mig. Jeg længes, — det forekommer mig nu, som om jeg hele mit Liv har længtes — efter det evige Hjemland hos Gud, hvor der er Glæde og Fred uden Ende. Snart vil jeg være der, — uden Dig, Otto, men kun for en stakket Stund. Vi skulle samles igjen for aldrig at adskilles mere. — Stemmen var næsten gaaet fra hende, og hendes Aandedræt var besværligt. Hendes Ord naaede kun som en Aandehvisken til mit Øre, afbrudte og i uregelmæssige Mellemrum.

— Min Ven, — vedblev hun efter et længere Ophold: — o, hvor sødt og lifligt har det ikke været mig at kalde Dig saaledes! — Otto, nu kan jeg sige Dig det, en stor, ja den største Deel af mit Liv har jeg levet i dette Navn. — — Men der var et Dyb deri, som det aldrig lykkedes mig at udtømme, saa kjærlig jeg end var imod Dig. — Jeg følte saa tidt, at Du fortjente en større og bedre Kjærlighed end den, jeg havde at byde Dig. — — Og dog, mine lykkeligste Timer har jeg tilbragt med at grunde over den fulde Betydning af dette dyrebare Navn. — Der forekom mig stedse endnu at være Noget tilbage deri, som fattedes mig til en fuldkommen Lykke. Men jeg udfandt det aldrig. — Men hisset hos Gud, Otto, vil der Intet fattes os mere, naar vi kalde hinanden ved det skjønne Navn: — Min Ven, Du min Ven! —

Paa det Sidste tog hendes Uro saaledes til, at hun i ingensomhelst Stilling paa Lejet kunde finde Hvile. Jeg maatte da tage hende op i mine Arme og sidde med hende paa Kanten af Sengen. Med sit Hoved paa mit Bryst fandt hun endelig Ro.

Der sad jeg med hende, i korte Mellemrum den ene Time efter den anden; — alene Gud kjender min Kval. Hun rørte sig ikke, hendes Øjne vare lukkede; kun paa det uregelmæssige Aandedrag og den stedse svagere, intermitterende Puls kunde jeg kjende, at hun endnu levede. Jeg sad med hendes Haand i min — ak, den var allerede kold! — og iagttog Pulsslaget i en aandeløs Spænding. Jeg ligesom kun levede i dette Slag, — o, hvilket jammerfuldt, bævende Liv! Haanden blev stedse koldere; jeg havde mere og mere ondt ved at fornemme Pulsslaget. Snart, snart maatte det være forbi!

Og det var det. Men pludselig slog hun Øjnene op; med et fuldt, paa overjordisk Viis straalende Blik mødte hun mit dunkle Blik og hviskede: — min Ven! —

Det var snarere et Aandepust end en Hvisken. Men jeg hørte og forstod hende. Ude af mig selv trykkede jeg et helligt Kys paa hendes Pande.

Hun bevægede atter Læberne; men ingen Lyd kom til mit Øre. Ligesom ved en Indskydelse randt mig ihu, hvad hun engang havde fortalt mig om Korsets Tegn, der altid plejede at give hende Fred. Uvilkaarlig slog jeg Korsets Tegn for hendes Bryst.

Da opklarede et Smiil hendes Aasyn, ligesom en Afglands af Himmeriges Herlighed. Det var kun et Glimt. Hendes Øjne faldt til, kun en let Bæven, og hun var ikke mere. Det var et Liig, som hvilede ved mit Bryst.

Da var det ude med min Fatning; det var hende, der ligesom paa overnaturlig Maade havde holdt mig oppe. Jeg blev rasende, afsindig af Smerte. Dog, derom lad mig tie!