Breve fra Helvede/23

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

G. E. C. Gad Kjøbenhavn


Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/9 415-428

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

XXIII.

Er det ikke underligt, men tillige forfærdeligt, at, jo sødere en Erindring er, desto bittrere bliver den heri Helvede for mit Hjerte? Jeg bliver et Bytte for den rene Fortvivlelse, ikke altid for den Fortvivlelse, som raser, — i den er der dog Livskraft endnu — men for den, som er ganske stille, fordi den føler Døden i sig og lider Dødens Alt opløsende Smerte.

Fortvivlelsen er heri Helvede ligesom vort daglige Brød; den aflader aldrig. At den nu og da maa rase ud, det følger af sig selv. Men det Værste er dog den stille Fortvivlelse.

Stundom, naar jeg sidder hensunken i mig selv, — med tillukkede Øjne, havde jeg nær sagt. Men det gjør lige meget; her hjælper det ikke at lukke Øjnene — jeg mener, fortabt i mig selv, da har jeg de sælsomste Forestillinger og Fornemmelser.

Nylig troede jeg mig pludselig hensat i Skoven ved Foraarstid. Det var een af hine første henrivende Dage, da Vaaren sejrende bryder igjennem, ikke alene i Naturen, men i Menneskehjertet. Men intetsteds fejres Vaarfesten saa dejlig, har et saadant Trylleri og en saadan Opløftelse som i Skoven.

De forskjellige Skovfugles Røster gave livagtig Gjenlyd i mit Øre og bragte mit Hjerte til at beroe i en ubeskrivelig Rørelse. Skovduften bølgede mig imøde i fulde, livsalige Strømme, fyldte mit Bryst og forfriskede alle mine Livsaander. Til et fuldkomment Trylleri troede jeg at høre Lilis søde Stemme igjennem Skoven.

Jeg foer ivejret og saae mig forstyrret omkring. O, hvilken Smerte! Saa lykkelig havde jeg været, og hvad, hvor var jeg nu? — For mig gaves der ingen Fuglesang, ingen Duft, ingen Kjærlighed mere!


En Sommer laa vi paa Landet ved den yndige F…sø. Hiinsides udstrækker sig, med Bakke og Dal, den bekjendte G…skov, milevidt i alle Retninger, hist og her med større Lysninger. Min Moder havde for det Meste Selskab hos sig, gamle Veninder, med hvilke hun havde Meget at afhandle; jeg kunde saaledes saa temmelig nyde min Frihed, naar jeg, paa nogle Dage ad Gangen, kom derud fra Hovedstaden. Og jeg nød min Frihed og Sommeren, paa en vistnok besynderlig, men henrivende, mig uforglemmelig Maade.

Saa ofte dertil gaves Lejlighed, satte jeg i den tidlige Morgenstund med Lili over Søen for at tilbringe Dagen paa Tater-Viis i Skoven, hvor jeg vidste, at Ingen kunde finde os. Der var noget særeget tiltrækkende for mig i, saaledes at unddrage mig Verden og ligesom forsvinde. Du begriber jo vel, hvad denne Forsagelse af Verden havde at betyde. Jeg var ingenlunde i Begreb med at opgive Verden for at vinde Himmerige; Intet laa fjernere fra min Idræt og Tanke. Nej, saa ung jeg var, begyndte jeg allerede at blive blaseret, leed og kjed af Verden, uden at have noget Bedre at sætte istedet. Dog, lad mig ikke gjøre mig selv Uret! Maaskee var det dog tillige noget Ædlere, en vis højere Drift, som rørte sig i mig.

Men ogsaa Lili fandt paa sin Viis Fornøjelse i, saaledes, som hun kaldte det, at forputte sig. Imellem hende og mig var der den store Forskjel, at mig stødte Unaturen tilbage, hende drog Naturen til sig. — Vi ville engang prøve at leve et vildt, uciviliseret Liv. — sagde jeg til mig selv, og tog Lili ved Haanden for med hende at fordybe mig i Skoven. Og jeg gjorde det saa vildt, som muligt. Zigeunerlivet var mit Mønster. Vi dreve den hele lange Dag i Mag omkring i Skoven, paa kryds og tværs, for det Meste uden Maal og Meed, men med opladte Sandser. Hvor vi fandt et smukt Sted, sloge vi os til Ro en kortere eller længere Tid, for saa igjen at drage videre og opsøge andre smukke eller mærkværdige Steder. Der var iforvejen sørget for, at vi paa forskjellige Punkter af Skoven, i de saakaldte Skovløberhytter, kunde finde, hvad vi behøvede til Livets Nødtørft. Noget førte vi ogsaa altid selv med os.

Lili var dengang vel henved tolv Aar. Min Moder syntes ikke om disse Udflugter; men hun fandt sig deri, da hun var sikker paa at møde en afgjort Modstand fra min Side. — Gjør mig blot ikke Lili for vild! — indskrænkede hun sig til at sige. Men dermed havde det ingen Fare; der vilde have hørt Meget til at forvilde en Natur som Lilis. Paa den anden Side havde hun godt af disse frie Udflugter, som dannede en saa skarp Modsætning til det indskrænkede, tvungne Liv, hun sædvanlig maatte føre.

Det var dejlige Dage. Lilis Selskab var forfriskende for mig som den friske, duftrige Skov. Al hendes Ynde, sjælelig og legemlig, udfoldede sig paa disse frie Vandringer. Som et rigtigt Barn lod hun Munden løbe, som et Barn morede hun sig, lo og jublede over Ingenting, saa at det gav Gjenlyd i Skoven. Hvor let og fri og yndig var hun ikke i alle sine Bevægelser! Hun maatte undersøge Alt, sprang snart til denne, snart til hiin Side, og fandt overalt noget Mærkeligt. Det var forunderligt, saa skarpt et Blik hun havde for Naturens smaa Hemmeligheder. Selv det Mindste, det mest skjulte undgik ikke hendes Agt. Hvor Andre sletikke vilde have seet Noget, saae hun mangfoldige skjønne, underlige Ting: Dyr, Planter, alskens Naturmærkværdigheder. Det var, som om Skoven afhyllede alle sine Mysterier for hendes rene, naive Blik. Raadyrene kom frem af Tykningen for tillidsfuldt at iagttage hende; jeg troer, de vare ikke langt fra at ville lege med hende. Ræven gik ganske rolig i Udkanten af Skoven og gravede Larver og Skovmuus op af Jorden til sin Aftensmad; den lagde blot nu og da sit Hoved listig paa Siden for ikke at tabe hende afsyne. Skovfuglene kom frem paa Kvistene for at hilse paa hende med deres lille Vise, eller løb op og ned ad Træstammerne for at vise hende deres Kunster. Egernet sprang nysgjerrig over hendes Hoved fra Green til Green og fulgte hende heelt igjennem Skoven. Fuglerederne laa overalt fremme for hende, ligesaa de vilde Bistader højt oppe i de hule Træer. Var der Tuer i Nærheden med de store røde Myrer, skulde heller ikke dette blive længe skjult for hende, og to af Tuerne begyndte da gjerne til hendes Underholdning en blodig Krig med hinanden. Mærkelige Blomster og Planter ligesom spirede frem under hendes lette Fod. Engang ledte jeg forgjæves efter et Exemplar af den knibske Mimosa, som jeg vidste, skulde voxe paa et bestemt Sted. Da hun gik ud paa egen Haand for at søge, fandt hun den strax, endskjøndt hun ikke kjendte den.

Hvor alt dette fortryllede hende og paa samme Tid gjorde hende fortryllende! Ja, dejlig var hun, for mig uden Lige, i sin sylfeagtige Lethed og Bevægelighed, med det lysende Blik, det søde Smiil, den melodiske Latter.

Til Maaltiderne lejrede vi os i Nærheden af een af Skovløberhytterne, og gjorde Ild ved Roden af et Træ for selv at koge. Var der en Kilde i Nærheden. saa meget desto bedre; saa lejrede vi os ved den, og havde gratis Taffelmusik. Naar Baalet var antændt, overlod jeg hele Huusholdningsbekymringen til Lili. Hun overtog den gjerne. Hvor travl, hvor nydelig var hun ikke med Alt, hvad hun havde under Hænder, hvor opfindsom og betænksom! Aldrig har jeg holdt bedre Maaltider. Jeg kaldte hende paa disse Udflugter undertiden min lille Kone, og med et lykkeligt Smiil, forenet med en vis værdig Mine, tog hun mod Navnet. Og isandhed, der var i hendes Omsorg for mig noget saa ubestrivelig ømt, som der vel lod sig finde hos den bedste lille Kone og Huusmoder.

Efter Middagsmaaltidet maatte hun læse for mig, medens jeg plejede min Magelighed og røg min Cigar! Stundom faldt jeg derved isøvn. Saa vaagede hun trofast hos mig, holdt Myg og Fluer borte fra mig. Naar jeg vaagnede, var det Første, jeg saae, et Par klare Stjerner; det var hendes kjærlig aarvaagne Øine.

Til andre Tider læste jeg selv, eller lod, som om jeg læste, medens jeg lod mig forlyste af Trætoppenes melodiske Susen, eller de utallige hemmelighedsfulde Lyd, som afbrøde Skovens højtidelige Stilhed. Saa var Lili overladt til sine egne Hjælpekilder for at faa Tiden til at gaa. Men intet Øjeblik var hun ubeskjæftiget, og bestandig noget Nyt havde hun for. Hun forfærdigede Krandse af Blomster, de kunstigste Fletninger af allehaande Straa, altsammen egen Opfindelse; hun plukkede Bær for at kunne overraske mig med en Extraret efter Maaltidet. Men aldrig veg hun længer bort, end at min Stemme kunde naa hende.

Det var, kort at sige, en fuldkommen Idyl; aldrig har jeg hverken læst eller oplevet nogen skjønnere.

En Dag — vi vare næsten komne heelt igjennem Skoven — stod jeg pludselig foran et Huus, som jeg kun altfor vel kjendte, skjøndt det i Aar og Dage havde været ude af mine Tanker. Det var det Huus, hvor jeg havde levet sammen med Anna, — atter en Idyl, men af et andet Slags — forført og fordærvet hende. Saa stor var min Letsindighed; jeg havde virkelig ganske glemt, at vi her vare nærved Skuepladsen for den største Skjændighed, jeg nogensinde skulde faa at bebrejde mig. Jeg foer tilbage; jeg vaklede, rystet imit Inderste. Lili blev ganske forfærdet over min Bleghed. Men længe varede det, inden jeg kunde besvare hendes ængstelige Spørgsmaal, medens vi hastig droge os tilbage. Hvad jeg svarede hende, veed jeg ikke; men det erindrer jeg, at jeg den Dag ikke mere kunde see hende frit i Øjet. Hvor hun piinte mig med sin ømme Bekymring for at faa at vide, hvad der fejlede mig! Hun anede ikke, det arme Barn, hvilken hæslig, frygtelig Ting hun i sin Uskyldighed rørte ved; det, jeg kunde have fortalt hende, var ligesaa langt fra hendes Bevidsthed, som Himlen er fra Jorden. Hun anede ikke, at den samme Dæmon, som havde fordærvet Anna, ogsaa paa en Maade truede hende, og at jeg, hendes Ven, hendes bedste, eneste Ven, var denne Dæmons Herre eller Slave.

Denne Dag droge vi vidt omkring, men uden Glæde. Jeg havde ikke Ro paa mig. Stakkels Lili, hvor meget havde hun ikke ventet sig af denne Dag, og hvor smukt begyndte den ikke! Det blev til Bekymring, Sorg og Træthed altsammen. Hun var nærved at segne; men jeg mærkede det ikke.

Da vi om Aftenen traadte ud af Skoven for at gaa i Baaden, fandt vi Søen oprørt og skummende. Der havde rejst sig en Storm, og det truede med Byger. Vi havde Bølgerne paatværs ind, og jeg turde ikke vove mig ud med Lili. Der var altsaa ikke Andet for end at gaa Søen rundt. Men stakkels Lili var træt, vi havde for en Deel af Vejen Vinden lige imod, og det begyndte allerede at regne. Der var Intet at betænke sig paa. Jeg hyllede Lili ind i en let Overfrakke, jeg havde med mig, og løftede hende op i mine Arme. Forgjæves forsikkrede hun mig, at hun nok kunde gaa; jeg maatte og vilde bære hende.

Hvor let var mig ikke denne Byrde, hvor sød og dyrebar! Mig syntes, at jeg aldrig kunde blive træt af den. Jeg trykkede hende fast ind til mig, og skred rask frem imod Vejret. Der var over en halv Miil rundt omkring Søen, daarlig, sandet Vej; den ene Iling drog hen over os efter den anden; Regnen pidskede mig lige i Ansigtet. Men jeg var glad ved at være paa Landjorden, og have Noget at øve mine Kræfter paa, for Lilis Skyld. Jeg ændsede Intet, og satte Magt imod Magt. Det var rørende, saa bekymret Lili var; hver to, tre Minuter yttrede hun sin Frygt for, at hun var for tung. Men da hun mærkede, at jeg var fast bestemt paa, at beholde hende i min Favn, hvor opfindsom gjorde da Kjærligheden og Taknemligheden hende ikke, hvilke søde, ømme Ord hviskede hun mig ikke i Øret, ligesom for at gjøre mig Byrden og Vejen lettere! Jeg havde næsten glemt Anna, og følte mig igjen lykkelig. Men selv i denne Time kunde jeg ikke holde de profane Tanker borte. Jeg kom til at tænke paa Sabinerinderovet i loggia dei lanzi i Florents. I mig og Lili var jo hiint fristende Billede levende fremstillet i Kjød og Blod. Men med Magt forjog jeg denne uværdige Forestilling. For at ave mig selv og tillige underholde Lili drog jeg en anden Forestilling frem for min Sjæl, der ligesaa fuldt passede til Situationen, skjøndt den var ganske modsat, nemlig den hellige Christofer under Byrden af Christusbarnet. Jeg gav mig til at fortælle hende Legenden om Hedningen Reprobus, som i Følelsen af sin Kæmpekraft kun vilde tjene den Stærkeste, og saaledes tilsidst blev henviist til den Herre Christus. Paa sine stærke Skuldre bar han Christusbarnet, og var nærved at segne under Byrden. Da erkjendte han sin Herre, og fik Navnet Christofer.

Mens jeg fortalte, var Lili slumret blidelig ind paa mine Arme. Sin Arm havde hun slaaet om min Nakke; hendes varme Kind laa op til min. Stille gik jeg videre.

Men den Historie, jeg havde fortalt, havde gjort et stærkt Indtryk paa mig selv. Frelseren, saa levende fremstillet, paatrængte sig mit Væsen, som Barn dobbelt mægtig. Længe var det siden, at jeg havde havt nogen Tanke tilovers for ham. Men min Barnetro, saa dybt den end laa begravet, var dog ikke død endnu; den brød frem fra mit Hjertes skumle Dyb med mange søde og bittre Erindringer. Men de bittre vare de fremherskende. Hvilken Masse af Skyld havde jeg ikke i min korte Levetid samlet paa mit Hoved! Men den største var dog den imod Anna.

Da blev min Byrde tung og stedse tungere. Jeg havde en Følelse, som om det var mine Synders Byrde, jeg vandrede under. Og i Virkeligheden var jo ogsaa Lili, som jeg bar, allerede blandt mine Anklagere, skjøndt hun ikke selv vidste deraf. Havde hun endikke følt det, saa havde jeg dog allerede stor Uret ogsaa mod hende.

Med usikkre Fjed stred jeg mig frem igjennem den mørke Nat. Stormen tog til; det var blevet et sandt Uvejr. Regnen, som slog mig ind i Ansigtet, blændede mit Syn. Højt skyllede Søen op paa den stenede Bred, i hvis Kant Vejen slyngede sig. Oftere var det mig, som om jeg vadede i Vandet, som om Bølgerne vilde slaa sammen over mig og rive mig bort med sig. Vist er det, jeg havde ondt ved at holde mig paa Stien, og forfejlede den idelig. Stønnende arbejdede jeg mig videre. Sveden brød frem af alle mine Porer; men det var ikke længer nogen varm, det var Angstens kolde Sved. Det var ikke udvortes, men indvortes, at Kraften svigtede mig. Jeg følte mig ubeskrivelig elendig. Piint af Nag, Frygt og Selvforagt var jeg endelig engang i den rette Stemning til at give slip paa mig selv. Et Gjennembrud var nær forhaanden; med det vilde der være fremgaaet et nyt og bedre Menneske af mig. Men — førend det kom saa vidt, glimtede Lyset fra vor Bolig os imøde. Min Tanke fik strax en anden Retning; Rørelsen var i samme Nu forsvunden. Ak, havde Vejen dog blot været tusinde Skridt længer! Disse tusinde Skridt vilde maaskee have sparet mig Farten til Helvedes Pine! — Da jeg stod i den oplyste Stue, gjennemblødt, gispende, udtømt, havde jeg efterladt Noget, Angeren, Rædselen ude i Nattens Mørke, og følte blot Glæde over at være undflyet dem.

Først nu vaagnede Lili. — O, hvilken dejlig Drøm! — hviskede hun med endnu halv tillukkede Øjne, da jeg til Godnat kyssede hende paa Panden.

Næste Dag fik jeg den dejlige Drøm at vide. — Jeg drømte, — fortalte Lili: — at jeg stod ved en Flodbred. Da kom den hellige Christofer med Christusbarnet paa sine Skuldre over til mig fra den anden Side. Og Barnet satte sig ned hos mig i Græsset ved Bredden; vi talte og legede med hinanden, og jeg var saa usigelig lykkelig. Den store Christofer stod hos og saae til, støttet paa sin lange Stav.

Vi slettede Græsstaa i allehaande kunstige Forbindelser; men Christusbarnet var min Mester. Først slettede han et Kors, saa en Tornekrone; denne sidste satte han paa sit Hoved. Mellem Straaene var der indflettet nogle røde Blomster, nedhængende ved lange Stilke; de saae livagtig ud som Blodsdraaber. Saa begyndte Christusbarnet en anden Leeg. Han lod mig see ind i sine Øine, og spurgte: — Hvad seer Du? — Ja, hvad saae jeg? — Først saae jeg Sædemanden, som gik ud at saae, ligesaa levende, som jeg nu seer Dig for mig. Dernæst saae jeg den barmhjertige Samaritan; ja, jeg troede endog at høre ham tale. Endelig saae jeg den gode Hyrde, med det fortabte Lam i sine Arme. Og meget mere kunde jeg have faaet at see. Men saa faldt det mig ind at spørge: — Men er det dog ikke sandt, at de onde Mennesker have korsfæstet Dig og stukket et Spyd i din Side? — Jo, derom maa Du ikke tvivle. — svarede Christus. Og han viste mig Naglegabene i sine Hænder og et blodrødt Ar i sin Side. Da jeg derover gav mig bitterlig til at græde, tilføjede han: — Men, Lili, det smerter ikke mere; det er for længe siden lægt ved min Faders Kjærlighed i Himlen og mine Brødres og Søstres Kjærlighed paa Jorden. —

Tilsidst spurgte Christusbarnet: — Kunde Du ikke have Lyst til at lade Dig bære lidt af min Ven Christofer? — Hvorhen vil Du? —

— Jeg vilde helst til det hellige Land; — svarede jeg rask: — men det er saa langt, og saa skal jeg jo skilles fra Dig. —

— Det er sletikke saa langt, som det synes, — svarede Christus: — og vi To ville aldrig mere skilles fra hinanden. Ogsaa der vil Du finde mig. — Vil Du, saa kom! —

Saa tog den store Christofer mig op paa sine Skuldre, og vandrede bort med mig, langt, langt bort. Om Dagen gik han efter en lille rødlig Sky, om Natten efter en stor, glimrende Stjerne. Jeg vidste, at det var Bethlehemsstjernen. Og vi kom igjennem mange fremmede Lande, saae Mennesker af alle Slags og hørte forskjellige Tungemaal, over Bjerge og Dale, over Floder og Strømme, tilsidst endogsaa over Havet. Der var intet Land at øjne; Bølgerne gik saa højt, saa højt. Da blev jeg inderlig angst og tænkte, at vi skulde forgaa. Men Christofer sagde: — Frygt ikke, mit Barn! Jeg har engang baaret Vorherre. Du vejer kun Lidt imod ham. —

Saa naaede vi da endelig Land og betraadte en sandig Bred. Det var det hellige Land. Og videre gik Vandringen, forbi Jerusalem, ligesom Solen stod op; med sine hvide Mure paa Højene syntes den herlig endnu som i gamle Dage. Nogle faa Skridt videre, og vi kom til en lille Stad imellem Bjergene. Her stod Stjernen stille. Jeg vidste, at det var Bethlehem.

Christofer satte mig af foran et uanseeligt Huus.

En Dør aabnedes; der stod igjen Barnet Christus. Han tog mig ved Haanden og førte mig ind, idet han med et kjærligt Smiil sagde: — Lili, her har jeg kun en Stald at byde Dig velkommen i. Men engang, naar Du har faaet Nok af Verden, skal det blive bedre. —

Og han slog sine Arme om min Hals og kyssede mig.

— — I det Samme vaagnede jeg. Thi vi vare hjemme. O, Otto, jeg havde saa gjerne drømt noget længer! —

— Synes Dig ikke, kjære Lili, — svarede jeg spøgende: — at det er Alt, hvad Man kan forlange, i en Times Tid at komme herfra til Bethlehem og tilbage igjen, uden at regne alt det øvrige Dejlige, som Du oplevede? —

— Jo, det er sandt. Jeg maa vel give mig tilfreds, indtil Christus byder mig velkommen paa det bedre Sted, hvor han evig har hjemme. — svarede Lili stille.